Læsetid: 4 min.

USA's sjæl er en stor prangende bil

Bilindustriens påtvungne slankekur kan blive en alvorlig bet for amerikanerne, der altid har set potente dollar­grin som indbegrebet af personlig frihed
3. oktober 2009

Min første bil var en skinnende rød Plymouth Convertible 1951, som jeg købte for 300 dollar, 10 år efter at den havde forladt samlebåndet. Det regnede ind, gulvet var rustet væk og motoren brændte olie, som de fleste biler benzin, men jeg var køreklar. Og jeg drønede derudad, vild, vindblæst og våd.

Jeg nåede at køre i den i seks måneder, før en eller anden smadrede ind i den på min vej hjem på vej fra mit fritidsjob som dørsælger af børster i Miami.

Min næste bil – den, jeg stadig drømmer om og den eneste, jeg virkelig har elsket – var min blå Pontiac Catalina Convertible 1962. The Cat havde en buldrende V8’er med 364 hk, og et utroligt bredt chassis – 78, inches (næsten to meter!), og det var meget, selv for en amerikansk bil fra den tid. Lang var den også - 5,4 meter!

Det var ikke en bil, man kørte. Det var – som det hed i Pontiacs reklamer, en bil, man widetrackede. Den bil forekom at feje alt af vejen og at køre rundt i sådant et dollargrin i Florida midt i 1960’erne var stort. Benzin var billig dengang, 30 cents pr. gallon.

Det kunne jo ikke fortsætte. Benzin blev dyrere, jeg blev ældre, og nu har jeg kørt i en Volvo 240 i næsten 20 år. Man kan sige meget om Volvo, men det er svært at være cool i én.

Nye navne

Pontiac stoppede med at fremstille Catalina-modellen i 1981, og nu har General Motors opgivet at videreføre Pontiac-mærket.

Ja, faktisk er GM, som engang var verdens største fremstillingsvirksomhed, de facto bankerot, det største krak i amerikansk industrihistorie, den ultimative bilulykke. Tilbage i 1950’erne tegnede GM’s indtægter sig for hele tre procent af det amerikanske bruttonationalprodukt. ‘Hvad der er godt for GM, er godt for USA’ sagde man dengang, da det forekom utænkeligt, at amerikansk økonomi kunne overleve uden en robust bilindustri.

Og utænkeligt er det muligvis stadig. For nu, da selskabet må ’omstrukturere’, har det fået en ny majoritetspartner: Uncle Sam.

Det betyder, at design og produktion skal afgøres af ’en komité’, og jeg kan næsten ikke vente på at se de nye modeller, som snart vil rulle ud: Den spritnye vinddrevne Bureaucrat, den enorme terrængående Deficit og den revolutionære græssluger Organic.

At tænke sig at vi engang plejede at opkalde vore biler efter præsidenter, indianerhøvdinge, helgener, opdagelsesrejsende, dyr, opfindere og Olympens beboere.

Da jeg voksede op, havde de store bilfabrikanter klart identificerbare mærker. Chrysler havde fem, og hver en skoledreng kunne deres navne: Plymouth, Dodge, Desoto, Chrysler og den eksklusive Imperial! Hver bil repræsenterede et trin på den amerikanske succes­rang­stige – Plymouther var for proletarer, Imperal for burgøjserne.

Smertelige benzinpriser

GM havde en lignende skala: Chevrolet, Pontiac, Oldsmobile, Buick og Cadillac, mens Ford tilbød tre slags: Ford, Mercury, Lincoln.

Plymouth-mærket gik ind i 2001, og hed herefter bare Chrysler. Chrysler søger nu et partnerskab med de stilige italienere fra Fiat. Det er dog svært at forestille sig Chrysler-fans begejstres for modeller som Grande Punto, Qubo eller F500, som kun er 11,6 inches – kun 3,5 meter – lange.

Efter europæiske standarder er benzinen stadig billig i USA, men vi amerikanere er også vant til at gøre i vores store biler over store afstande. Når benzinen stiger igen, vil det volde os stor smerte.

National libido

Kan amerikanerne overhovedet overleve denne trussel imod vores kollektive og nationale libido?

Vi har selvfølgelig også fodgængere og cyklister hertillands, men kun de færreste af os bryder sig om at stige ud af bilen og gå – navnlig på varme steder som Miami, Phoenix og LA. Jeg kan ærligt talt ikke se for mig, at vi bliver til en nation af cyklister som hollænderne, danskerne og kineserne. Jeg kan heller ikke se os køre i små batteridrevne biler, der er mindre end en Folkevognsboble.

Og især da ikke efter at vi er blevet vant til vores arrogante Hummers, Rams, Durangos, Silverados, Sierras og Yukons – firehjulstrækkere, der mere ligner troppetransportvogne end forstadscruisere.

Vi er et rastløst folk. Hvis vi keder os, sætter vi os ind i vores biler og kører derudad. Ligegyldigt hvorhen.

I de fleste områder af landet findes ikke jernbane­forbindelser, og vores bus­system er elendigt.

I stedet bygger vi nye veje. Politikere elsker nye veje. Og vejlobbyen donerer gavmildt til kampagnekasserne. Og amerikanerne elsker deres veje.

Med færre biler vil grundlaget for vejbyggeri imidlertid falde væk, hvilket vil kunne udløse en kædereaktion, der kan ramme selve de kerneindustrier, der driver økonomien – turisme, boligbyggeri, bugnende indkøbscentre, finansieringsselskaber, fast food-restauranter.

Enkelte drømmere er glade for automobilindustriens slankekur – de tror i fuldt alvor på, at vi vil opgive vores store biler og strømme tilbage til de forfaldne bykerner og skabe nye menneskevenlige indkøbs- og boligområder her, levende og energieffektive kulturelle knudepunkter, mens de trøstesløse sovebyer i forstaden kan få lov at visne. Disse nye urbane paradiser vil give os nyt liv som nation, siger de. Vi vil genopdage en medborgerskabets ånd, et engagement i andre mennesker. Det vil blive, som det var for et århundrede siden – bare bedre.

Det tror jeg ikke et øjeblik på. Vi har widetracket for længe til at vi nogensinde vil give afkald på det.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Det tror jeg ikke et øjeblik på. Vi har widetracket for længe til at vi nogensinde vil give afkald på det.'

Interessant beskrivelse af socialisering til en ikke-bæredygtig livsform og det er klart, at det bliver vanskeligt at undvære dette kick, men Paul Ashdown kan tro, hvad han vil og han kan også godt skrive, at widetrack ikke er noget amerikanerne vil give afkald på.

Men det er såmænd ligegyldigt hvad de tror og hvad de ikke tror og hvad de vil og hvad de ikke vil (USA'ere og danskere og alle de andre). De får ikke noget valg. Ingen livsform som den i USA praktiserede kan opretholdes på en bæredygtig måde over et længere tidsrum og uden at det sker ved at overudnytte den ganske klodes ressourcer langt ud over bæredygtighedens grænser.

Tro ikke det.

Kære Paul Ashdown.

Klarlæg hellere kendsgerningerne og hold op med at skrive, hvad du tror i et USA, der må importere halvdelen af den olie, der forbruges.

'Nature doesn't pull any punches - an organism that refuses to play the sustainability game will always lose. Nature will eventually recover. Whether humanity will, is another matter.'

fra 'Time's up' af Keith Farnish, side 83.

martin sørensen

glem det Erik Rolfsen Nissen her ser vi den amrikanske løsning. som det uciviliseredede folk de er de kan jo ikke gøre for det dette primitive folk.

http://www.youtube.com/watch?v=wcW_Ygs6hm0&feature=related

verden må ha, melidenhed med det amrikanske folk, for dette folk de kommer i verdens historien til bære skylden for jordens undergang, mangel på vilje til reformer i tide ja det blev årsagen til at verden endende for nej vi hverken kan eller vil aceptere at køre i mindre biler, gud har bestemt at vi skal køre i en hummer, så derfor er det sådan.

hvor dygtige er i rent faktisk hvis vi trækker jeres dygtighed til at slå folk ihjel væk fra ligningen, nej vel. så er i i sandhed verdens mest uplyste folk, dumhedens resime.

Mikkel Sørensen

Hvornaar blev Dagbladet Information til Ugebladet Emotion?

For det er vel ikke bare i anledning af weekenden at redaktionen betaler for tidsspildende genoptryk af varm luft paa uskyldigt papir?

Naar (ikke hvis) benzinens pris stryger til vejrs - bliver Nordamerikas motorvejs- og forstadsbefolkning ganske naturligt udtyndet. Det har ikke noget med stil at skaffe.

martin sørensen

verden følger stadigt denne helt simple plan som dr strange love her fremføre.

http://www.youtube.com/watch?v=iesXUFOlWC0&feature=related

(genialt skuespil fra peter sellers jeg elsker bare denne film)

jo jo vi kommer som alle til at elske bomben, for dette er og bliver løsningen i the american way,

for det er jo nemmere med last man standig strategien så behøver de " ansvarlige borgerlige" politikere jo ikke at fortælle sandheden at jorden den er rund og alle resurser de er begrænsede nej vi kan indtil til sidst fortælle hele verden se det er de farlige terorister før socialister der bære skylden for at du ikke kan det som du nu vil nej vi behøver bare lidt flere herlige våben så løser vi hele probelmet.

http://www.youtube.com/watch?v=s4VlruVG81w&feature=related

Øhhh, - guys?! Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg tror nok at han forsøger sig med sofistikeret ironi her (bemærk f.eks. at han selv kører i Volvo - en taberbil i USA).

Bemærk iøvrigt pudsigheden:
men vi amerikanere er også vant til at gøre i vores store biler

... jaja - selvom der selvfølgelig er plads til en masse lort i de store spande, så er det nok en tastefejl ;-)