Kronik

Regnskabets time for mikrolån

Mikrofinansbevægelsen står i dag ved en skillevej: Skal den skabe vækst med kommerciel bankpraksis eller fokusere på de fattigste med sociale regnskaber?
Her ses bondekoner i det sydlige Indien. Kvinderne er kastesløse og har om nogen fået stor gavn af mikrolån, da de ellers ikke ville kunne begynde at ernære sig selv. Idet ingen vil have med kastesløs at gøre.

Her ses bondekoner i det sydlige Indien. Kvinderne er kastesløse og har om nogen fået stor gavn af mikrolån, da de ellers ikke ville kunne begynde at ernære sig selv. Idet ingen vil have med kastesløs at gøre.

Joerg Boethling

28. oktober 2009

I forrige uge mødtes donorer, investorer og praktikere fra mikrofinansbanker til det årlige Mikrofinanstopmøde i London. Stort set var det en optimistisk forsamling, som kunne rapportere om mikrofinansbanker verden over, som er relativt upåvirkede af krisen. Der blev derfor også tid til at tage livtag med et andet centralt emne, som meget få politikere endsige borgere finder det interessant eller besværet værd at beskæftige sig med: regnskabet.

Bogholderi er ikke bare en uskyldig nedfældning af eksakte tal, men en politisk teknologi, hvis udvikling sociologer i mange år har anset for at være helt central for kapitalismens opkomst. Hvordan man bogfører, afspejler hvad finansielle aktører finder værdifuldt. Snak om god regnskabspraksis er desværre ofte tør og teknisk, men til årets topmøde kunne man af den ophedede debat aflæse, hvor altafgørende regnskabet kan være for, hvordan virksomheder og organisationer gebærder sig.

Betaler de fattige tilbage?

For at forstå regnskabets vigtighed for mikrofinans, må vi tilbage til 1990'erne, hvor mikrolån for alvor begyndte at blive udbredt. På under 15 år steg antallet af mikrolånsklienter verden over eksplosivt: fra under 10 millioner i 1994 til flere end 150 millioner i 2009.

Mikrolån havde hidtil levet sit liv uden for offentlighedens søgelys, men de kom nu i politikeres og investorers fokus. Interessen blev til dels vakt, fordi der gennem en årrække havde opbygget sig en skepsis over for udviklingsbistanden, som blev dømt virkningsløs eller direkte skadelig. Her blev mikrofinans et alternativ til vestlige udviklingsmodeller. Nu skulle den økonomiske udvikling drives af de fattiges egne, og ikke donorers, projekter.

Ud over medvinden fra et udviklingspolitisk forandringsklima var et centralt element i disse særlige bankers udbredelse, at de tog afstand fra en filantropisk organisationsform og i stedet drev mikrolåns-forretning. De kunne fremvise en imponerende dobbelt bundlinje, hvor de både havde held med at beskæftige kvinder i udviklingslande og kunne præsentere finansielle regnskaber med økonomisk overskud og tilbagebetalingsrater på hen ved 100 pct. Og det endda på trods af, at man lånte ud til fattige, der ikke kunne stille sikkerhed for lånene.

Dette var noget, der imponerede nyliberale politikere og investorer: Havde man her fundet en metode, hvor man kunne skabe udvikling på en profitabel måde?

Hvem er bæredygtig?

Slut-1990'ernes udviklingspolitiske promovering af mikrofinans var guidet af netop dette spørgsmåls magiske aura. Den egentlige test for mikrofinansbankerne blev nu, hvorvidt konkurrencedygtighed på et marked kunne opnås og derved tiltrække private investorer, så antallet af udlån hastigt kunne opskaleres. Hvis antallet af udlån steg, så ville mængden af udvikling også stige.

Så snart donorer og investorer fra OECD-landene begyndte at se denne vækstmulighed, begyndte kravene til bankernes regnskaber dog at ændre sig på afgørende vis. Tidligere havde de stort set alle været afhængige af lempelige lånebetingelser og tilskud fra donorer. Deres regnskaber var de facto bæredygtige, men kunne stadig begå sig på det frie marked, som det hed.

Det finansielle regnskab

Frygten for en gentagelse af, hvad bistandsskeptikere så som fordums tids forfejlede statsprojekter, betød, at man begyndte at gøre markeds-bæredygtighed til forretningsidealet ud fra en betragtning om, at venturekapitalister og socialt indstillede investorer ville få øjnene op for sektoren og skabe en trend.

Som en konsekvens heraf kom der et enormt fokus på bankernes finansielle årsregnskaber. Begreber såsom 'investeringsafkast' begyndte at blive målestokken for bankerne, og i aftagende grad var det afgørende, hvor stor en andel af klienterne, der var meget fattige, eller hvor gode bankerne var til at bringe deres materielle levestandard op.

Imidlertid var markedsligørelsen af mikrofinans ikke problemløs. Ikke blot var en stor del af bankerne endnu ikke professionaliseret i en grad, så man kunne tale om egentlige virksomheder - det globale marked, som man forestillede sig at skulle 'teste' disse virksomheder på, eksisterede slet ikke.

Med vestlige donorer i spidsen begyndte man således en politisk indsats og byggede en elektronisk mikrofinansbørs (mixmarket.org). Hele dette markeds succes afhang dog af, om dets aktører kunne overtales til at rapportere deres finansielle aktiviteter på en ensartet, det vil sige kommerciel, vis.

Således satsedes store pengesummer samt videnskabelige og administrative ressourcer på at 'lære' bankerne at leve op til disse praksisser. Regnskabsmetoder og finansielle indikatorer blev importeret næsten direkte fra international bankpraksis under stærkt pres fra vestlige donorer, som gjorde brugen af disse til en betingelse for at modtage penge.

Stof til eftertanke

Selvom mikrofinansbankerne med høje væksttal, gode tilbagebetalingsrater og få konkurser har klaret sig bedre gennem krisen end de store kommercielle banker, risikerer de med denne udvikling at forveksle mål og midler. Det finansielle regnskabs bundlinje synes for en del bankers vedkommende at have helt eller delvist forskubbet den dobbelte bundlinje. Selvom dette nok har øget mulighederne for opskalering, er spørgsmålet dog, om dette i sig selv er godt.

Beviserne tyder ikke på det: kommercielt indstillede banker servicerer langt færre af de fattigste klienter end mere udviklingsorienterede, som målretter deres udlån til de klienter, der har det største behov og er mest risikable. Desuden viser erfaringer, at institutioner, der finansielt skal 'stå til regnskab' over for aktionærer, risikerer at glemme deres egentlige mandat: fattigdomsreduktion.

I Mexico opstod der i 2007 en stærkt kontroversiel sag, som blev opsnappet af verdenspressen: landets største mikrofinansbank, den tidligere non-profit bank Compartamos, gik på børsen og begyndte at kræve rentesatser på op mod 86 procent p.a. Flere børsnoteringer er i støbeskeen, særligt i Indien.

Tendensen er altså, at bankerne i stigende grad vurderes på deres finansielle regnskab over for kommercielle investorer frem for på deres sociale regnskab over for donorer, sociale investorer og ikke mindst lånerne selv. Dette risikerer at mindske offentlighedens støtte, samt vigtigere endnu: at mindske den socio-økonomiske effekt af de små lån.

Mod sociale regnskaber

Et af kerneproblemerne med vor tids finanskapitalisme er, at det, der bestemmer en virksomheds succes, ikke først og fremmest er dens materielle produkt, men dens produktion af pæne økonomiske regnskaber, der indfrier investorers forventninger til overskud. Det finansielle niveau bestemmer i stadig større grad det produktionsmæssige aspekt af økonomien, fordi det er her, de store summer kan tjenes på kort tid. Dette motiverer til kortsigtet økonomisk tænkning i stedet for langsigtede investeringer i produkter med en klar social funktion.

Det samme kan desværre risikere at ske i mikrofinansverdenen, hvis ikke man holder fast i social formåen som den primære målestok for gode mikrofinansbanker og udvikler 'sociale regnskaber', som inddrager kreditgivningens virkning på lånernes materielle virkelighed.

Et socialt regnskab kunne f.eks. være et papirark, hvor en mikrofinansbank, ud over at redegøre for udgifter og indtægter, underretter omverdenen om, hvor stor en andel af dens klienter, der er under fattigdomsgrænsen, hvor mange kvinder man låner til, hvorvidt klienternes økonomiske situation er i fremgang etc. Med et sådant redskab, som allerede er taget i anvendelse af nogle banker, ville man skulle retfærdiggøre kreditgivning med et konkret socialt formål - både til en omverden bestående af investorer og donorer og internt over for medarbejdere og kunder. På denne måde ville man vende tilbage til mikrofinansens grundlæggende og mere ydmyge formål som et blandt mange redskaber til fattigdomsreduktion - og hermed også inspirere en bredere bevægelse væk fra kreditgivning som patentløsning på økonomisk underudvikling.

Lasse Folke er sociolog ved Dansk Institut for Internationale Studier, og Anders Sevelsted er ligeledes sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Søren,
Det lyder som om, at du allerede havde besluttet dig for, hvad du skulle mene om vores bidrag, før du havde læst den første linje. Hvis du derimod havde læst kronikken med åbne øjne, så ville du have forstået, at vi prøver at føre en nuanceret diskussion af faldgruberne ved rendyrket finansiel regnskabsførelse - vi taler ikke som sådan imod at mikrofinansbanker laver finansiel regnskabsføring. Men måske læser du slet ikke af nysgerrighed, men af ren trang til at fyre dine markeds-religiøse mantraer af? I hvert fald forholder du overhoved ikke til indholdet i kronikken. Jeg vil ikke gentage vores argumentation men blot rette én af adskillige faktuelle fejl i dine kommentarer:
Det er direkte forkert, at det kun er proftable mikrofinansbanker, der vokser sig store. Hvad med Grameen Bank - en af verdens største - som reelt er subsidieret og som er ejet af kunder og madarbejdere og ikke aktionærer. Eller compartamos, som også voksede stor mens den stadig var en NGO, Jeg kunne nævne flere eksempler. Også til sidst: den undersøgelse du henviser til understøtter jo ikke din argumentation og har i øvrigt ikke gennemgået en videnskabelige peer-review-proces. Det har derimod flere andre statistiske undersøgelser (se blandt andet Helme and Lensinks oversigtsartikel fra 2007, hvor du kan finde flere andre referencer http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=976771), som peger på, at de mere kommercielt indstillede banker har en mindre andel af kunder under fattigdomsgrænsen, hvilket tyder på, at det ikke i samme omfang er profitabelt at låne ud til meget fattige. Hvem skulle give disse kunder lån, hvis ikke der eksisterede socialt indstillede banker? Jeg er helt med på, at vi sammen skal opfinde en mere inklusiv økonomi, som du selv foreslår ovenfor - men det kræver jo netop en lang række af eksisterende værktøjer til økonomisk udvikling, hvoraf mange ikke kan begå sig på et marked.