Kronik

Sundhed skal styre

Sundhed er ikke bare er et individuelt ansvar, og staten har en åbenlys interesse i at sikre en arbejdsstyrke i topform og en reduktion af udgifterne til sygehusvæsnet. Derfor er det presserende, at vi rejser en kritisk debat om de præmisser, der i dag bestemmer, hvordan sundhedsfremme forstås og praktiseres
Debat
24. oktober 2009
DR's aktuelle serie 'By på skrump' er et oplagt eksempel på, hvordan 'governmentality' afgør måden, vi taler om sundhed på.

DR's aktuelle serie 'By på skrump' er et oplagt eksempel på, hvordan 'governmentality' afgør måden, vi taler om sundhed på.

Martin Ballund

I sin aktuelle dystopi, Corpus Delicti, om sundhedsdiktaturet i Tyskland anno 2057 skildrer Juli Zeh, hvordan staten har institutionaliseret en række kontrolinstanser for at sikre, at borgerne efterlever deres pligt til at leve sundt. Kritikken af de aktuelle tendenser i Europa, som også flere andre kalder 'sundhedsfascisme', er relevant i en tid, hvor stadig flere af vores daglige gøremål får påtvunget en sundhedsdimension. Men spørgsmålet er, om der overhovedet bliver brug for den eksplicitte statslige kontrol, Zeh skildrer, i fremtiden, når nutidens adfærdsregulering virker gennem selvteknologier, hvor individet ledes til selvledelse via det, der ofte betegnes 'personlig udvikling'.

DR's aktuelle serie By på skrump er et oplagt eksempel på, hvordan denne 'governmentality' afgør måden, vi taler om sundhed på. Her følger vi fem overvægtige borgere i Ebeltoft, der, coachet af sundhedsguruen Chris McDonald (McD), en psykolog og en diætist, arbejder intensivt på at tabe sig. Målet om en mindre kropsvolumen indskriver sig netop i et fokuseret arbejde med de fedes 'personlige udvikling'. Alene psykologens tilstedeværelse er symptomatisk: Sundhedsbestræbelsen tager form som et personligt dannelsesprojekt.

Hjælp som styring

I afsnit to, sendt den 22. september, er den 28-årige Louise hovedperson. Louise yder modstand, og det forklarer psykologen som manglende selvtillid. Hun uddyber:

»Men Louise bliver jo nødt til at åbne op, for at vi kan hjælpe hende. I stedet for giver hun os en masse modstand. Og det er synd for hende selv, for det blokerer hendes proces. Louise har endnu ikke forstået, at vi er her for at hjælpe hende.«

Dette 'hjælpens univers' er disciplineringens arnested: I et velmenende vokabularium, ud fra de bedste hensigter og fuldstændig blind for sin egen magt- udøvelse italesætter psykologen projektet som en hjælp til Louise for hendes eget bedste - helt uagtet, at Louise tydeligvis hellere vil være fri og i øvrigt fremstår som en gæv og ganske tilfreds 28-årig provinspige.

Denne blide, normaliserende disciplinering ligner ikke magtudøvelse, fordi den tager form som omsorg og støtte. Men spørgsmålet er, om Louise får et bedre liv og bliver en mere rentabel samfundsborger af at blive overbevist om, at hun har et selvværdsproblem. Det betænkelige er også, at magtens usynlighed umuliggør kritik: Louises modstand virker snarere som en bekræftelse på opfattelsen af, at hun har brug for hjælp.

Louise har ellers, får vi at vide, overvejet at melde sig ud af programmet, og har flere gange undervejs i udsendelsen tryglende erklæret: »Jeg kan ikke overskue det lige nu!« Alligevel planlægger de tre coaches en konfrontation. Til det evaluerende møde kan man derfor overvære McD råbe: »Det er fucking ikke godt nok, det der!«, flankeret af diætist og psykolog, der vredt nidstirrer den genstridige Louise.

Da McD anklager Louise for at trække resten af holdet ned, bryder hun omsider sammen. Sammenbruddet - som var konfrontationens eksplicitte formål - udløser straks belønning i form af en mildnet stemning og et anerkendende: »Jah, GODT Louise« fra psykologen.

Men én ting er den problematiske, populærpsykologiske idé om, at selve sammenbruddet er en slags 'nulstilling', hvorfra en ny, sund opbygning af subjektet kan tage form. En anden ting er, at det modbydelige - og nøje planlagte - overgreb på hele idealet om en personlig integritet, fremstår legitimt. McD hævder ligefrem i sin efterfølgende refleksion over krænkelsen, at »det var absolut nødvendigt«.

Livsstil, ikke levevilkår

By på skrump er et godt eksempel på, at den enkeltes livsstil er et nøglebegreb i tidens sundhedsfremme-diskurs, mens spørgsmålet om levevilkår er tilsidesat. Det genererer en blindhed over for de strukturelle forhold, der belaster folkesundheden og den enkeltes livskvalitet. Symptomatisk er det således også, at Forebyggelseskommissionen, der tidligere på året fremlagde sine 52 anbefalinger, eksplicit var pålagt at vægte den enkeltes personlige ansvar. Følgelig er de udvalgte indsatsområder relateret til individuel 'risiko- adfærd'.

Det bør imidlertid vække bekymring, at der sættes ind over for f.eks. diabetes 2, når nu kroniske muskel- og skeletsygdomme er de allermest udbredte folkesygdomme forårsaget af hårdt fysisk og ensidigt arbejde bl.a. i omsorgs- og plejesektoren. Ud over at man fra politisk side dermed unddrager sig at iværksætte gennemgribende strukturelle forbedringer af arbejdsforholdene på store dele af det danske arbejdsmarked, er det bekymrende, at vægtningen af det personlige ansvar akkompagneret af fordringen om at udvikle sig personligt medfører øget risiko for at marginalisere bestemte borgere. Sundhedsstyrelsen går i et debathæfte fra 2008 så langt som til at omtale stigmatisering som et strategisk virkemiddel i forebyggelsesindsatser.

Men spørgsmålet er, om marginalisering og stigmatisering vil øge befolkningens velvære og ydeevne, eller om resultatet snarere vil være mere sygefravær og forøgede udgifter. Det er en velargumenteret pointe, at sundhed i forvejen er ulige fordelt. Set i det lys bevirker den måde, sundhedsfremme i dag praktiseres på, blot, at de samfundsgrupper, som i forvejen levere kortere og ringere, påføres yderligere belastning.

I forlængelse heraf ligner McD's anklage om, at Louise trækker holdet ned, en direkte spejling af anklagen om, at den, der udviser risikoadfærd, vil belaste samfundsøkonomien med omkostninger for alle 'os andre'. Denne noget-for-noget-retorik bør anholdes, fordi den ligner et forsøg på at afvikle selve velfærdstankens essens, som netop er en noget-for-ikke-noget-solidaritet kombineret med en samfundsmæssig bevidsthed om det fælles ansvar for de levevilkår, borgerne er underlagt.

Når sundhedsfremmende indsatser i dag entydigt retter sig mod områder, hvor den enkelte kan - og bliver - stillet personligt til regnskab, er det ikke bare forkasteligt ud fra et menneskeligt synspunkt. I et samfundsøkonomisk perspektiv er det også tvivlsomt, om indsatserne har den ønskede effekt.

Afmontering af modmagt

Nedbrydningen af Louise i By på skrump illustrerer altså, hvordan kritik bliver et umuligt projekt, når styringen tager form som 'hjælp til personlig udvikling'.

Louise tager ellers til genmæle: »Jeg er ikke et dårligt menneske«, råber hun. »Jeg er lige så god som alle jer!« Men Louises affektytringer virker umodne og som urimelige anfægtelser af de tre coaches bestræbelser, der jo bygger på de bedste hensigter. Afvæbningen fuldendes, da Louise i udsendelsens slutning krammer sin overgrebsmand, og da Landsforeningen for overvægtige i den efterfølgende uge kritiserer McD for sit grænseoverskridende og respekt- løse virke. I den forbindelse udtaler Louise nemlig, at »jeg er ikke ydmyget« i en artikel, hvor det videre hedder, at »situationen er i virkeligheden udtryk for, at sundhedseksperterne ved, hvad hun har brug for, mener deltageren selv«.

Den ultimative afmontering af modmagten sker i det øjeblik, den dominerende inkorporerer de dominerendes perspektiv. Herfra kan Louise omsider ledes til selvledelse i retning af en normal krop.

I et bredere perspektiv er problemet, at kritik, som er en grunddynamik i et demokratisk samfund, sættes ud af kraft, når modmagten reduceres til et symptom på behovet for hjælp. Set i det lys er Zehs fremtidsscenarie anno 2057 med statslig kontrol og eksplicitte sanktioner faktisk at foretrække, fordi det implicerer muligheden for en kritisk position. Vi behøver med andre ord ikke science fiction for at foruroliges. Det er bare at lukke op for DR tirsdag kl.20.30.

Iben Charlotte Aamann er cand.mag. i dansk og kønsstudier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jooh - som artiklen beskriver det er 'Sundhed' et område hvori der kan udøves megen tåbelig sadisme mod de "Usunde".
Men udøvet sadisme uden kærlighed og forståelse er jo blot simpel mishandling for de stakkels "Usunde" personer der muligvis end ikke er masokistisk indstillet.

Tager man de tre fødevarer der skader danskernes sundhed mest - så er det
Gris
Øl
Sukker
Rækkefølgen kan diskuteres.

De næste skadelige vadevarer er
sukker med cacaobønne
hvede mel i kombination med sukker og animalsk / vegetabilsk fedt
enhver form af mælkeprodukter - fast - halv-flydende eller helflydende

Man skal selv have prøvet at sige nej til netop overnævnte "fødevarer" og fjernet dem totalt fra sin kostplan før man på den rigtige måde kan tvinge de stakkels fede og afhængige madjunkier til selv at stoppe med deres madmisbrug.

Gris er den nemmeste fødevare at droppe - SkræmmeBilleder på kotelet og frikadellefarsen af nogle af de mange grisekøds-ædende danskere der tydeligvis har spist mere grisekød end de kunne tåle - fordi deres ansigtstræk er begyndt at svulme op i de samme folder som det typisk ses hos grise - burde række til erkendelsen = 'Du bliver hvad du spiser.'

Misbrug af øl kan stoppes ved at man blot hiver Øl -Alkoholikeren ud af misbrugsmiljøet og introducerer ham for statsleveret Hash - kuren der garanteret virker i kombination med opsættelsen af nogle utopiske men også realistiske mål for livet.

Raffineret Sukker er det ubestridt stærkeste "narkotikum" som overhovedet serveres kan.
Der er findes intet stof som det er sværere at droppe indtagelsen af.

Kuren må derfor være bastant.

Raffineret Sukker må derfolr være helt forbudt i enhver sammenhæng.

Der findes næppe noget menneske som kan nøjes med at spise blot en lille mængde raffineret sukker uden konstant at løbe risikoen for at falde tilbage i et større misbrug.

Sukker taler sin sag gennem den sukkerafhængige hjerne som hellere end gerne vil have sit sukker-fix.

Personer der har overvundet sukkerdjævelen fortæller om tilfælde hvor en fødevare overraskende har indeholdt små sukkermængder og hvor resultatet var større og mindre hallucinationer af en tur til et ædegilde på Galle og Jessens Chokoladelager.

Hvor Raffineret sukker er djævelens opfindelse er naturligt forekommende sukker i frugt blot velgørende.
Erfaringen viser dog at Hjernen næppe nogensinde glemmer det letoptagelige sukker som den er så glad for.

Da misbrug af raffineret sukker dertil er en udløsende faktor til mange overordentlig invaliderende og livstruende sygdomme må samfundet være konsekvent og forbyde sukker.

Uden at have statistikkerne ved hånden er det svært at sjusse på tallet af sparede hospitalspladser ved et totalforbud mod sukker men megen sygdom og elendighed kan afgjort undgås.

Endnu mere sygdom og elendighed kunne undgås med et total forbud mod indtagelse af gris.

Indtagelsen af enhver form af Animalske produkter - inklusive produkter fra koen kan iøvrigt ikke anbefales eller begrundes med andet end det menneskelige behov for protein og kalcium og B-vitaminer med mere.

Proteiner kalcium og B-vitaminer kan dog fås bedre fra den vegetabilske have.

Et del-spørgsmål om indtagelsen af kød kommer fra den nu kendte Blodtypediæt. I denne kur påstås det at personer med blodtype O - bl.a grundet et stort indhold af mavesyre har brug for at spise en vis mængde kød hver dag.

Jeg har dog mødt en Blodtype O - person som havde formået at blive vegetarianer med succes.

Kostregulering med fornuft er metoden og gris står iøvrigt heller ikke på Blodtype O' -s kostplan i Blodtypediæten.

Lise Drewes Nielsen

Kære Iben Charlotte!

Dette er en fantastisk relevant artikel om, hvorfor det er blevet så svært at finde en relevant kritik af arbejdsmiljø og samfund, når alt bliver gjort til 'din egen ulykkes smed' agtigt i en individualiseret kultur.

Mange tak for dette væstentlige bidrag!

Lise Drewes Niielsen

Marianne Mandoe

Jeg vejer for meget. Det er givet. Min livvidde og alle andre vidder er for store.
Men jeg er sund og rask. Har gennemgået et omfattende sundhedstjek hos lægen, bestående af en lang række blodprøver, blodtryksmåling over 24 timer, prikken, trykken, kiggen, trækken over alt på kroppen. Ja endda så grundigt at jeg har fået ultralydsscannet de indre organer for at se om de havde det godt.
Jeg er sund og rask. Så sund og rask at min læge, med lidt beklagelse i stemme, erklærede at jeg nok ville være en enormt dårlig kunde hos ham. Altså hvis han så mig igen inden for de nærmeste par år.

Jeg er sund og rask. Vejer for meget, men alle værdier er dead-om hvor de skal være. Altså hos folk der vejer en "normal-vægt".
Min læge ved jeg vejer for meget. Men han mener at det er det mindste af mine problemer. Det vigtige er at jeg holder mig fra stress.

Og her kommer vi så til sagens kerne.
Hvordan holder man sig fra stress når man får sure blikke når man er ude og købe ind, og har lovet knægten at tage noget guf med hjem til ham og vennerne der kommer på besøg den aften?
Hvordan undgår man stress når man bukker under og køber sommeren eneste softice, samtidig med at folk kigger forarget på hende den fede der bare går der, ganske åbenlyst, og propper skamløst i hovedet.
Hvordan undgår man stress når noget så simplet som det at købe nyt tøj kan udvikle sig til et mindre mareridt, hvor man kan risikere at en veldrejet ekspedient (med sportsskader her og der) højlydt erklærer, efter man har været butikken igennem 5 gange, at "De sandeligt ikke har noget i min størrelse. Der ligger en XL-shop i xxxxxxx"?

Ja. Jeg er overvægtig. Men sund og rask. Kan vandre 30 km med 20 kg på ryggen og snakke hele vejen. Kan du det?

Så jeg vil rent ud sagt blæse på sundhedsguruer der fortæller mig at jeg bør tabe mig. For det skal de overhovedet ikke blande sig i.
Selvfølgelig vil jeg da gerne af med et par kilo eller 10. Men det skal være når JEG er klar til det. Og på MINE betingelser. Ikke fordi selvbestaltede hellige mener at vide hvad der er godt for mig.

Hvis de selvsamme sundhedsguruer så oven i købet begynder, ikke bare at kigge misbillingende på mig, men prædike for mig. Ja så får jeg altså rigtigt ondt. Rigtigt ondt i sulet.

For jeg har ingen skader. FÅR ingen skader af overdreven motion. Min kondi er god. Min hvilepuls på under 60. Jeg kan nå gulvet med flade hænder, strakte knæ og bøjede albuer. Jeg kan klø mig mellem skulderbladenen, både fra neden og fra oven.
Jeg ligger ikke sundhedssystemet til last. Faktisk så kender sundhedssystemet mig nok nærmest ikke. Sidste gang jeg fik udskrevet medicin var da en dum gårdkat gik bersærk og bed mig i hånden da den blev fodret.
Jeg graver have, slår græs, går lange ture, hugger brænde og er fysisk aktiv ca 4-5 timer om dagen. Men det taber jeg mig altså ikke af.
Jeg taber mig heller ikke af at spise sundt. Magert kød. Fisk flere gange om ugen. Groft brød. Vin, øl og alkohol er bandlyst. Ikke fordi det feder, men fordi jeg ikke bryder mig om det. Grøntsager a'la carte. Tomater og søde gulerødder er mine yndlings-snacks.

Jeg er sur fordi der er folk der prøver at sætte sig over mig i værdi da jeg vejer mere end sundhedsapostlene anbefaler.
Men jeg ligger ikke nogen til last. Mindst af alt sundhedsvæsnet.
Jeg får aldrig forstuvninger eller andre sportsskader. For jeg ved hvornår jeg skal stoppe. Her er det ikke slankheds-idealet der styrer motionsforbruget. Her er det velvære-idealet. Og velvære holder op når det begynder at gøre ondt.

Men de fleste har ondt et vist sted når de ser mig gå forbi.
OK. Jeg puster og stønner af lange trapper. Men det gjorde jeg også da jeg vejede 62 kg. Det gjorde jeg også da jeg var barn. Trapper og mig har aldrig kunnet sammen. Men jeg kan vandre de fleste sundhedsfanatikere i jorden. Jeg kan løfte 50 kg dødvægt, og slæbe en egetræsstamme fra den ene ende af min store grund til den anden. Jeg kan slå græsset på min 4000m2 store græsplæne uden overhovedet at få lysten til at stoppe en eneste gang.

Det er en lang smøre. Men jeg er sur.
Jeg er sur fordi jeg aldrig får lov til at være MIG.
Den MIG der nok vejer for meget, men er så sund at min læge ikke regner med at se noget til mig, med mindre jeg får øf-influenza.
Jeg er sur, fordi jeg ikke kan få lov til at gå i fred på gaden uden at folk kigger, og små børn kommer med kommentarer om min vægt.
Jeg er sur, fordi jeg bliver behandlet med slet skjult foragt når jeg gerne vil have noget pænt tøj.
Og jeg er sur fordi det nærmest er blevet myndigheds-sanktioneret at opfører sig ubehageligt overfor mennesker der ikke ligner Twiggy.

Så.... lad mig være i fred. Lad mig være mig.

Inger Sundsvald

Jeg har (heldigvis) aldrig set udsendelserne. Alene de trailere der har været var rigeligt. Det mindede for meget om når man ser foromtaler med BS og Bubber.

Artiklen får min anbefaling.

Sesilje E. Bondo Petersen

Artiklen retter fokus på en problemstilling, som helt klart er relevant. At give folk skylden for deres egen overvægt er nem, men også fuldstændig forfejlet. I dag har vi en fødevareindustri i DK, som enerådigt har magten på ernæringsområdet:

1) De kan i praksis sælge alt, hvad de overhovedet har lyst til bare det lever op til reglerne om fødevaresikkerhed. Der er ingen grænser for, hvor dårlig en ernæringskvalitet fødevarene må have og derudover har de muligheden for at klistre emballagen til med billeder, der fanger og gør produktet interessant.

2) I dag findes der usund fastfood over alt. Er man ikke så heldig at bo i en storby, så er det kun muligt at købe take away, der er usund. Jeg har ikke set mange sushisteder i de små byer, men til gengæld kan du være sikker på at finde en grillbar eller et cafeteria i byens indkøbscenter, der kun sælger burger, pølser og andet usundt. Byens idrætshal sælger tit også kun fritter og slik.

3) Mange gør deres indkøb i store supermakeder, som f.eks. Føtex og Bilka. Kig i deres reklamer og se, hvad der er tilbud på. 10 Haribo-poser, 10 liter cola, 5 poser håndværkere , 3 plader chokolade, 5 bakker kød, 3 poser chips og så lige 5 pakker is som kronen på værket. Tilbud på frugt og grønt er de sædvanlige 10 stykker frugt (i øvrigt dyrket i spanske drivhuse og uden megen smag og kraft) og så de obligatoriske 3 agurker. Hvad mon folk køber?

4) Reklamer bliver udformet så de går rent ind hos børn, hvormed de nærmest bliver indoktrineret til at foretrække usund mad fra barns ben og forældrene giver efter.

5) Hver eneste gang, der kommer forslag om mærker på fødevare, der skal fortælle om sundhedsværdien, så stritter fødevareindustrien i mod og truer med EU-domstol mm. Mærkerne bliver derfor kun frivillige og uden værdi.

Ja, og jeg kunne blive ved. Det er ikke mærkeligt, at folk i dag er overvægtige og specielt uden for de store byer. Desuden er en hel generation tabt på gulvet i forhold til viden om ernæring. De har aldrig lært om ernæring i skolen og har heller ikke fået megen viden hjemme, da både mor og far arbejdede og ikke altid har haft det store overskud til at inddrage børnene i madlavningen. Den gang var det ikke in med samtalekøkkener, hvor børnene automatisk så, hvordan maden blev lavet, men kvinderne var henvist til små køkkener.

Uden for de store byer er folk nærmest nødsaget til at vælge fedmeoperationen, da en livsstilændring vil kræve noget nær det umulige. På den anden side sidder så politikere og fortæller dem, at de selv er skyld i deres egen situation og at de da bare kunne vælge andre alternativer. Jeg forstår sgu godt, at de folk bryder totalt sammen uden professionel hjælp.

Det er på tide at politikerne tager deres ansvar alvorligt og laver endnu mere regulering på sundhedsområdet og får stoppet fødevareindustriens totalt ødelæggende adfærd. Det kunne lade sig gøre med reglen om transfedtsyrer, så det kan også lade sig gøre på andre områder. At blive ved med at give folk skylden for deres egen overvægt løser ingen ting..

I det sundhedsfacistiske land sender man naturligvis de samfundsskadelige individer, som ikke kan forstå at statens interesser kommer først, på genopdragelseslejr.
Og den postmoderne facisme foregår selvfølgelig på TV.
Sjovt nok vil samme stat intet gøre for at fjerne skadelig fødevare, eller fjerne momsen på mad, hvorfor fedt og sukker er billigere end mad.

Super artikel og super kommentarer. Om stigmatisering af de overvægtige direkte kan henføres til velfærdssamfundets selvforsvar, er jeg ikke sikker på. I starten af 80'erne stødte jeg på en StormP lignende tegning hvor en tyk mand gør ophold på gaden og eftertænksomt udbryder: Verden elsker ikke længere en tyk mand... men det er kreperligt at samfundet i dag ikke vil bruge afgiftssystemet som en sundhedshjælper, især overfor målgruppen børn - tykke børn har ikke selv valgt at være tykke - og om den sundhedsfremmende indsats er udtryk for en postfascistisk udvikling i samfundets er jeg ikke sikker på, der er vel mere tale om pluralistisk anarki end en top- downstyret sundhedskampagne..

Et godt middel mod overvægt er sygdom- 3 mdr.'s ventetid i behandlersystemet lænsede mig for 25 kg. Så nu er jeg nok sund!