I 1968 fremlagde den amerikanske psykolog Robert Rosenthal sin undersøgelse om sammenhængen mellem skolelæreres forudindtagede forventninger til deres elever og elevernes faglige kunnen.
Undersøgelsen viste, at lærerens forventninger blev overført til eleven, som ubevidst identificerede sig med disse projektioner på en sådan måde, at forventningerne udmøntede sig som en selvopfyldende profeti. De elever, som læreren på forhånd var blevet informeret om var fagligt svage, viste sig efter et års undervisning at udvise ringe faglige kundskaber på trods af, at de forud for undersøgelsen ikke var blevet vurderet som dårligere end gennemsnittet.
Tilsvarende klarede de elever, som læreren antog var intelligente, sig bedre end gennemsnittet samt deres hidtidige præstationer. Forsøget sætter fokus på et fænomen, der siden er blevet benævnt Rosenthal-effekten, og det illustrerer ikke blot nogle væsentlige forhold i relationen mellem lærer og elev, men udtrykker også en generel tendens hos mennesket; nemlig at man som person er og handler i kraft af sine omgivelser.
Med Rosenthal-effekten in mente vil jeg bede læseren overveje, hvad følgende antagelser og forventninger kan have af betydning for de mennesker, de er rettede imod:
»Hvad er det for en styrke, muslimerne bidrager med? Lavere uddannelsesgrad, højere sygdomsfrekvens, lav deltagelse på arbejdsmarkedet, høj kriminalitet. (...) Vi er ikke interesserede i den mangfoldighed, som består i parallelsamfund af tabere.« (Mogens Camre i Jyllands-Posten den 3. oktober 2007).
»Indvandrere og andre kriminelle.« (Sagt i nyhedsudsendelse på P3 i marts 2009).
»De [udlændinge] lever i en subkultur uden for den danske stamme. Derfor er de meget hurtige til at tillære sig mulighederne for at få penge uden at gøre en indsats.« (Bertel Haarder i Berlingske Tidende den 20. september 2003).
Skadelig retorik
Denne korte liste af eksempler på antagelser og holdninger til udlændinge er langtfra udtømmende, og der findes i hundredvis af tilsvarende udsagn af både mere eller mindre radikal karakter. Min påstand er, at retorikken i den danske udlændinge- debat skader integrationen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i kraft af omtalte selv- opfyldende profeti.
Et modargument mod denne påstand kunne naturligvis findes med henvisning til diskussionen om hønen og ægget. For hvad kom egentlig først: antagelserne om indvandreres negative adfærd? Eller var det netop en negativ adfærd blandt udlændinge, der afstedkom harme og negative opfattelser?
At besvare dette spørgsmål tenderer til det umulige, og et sådan svar ville givet også være irrelevant, idet fortiden ikke lader sig forandre. I stedet bør vi se på de forhold, vi har at gøre med nu og her, hvor vi befinder os i en situation med både en 'høne' og et 'æg'. En situation, hvor årsag-virkning-kæden kommer til udtryk som en på sig selv følgende kæde af negativt selvforstærkende og gentagende led, der til stadighed gør omdrejningen af hjulet mere usmidig og træg. Vi må fjerne et af disse led, hvis vi skal kunne sprænge denne rustne kæde. Og dette led kunne passende være den negative tone i udlændingedebatten, der hæmmer integrationen samt fører til marginalisering og radikalisering.
Når man som ikke-etnisk dansker fødes og vokser op i et land, hvor man allerede i fødselsgave udstyres med prædikater som »problem«, »kriminel« og »samfundsnasser«, er forhindringerne for en vellykket integration allerede godt i gang med at blive opbygget. Man tvinges konstant til at skulle modbevise de på forhånd etablerede fordomme om den gruppe, man er kategoriseret i. Tvinges til at skulle overbevise omgivelserne om, at lige præcis 'jeg' ikke er som det generelt tegnede billede af indvandrere, men faktisk har en uddannelse, tror på demokratiet og ikke har til hensigt at sprænge Nørreport i luften. Og man tvinges til igen og igen at skulle stå til regnskab for og forbindes med radikale udøvere af den kultur og religion, man tilhører. Dette er en enorm belastning for ens selvopfattelse samt identitetsdannelse, der ud over at være spændt over to kulturer således også befinder sig under et pres som følge af manglende anerkendelse.
Anerkendelsens betydning
Sociologen Axel Honneth har udviklet en teori om anerkendelsens betydning for identitetsudviklingen. I den sondrer han mellem tre former for anerkendelse, der alle tjener som forudsætning for en succesfuld identitetsudvikling.
Der er tale om den følelsesmæssige kontakt i intime sociale relationer, den retlige anerkendelse og endelig den sociale værdsættelse af individuelle præstationer og evner.
Oplever individet ikke anerkendelse inden for alle disse tre aspekter, vil det føle sig skuffet, utilstrækkeligt og frustreret. Dette kan ifølge Honneth presse individet ud i radikaliteter, idet man vil have tilbøjelighed til at søge nye grupper, der formår at forsyne én med anerkendelse - noget radikale og ekstremistiske bevægelser desværre har en skræmmende tendens til at kunne levere.
De tre aspekter ekspliciterer, at anerkendelsen såvel er noget, der skal opfyldes i nære ansigt-til-ansigt relationer, men samtidig også er et samfundsanliggende, og derfor er det både noget, som du og jeg såvel som samfundet har et ansvar for.
En helt central pointe hos Honneth er, at anerkendelsen nødvendigvis må være gensidig for at kunne lykkes, og man må således både selv anerkende og anerkendes for at udvikle en stabil selvidentitet og positiv selvopfattelse. Dette relaterer sig til diskussionen om udskiftningen af et af de rustne led i kæden, idet man nemlig behøver smørelse for at kunne få kæden til at glide gnidningsfrit, en smørelse, der netop tilkendegiver sig som en gensidig anerkendelse. Således må såvel politikere og øvrige meningstilkendegivere i den offentlige debat som udlændinge møde hinanden med anerkendelse og gensidig respekt, for på denne måde at lade eksemplet konstituere den gode holdning og ikke de negative forventninger konstituere eksemplet.
Et socialt fænomen
En indvending mod denne påstand kunne dog være, at hvis der vitterligt er noget indholdsmæssigt sandfærdigt i udtalelserne om udlændingene, må dette indhold nødvendigvis ytres i den offentlige debat.
Til dette kan jeg ikke andet end at svare ja! Naturligvis skal faktuelle forhold frem i lyset, og jeg er ikke så blåøjet, at jeg blot negligerer de faktiske forhold omkring indvandreres overrepræsentation i f.eks. kriminalitetsstatistikkerne. Jeg er dog overbevist om, at disse forhold ikke lader sig knytte til udlændinges kultur- og racemæssige identitet, men snarere er udtryk for et socialt fænomen.
Der har historisk set altid været en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker af samfundets laveste sociale lag, ligesom disse grupper også har figureret højt på listerne over modtagere af sociale ydelser, lav uddannelse etc. Dette er ikke noget nyt fænomen. Det nye ligger i, at den sociale sammenhæng i Danmark har skiftet struktur, og hvor det tidligere var arbejderklassen, der udgjorde samfundets nedre socialgrupper, er det i dag en ny generation af indvandrere samt enlige forsørgere. Dette er af vital betydning, når man diskuterer kriminalitet, sociale problemer samt integration og er et fænomen, der ikke må undervurderes, da det nuancerer debatten.
Når udsagn som »indvandrere og andre kriminelle« kan høres i radioen, uden at nogen knapt nok tager notits af det, er det på tide at råbe vagt i gevær og sige fra over for tonen i udlændingedebatten. Vi må gentænke den måde, vi omtaler hinanden på, og de fordomme, vi møder hinanden med. Dels fordi retorikken kan have en selvforstærkende virkning som selvopfyldende profeti, og dels fordi vi skylder os selv og hinanden den gensidige anerkendelse.
Hvis bemærkningen »Kvinder og andre kriminelle« blev sagt i radioen, tror jeg nok, der ville lyde et ramaskrig fra oprørte borgere!
Anna Vibe Onsberg Hansen er stud.scient.pol.
Fin artikel
Nuvel, det klart at hvis man bliver betragtet som en ressource i stedet for en byrde, så har modtageren givet vis en større tilbøjelighed til at ville engagere sig i samfundet. Men det er nu engang en imaginær størrelse langt henne af vejen, som der også bliver nævnt og argumenteret for i artiklen.
Jeg vil dog i stedet gerne fokusere på den altid svære diskussion, som berører det som mange vil hævde er en offer-rolle debat. Det hævdes ofte, især fra borgerlig observans af, at mange indvandrere tenderer denne størrelse og i nogle tilfælde også bærer den rolle i samfundet – (”Det er samfundets skyld” )og samtidig beskylder man gerne(os på) venstrefløjen, med dens socialisme, som åbenbart har en ideologisk forudsætning der gør at personligt ansvar ikke er noget vi opererer med, da denne i praksis med definitionen af socialisme og personligt ansvar ikke vil eller kan hænge sammen. Men det ikke sandt. For det første kan venstrefløjen ingenlunde beskyldes for at være fyldt med jubelidioter og gennemførte, naive halalhippier og for det andet bliver vi ofte beskyldt for at være dobbeltmoralske når vi så tager det personlige ansvar, hvilket i sig selv er et udtryk for at vi sagtens kan få tingene til at hænge sammen.
Venstrefløjen vil altså ikke fængsle individet, den sætter sig derimod højt på ønsket om at alle skal have samme muligheder og anerkendelse i samfundet.
Min gennemgående pointe er at i globaliseringens mantra giver det ingen mening at tro at den forsvinder eller at vi kan afvise den fuldstændigt.
Det jeg savner(mere af) ,det er en anerkendelse af at indvandringen er kommet for at blive, og vi kan ligeså acceptere at Danmark ikke kun er for de danske og at vi dermed skal have få sat i en sammenhængskræft til søs.
Og hvis man vil væk fra den uheldige offer-rolle, så skal man lade være med at give diverse personer incitamentet til det. Kun på den måde kan vi skelne godt fra skidt, kun på den måde kan vi få tvivlerne og dem som er tilbøjelige til at komme på afveje, over på samfundets side.
Sagt på en anden måde. En anstændig og god Integrationstone er ikke en forudsætning for at en vellykket integration er garant. Men det er en forudsætning for at alle gives lige muligheder og samme almene respekt, og det vil i sidste ende helt sikkert gavne samfundet.
Alle har ret beset nemlig et ønske om et godt liv. Danskere såvel som nydanskere.
."De seneste år har været præget af en skærpet udlændingepolitik og en dertil hørende skærpet udlændingedebat, en debat, der efterhånden er blevet så radikal, at den måske snarere er blevet en del af problemet end en del af selve løsningen."
"Udlændingedebaten" har aldrig været en del af løsningen. Tværtimod. "Udlændingedebaten" producerer racisme og xenofobi og er ikke godt for noget.
Bortset fra det er det en fremragende artikel af Anna Vibe Onsberg Hansen.