Læsetid: 6 min.

Sproglig og retorisk afmagt

Endnu engang i dansk elektronisk formidlings historie trækkes det sprog, der bruges i medierne af stalden - men hesten er bovlam og trebenet
Mange klager over sproget i DR, men der hvor stinkeren ligger er imidlertid i selve programpolitikken, som er fikseret på flest mulige seere og lyttere.

Mange klager over sproget i DR, men der hvor stinkeren ligger er imidlertid i selve programpolitikken, som er fikseret på flest mulige seere og lyttere.

Jens Nørgaard

17. oktober 2009

Sprognævnet har foretaget en optælling af sproglige fejl i Danmarks Radios udsendelser. Dem er der mange af. Folk begår i det store og hele temmelig mange fejl, når de taler. Det gør vi alle.

Nogen vil sige at den slags fejl ikke må forekomme i et offentligt medie som DR, og det kan man sagtens sige, for det gør de alligevel.

Mængden af udsendelser og udsendte ord er ikke just blevet mindre med årene, derfor bliver fejlene også mere mangfoldige. Dertil kommer at det ikke som i de gode gamle dage er skolelærere og særligt sprogligt udvalgte journalister, der betjener skærm og mikrofon, men en bred vifte af sociale typer med forskelligartet erhvervsbaggrund.

Endelig har sproget udviklet sig hastigt i forhold til klummistens barndom i 1950'erne, hvor den sproglige uniformering var betydelig og fejlene formentlig få eller i hvert fald færre. Endelig har låneordene ikke mindst fra engelsk og amerikansk været med til at præge sprogbilledet og sikkert nok også trukket i grammatikken, så den nogle steder vakler lidt mere, end korrektheden tillader.

Visse faste ord og vendinger får nu og da også en på goda'en; 'bjørnetjenesten' er et snart velkendt eksempel, hvor grundbetydningen i udtrykket vender 180 grader; og ordet rimelig har skiftet mening og anvendelse. Det er den slags der irriterer ældre lyttere og seere.

Vokalerne vanrøgtes

Det irriterer også mange med rigsdansk udtalenorm, når oplæsere og studieværter siger 'rat' som det redskab, hvormed man styrer en bil, når det ifølge normen bør hedde ret, når det drejer sig om juraen.

En præst er blevet til 'prast', og sådan er det hele vejen igennem. Vokaludviklingen i dansk er hastig, mange mener for hastig, og det er der ikke så meget at gøre ved, men det er let at opregne sin forargelse.

Det er også den nemmeste sag af verden at sætte sig med en blok og en kuglepen og tælle fejl. I en gennemsnitlig TV-Avis forekommer så og så mange, i radioens morgenflade så og så mange. Det må man gøre noget ved, og så gør man noget ved det uden at gøre noget ved det, for det er meget vanskeligt og meget, meget dyrt og dybest set også lidt overflødigt.

I den bedste af alle verdener kan man umiddelbart efter udsendelsen lade en solid faglig fejloptæller, der har sat sig for at finde flest brølere, hive fat i fejlproducenten og tegne og fortælle. Eller - som man brugte det før i tiden - udsende et hyppigt tilbagevendende sprogbrev, dengang forfattet til stor glæde for de optrædende af professorerne Jørn Lund og Erik Hansen.

Sproglig svigt

Dette gælder de egentlige grammatiske fejl og misforståelser, næppe udtalen, dialekten eller jargonen, som i det store og hele må og vel også skal være folks egen sag. Med mindre selvfølgelig et jargontræk udviser meningsforstyrrende træk eller egentlige fejl.

Men disse fejl er i virkeligheden og som antydet ikke særligt vigtige. I det talte sprog er de fleste mennesker i stand til af sammenhængen at høre uden om fejlene.

Det svarer lidt til de uundgåelige kiks der er i en trykt tekst (formentlig også i denne), hvor læseren læser hen over langt de fleste. Selv de irriterende.

Hvor skoen for alvor trykker, og hvor DR desværre sammen med TV 2 og andre elektroniske anstalter i den sproglige forståelses interesse har svigtet i årevis, er på det område man i bred forstand kalder retorikken. Man kan også sige selve talesprogets begribelighedsstruktur. Man kan også sige: sprogets betoninger og dets frasering.

Sprogets tonegang er sådan set lige så vigtigt som sprogets enkeltdele, hvis det er almen forståelse af det sagte, man er ude efter. Hvis det ikke er det, kan det være det samme.

Påhører man for eksempel stewardessen forklare sikkerhedsforanstaltningerne om bord, får man let det indtryk at det egentlig ikke så meget er velforståeligheden, der er hovedbudskabet, snarere beroligelsen af nervøse passagerer. I reklamer i tv og biograf er det ret oplagt at hensynet til saglig oplysning om produktet er veget for trangen til at udbasunere dettes navn og egenskaber, hvor absurde påstandene om disse end forekommer. Den slags sprog er i ni ud af 10 tilfælde stærkt overbetonende, stemmen bag er i rigeligt mål overkomprimeret eller presset - ikke sjældent indlagt med en jubel, der næppe står mål med det annonceredes kvalitet eller nødvendighed.

Hvis nogen her mener at kunne genkende noget fra DR's nyhedsudsendelser og selvpræsentationer - eller egne reklamer - så har nogen fat i noget centralt i hele problemstillingen.

Retorik er kernen

Noget af væsentlig større betydning end optælling af mere eller mindre banale fejl, hvoraf adskillige ifølge sagens natur er engangstilfælde, er fejl - eller overbetoninger, som i øvrigt er det samme.

Overbetoninger eller dynamiske tryk på udvalgte tilsyneladende vigtige ord udgør en konstant fejlkilde udsprunget af en ofte fejlagtigt forestilling om, hvad professionel retorik er for noget. Der er ikke skrevet så forfærdelig meget om emnet, ikke på dansk, men én bog skal igen på denne plads fremhæves: Anvendt retorik - Tag sproget i munden af cand.mag. i retorik og dansk Julie Fabricius.

Her er en god og inspirerende fremstilling bygget på rig erfaring i pædagogisk praksis. Bogen anviser, hvor man efter at have trukket sprogkrikken af stalden, som det sker så tit og entusiastisk, så også vander dyret mest hensigtsmæssigt. At skabe en bevidsthed om det talte sprogs professionelle anvendelse er ikke noget, man kommer nogen vegne med ved at udnævne nogle sprogambassadører som i DR. Eller ved at indbyde to aldeles ukvalificerede stærkt ideologiske indlægsholdere som Bertel Haarder og Søren Krarup til at tale på en konference uden meget fagligt indhold i øvrigt om sproget i DR.

Det er såmænd det lange seje meget lidt glamourøse træk med individuel undervisning af studieværter, hvor disse sidder på deres flade og læser højt for én der har forstand på at lytte og stille forstandige spørgsmål til betydningen til ansigtet af formidleren.

Det er sproglige seminarer bestyret af fagfolk og/eller folk med retorisk erfaring. Det er hyppig opfølgning og videre udvikling af den enkeltes sproglige og retoriske bevidsthed.

Det hele er, som de siger i mafiaen: difficult, but it can be done. Hvor stinkeren i dette her ligger er imidlertid i selve programpolitikken, og her begynder for alvor besværet, som er så stort at en egentlig sproglig udvikling i DR synes afskåret.

Selvbenovet fis

DR's sprogfolk vil ikke engang diskutere dette her offentligt. Eller de tør ikke, hvilket kom til udtryk forleden da de aflyste en diskussion om sprogpolitikken i deres eget P1.

Hvis DR har den egenopfattelse at præsentere sig som verdens bedste, hvor selvros og sensation er nøgleord og annoncesprog normen, så siger det sig selv, at en retorisk kritisk metode ikke får ben at gå på. Praktiseres en sådan, får medarbejderne jo et redskab til at se og høre, hvad det er for noget selvbenovet fis, de sidder og lukker ud, og hvorfor man ikke kan præsentere stoffet på den måde - heller ikke i nyhedsudsendelserne - hvis man samtidig vil have ord for at være saglig public service.

Det overbetonede og overkomprimerede, stewardessesprog og annonceformidling dementerer nøgternhed og redelighed, men bringer til gengæld DR frem i ligaen af kommercielle udbydere. Det er vel også det de programpolitisk vil.

Skrot derfor roligt sprogkritikken, det er spild af penge. De mener ikke noget med den. Og de ved ikke, hvad de gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Georg Metz har helt ret. I virkeligheden kan det være lige meget om journalisterne kan stave og skrive helt korrekt og om man i tv siger Tiuli i stedet for Tivoli. Den slags kan irritere, især hvis man selv er stærk i det ene eller det andet. Hvad angår det retoriske er Georg Metz jo en sværvægter.

Man skulle også tro, at tydelig udtale og varieret tonefald ville fremme stavning og sprog. Men det er vist ikke nogen garanti, at folk der er verbalt retorisk stærke, også er det skriftligt – og omvendt.

Ikke ret mange harcelerer over ”fejl” og dialekter, men læser/hører netop ”hen over” disse.

Indholdet i programmerne og programpolitikken er dog langt vigtigere. Og det må absolut siges at være en ”stinker” nu om dage.

Sådan er det faktisk også med avisernes indhold. Det er i hvert fald let at forestille sig hvad de forskellige ”formiddagsblade” gør ved folk med deres ”annoncesprog”.

Musik, har som sproget virkemidler. Der er de samme faldgruber.
Man kan imponeres af tekniske virkemidler, uden at fatte sammenhængen. Forføres af tonefald uden indhold.

Men for den erfarne, er alt dette blot til irritation.

Er helt enig med Metz i hans indlæg her: det er frygteligt at høre på Danmarks Radios udbasunering af deres egne udsendelser...

Ang. vokaler mv.

Dansk har 9 vokaler, der hver kan udtales på i hvert fald mindst 3 måder, og sikker også 5, måske 6 måder.

I gamle dage, dvs, omkring 1950 eller 1960 gik man jo rent faktisk rundt og sagde 'præst dvs. med betonet 'æ'', hvor vi i dag jo siger 'pra;...st'. - ikke med fultonet 'a' men med a'et trukket en smule ud.

Vokalsænking hedder dette; dansk har i modsætning til norsk og svensk og finsk mange sænkede vokaler, tænk bare løkke og lykke, eller kyst og lyst. De to sidste udtales med en 'ø' lyd.

Er der noget at sige til børnene i skolen, for ikke at tale om indvandrerne bliver forvirrede?

Som sædvanligt er Metz blind overfor klassekellene, og de deraf følgende klassekonflikter og klassekampe:

Folk flest har p.t. store fordele i at ødelægge og bekæmpe alt og hvert det som søger at gøre sproget's og tænkningene's regler til fælles faste, og entydige - Altså: Til noget som alle og hver haver at overholde; FORDI den slags jo p.t. kun gøres af hensyn til at de love, domstolafgøresler, og befalinger som skal medvirke til at sikre privatejendomsretten til samfundet's produktionsmidler.

Og hvad så med dialekternes forfald?

Det rigsdanske skal jo nok overleve, da det jo er et gennemsnit af det officielle Danmark Tidligere var det typisk Hellerupsk, senere er det måske nærmere noget østjysk 'segment', som udgør det vi i dag holder fast i som rigsdansk. Og sådan ændrer sproget sig hen ad vejen i en 'demokratisk sprogudveksling'.

Det jeg ikke kan forlige mig med, er undertrykkelsen af de danske dialekter. Som 40+ husker jeg idag tilbage til min skoletid ude på landet i Sønderjylland. Her foregik undervisningen på rigsdansk og snakken mellem kammeraterne på sønderjysk. Ikke at jeg er fuldblodssønderjyde, men man følte det rigsdanske som et skabagtigt lærersprog, der blev påtvunget os. Hvis vi unger henvendte sig til lærerne på sønderjysk i timerne blev man korrekset. Det lokale "inter lingua" var sønderjysk (e Sproch!), men man fik tidligt i livet opfattelsen, at skulle du frem og blive til noget - fx ovre i det københavnske - så kunne du lige så godt smide dit bondemål på møddingen.
De gange jeg i København har prøvet at holde den sønderjyske fane højt, kan jeg godt mærke sarkasmen bag de overbærende smil ...

Jeg misunder Norge og deres sprogkultur, hvor dialekterne er sidestillet - både officielt (fx i form af Nynorsk og fx ved studieværters dialektmangfoldighed) og uofficielt fx på læreanstalterne, hvor de unge mennesker fra hele landet mødes uden at være særligt forudindtagede mht. dialekter.
Look to Norway! Og længe leve dialekternes mangfoldighed!

Og var det så ikke i øvrigt på tide med en nyhedsoplæsning på sønderjysk, og så kunne 'folket' også lære lidt om sin egen kulturarv ...?

Et strålende eksempel på dette er fødevareministeren Eva Kjær Hansen (Aabenraa), som med sit lettere affekterede rigsdanske næsten skjuler sin ærkesønderjyske fortid.

Jeg tør vædde en bondegård på, at ingen danskere med en udpræget dialekt kan stige helt til tops i det officielle DK - de er nødt til at skjule den og kun vise den indadtil.

I al almindelighed er AL fortale for: Politisk korrekthed, menneskerretigheder og lign. ( sagt med et forholdsvist pænt ord ) : Hykleri,
HVIS de er uden tilføjelser om: At den slags kun kan lade sig gøre når privatejendomsretten til samfundets produktionsmidler er blevet afskaffet.

ak ja, dispositionen blev lidt rodet ...;-(

De to nederste afsnit skulle rykkes op til lige efter det lange, andet afsnit. Så fremstår budskabet i teksten forhåbentlig mere forståelig ... ;-)

Martin Ledstrup

Apropos sproglig og retorisk afmagt: bør formidlingshistorie ikke skrives i eet ord i stedet for 'formidlings historie', som Hr. Metz skriver i manchetten?

Lidt pinligt, hvis man tager indlæggets emneområde i betragtning. Eller det er måske bare mig, der ikke fanger ironien.

christen thomsen

DR I's nyhedsoplæsere - specielt en enkelt af de meget unge kvinder, som DR af en eller grund foretrækker - er en katastrofe. At studere hendes overpointerende mimik, mekanisk hoppende accentuering, er som at være til stede en aften i landsbyens forsamlingshus, hvor en amatørskuespiller skiftevise forsøger at spille sød og streng børnehavelærerinde .
Mere alvorligt: Problemet er den følelsesmæssige befamling, der lægges mellem det det sagte/viste og lytter/seeren. Denne sødladne intimitet er, som Adorno konstant skrev om, handler i virkeligheden om styring og disciplinering af lytter/seeren.

En anden klummist Tine Byrckel skrev den 8/10 i inf. en emnerelateret og meget anbefalelsesværdig artikel: "Sga man ku stave for at ha det gåt?"
Med tungen i kinden anfægter Byrckel, at det skulle være problematisk at retskrivningen i avisernes artikler er i forfald. Metz' indfaldsvinkel er det talte sprog. Men begge klummister gør sig overvejelser omkring graden af misèren, så længe modtageren er i stand til at dechifrere afsenderens budskab. Lytteren/seeren/læseren skal altså pænt finde sig i at måtte acceptere krypterede udsendelser/artikler?

Metz efterlyser programmedarbejdere med sprogsans. Men hvordan er journalister uden sprogsans overhovedet blevet journalister?
Byrckel mener at de der råber vagt i gevær er forstokkede og konservative vrissenpinde, der forsøger at hindre sprogets udvikling. Og at journalisten (avisen?) hverken har tid eller råd til at bekymre sig om grammatik. At journalisten i sidste ende ikke bekymrer sig om sin læser er den logiske konsekvens. For journalisten bekymrer sig jo primært for sit eget udkomme åbenbart.

Jeg forstår udmærket Metz' frustration over at DR vælger at aflyse et debatprogram på P1 om emnet. Metz ved godt at Intermetzo er et lukket forum. Klummelæsere har en tendens til over tid, at udvikle en høj grad af enighed med klummisten (Georg Metz har helt ret osv.). Dermed forfalder klummisten til monologisk at gentage sig selv; kæphestene rides til pindebrænde af mangel på modspil. Ikke ligefrem frugtbart i debathenseende.
Men jeg indrømmer blankt, at også jeg er enig med Metz:-)

Så tales der om sproglig udvikling i DR. Som Storm P sagde, så kommer udviklingen af sig selv, hvorimod det kniber gevaldigt med fremskridtet.

Hvad dialekter angår, så fortrænges de af lavstatuskøbenhavnsk; eksenpler: tag en ram fram, benzin er kraftframkaldende, krammermarked, drapd,
bokseren skrammes, raprassenter, raje, kraps, trabor.

Der er en indædt modvilje og foragt over noget så etnisk som dialekter i DR. De bliver ikke ansat til at tale i en mikrofon, hvis de f.eks. taler vendelbomål, sønderjydsk eller bornholmsk; hvorimod de bliver ansat, selv om de taler et udpræget, svært forståeligt lavstatuskøbenhavnsk. Det er groft diskriminerende, etnisk apartheid og noget, man i DR ynder at omtale som racisme. Hvad det også er ifølge Dansk Sprognævns og Højesterets besynderlige begreber desangående, hvor enhver tagen afstand fra nogen er racisme.

Geørg Metz skriver at DRs skærmdyr udvælges som "en bred vifte af sociale typer med forskelligartet erhvervsbaggrund" ... sikke noget vrøvl!

Tidligere blev de udvalgt efter deres sprog, idag er udseendet blevet det vigtigste ... og så selvfølgelig den ligeså obligatoriske som symbolske velintegrerede indvandrer.

Men netop i vores tid kunne DR tillade sig at stille høje krav til gode sprogevner ved ansættelsen, al den tid det jo er blevet ret så eftertragtet at få sit ansigt på skærmen, - det kan jo føre til alt, lige fra popsanger til ministerpost.

"I gamle dage" studsede en nyhedsoplæser ved den obligatoriske gennemlæsning af en nyhedstekst før udsendelse, over ethvert nyt ord, navn eller udtryk, og brugte tid på at opspore den rette udtale. I dag generer det dem tydeligvis ikke at gætte sig frem.

Det er svært. Men jeg læser nu Metz, som at de rent udtalemæssige ikke er så væsentligt, som det retoriske: Oplæseramatørerne i medierne forsøger at efterligne anprisningssproget i reklamerne, og det sænker troværdigheden til mediet - men øger måske spiselighed og popularitet (seertal). Og det ser ud til, at det i virkeligheden er missionen. Regeringen har målrettet arbejdet på at skabe en public service uden tand og kant. På den måde er der lukket grundigt af for kritisk journalistik - og på et helt andet niveau end det indholdsmæssige. Reklamesprogets anvendelse sætter mediets udsagn på samme niveau som enhver reklame.
Det er dét, der forekommer mig Metz' mission. En alvorlig og velanalyseret sag. 1-0 til Metz, igen.

John Pedersen

Svar til Thomas Holm:

Der er den store forskel på DR og TV2 - at TV2 langt fra er så arrogante som DR ynder at være - og TV2 er til at komme i forbindelse med, hvad journalister angår - hvad DR ikke er.

John Pedersen

Inger Sundsvald siger:
Citerende udppluk:
Ikke ret mange harcelerer over ”fejl” og dialekter, men læser/hører netop ”hen over” disse.

Hvis man pålagde DR, at erstatte det store væld at lavstatuskøbenhavnske udtryk (framsprog) med tilsvarende udtryk på vendelbomål, sønderjysk eller bornholmsk, så ville der blive en ultraekstrem harceleren - isæt fra DR's journalisters side.

Hvorimod de intet har imod at bringe lange indslag på en svensk dialekt - uden oversættelse.

De milliarder DR har brugt på bygninger og teknik har intet gavnet - mange teknikere er fyret og mange journalister forstår sig ikke på teknik med mange fejl til følge. Så det der kommer ud af højttalerne er blevet ringere, fordi viljen til at forbedre det - ikke er til stede hos DR.

John Pedersen

Jakob Smith siger, citerende udpluk:
Jeg tør vædde en bondegård på, at ingen danskere med en udpræget dialekt kan stige helt til tops i det officielle DK - de er nødt til at skjule den og kun vise den indadtil.

Svar: Du kan godt sende mig skødet på den bondegård; da der er mange eksempler på, at f. eks politikere, også ministre og statsministre, forinden har ændret deres sprog til lavstatuskøbenhavnsk dialekt - uanset hvor i landet - uden for København - de kommer fra.
De snobber åbenbart nedad.