Kronik

Er Thomas Rathsack en dansk helt?

Politikens grundlægger, Viggo Hørup, ville nok have haft en del indvendinger mod, at hans gamle avis med udgivelsen af jæger-bogen ukritisk har promoveret en krigsforherligende bog, der ligger lysår fra bladets antimilitaristiske udgangspunkt
Politiken har åbenbart ikke 
 haft store problemer med at acceptere det romantiske - og krigsliderlige - billede, Thomas Rathsack har tegnet i bogen 'Jæger - i krig med eliten'.

Politiken har åbenbart ikke
haft store problemer med at acceptere det romantiske - og krigsliderlige - billede, Thomas Rathsack har tegnet i bogen 'Jæger - i krig med eliten'.

Nikola Solic

Debat
3. oktober 2009

Gør man sig det tankeeksperiment at lade Politikens berømte stifter Viggo Hørup genopstå fra de døde og kaste et vurderende blik på balladen om publiceringen af bogen Jæger - i krig med eliten, forestiller jeg mig, at han efter en kort tøven ville fokusere på et underbelyst aspekt af sagen: nemlig den kendsgerning at hans gamle avis helt ukritisk har promoveret en bog, der ligger lysår fra bladets ideologiske udgangspunkt.

Den antimilitaristiske Hørup ville sandsynligvis bifalde, at Politiken ikke lader sig diktere af højtstående militærfolk, disse »vandrende lirekasser«, men holder trykkefrihedens fane højt - koste hvad det vil. Hvis vi derimod vender os mod substansen i den bog, som avisen kolporterer i sin særsektion, tror jeg Hørups bifald ville forstumme og blive forvandlet til misbilligelse.

Ledsaget af fanfarer om 'demokrati', 'oplyst opinion' og 'fri presse' lader Politiken jægersoldaten Thomas Rathsack marchere gennem en hel særsektion uden på nogen måde at problematisere, kritisere eller blot kommentere hans voldsforherligende krigsromantik. Tværtimod præsenteres han som et sandhedsvidne: »befolkningen har ret til at få et komplet billede af soldaternes virkelighed i krig«.

Ikke en 'whistleblower'

Dagene efter den kontroversielle særsektion bestyrkes indtrykket af, at Politiken uden disharmoni kunne synge duet med forlæggeren Jacob Kvist, der hylder Rathsack som »en dansk helt« (Deadline 21/9). I en portræt-artikel (17/9) hører vi, at kollegerne samstemmende betegner Rathsack med »superlativer« som »dygtig«, »pligtopfyldende« og »fornuftig«. I en helsidesanmeldelse (22/9) roses bogen som »en spændende historie, der sætter ord og billede på, at danske soldater, herunder eliten, gør en forskel i de krigszoner, hvor Folketinget har besluttet, de skal udstationeres«. Anmelderen besynger desuden Rathsacks personlige egenskaber: »han [er] bestemt ingen hjernedød og følelsesmæssigt afstumpet machomand. Tværtimod fremstår forfatteren i sin fortælling som en reflekteret person...«.

Tøger Seidenfaden anvender begrebet 'whistleblower', der normalt henviser til en person, som informerer om, hvad han anser for kritisable eller direkte ulovlige forhold. Whistleblowers er sandsynligvis omgærdet af en vis respekt blandt Politikens læsere. Det mytologiske eksempel er CIA-manden Mark Felt, 'Deep Throat', der over for Washington Post afslørede væsentlige sider af Watergateskandalen. Det er således ærefuldt selskab, Seidenfaden placerer Rathsack i.

Krigsforherligelse

Efter den lancering i Hørups gamle avis var det et chok at dykke ned i bogen og opdage, at det billede, der tegnede sig af Rathsack, var karakteriseret ved krigsforherligelse, våbenfetichisme og forsimplede fjendebilleder. Whistleblower-betegnelsen er decideret misvisende, det eneste, jægersoldaten puster i med stor entusiasme, er det horn, der blæser til angreb mod fjenden.

Et forsonende træk ved Rathsack er hans tidligt grundlagte beskyttertrang over for dyr: »allerede fra jeg knap kan gå, prøver jeg at gå uden om myrer på min vej«. Paradoksalt nok parres dette træk med en næsten ligeså tidlig målrettet ambition om at blive jæger; men det jægerkorps, som Rathsack omfatter med en »målløs fascination«, har naturligvis heller ikke deres operationsfelt i dyreriget.

Rathsack realiserer drømmen om at blive jæger, men da der ikke umiddelbart er en krig han kan tage del i, brister illusionerne:

»Det er skuffende. Forstemmende. Et antiklimaks af rang«.

Den desillusionerede jæger forlader for en periode sin militære karriere. Men så oprinder vendepunktet - 11. september 2001. Rathsack kan slet ikke tøjle sin begejstring, da USA med flere invaderer Afghanistan. Han befinder sig på det tidspunkt i Kabul som minerydder:

»I de dage bemærker jeg de karakteristiske kondensstriber kilometervis over byen fra de enorme B52-bombefly. På den dybblå himmel foretager de store, målrettede sving sydover for at slippe deres dødelige last over Tora Bora. Og jeg tænker kun på, at jeg ønsker mig samme vej. Lykkeligvis ligger der en af dagene en kærkommen mail i min indbakke«.

Ordvalget signalerer spændt forventning, inderligt ønske og euforisk forløsning; »dybblå himmel«, »dødelig last«, »ønsker«, »kærkommen« og »lykkeligvis«. Brugen af lyriske adjektiver og bogstavrim i den citerede passage, hvis handlingsmæssige centrum er bombefly med en dødelig last, er symptomatisk for forfatterens æstetisering af krigen.

Krigstilstanden er for Rathsack ensbetydende med en opløftet tilstand, hvilket understreges i kapitlet »I krig mod Taleban og al-Qaeda«:

»Det er med en god portion fryd, at jeg ankommer til flyvebasen i Kandahar.«

I denne fryd gemmer der sig et hævnmotiv, der øjensynligt fungerer som en vigtig drivkraft: »Jeg har nærmest et regnskab at gøre op. I otte måneder har jeg levet i dette land og er blevet betragtet som andenrangsmenneske af de talebanske magthavere (...) Nu er jeg tilbage og bærer uniform og våben«. Der er en passioneret determination over Rathsacks tilgang til arbejdet, så stærk forekommer gengældelsestrangen, at man frygter for, at det må forstyrre den besindige dømmekraft, som er nødvendig i en krig, hvor fjenden kun vanskeligt lader sig skelne fra den almindelige afghaner.

At målet er at eliminere så mange som muligt af fjenderne - »de skiderikker« - fremgår, da Rathsack beskriver den lejr, hvor der skydetrænes. Det er en tidligere terroristlejr, som amerikanerne har sønderbombet, »desværre efter at den er forladt af beboerne (...) Jeg er som et lille barn, der vælter rundt i sin enorme sandkasse med alt sit nye og spændende legetøj.«

Den barnlige krigsbegejstring løber som en rød tråd gennem hele bogen.

Rathsacks fjendebillede er uden distraherende nuancer: »Deres motivation er et indædt had til Vesten og vores værdier...«. I hovedparten af fortællingen optræder fjenden som en anonym størrelse, men de gange, hvor den antager mere konkret skikkelse, er det i en dehumaniseret og dæmoniseret form. Denne mekanisme er muligvis en forudsætning for effektivitet på slagmarken, men det er også en mekanisme, som gør f.eks. fejlagtige fangeudleveringer, og hvad deraf følger mere forståelige.

Hvad skal det nytte?

I Politikens portrætartikel gengives et citat, der hænger på Rathsacks tørretumbler. Citatet stammer fra general Schwartzkopf, som bliver spurgt, om han kan tilgive »de folk, som beskyttede terrorister, der planlagde 11. september 2001 i USA: 'Jeg tror tilgivelse er Guds opgave. Vores job er simpelthen at arrangere mødet«. Efter læsning af Jæger - i krig med eliten forstår man, at Rathsack tager det citat dybt seriøst.

Jeg kan muligvis beskyldes for virkelighedsfjern pacifisme og naivisme. Men jeg havde forventet, at Politiken havde udtrykt visse forbehold over for den krigsliderlighed - i ordets bogstaveligste forstand - der gennemsyrer Jæger - i krig med eliten. Når det ikke er sket, kan man muligvis tilskrive det en forblindelse af det rent principielle i sagen, trykkefrihedens ukrænkelighed, og dermed bliver sagen en mærkværdig spejling af Muhammedkrisen. Ikke nok med, at Seidenfaden i dette tilfælde lader ytringsfriheden tilsidesætte potentielle sikkerhedsmæssige risici, det er tilsyneladende også underordnet, hvad der ytres.

At Politiken uden kritiske kommentarer har forvandlet en hel sektion til en platform for ureflekteret militærbegejstring, er i et historisk perspektiv bemærkelsesværdigt. Bjørn Bredal beskriver i sin bog om Politikens historie, hvordan avisens oprindelige antimilitarisme har været omdrejningspunkt for en af de væsentlige idékampe, der har raset på bladet gennem de sidste 125 år. Hørups credo: »Hvad skal det nytte?«, har været genstand for brydninger, forskydninger og markante forandringer i redaktionslokalerne på Rådhuspladsen.

Når verdensbilledet og værdierne i Jæger - i krig med eliten ikke møder massiv modstand i Politikens spalter, men tværtimod opnår medvind, er der ikke kun tale om forskydninger, men derimod om et kvantespring væk fra arven efter Hørup.

Steffen Groth er cand.mag. og underviser i Dansk og Kultur-forståelse på et handelsgymnasium

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helt enig i disse betragtninger, for bogens eventuelle budskab er helt druknet i sagen om bogen. Jeg har tidligere beskrevet den som en Viral Markedsføringskampagne for Jægerkorpset, som naive fredsfolk blev lokket til at sprede. Desværre har vi åbenbart ingen i militæret med strategiske evner for sådant.

Men bogen givet et grimt indblik i hjernen på de folk, som vort militær kan finde anvendelse for. Jeg så en anmeldelse i Berlingske af en SS-bog, som anmelderen fik forlaget til at trække tilbage på grund af farlig og forløjet krigsromantik, noget samme avis absolut ikke beklagede sig over med Jæger-bogen...

Who's the idiot paying the slaughter ball.

... ...

Jamen de fleste helte, bliver netop ikke helte fordi de gerne vil være det - Rathsack er jo ikke en helt fordi han har været jæger, men fordi han skrev en bog, der helt utilsigtet fik skeletter til at vælte ud af skabene hos Forsvarskommandoen - det var hans heltegerning, og for det vil jeg gerne takke ham.

Steffen Groth:

."Når verdensbilledet og værdierne i Jæger - i krig med eliten ikke møder massiv modstand i Politikens spalter, men tværtimod opnår medvind, er der ikke kun tale om forskydninger, men derimod om et kvantespring væk fra arven efter Hørup."

Man skal ikke tale ondt om de døde, og mon ikke Viggo Hørup ville have været intelligent nok til at kunne forstå at Thomas Rathsack er til gavn for pacifismen og om noget er personificeringen af begrebet en "nyttig idiot".

Thomas Rathsack er en militarist, drengerøv og båtnakket voldsromantiker, der om nogen har gavnet krigsmodstandernes sag. På en eller anden bagvendt måde kommer Thomas Rathsack nærmest til at fremstå som en slags militaristisk og ufrivillig pacifist.

Når vi for tiden aften efter aften kan se en stadig mere trængt forsvarsminister tone frem på tv-skærmen med den gule militarist-sløjfe hæftet på sin habit jakke, og ligne en dansk kopi af Komiske Ali, så er det jo faktisk på en eller anden måde Thomas Rathsacks fortjeneste.

Længe leve Thomas Rathsack!

Tak for kommentarer. Det er jo fuldstændig korrekt, at Rathsack af vanvare er blevet katalysator for en spændende udvikling - der mere og mere demaskerer Forsvaret som en korrumperet institution.

Men det forhold modsiger nu ikke pointen i kronikken (som i øvrigt er skrevet før lavinen for alvor rullede i forsvarskommandoen). Tværtimod er det da iøjnefaldende, at de egenskaber som får Per Thomsen til at beskrive Rathsack som "militarist, drengerøv og båtnakket voldsromantiker" har været nærmest fraværende i debatten; bort set fra, at de som beskrevet har fået præstesønnen Jacob Kvist til at udnævne Rathsack til "en dansk helt", hvilket bakkes op af Arne Hardis i forrige uges Weekendavis, hvor jægeren beskrives som: "en helt med en helteberetning".

Selvom der kan ende med at komme noget positivt ud af hele affæren, er det da påfaldende, at krigsforherligelsen stort set ikke er blevet problematiseret, ikke engang i Hørups gamle avis.

Per Thomsen skriver: " Man skal ikke tale ondt om de døde, og mon ikke Viggo Hørup ville have været intelligent nok til at kunne forstå at Thomas Rathsack er til gavn for pacifismen og om noget er personificeringen af begrebet en “nyttig idiot”.

Min hypotese i kronikken, som selvsagt ikke kan verificeres, er at Hørup havde været intelligent og antimilitaristisk nok til at påpege det problematiske i
at Rathsack - der som elitesoldat, må anses for en spydspids i Danmarks indsats i Afghanistan - emmer af krigsliderlighed, hævntørst og primitive fjendebilleder. At vi nu i bagklogskabens lys kan se at publiceringen satte gang i en væsentlig udvikling, ændrer ikke en tøddel ved, at Politiken i sin lancering tilsyneladende var blinde for den side af Rathsacks bog - jvf. fx helsidesanmeldelsen: »en spændende historie, der sætter ord og billede på, at danske soldater, herunder eliten, gør en forskel i de krigszoner, hvor Folketinget har besluttet, de skal udstationeres«. Og »han [er] bestemt ingen hjernedød og følelsesmæssigt afstumpet machomand. Tværtimod fremstår forfatteren i sin fortælling som en reflekteret person…«. Tror I Hørup havde tilsluttet sig den karakteristik?

Efter den lancering i Hørups gamle avis var det et chok at dykke ned i bogen og opdage, at det billede, der tegnede sig af Rathsack, var karakteriseret ved krigsforherligelse, våbenfetichisme og forsimplede fjendebilleder.

Hvordan kan det komme som et chok for dig, det viser jo bare at manden er engageret i sit arbejde. Hvad havde du forventet? Grædekonebekendelser?

Rathsack (...) emmer af krigsliderlighed, hævntørst og primitive fjendebilleder.

Kan vi ikke få et eksempel eller to, bogen ligger jo på internettet

Er du sikker på, at du ikke blander din uvilje mod besættelsen af Afghanistan sammen med din karakteristik af TR?

Peter Pedersen

Der er for mig ingen tvivl om, at når personer, der udfører de opgaver, Ratsack har udført både som civil minerydder i bla. Afghanistan under Taliban-styret samt hans opgaver som jæger, under de forhold, som de fleste alm. danskere i selv vældig god form ikke ville være i stand til at klare - og iøvrigt slipper levende fra det, - så er de da bestemt berettiget til betegnelsen "helt".

At Viggo Hørup derimod skulle være "helt" for nogen som helst i dagens Danmark, kan vel det mest overraskende i denne forbindelse.
Selv det Radikale Venstre er jo trådt ind i virkelighedens verden, og erkendt, at pacifisme er intet andet end en barnlig illusion.

Vedr. Ratsaks "hævntørst" eller "krigsliderlighed"
beskriver han vist ingen steder, at de patruljer, han deltog i, skulle have dræbt eller såret nogen som helst.

Til gengæld, Mosbak, er jeg ikke enig i, at Ratsack er endnu mere "helt" for at skrive sin bog, da hans formål jo langt fra var at afdække officerer i FKO med en kriminaliseret sygelig virkeligheds-opfattelse, men en "underholdende" eftereffekt.

Steffen Groth:

."At vi nu i bagklogskabens lys kan se at publiceringen satte gang i en væsentlig udvikling, ændrer ikke en tøddel ved, at Politiken i sin lancering tilsyneladende var blinde for den side af Rathsacks bog ..."

Mon ikke det var en bevidst og villet blindhed, som Politiken valgte at påføre sig selv? Det lå lige til venstrebenet at anvende bogen til at give Forsvaret et ordentlig los over skinnebenet, og skabe en debat om ytringsfriheden for personer, der mener noget andet end VKO. – Og det gjorde man så.

Politiken kunne imidlertid ikke så godt have trykt Rathsacks bog, og så samtidigt have meldt ud, at man i øvrigt synes, at bogen er noget litterært makværk med en yderst tvivlsom underliggende etik. Derfor var man i første omgang nød til at lave gode miner til slet spil, og lade som om man tager Rathsack og hans fristil alvorlig.

Det er rigtigt at vi alle i bagklogskabens lys kan se, "at publiceringen satte gang i en væsentlig udvikling" men mon ikke det var noget Tøger Seidenfaden, den gamle ræv, havde forudset længe inden han valgte at trykke bogen?

Moralen må være at Tøger Seidenfaden endelig skal trykke alle de krigsliderlige og voldsromantiske bøger han kan komme i nærheden af, så længe det gavner kampen mod den militaristiske udenrigspolitik.

Og Viggo Hørup nikker anerkendende fra graven...

Nu bliver han jo nok puttet i fængsel, men ellers - og vel igen når han kommer ud, er han jo en af de der veteraner, der fejres på ... jeg har glemt datoen, en særlig flagdag.

Første gang var for nylig med deltagelse af minister, forsvarschef, det var dengang vi enddnu havde én, og mange, mange flere.

En helt ? Veteranerne vil jo gerne "hædres" med lidt mere end en simpel flagdag ... så vidt jeg har forstået, men om de ligefrem vil være "helte", ved jeg ikke.

PS : Han er jo nok ikke den eneste krigsliderlige, forfatteren af artiklen skriver skånsomt om en "barnlige krigsbegejstring". Det er trist, at forsvaret kan/ vil bruge den slags mennesker til opgaver, hvor de udstyres med "ret-til-vold".

Per Jongberg:

,"... han er jo en af de der veteraner, der fejres på … jeg har glemt datoen, en særlig flagdag."

Det kan man sgu da ikke glemme, Jongberg! Undertegnede vil uden at tøven karakterisere en sådan glemsomhed som skammelig og udansk adfærd,

Som straf bliver det dig hermed pålagt at bære en stor gul militaristsløjfe uden på tøjet de næstfølgende syv hverdage!

Bjørn Herring

Er TR en helt?

Her er nogle forskellie definitioner på en 'helt'.

Hvilken passer TR til:

1. a man of distinguished courage or ability, admired for his brave deeds and noble qualities.
2. a person who, in the opinion of others, has heroic qualities or has performed a heroic act and is regarded as a model or ideal: He was a local hero when he saved the drowning child.
3. the principal male character in a story, play, film, etc.
4. Classical Mythology. a. a being of godlike prowess and beneficence who often came to be honored as a divinity.
b. (in the Homeric period) a warrior-chieftain of special strength, courage, or ability.
c. (in later antiquity) an immortal being; demigod.

5. hero sandwich.
6. the bread or roll used in making a hero sandwich.

Vel ikke nr. 5 eller 6?

Heltestatus kan man ikke stræbe efter, - den er et udslag af en tilfældig opstået situation. Og nøjagtigt som det er latterligt at betragte en person der frivilligt sprænger sig selv i luften for martyr, så er det latterligt at kalde en person der frivilligt opsøger farlige situationer for helt.

Det primære element i enhver heltegerning er det nemlig uselviske, og i betragtning af at det er hans livsambition at lave det han gør, så kan han næppe påberåbe sig den titel.

Og hvis det livstruende element og de høje fysiske krav skulle være kvalificerende til heltestatus, så skulle vi jo lige pludselig til at udnævne fiskere og andre farlige erhverv til helte også.

Havde han så, i sin bog, bevidst afsløret fakta om den danske mission, som han på forhånd måtte være bevidst om ville koste ham hans job, så havde han måske været en helt, men af det jeg har læst, så er hans bog såmænd bare en ynkelig anglen efter en heltestatus.

Sven Karlsen:

."Det primære element i enhver heltegerning er det nemlig uselviske, og i betragtning af at det er hans livsambition at lave det han gør, så kan han næppe påberåbe sig den titel."

Her udtaler Sven Karlsen sig tydeligvis om noget han ikke har forstand på.

Det primære for enhver superhelt er naturligvis en farvestrålende stramtsiddende trikot. Eller som i Thomas Rathsack tilfælde en forklædning som afghaner der indbefatter paryk, falsk skæg og teatersminke...

Kære Per Thomsen,

sorry, - I stand corrected!

;-)

Bjørn Herring

Måske er TR i virkeligheden en antihelt?

"En antihelt er en vigtig person i en fortælling, for det meste hovedpersonen, som mangler de traditionelle egenskaber som en "helt" har (mod, styrke osv.). Eller også gør han bare bruge af uheroiske metoder for at få opfyldt sit ønske. Han kan f.eks. gå ind for tortur af "de onde" for at få opfyldt et "godt" mål - et eksempel herpå er Jack Bauer fra tv-serien 24 Timer. I visse sammenhænge er antihelte nemmere at identificere sig med for modtageren end de traditionelle helte."

Så det skal lyde: TR er en ægte dansk antihelt!

Lennart Kampmann

En Jæger er stadig blot et våben som generalen sender af sted for at løse en opgave. Nuvel et godt våben, men stadig en bonde i skakspillet.

Thomas Rathsacks beretning er guf for drengerøven i os alle, men desværre er hans reflektionsniveau ikke ligeså særkt som hans ønske om at komme til fronten.

At bogen skulle forbydes er til at grine af, den ville blot være havnet på hylden med andet krigslitteratur. Den har fået mere opmærksomhed end den fortjener.

Men i disse tider skal der vel blot 15 minutters omtale til at skabe en helt.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

særkt = stærkt, mea culpa

Min yndlingshelt er D'Artagnan, dvs. ham fra Ti År Efter, hvor han nærmer sig de tres.

D'Artagnan slår ikke blikket ned for hverken prinser eller førsteministre, han behøver ikke forstille sig eller slikke folk i røven, for han lever i bevidstheden om, at han har tjent (dybt utaknemmelige og inkompetente) konger og dronninger pletfrit i fyrre år. D'Artagnan bekymrer sig ikke om politik. Kongen udstikker dagsbefalingen, D'Artagnan adlyder altid.

Derfor har han råd til at være en ærlig mand, og kan sige til Aramis, da denne fisker efter, at få D'Artagnan med i en konspiration vendt mod kongen. Aramis bebrejder D'Artagnan at han tjener en korrupt herre, og D'Artagnan svarer.

- Da jeg ser, at Alverden tænker paa sig selv men aldrig nogen på Fyrsten, vil jeg holde mig selv oppe ved at støtte ham.

- Men hvis De saa faar Skam til Tak?

- Det er noget, kun svage Mennesker er bange for.

- De er meget sikker paa Dem selv. Det kunde være, Kongen ikke længer havde Dem nødig.

- Jeg tror nu tværtimod, at han mere end nogen Sinde vil have mig nødig. Og skulle det blive nødvendigt at lade en ny Condé sætte under Anholdelse, hvem skulle da besørge det om ikke denne her.

...afslutter D'Artagnan og slår på kården.

(Jeg håber I sætter pris på det værdige sprog, det tog mig noget tid at finde citatet frem.)

Humlen er, at hvis D'Artagnan skulle bekymre sig om, hvorvidt hans konge var god eller dårlig, kunne han jo ligeså godt lægge konges klæder og gå ind i politik, ligesom Aramis. Skam oplever D'Artagnan kun, hvis han svigter i tjenesten.

Okay, det er ikke fordi jeg vil sammenligne D'Artagnan med TR, der jo ikke kan sige at have forblevet sin dronning særlig tro, metaforer med fliser indblandet, trænger sig på.

Peter Pedersen

"Til gengæld, Mosbak, er jeg ikke enig i, at Ratsack er endnu mere “helt” for at skrive sin bog, da hans formål jo langt fra var at afdække officerer i FKO med en kriminaliseret sygelig virkeligheds-opfattelse, men en “underholdende” eftereffekt."

Well, som jeg anskuer det, er man ikke en helt når man udfører sit arbejde, heller ikke som jægersoldat. I alt fald ikke ud over den heltestatus en arbejdsmand, også har ved hver dag at passe sit arbejde.

Imidlertid kan man jo ende med at blive en helt, når man foretager sig handlinger, der ligger uden for ens operationsfelt - f.eks. skrive en bog, der som det første punkt, blev forsøgt forhindret i at udkomme.

Den konflikt med statsmagten, der fulgte heraf og Forsvarskommandoens efterfølgende demaskering, var jo ikke opstået hvis TR ikke havde skrevet sin bog - jeg er da fuldstændig klar over, at det ikke var hans intention, han har ikke stræbt efter en heltestatus - så han er i den forbindelse en helt - omend ufrivilligt.

Jeg troede, en helt var en fisk?

Viggo Hørup, ville nok have haft en del indvendinger mod, at hans gamle avis med udgivelsen af jæger-bogen ukritisk har promoveret en krigsforherligende bog, der ligger lysår fra bladets antimilitaristiske udgangspunkt

Det får vi jo aldrig svar på i sagens natur. Der er grund til mene, set i lyset hvad udgivelsen medførte, at Viggo Hørup nok alligevel ville trykke bogen, såfremt han havde kunnet forudse militærets reaktioner.