Et véråb på Informations websider opsender en læser, Aksel Gasbjerg, efter sidste tirsdag at have læst artiklen »Vi kan ikke redde kloden ved at skifte en pære«:
»Hvad skal jeg gøre, når finansministeren opfordrer til at lade dankortet gløde? Hvad skal jeg gøre, når det de sidste 10 år er blevet dyrere at køre kollektivt end privat? Hvad skal jeg gøre, når en togbillet til Paris koster 2.500 kr., mens en flybillet koster 600 kr? (...) Hvad skal jeg gøre, når merforbrug af olie gavner BNP, mens besparelse af olie sænker BNP? (...) Hvad skal jeg gøre, når Danmark kun kan overholde Kyoto ved prokuratorkneb (køb af CO2-kvoter)? Hvad skal jeg gøre, når befolkningstilvæksten er tre mia. frem til 2100? Jeg tror, jeg går ind og slår i min dyne.«
Andre slår på deres kirkeklokker. Endda 350 gange - søndag den 13. december kl. 15 i år til »alarm, håb og handling« under alverdens toplederes topmøde i København om at redde kloden fra det menneskelige overforbrug af naturgoderne med udsigt til ikke mindst klimakatastrofer. Opfordringen til at slå i andet end sin dyne - mens alverdens offentlige og private topledere og næsten alle økonomer ikke taler om andet end at lade dankortene gløde, øge de offentlige og private forbrug af naturmaterialerne til nye investeringer og til dagligt opbrug - kommer fra Grøn Kirke og en klimagruppe under Danske Kirkers Råd.
»Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til,« siger biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller
Over grænsen
Hvilket gør formanden for Folketingets Kirkeudvalg, Britta Schall Holberg (V) målløs:
»Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet. Men det bekymrer mig, at Danske Kirkers Råd og Roskildes biskop er bannerførere for et sådant arrangement.«
Der tydeligvis også er til forargelse for Torben Bramming, sognepræst i Ribe og forfatter til bogen om Tidehvervs historie, som i Information i lørdags slår fast:
»Kirkeklokkerne skal ikke ringe for miljøpolitik eller andre politiske sager. Folkekirken skal ikke politisere, men fortælle, hvor grænsen går mellem Guds rige og verdens rige.«
Skønt samme Torben Bramming også fastslår, at »folkekirken er baseret på et fællesskab af forskellige mennesker og holdninger«. Men altså ikke mere forskellige, end at det er sognepræsten i Ribe (sammen med formentlig også Gud?), der præcis véd, hvor grænsen mellem Guds rige og verdens rige går. At menneskene på Maldiverne konstaterer havenes vandstande stige og frygter at blive totalt oversvømmet i nær fremtid på grund af bl.a. vores opførsel i Ribe og omegn, skulle således være totalt uvedkommende i Guds rige. Hvor autoriteten i Ribe sogn så har det fra?
Men Hans Hauge, der i Information i lørdags introduceredes som »universitetslektor, forfatter og skribent i Jyllands-Posten, der i mange år har beskæftiget sig med teologiske og kirkelige anliggender«, er ikke i tvivl om, at hvad nu afdøde teolog og filosof K. E. Løgstrup i 1972 med bogen De store ords teologi vendte sig imod, den såkaldte »aktivistiske handlingsteologi«, i dag bare »har vokset sig større«.
Håndgribelige mirakler
En påstand, der ikke svarer til den måde, en anden forfatter og Løgstrup-kender, Ole Jensen, udtrykker sig på. Han skrev til eksempel sidste år i Kristeligt Dagblad under titlen »Kristendom og naturmisbrug«:
»Verden består af herlige 'håndgribelige mirakler' (med et udtryk af Johs. V. Jensen). Og den beundrende undren opfordrer til lovprisning af Herren for 'hans fingres værk', et vidunderligt poetisk-religiøst udtryk fra Salmernes Bog. Nok er verden ikke guddommelig, men den er på den anden side heller ikke bare materiale, til menneskets rådighed. Ikke for ingenting er det nu til dags tit poeter, der retter vores opmærksomhed mod dette sidste, hos os en Bjørnvig, en Lundbye, en Johs. V. Jensen. Men der er nu også teologer som en K.E. Løgstrup med hans sansningsfilosofi.«
Om det også tager mælet fra formanden for Folketingets Kirkeudvalg, overskrider Ribe-autoritetens grænser mellem Guds rige og verdens rige og af skribenten i Jyllands-Posten opfattes som blot mere aktivistisk handlingsteologi, kan man have sine anelser. Tilbage står, hvad sognepræst Martin Ishøy fra Balle Sogn ved Silkeborg giver som begrundelse for ikke blot at slå i sine egne dyner men lade klokkerne ringe:
»Klimatruslen er også en etisk og religiøs udfordring.«
Det har jeg ikke Guds autoritet til at afvise, at den kan være. I fald Britta Schall Holberg, Torben Bramming og Hans Hauge derimod mener sig i besiddelse af denne autoritet, er jeg glad for, at der er nogen religionsfrihed i Danmark. Så de trods alt ikke har har magt til at forbyde et eventuelt klimaengagement begrundet med henvisning til den bevægelse, verdens håndgribelige mirakler eller Jesus kan sætte mennesker i.
At Peter Fischer-Møller, Martin Ishøy og Ole Jensen (og jeg) så heller ikke har magt til påtvinge Schall Holberg, Bramming og Hauge nogen som helst bevægelse over Maldivernes skæbne hører med til samme religionsfrihed.
