Kommentar

Teatre hører ikke til på erhvervsstøtte

Er det virkelig under-ordnede fuldmægtige i Finansministeriet, der skal føre landets kulturpolitik, eller vil kulturministeren rykke væk fra håndvasken og få styr på situationen?
16. oktober 2009

Hvordan er det nu med erhvervsstøtte og teatre? Hvorfor er det interessant?

Siden begyndelsen af 1990'erne har regeringen årligt lavet en erhvervsredegørelse, som nu er omdøbt til 'Redegørelse om erhvervsstøtte'. Helt fra starten var filmstøtten med som et branchetilskud i erhvervsredegørelserne. Men fra 1998, mens Pia Gjellerup var erhvervsminister i SR-regeringen, kom noget af teaterstøtten med i erhvervsredegørelsen som branchestøtte: Det gjaldt støtten til det, der i dag hedder Københavns Teater, til små storbyteatre og teaterabonnementsordningen. Hvorfor Det Kgl. Teater, landsdelsscener, store turnerende teatre og egnsteatre ikke var taget med i opgørelsen, gives der ingen forklaring på.

Under VK-regeringen i redegørelsen fra 2007 med Bendt Bendtsen som erhvervsminister kom der yderligere ting til, nemlig egnsteatre, rytmiske og regionale spillesteder og zoologiske haver.

Ansvaret for visse teatres placering på disse lister påhviler altså både den nuværende og den foregående regering.

En del af teaterbranchen er altså gradvis internt i regeringen (og i forhold til EU) blevet opfattet som erhverv, der modtager erhvervsstøtte. At det er den mest sårbare og fattige del af teaterlivet, er påfaldende. At det bl.a. er den del, hvor der er størst chance for, at der kommer kunst ud af det, skriger til himlen. At det bærer tilfældighedernes præg er indlysende. At man i forhold til EU lægger noget af kulturstøtten ud som potentielt konkurrenceforvridende erhvervsstøtte, som ifølge EU bør bekæmpes, er direkte idiotisk.

Politisk instrument

Teatrene fik og får stadig støtte over Kulturministeriets budget, men et eller andet sted i det statslige bureaukrati sidder der en lille bogholdergnom og anskuer og bogfører det som erhvervsstøtte. Det dobbelte bogholderi, der således er opstået, havde indtil fremlæggelsen af finanslovsforslaget for 2010 ingen praktisk betydning. Men det gav selvfølgelig arbejde til en bogholdergnom.

Godt nok vedtog man en skattereform i foråret, og det indgik i den, at noget af finansieringen af skattelettelserne til de bedst tjenende skulle skaffes ved at fastholde nogle erhvervsstøtteordninger i de kommende 6 år på det niveau, de havde i 2009, dvs. uden den normale og nærmest mekaniske pris- og lønregulering. Det er det her, der nu udmøntes i det fremlagte finanslovsforslag for 2010.

Og så har vi altså misèren, en situation, hvor nogle lettere tilfældige bureaukratiske julelege med at finde ud af, hvad staten alt i alt bruger på at støtte erhvervslivet, pludselig bliver til et politisk instrument, der kan anvendes til nedskæringer. Kulturpolitikken er forvist til det Ydre Mongoliet. Politikken bliver baseret på lister, der er udarbejdet til et helt andet formål. Det bliver de underordnede fuldmægtige i Finansministeriet, der fører landets kulturpolitik. Dem, der tror, de tager sig af kongerigets kulturpolitik, bliver holdt godt og grundigt for nar og reduceres til nikkedukker.

Alle har sovet i timen, og der vaskes hænder til den store guldmedalje. Kulturministeren står i et samråd i Folketingets kulturudvalg den 25. september og erklærer, at det hele er den foregående regerings skyld, og at hun i øvrigt går ind for skattelettelser. Facts viser derimod, at i hvert fald egnstea-trenes og de rytmiske spillesteders placering på erhvervslisten er den siddende regerings ansvar.

Kultur eller finans?

Lederskribenter på borgerlige aviser skriver, at vi har økonomisk krise, og teaterlivet har bare at yde en skærv i den anledning. Selv om det her ikke har en døjt med økonomisk krise at gøre. Det har noget at gøre med skattelettelser til folk som lederskribenterne og mig, altså folk, der tjener pænt.

Og først er kulturministeren ikke parat til at ændre en tøddel ved det her. Hun melder ud, at det kun drejer sig om finansloven for 2010, og formelt set kan hun da have ret, selv om enhver kan læse i skatteforliget, at finansieringen fra erhvervsstøtteordningerne gælder i seks år. Men her på det sidste ser det så alligevel ud til, at regeringspartneren og støttepartiet får kolde fødder over at være delagtige i en kulturpolitik, der ikke fortjener at kaldes politik, men snarere DJØF-bureaukrat-styring. Så måske er der lys forude i dette meget uskønne og klumpe-dumpede forløb? Eller bliver kulturordførerne banket på plads af finansordførerne?

Måske altså stor ståhej for ingenting? Under alle omstændigheder endnu et symptom på, hvordan denne regering handler mis med egnsteatrene og deres kommuner og ringeagter kulturlivet ud over landet. Ministerturneer og pæne ord kommer man ikke langt med.

Jørn Langsted er professor og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter Århus ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er slet ikke så kompliceret , som professor Langsted gør det.

Sagen er helt enkelt, at der i øjeblikket ikke er politisk stemning (flertal) for at hælde alt for mange penge i teatrene.

Hvis der var politisk stemning for at gøre noget mere for teatrene, så ville pengene være blevet fundet uanset "fuldmægtigenes bogholderi". ( som blot er et stykke teknik i opgørelsesmæssig henseende).

Iøvrigt så er det måske noget urimeligt, at jeg som meget hyppig teatergænger kan glæde mig over kunstigt billige billetter.

Det er alle de andre skatteydere, som aldrig går i teatret, som billiggør mine billetter gennem deres betaling af skatter- og afgifter.

Jeg går varmt ind for mere teaterstøtte, så kunne mine billetter blive endnu billigere - men det er vist en tand for egoistisk ?