USA's sjæl er en stor prangende bil

Min første bil var en skinnende rød Plymouth Convertible 1951, som jeg købte for 300 dollar, 10 år efter at den havde forladt samlebåndet. Det regnede ind, gulvet var rustet væk og motoren brændte olie, som de fleste biler benzin, men jeg var køreklar. Og jeg drønede derudad, vild, vindblæst og våd.

Jeg nåede at køre i den i seks måneder, før en eller anden smadrede ind i den på min vej hjem på vej fra mit fritidsjob som dørsælger af børster i Miami.

Min næste bil – den, jeg stadig drømmer om og den eneste, jeg virkelig har elsket – var min blå Pontiac Catalina Convertible 1962. The Cat havde en buldrende V8’er med 364 hk, og et utroligt bredt chassis – 78, inches (næsten to meter!), og det var meget, selv for en amerikansk bil fra den tid. Lang var den også - 5,4 meter!

Det var ikke en bil, man kørte. Det var – som det hed i Pontiacs reklamer, en bil, man widetrackede. Den bil forekom at feje alt af vejen og at køre rundt i sådant et dollargrin i Florida midt i 1960’erne var stort. Benzin var billig dengang, 30 cents pr. gallon.

Det kunne jo ikke fortsætte. Benzin blev dyrere, jeg blev ældre, og nu har jeg kørt i en Volvo 240 i næsten 20 år. Man kan sige meget om Volvo, men det er svært at være cool i én.

Nye navne

Pontiac stoppede med at fremstille Catalina-modellen i 1981, og nu har General Motors opgivet at videreføre Pontiac-mærket.

Ja, faktisk er GM, som engang var verdens største fremstillingsvirksomhed, de facto bankerot, det største krak i amerikansk industrihistorie, den ultimative bilulykke. Tilbage i 1950’erne tegnede GM’s indtægter sig for hele tre procent af det amerikanske bruttonationalprodukt. ‘Hvad der er godt for GM, er godt for USA’ sagde man dengang, da det forekom utænkeligt, at amerikansk økonomi kunne overleve uden en robust bilindustri.

Og utænkeligt er det muligvis stadig. For nu, da selskabet må ’omstrukturere’, har det fået en ny majoritetspartner: Uncle Sam.

Det betyder, at design og produktion skal afgøres af ’en komité’, og jeg kan næsten ikke vente på at se de nye modeller, som snart vil rulle ud: Den spritnye vinddrevne Bureaucrat, den enorme terrængående Deficit og den revolutionære græssluger Organic.

At tænke sig at vi engang plejede at opkalde vore biler efter præsidenter, indianerhøvdinge, helgener, opdagelsesrejsende, dyr, opfindere og Olympens beboere.

Da jeg voksede op, havde de store bilfabrikanter klart identificerbare mærker. Chrysler havde fem, og hver en skoledreng kunne deres navne: Plymouth, Dodge, Desoto, Chrysler og den eksklusive Imperial! Hver bil repræsenterede et trin på den amerikanske succes­rang­stige – Plymouther var for proletarer, Imperal for burgøjserne.

Smertelige benzinpriser

GM havde en lignende skala: Chevrolet, Pontiac, Oldsmobile, Buick og Cadillac, mens Ford tilbød tre slags: Ford, Mercury, Lincoln.

Plymouth-mærket gik ind i 2001, og hed herefter bare Chrysler. Chrysler søger nu et partnerskab med de stilige italienere fra Fiat. Det er dog svært at forestille sig Chrysler-fans begejstres for modeller som Grande Punto, Qubo eller F500, som kun er 11,6 inches – kun 3,5 meter – lange.

Efter europæiske standarder er benzinen stadig billig i USA, men vi amerikanere er også vant til at gøre i vores store biler over store afstande. Når benzinen stiger igen, vil det volde os stor smerte.

National libido

Kan amerikanerne overhovedet overleve denne trussel imod vores kollektive og nationale libido?

Vi har selvfølgelig også fodgængere og cyklister hertillands, men kun de færreste af os bryder sig om at stige ud af bilen og gå – navnlig på varme steder som Miami, Phoenix og LA. Jeg kan ærligt talt ikke se for mig, at vi bliver til en nation af cyklister som hollænderne, danskerne og kineserne. Jeg kan heller ikke se os køre i små batteridrevne biler, der er mindre end en Folkevognsboble.

Og især da ikke efter at vi er blevet vant til vores arrogante Hummers, Rams, Durangos, Silverados, Sierras og Yukons – firehjulstrækkere, der mere ligner troppetransportvogne end forstadscruisere.

Vi er et rastløst folk. Hvis vi keder os, sætter vi os ind i vores biler og kører derudad. Ligegyldigt hvorhen.

I de fleste områder af landet findes ikke jernbane­forbindelser, og vores bus­system er elendigt.

I stedet bygger vi nye veje. Politikere elsker nye veje. Og vejlobbyen donerer gavmildt til kampagnekasserne. Og amerikanerne elsker deres veje.

Med færre biler vil grundlaget for vejbyggeri imidlertid falde væk, hvilket vil kunne udløse en kædereaktion, der kan ramme selve de kerneindustrier, der driver økonomien – turisme, boligbyggeri, bugnende indkøbscentre, finansieringsselskaber, fast food-restauranter.

Enkelte drømmere er glade for automobilindustriens slankekur – de tror i fuldt alvor på, at vi vil opgive vores store biler og strømme tilbage til de forfaldne bykerner og skabe nye menneskevenlige indkøbs- og boligområder her, levende og energieffektive kulturelle knudepunkter, mens de trøstesløse sovebyer i forstaden kan få lov at visne. Disse nye urbane paradiser vil give os nyt liv som nation, siger de. Vi vil genopdage en medborgerskabets ånd, et engagement i andre mennesker. Det vil blive, som det var for et århundrede siden – bare bedre.

Det tror jeg ikke et øjeblik på. Vi har widetracket for længe til at vi nogensinde vil give afkald på det.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen