Kommentar

Støvstorm over Sydney

Sidste måneds spektakulære støvformørkelse af New South Wales' smukke hovedby har givet australierne endnu en anledning til at besinde sig på deres historie
Sidste måneds spektakulære støvformørkelse af New South Wales' smukke hovedby har givet australierne endnu en anledning til at besinde sig på deres historie
16. oktober 2009

I sidste måned vågnede Sydneys indbyggere og kunne konstatere, at deres smukke by var ramt af - ja, vælg selv metaforen - 'mørke ved daggry' eller 'rødt daggry'. En gigantisk sky af støv var blæst ind fra landets vældige indre ørkener og indhyllede nu hovedbyen i New South Wales i en skummel og kvælende partikeltåge. Min forlægger og ven i Sydney - en mand, der absolut er ved sine fulde fem - fortalte mig, at han et øjeblik havde fået den tanke, at nordkoreanerne omsider var bukket under for deres dødsdrift og havde besluttet sig for at udslette Down Under som en slags generalprøve.

Min taxachauffør, som var af serbisk oprindelse, var mere flegmatisk og betroede mig, at han for en gangs skyld var han glad for, at det ikke regnede den dag, da luften var fuld af alt det stads, for så ville hele byen hurtigt være pladret til af mudder. Men vinden førte det altså hertil. Og vinden førte det herfra - noget af dette støv endte så langt væk som New Zealand.

Hele episoden ville således være relativt hurtigt glemt, hvis det ikke var for det nagende forhold, at ikke en eneste meteorolog eller klimatolog havde været i nærheden af at forudsige, hvad der, set i bakspejlet, øjensynligt var under opsejling i et stykke tid.

The Lucky Country var titlen på en berømt bog om Australien, skrevet i 1964 af forfatteren Donald Horne. Bogens budskab syntes at være, at Australien var et sted, som er velsignet af en særligt lykkelig skæbne: Masser af naturlige ressourcer havde det, og der var god afstand mellem det selv og krigene i andre verdensdele, klimaet var tørt og forfriskende, og befolkningen bestod af livlige og initiativrige mennesker. Men som en anden bog fra samme tid, The Ugly American (som faktisk beskriver en charmerende, humanistisk og modig amerikaner i Sydøstasien), blev titlen opfattet aldeles bogstaveligt, skønt den var ironisk ment. Hornes hensigt var at skildre, hvilke implikationerne det har for et land, som lever på en happy-go-lucky illusion om sin egen tilblivelse.

Naturen hersker

Senere forfattere som Robert Hughes har også gravet i de mørkere side af den oprindelige straffefangekoloni, der befolkede de kystnære områder på bekostning af den næsten fuldstændige udslettelse af de indfødte folkeslag, der blev sammenfattet under den antropologiske definition 'aboriginere'. Men Australien lever stadig højt på en særlig følelse af lykke og held. (Jeg taler som en, der for nylig blev inviteret til at forelæse i Sydney Opera House. Jeg havde ikke tænkt på mig selv som spektakulært fed, indtil jeg gjorde min entré på denne scene, for det viste sig, at, at publikum ikke ville forlade salen, før jeg havde sunget. Sand historie.) Landet har været næsten vaccineret imod den seneste internationale økonomiske afmatning, eftersom dets vigtigste valutaindtjenende eksport er jernmalm, og så længe de gigantiske miner bliver ved med at grave dette op i store mængder, vil kineserne fortsætte med at opkøbe det i store mængder. Folketallet vokser hastigt, befolkningen er ung og australierne har nydt godt af en stor bølge af talentfulde indvandrere fra Asien, der har sat deres præg på de store byer og medvirket til at gøre disse til verdensrivaler inden for mad, mode og film.

Men i sidste ende er det jo naturen, som hersker - som hun gør overalt. Hvis Australien havde været virkelig heldig, ville det have haft et indre netværk af sejlbare flodsystemer som De Forenede Staters Mississippi-Missouri. Som realiteterne nu er, ligger alle væsentlige befolkningscentre i kystregionerne, og skønt nationen udgør et helt kontinent, tæller den ikke flere end 22 millioner mennesker. Disse mennesker tænker som oftest ikke stort over ødemarken, the outback, bag dem, og naturligvis er ødemarken også ganske ligeglade med dem, men ørkener har øjensynlig metoder til at tiltvinge sig adgang til byboeres opmærksomhed. Således blev sidste måneds hektiske og dystre støvstorm en ubehagelig påmindelse om det enorme vildnis i hjertet af kontinentet.

Varslet i støvet

Som dreng jeg læste Nevil Shutes roman apokalyptiske roman På stranden (der senere blev forlæg for en fremragende, men i dag glemt postnuklear film af Stanley Kramer). Den fortæller historien om, hvordan australierne, der troede sig skærmet bag enorme vidder af omgivende hav, bliver de sidste mennesker på Kloden, som bukker under for de radioaktive giftskyer, som vinden fører til landet fra Den Tredje Verdenskrig på den nordlige halvkugle. En eller anden baghovedbevidsthed om denne mareridtsvision lever videre åbenbart i den nationale psyke.

Visse udsnit af de enorme øde vidder i det australske indre (øde bortset fra den aborigine befolkning, forstås) blev udlagt som testområder for den britiske seniorpartners bestræbelser i 1950'erne på at udvikle og afprøve en atombombe. Hjemsøgte stednavne som Woomera og Maralinga blev forbundet med eksperimenter inden for rumaldervåbenteknologi, som blev gennemført hen over hovedet på folkeslag fra en urgammel epoke.

Måske er der således snarere tale om samvittighedsnag end baghovedbevidsthed - hvorom alting er, fortæller mange australiere mig, at de frygter for, at radioaktivt forurenet jord fra disse helt anderledes truende skyer for et halvt århundrede siden nu »vil blæse tilbage i hovedet på os« - og ikke kun over byerne, men også ud over The Great Barrier Reef og dybt ned i oceanet, hvor det vil synke ned og til sidst arbejde sig vej ind i plankton og videre op gennem fødekæden.

Der er absolut ingen håndfaste beviser for dette, men de store støvstorme, der i de senere år har ramt Kina, Irak, Mellemøsten og Afrika kan ifølge nogle eksperter tolkes som varsler om lige så foruroligende ting som skovrydning og klimaforandringsrelateret tørke. Det synes nemlig også sandsynligt, at de kan medføre skræmmende sygdomssmitstoffer som meningitis blandt mennesker i Afrika og mund- og klovsyge blandt dyr i Europa. (Støv fra Sahara er nu efter sigende blæst langt nordpå for Alperne - sidste år registrerede det britiske meteorologiske institut noget af dette i 'gamle' South Wales.)

Hertil kommer problemet med sodforurening, som menes at være årsag til den tiltagende afsmeltning fra Himalayas gletsjere, idet den rummer fine kulpartikler, som ødelægger disses evne til at reflektere solens opvarmende stråler. Som med alle påstande, der har med klimaforandringer at gøre, er det svært at være sikker på, om den tilsyneladende stigning i forekomsten af massive støvstorme afspejler en stigende tendens, et cyklisk fænomen (Sydney havde faktisk en tilsvarende støvstorm i 1940'erne), eller bare en ny tids langt bedre nyhedsdækning. Al sandsynlighed taler dog for, at støv fra et sted, du næppe nogensinde har hørt om, kan være på vej til et sted nær dig.

© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu