Læsetid: 4 min.

Det er sidste klima-udkald for EU

EU's planlagte reduktionsmål for drivhusgasudslip er i pinlig uoverensstemmelse med klimaforskningens klare anbefalinger - der er brug for mere vidtgående forpligtelser, hvis en global klimaaftale skal have chance for succes
27. oktober 2009

Udfordringen for klimatopmødet i København, der begynder om seks uger, er i realiteten gribende enkel. Hvis vi skal være rimeligt sikre på at holde stigningen i den globale middeltemperatur under to grader i forhold til præindustrielt niveau - den 'smertegrænse', som mere end 100 lande har tilsluttet sig - fortæller den seneste klimaforskning os, at vi i de rige lande skal forpligte os til en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 40 procent i 2020 i forhold til 1990-niveau. Industrilandene skal desuden forpligte sig til klimafinansiering til reduktion, skovbevarelse og tilpasning i de fattige lande. Omvendt skal udviklingslandene nedskære deres udledninger med 15-30 procent i forhold til 'business as usual' i 2020.

FN's Klimasekretariat beregnede i august, at industrilandenes reduktionsplaner samlet set kun vil føre til en reduktion i deres drivhusgasudslip på 10-16 procent i 2020.

I næste uge starter den sidste FN-forhandlingsrunde i Barcelona. Status forud for disse forhandlinger er ikke helt så dystre som før den seneste forhandlingsrunde i Bangkok. Således har Norge og Japan meddelt, at de vil reducere deres drivhusgasudslip med henholdsvis 40 og 25 procent i 2020. Samtidig har flere betydende udviklingslande - Kina, Indien, Indonesien og Brasilien - fremlagt initiativer, der væsentligt vil reducere deres respektive drivhusgasudslip i forhold til 'business as usual'.

Et nødvendigt opråb

Indien har eksempelvis fremlagt planer, der vil føre til, at 20 procent af dets energiproduktion vil komme fra vedvarende energi i 2020, og Indonesien har meddelt, at det vil nedskære sit drivhusgasudslip med 26-41 procent i 2020 i forhold til 'business as usual' - de 41 under forudsætning af økonomisk støtte fra de rige lande.

Hovedproblemet i klimaforhandlingerne er altså lige nu, at hverken USA eller EU har lagt nye konkrete forslag frem, som forpligter dem til den nødvendige reduktion i udslippet af drivhusgasser eller klimafinansiering til fattige lande. EU har tidligere været førende i klimaforhandlingerne, men har totalt svigtet denne rolle.

»Mange har ikke forstået, at udfordringerne skabt af klimaforandringerne er reelle og sker lige nu. Det er ikke kun et miljøspørgsmål, (...) men en menneskelig nødsituation,« forsøgte den britiske udenrigsminister, David Miliband, forleden at råbe befolkningen op (Information 23. oktober).

Men her og nu er det mere presserende at få råbt EU's stats- og regeringsledere op, før de mødes til EU-topmødet torsdag og fredag i denne uge til den foreløbigt sidste og afgørende diskussion af deres forhandlingsposition til klimakonferencen i København.

Hvis de kun tager udgangspunkt i det, de har fået med sig fra sidste uges finans- og miljøministerrådsmøder, vil det ikke være tilstrækkeligt til at bryde dødvandet i forhandlingerne og slet ikke til at sikre en ambitiøs, juridisk bindende klimaaftale i København.

Skal tage teten

Derfor bør EU-topmødet blandt andet stramme positionen op på følgende områder: EU's reduktionsmål på 20 procent unilateralt og 30 procent i tilfælde af en international klimaaftale er i pinlig uoverensstemmelse med, hvad den seneste klimaforskning tilsiger for at opfylde to graders-målet. EU's stats- og regeringsledere må derfor bringe konsistens i deres holdning, og sammen med Norge tage teten ved at sende det nødvendige signal i forhandlingerne, at EU i en global klimaaftale ikke kun vil forpligte sig til 30 men til 40 procents reduktion i 2020 i forhold til 1990.

Konkrete beløb søges

EU's miljøministre erkendte på deres møde i sidste uge det alvorlige problem, der opstår, hvis ubrugte CO2-kvoter (AAU'er) overføres til forpligtelsesperioden efter 2012. Denne bombe under en kommende klimaaftale skal EU's stats- og regeringsledere afmontere.

Alene Ruslands ikke-brugte 'varme luft' andrager ca. fem milliarder tons i perioden 2008-12, hvilket svarer til hele EU's reduktion i perioden 2013-20 ved en 20 procents målsætning.

EU må sætte konkrete talstørrelser på det beløb, EU-landene samlet vil forpligte sig til at yde i offentlig klimastøtte til fattige lande. Penge som skal finansiere omkostningerne til at reducere stigningen i udslippet af drivhusgasser, stoppe skovrydningen i 2020 og bruges til at tilpasse sig de klimaforandringer, som uanset hvor kraftfuldt vi handler nu, vil få meget alvorlige konsekvenser - især i en række fattige lande. Klimafinansiering er både internt i EU og i FN-forhandlingerne gentagne gange blevet fremhævet som et helt essentielt punkt for de internationale forhandlinger.

Ikke længere lurepasse

Blandt andet udtalte Connie Hedegaard allerede tilbage i april, at »industrilandene må og skal melde konkret ud på klimafinansiering«, og i rådskonklusionerne fra topmødet i juni lovede EU konkrete tal senest i denne uge.

I EU-Kommissionens indspark fra september har man i strid med både Klimakonventionen og Bali-køreplanen lagt op til at lade de fattige lande betale for størstedelen af deres egne klimaomkostninger. Ifølge Kommissionen skal international klimafinansiering kun levere mellem 22 og 50 procent af de 100 mia. euro årligt i 2020, som EU har vurderet som nødvendigt. Heraf har Kommissionen lagt op til, at EU kun skulle levere pauvre 2-15 milliarder. Vi mener, at der som minimum er brug for 110 milliarder euro årligt i offentlige midler, hvoraf EU skal levere de 35.

På økonomi- og finansministrenes rådsmøder i sidste uge kunne man ikke opnå enighed om Kommissionens udspil og har i stedet skudt ansvaret over til topmødet i denne uge. Desværre ikke fordi man syntes Kommissionens udspil var for uambitiøst - tværtimod.

Hvis EU bryder med sine forpligtelser fra Bali-køreplanen og ikke leverer på kerneområderne, bliver det næsten umuligt at opnå en ambitiøs og juridisk bindende international klimaaftale. De få ambitiøse EU-lande har hidtil været bange for at presse på, da det formentlig vil resultere i markant uenighed, men Lars Løkke Rasmussen og hans EU-kollegaer kan ikke længere lurepasse - hensynet til klimaet må sættes over hensynet til intern stabilitet.

Jon Burgwald, Tarjei Haaland og Jan Søndergård er klimamedarbejdere i Greenpeace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu