Klumme

Småt er stort - mindre er større

Mens vi sidder midt i krigen og venter på bomberne og bliver dummere
Såfremt ingen nedre grænse findes for bibliotekslukninger, betyder det jo sådan set, at kulturministeren med sindsro kan finde på at lukke det sidste bibliotek i Danmark.

Såfremt ingen nedre grænse findes for bibliotekslukninger, betyder det jo sådan set, at kulturministeren med sindsro kan finde på at lukke det sidste bibliotek i Danmark.

Morten Stricker

Debat
31. oktober 2009

Der er ingen nedre grænse for, hvor mange biblioteker der kan blive lukket. Det sagde kulturministeren forleden i Berlingeren. Såfremt ingen nedre grænse findes, betyder det jo sådan set, at kulturministeren med sindsro kan finde på at lukke også det sidste bibliotek i Danmark og smide nøglen væk.

Kommentaren til en sådan meddelelse er regeringens standardberoligelse, den der i sin tid gav sig udtryk i et slogan som: mere miljø for færre penge. Eller efterfølgende udsagn: skattestop og mere velfærd; bedre ældrepleje med samme personale; bedre behandling på de offentlige sygehuse og flere læger og sygeplejersker til de private; mere demokrati i færre kommuner. Bedre lokalstyre uden amter og i regioner uden indflydelse. Og så videre.

Statistiske størrelser er som bekendt tålmodige. Når man i forvejen hælder sit hoved til Lomborgs fiflerier, er det vel heller ikke så overraskende, at bibliotekstjenesten forbedres ved at lukke 167 biblioteker. Flere følger som sagt. Det siger næsten sig selv, at der kommer flere udlån på de tilbageblevne. Heraf ses, at der har været for mange biblioteker, når færre forbedrer udlånsstatistikken.

Det minder om slangemedicin. Jo mindre patienten tager, des raskere bliver han, hvilket beviser, at slangemedicin virker - også i små mængder. Nu skal udlånene lægges ind i de stedlige Brugser. Nærliggende at man dér stiller sine hyldemeter til rådighed for Rilkes samlede digte og Prousts tabte tid. Ingen kan vel forestille sig, at biblioteksudlån i Brugsen vil skele bare en anelse til udsalget af bestsellerlitteratur ved nabodisken.

Kulturel ruin

Kulturministeren er, hvis nogen skulle have glemt det, konservativ. Hvad mon hendes kammerater blandt de kulturkonservative, dem man også ved festlige lejligheder med en lidt selvmodsigende begrebssammenstilling kalder højreintellektuelle, hvad mon de siger til biblioteker i frit fald og Brugsens overtagelse af litteraturformidlingen i Danmark?

I øvrigt kan det være lige meget. I Radioavisen fortalte den overfriske morgenværtinde samtidig om skolernes indeklimaer, som efterhånden er så forfærdende, at ungerne efter få timers skolegang ikke kan lære mere, men sidder med hovedpine, hukommelsestab, rindende øjne og udflåd i ørerne og drømmer om grønne enge og klorofylduftende bøgeskove.

En ekspert i indeklima udtrykte gru ved tilstandene på skolerne i kommunerne, der er så klemt, at de end ikke har råd til at tillade åbne vinduer for varmetabet. Besparelserne på landets infrastruktur ligner snarere en nedsmeltning, som igen er en trussel mod landets kommende generationer. Det er ikke nær så alvorligt at efterlade sig gæld efter udgifter investeret i fremtiden, ikke nær så galt som at efterlade sig den kulturelle og humanistiske ruin, der nu er en realitet.

Hvad er det for et land, danskerne bebor; hvorfra kommer den politiske jublende selvglæde over tingenes tilstand? Den moralske trøske breder sig. Udsagnene ovenfra er halve eller kvarte usandheder. Og når lokummet brænder, har de ingen kommentarer. Men i populismens navn er der ingen smalle steder.

Ikke en plet

Ministre med statsministeren i spidsen iført sleske folketingsmedlemmer og andre spytslikkere tropper op for at udtrykke sympati for en chikaneret præst. Prisværdigt. Udviste mon samme prominente kreds solidaritet med afviste asylansøgere chikaneret ud af landet til usikkerhed og den visse død i det bombehærgede Irak, danskerne selv gik i krig med uden planer for freden?

Chikanen mod præsten i Tingbjerg udøvedes af nogle utilpassede rødder af anden etnisk herkomst. Mon statsminister med følge var rykket ud, hvis det havde været Jønkes bande, der havde hjemsøgt Tingbjerg? Næppe. Det antimuslimske element har kronede dage svøbt i flomme af danske værdier og religionsfrihed, hvilket det ikke har en Pind at gøre med. Det drejer sig om en belastet bydel, hvor de unge lømler er foragtede og udstødte.

Og hvordan går det så ellers?

Joh, forsvarsministeren har jo stadig ikke styr på sine tropper; integrationsministeren vildleder Folketinget; statsministeren har haft rod i sine øl- og naturfilmsbilag; den tidligere vicestatsminister, der satte den alternative energiforskning i stå, er moden til en tur i spjældet for ulovlig omgang med skydevåben; den nuværende vicestatsminister snød med vederlagsreglerne i Folketinget, og senere som justitsminister forkludrede hun politireformen. Danmarks tidligere statsminister, nuværende NATO-generalsekretær blev grebet i kreativ bogføring (jo, jo, enkelte danskere husker det endnu) og alligevel blev han statsminister og derefter sendt ud i verden - oven i købet trompeteret i national stolthed fra sit høje embede til det næste.

Det ene med det andet. Hvad er det dog der sker i dette forhenværende så stolte retssamfund, hvor Jens Otto Krag engang udtalte til denne klummeskriver: Man må ikke kunne sætte en plet på en minister, allermindst statsministeren!

Noget vås

Og så er Danmark i krig. 28 soldater har nu mistet livet, adskillige andre er såret på både på sjæl og legeme, nogen af dem ulægeligt.

Hvad er det for en krig? Det er jo krigen i Afghanistan. Hvorfor slås danskerne i den krig? Øh. Kan vi vinde den? Øh. Hvornår er krigen mon forbi? Øh. Hvor mange danske soldater er vi parate til at lade dø i krigen? Øh. Hvor mange fjender er det rigtigt at slå ihjel? Øh. Hvem er egentlig disse fjender? Øh. Hvorfor - helt ærligt - er Danmark med. Helt ærligt? Øh, det er fordi vi solidarisk slås side om side med Amerika, som under Bush erklærede krig mod terroren, og så syntes vi ligesom også, at vi skulle være solidariske med Bush og Cheney, så vi ikke kom til at ligne dem, der førte den usle samarbejdspolitik under besættelsen. Det sagde Anders Fogh Rasmussen selv. Jamen, det er jo noget vås! Ja. Men det er der så meget, der er. Men er der så bare noget som helst, bare en lille bitte, bitte smule, bare en antydning, der peger på, at omkostningerne blot i allermindste forstand står mål med resultaterne? Vist ikke, hvis man spørger så bramfrit.

Det gælder om at få det sagt nu. Fremover efter den afslørede terrortrussel mod Jyllands-Posten, som vi endnu ikke ved så meget om og i skrivende stund ikke meget mere, end hvad PET har fortalt, vil man blive beskyldt for landsforræderi ved at stille sig kritisk an over for det selvforskyldte element i det aktuelle terrortrusselsbillede. Mon ikke en del af prisen for, at en statsminister ikke ville møde de arabiske ambassadører og derved optrappede konflikten om de stupide og unødvendige karikaturer, nu står til betaling? Var det virkelig det værd? Det kan man igen og igen spørge sig selv om, hvis såfremt ifald bomben en dag sprænges på Hovedbanegården eller i Frue Kirke.

Ytringsfriheden stod ikke på spil. Ikke tale om. Det var ikke den, der bragtes i anvendelse, derimod nogle tåbelige og krænkende ytringer. Det er noget andet, og det er dem, nogle fundamentalistiske tosser handler ud fra. Den slags gør fundamentalistiske tosser, det må man i et eller andet pragmatisk omfang tage hensyn til, ellers er man dum.

Dertil kommer oven i denne tåbelige fremprovokerede og unødvendige situation en ualmindelig aggressiv og militant udenrigspolitik ført af dette ubetydelige land, hvis interesser ikke er kongruente med det republikanske USA's og aldrig har været det. Der er nok at tage fat på for en fornærmet fanatiker i landet med det reducerede biblioteksvæsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:
.”Det antimuslimske element har kronede dage svøbt i flomme af danske værdier og religionsfrihed, hvilket det ikke har en Pind at gøre med.”

Det er så sandt som det er sagt.

I den forbindelse er det jo ganske bedrøveligt i disse dage at kunne iagttage hvordan en række journalister og selveste chefredaktøren på Dagbladet Information svinger med på den borgerlige presses xenofobiske og islamofobiske selvsving…

Georg Metz:

."Dertil kommer oven i denne tåbelige fremprovokerede og unødvendige situation en ualmindelig aggressiv og militant udenrigspolitik ført af dette ubetydelige land, hvis interesser ikke er kongruente med det republikanske USA’s og aldrig har været det."

Det er i øvrigt påfaldende hvor stor indflydelse det republikanske USAs politik har slået igennem i Danmark.

Holland og Danamrk er vel efterhånde de eneste tilbageblevne nationer i verden, hvor George W. Bushs neokonservative værdikamp stadigvæk stortrives...

Maria Francisca Torrezão

”Og så er Danmark i krig.” … ”Hvorfor – helt ærligt – er Danmark med.”

Danmark er i krig for at bekæmpe sine selvskabte ydre fjender, for så bliver det bl.a. meget nemmere at lukke landets sidste bibliotek.

Tom W. Petersen

Metz (og andre) siger, at vi er i krig.
Vor forsvarsminister, den pæne mand, nægtede i januar at oplyse Folketingets forsvarsudvalg, om vort land er i krig.
Er der kommet nye oplysninger, siden ministeren nægtede i januar?
I øvrigt: Hvordan er det overhovedet muligt for en forsvarsminister at overleve som minister, når han nægter at oplyse Folketinget, for slet ikke at tale om befolkningen, om landet er i krig?
Kan det bare klares med de berømte 90 stemmer i Folketinget?

Angående bibliotekerne:
167 biblioteker er afskaffet.
Ifølge Berlingske Tidende 26. oktober er kulturminister Carina Christensen" glad for udviklingen". For "centraliseringen har forbedret bibliotekerne og gjort det langt nemmere for den moderne borger at låne bøger." (Det står der!).
Så den, der nu har mistet sit nære filial- eller hovedbibliotek, skal bare være en rigtig moderne borger: Mit bibliotek er fjernet - hurra, hvor er jeg da glad for det!
Sort er hvidt. Ned er op. Ødelæggelse er forbedring.
Borgerlig kulturpolitik.

Og imens bliver alle facismens redskaber kørt i stilling: Automatisk fængsling, hemmelige retsmøder, øgede beføjelser til hemmelige tjenster og andre politistatsmetoder.
http://politiken.dk/indland/article822395.ece

Ivar jørgensen

Det er selvfølgelig ikke i den borgerlige regerings interesse at folkeskolen er en institution der er stærk i dens fordring af selvstændigt tænkende individer, eller, at folk læser andre bøger end dem de får besked på, hvis altså de overhovedet har lært at læse. Oplysning er som bekendt ikke noget der står højt på den borgerlige regerings dagsorden, da denne har som implicit konsekvens, at folk bliver sværere at manipulere med qua bedre til at læse mellem linjerne og se bag den allestedsnærværende frygt som hjemmel for snartsagt hvadsomhelst. Hvis man holder folket dumt og bange, så kan man gøre hvad som helst.

Grøn = Brun
Sort = Hvid
Vækst = Velstand =Velfærd
Frihed = Forbud
Demokrati = "Alle har ret til et fedt køkken"

Tak til Metz, for som ofte før, at være både skarp, og
hvas i replikken!

Oplysning = Elsparepærer

Inden man kan bruge så -tilsyneladende for de oppositionelle i dette land- rabiate ytringer, skal det åbenbart cleares af en gruppe af spindoktorer, der først lige må analysere hvilke fragmenter af vælgerbefolkningen der kan tænkes at skifte side, førend et angreb kan sættes ind.

Hvis det ikke er uhyggeligt, så vil jeg helst ikke være i nærheden, når den dag kommer....

"I øvrigt kan det være lige meget. I Radioavisen fortalte den overfriske morgenværtinde samtidig om skolernes indeklimaer, som efterhånden er så forfærdende, at ungerne efter få timers skolegang ikke kan lære mere, men sidder med hovedpine, hukommelsestab, rindende øjne og udflåd i ørerne og drømmer om grønne enge og klorofylduftende bøgeskove."

Så kan man for øvrigt lige såvel nedlægge nogle skoler, det vil forbedre elevstatistikken for de tilbageblivende.

Og DSB sælger man ud i mindre og mindre enheder, (så ingen kan overleve uden at forhøje billetpriserne) for at øge konkurrencen og få lavere priser.

Og de nedlagde skoler kan så sælges til folk, som vil danne aktieselskaber for at starte friskoler, der kan gå med profit, så statens penge kan deles ud til aktieejerne. Det gør man i Sverige ...

Marta Sørensen

"Ytringsfriheden stod ikke på spil... (...)... ellers er man dum."

Enig med Hr Metz i alt det andet, men at man må tage hensyn til fundamentalistiske tosser virker ikke specielt pragmatisk. Hvis jeg var en fundamentalistisk tosse, ville jeg da være ligeglad med, om hele Danmark troppede op med et stort "Undskyld Muhammed"-kort med Anders Fogh i den diplomatiske spids. De mennesker, som brændte ambassader af dengang - sad de klistret til Al-Jazeera med tænksomme miner og spurgte sig selv, hvorfor den danske statsminister dog ikke sagde noget?

Og selvom det havde virket, og ingen længere fik den idé at terrorisere en avisredaktion i DK, hvad så? Det er jo ikke sådan, at ingen andre før eller siden er kommet med den idé at kritisere islam, heller ikke på en måde, der kan virke krænkende.

Jeg nævner i flæng: Salman Rushdie, Theo van Gogh, Sherry Jones og Ibn Warraq. De er alle blevet udsat for trusler eller det, der er værre. Var deres film/bøger også unødvendigt provokerende? Da ikke Rushdie, som er så god en forfatter? Men måske van Gogh, som bare var en middelmådig filmskaber?

De er i hvert fald alle blevet udsat for trusler eller være. Vel at mærke af fundamentalistiske tosser, som IKKE begrunder deres angreb med vrede over vestlig imperialisme, men med religiøs ærekærhed.

At blande de ting sammen er at skabe en dem-og-os-situation, men bare vende den om og gøre os selv til skurkene altid. Det er vi måske på så mange andre områder, men lige her behøver vi ikke at bære den hvide mands byrde...

Hvad og hvem bøger i kraft af biblioteker, og på trods af skolen, har skabt af dannelse, er uvurderligt.

Ordet autodidakt skal måske også slettes fra sproget, da chancen for at et hoved der ikke passer i skolen, men finder sin fred i de stille eftermiddagstimer på biblioteket, ikke finder de vise sten. Næh, istedet går det hele galt, og så har vi endnu et uheldigt element med nederlag i skoletasken.

Nu føres der ikke statistik over hoveder uddannet via biblioteket, men jeg kan forsikre, de er mange. Hvor de ender på lang sigt, er endnu et nyt kapitel der skal indskrives i en bog der om føje år ikke kan lånes.

Min egen uvæsentlige vurdering, er at de er lige der hvor de ønskes at være fra regeringens side, ellers giver det da ingen mening. Eller er det sådan at regeringen ganske enkelt ikke forstår at der kommer en slagside af at kun tænke i økonomisk gevinst på kort sigt. Den kan man finde i forhøjede udgifter til spredte sjæle, der æder den kortsigtede "investering."

En der først har læst, og blevet smittet af den "forbudte" bog, får du aldrig i dragten.

Hvis først barnets svampehjerne får fat, så er slaget tabt.

Men hvorfor er det lokale bibliotek så vigtigt ?
Jo, fordi et barn der i kedsomhed vandrer op og ned i kedsomhed, er i sine omgivelser.

Irreterende man ikke kan redigerer.........

Unskylder min kombinatoriske uvaner, der rykker rundt på faktorene...men mon ikke sætningen af et selvstændigt væsen kan korrigeres på plads....

Tak for umagen.

Mads Stenbjerre

Tak for en fremragende kommentar, Georg Metz.

Jeg spekulerer på om regeringens enegang med DF de sidste mange år og den deraf følgende totale blok-krig i Folketinget har medført døden for ansvarligheden (og demokratiet?).

I det fastlåste blok-opdelte Folketing er solidaritet mod egen blok vigtigere end principper.

Hvorimod hvis en mindetrals-regering samarbejder med et eller flere partier henover midten så tæller den ideologiske, parti-loyalitet mindre - blandt andet fordi de små partier vil frygte om de kan overleve ved næste valg hvis de har holdt hånden under regeringen.

'Det antimuslimske element's kronede dage skyldes naturligvis, at det omfatter alle, som ikke er født ind i islam, - og nogle få i forvejen sindsforvirrede.
' Det anti-muslimske element' er identisk med talrige forskellige 'progressive' elementer - inklusive dem der vil 'integrere islam', men ikke forstår at den islamiske tanke integrerer ikke SIG, men forlanger underkastelse eller mister sin identitet..

'Det antimuslimske element's i artiklen nævnte interesser for 'trosfrihed' relaterer meget til netop dette forhold.

Hvad angår 'danske værdier' så er det et lidt uspecificeret begreb. Men faktum er jo, at der ikke er så megen overlapning mellem kalifat-nationale og dansk-nationale værdier udover de mest banale almene, som deles af stort set hele menneskeheden. Men ok - negationsbaseret stillingtagen er aldrig optimal. Men tegneserieagtige fænomener kan have mere betydning og mening end de selv kan udtrykke.

Det er klart at der i en så stor mængde er del-elementer med mindre ordforråd og lige så høj røst som andr, og nogle som blinker voldsomt med deres signallygter for at 'være på' som det hedder.

At antyde at det anti-muslimske element som helhed til at være en forvokset lokal-fascistisk foreteelse er temmelig lavloftet. Specielt i lyset af at islam er den stærkeste fascisme-katalysator i samfundet i dag. Og smitsomt er det jo med al den stramhed.

Islam er metafysisk et kommercielt plattenslageri. Der er stort set kun en 'politik' at tage alvorligt. Det var det døende Sassanidiske Rige der pissede i bukserne ude i en fjern provins, byggede populariteten op på at udrydde jøder (same old song, Georg ... :)) - og det lunede( i et århundrede eller så - politisk/religiøst - kommer ud på eet i datidens forståelser.
Mere er der ikke i det. Har aldrig været.

Har måske ikke så meget med bibluioteker at gøre den foregående kommentar - men refererer jo bla.a. til per Thomsens indledende kommentar....

Jeg skal være den første til at beklage bibliotekernes forsvinden, Der ER et eller andet forkert ved at læse eks. et gammelt tidsskrift med gotisk skrift på halvdelen af siderne på en skærm. Hvis altså formålet er oplevelse af en anden tids ånd og tanke. Hvis det bare er indholds-forskning er det vel ligemeget.

Men jeg tror såmænd at konklusioner a la 'det er der sgu da ingen der gør for de var jo bare sådan nogen racister og idioter dengang' ... holder langt hen ad vejen.
Beklager også det ...men dokumentmængden i verden er ved at være voldsom - og biblioteksmæssigt mindre relevante mp3 filer etc.

@Per Thomsen

Det er i øvrigt påfaldende hvor stor indflydelse det republikanske USAs politik har slået igennem i Danmark.

---------

Så så Per - ét punkt i republikanismen ville da være godt at få gennemført (også) i Danmark: Danmark som republik.

Steen Erik Blumensaat

Ham der Muhamed, var han ikke, kristen jøde. ligesom os romere.

Lennart Kampmann

Georg Metz giver den som "Monday Morning Quarterback", med ølbøvs og det hele.

Sur og vrissen, men uden løsninger eller veje væk.

Det er for tidligt at sige om vi gør en længere varende forskel i Afghanistan, men der er indikationer i begge retninger. Tiden vil vise hvem der havde ret.

Biblioteker lukkes fordi de ikke bliver brugt nok. Ikke fordi der ikke er mulighed for at komme til at låne og læse, men fordi de ikke bliver brugt nok.

Naturligvis skal viden være tilgængelig, men det betyder jo ikke at der skal være et bibliotek på hver andet gadehjørne.

Med venlig hilsen
Lennart