Læsetid: 4 min.

Vatikanet er taget på sjælefiskeri

Dele af den anglikanske kirke synes efter 500 år at være på vej til at finde tilbage til Romerkirken - efter heftig bejlen fra sidstnævnte
Debat
30. oktober 2009

Vatikanet er gået på strandhugst blandt utilfredse sjæle i den anglikanske kirke, som er splittet mellem en minoritet af traditionalister og en stor majoritet, der har accepteret kvindelige præster, homoseksuelle biskopper og velsignelse af homoseksuelle par i kirken. Den splittelse søger Vatikanet at udnytte og kunne den 20. oktober efter hemmeligholdte møder med anglikanske traditionalister offentliggøre et dekret om, at der kan etableres en ny gren inden for Romerkirken for anglikanere, der konverterer. Med egen biskop.

Udspillet indebærer blandt andet mulighed for, at anglikanske præster kan forblive gifte efter konvertering, og for, at den anglikanske gren kan beholde sin liturgi, der ligger til grund for gudstjenesten, og flere andre anglikanske traditioner. Det giver også mulighed for, at en menighed som helhed kan konvertere.

Der ligger en lang historie bag alt det her. Vi tager den her i ultrakort form:

Den anglikanske kirke opstod samtidig med den lutheranske og den reformerte reformation i begyndelsen af 1500-tallet. Men det særlige ved den engelske variant af oprøret mod Romerkirken var, at reformationen i England ikke havde andet med religion at gøre, end at paven ikke ville tillade kong Henrik den 8. at blive skilt fra en stakkels spanske prinsesse, der ikke kunne føde ham den søn, han så brændende ønskede sig som sin efterfølger. Derfor rev Henrik den 8. simpelthen kirken i England løs fra Rom og grundlagde den anglikanske kirke med sig selv som overhoved!

Principperne

Men der har altid været traditionalister i den anglikanske kirke, som ønskede at respektere fundamentale katolske principper, og det er folk med disse holdninger, der nu har fået nok, og som bag ryggen på den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskop Rowan Williams af Canterbury, har deltaget i møderne med Vatikanet om udformningen af principperne i dekretet.

Blevet kuppet

Også på Vatikanets side blev den normale procedure for forhandlinger med andre kirkesamfund kortsluttet. Det betød, at Vatikanet ikke som normalt var repræsenteret ved Rådet for kristen Enhed, men ved kardinal Joseph Levada fra Troskongregationen (et ministerium i Vatikanet), som den nuværende pave, Benedikt den 16. var leder af, indtil han blev valgt til pave. Troskongregationen hed tidligere Kongregationen for Den hellige Inkvisition, blev oprettet af jesuiterne som led i Modreformationen (mod Luthers reformation) og er et magtfuldt redskab for den mest fundamentalistiske del af kirkens hierarki. Så man må sige, at det er de tunge drenge, paven har sendt på banen.

Både de hemmelige forhandlinger bag ryggen af ærkebiskop Williams og selvfølgelig især resultatet er kommet som en bombe i den anglikanske kirke, og Williams har da også i et brev til præster og biskopper beklaget, at han ikke har haft mulighed for at informere dem i tide. For, som han skrev: »Jeg blev først informeret om den planlagte offentliggørelse på et meget sent stadium«. Altså: Han er reelt blevet kuppet.

Kan de udskilles?

Det er som nævnt kun en minoritet af anglikanere - især de 400.000 medlemmer af Traditional Anglican Communion (trosfællesskab) - som vil kunne være interesseret i at konvertere, og ingen ved, om de vil følge deres leder, ærkebiskop Hepworths, opfordring og tilslutte sig Romerkirken. Og det er i høj grad også et spørgsmål, hvor mange menigheder der vil være interesseret i at konvertere i samlet flok. Og hvor mange præster, der vil have lyst til at gå kraftigt ned i løn, og til at gennemgå en skoling for at blive ordineret som katolske præster. Og hvad med kirkerne: Kan de udskilles? Også videre og så videre.

Djævelen i detaljen

Så måske behøver ærkebiskop Williams ikke at være så bekymret, som han så ud på en fælles presskonference sammen med den katolske ærkebiskop af Westminster forrige weekend. Der er i alt omkring 80 millioner anglikanere på verdensplan, så hvis der skulle smutte en halv million, er tabet ikke særlig stort og opvejes måske af, at der kan blive noget mere ro på bagsmækken, hvis den hårde kerne kommer væk.

Jesuitterne i Troskongregationen vil også få deres problemer. Hvorfor kan kvinder så ikke blive præster i Romerkirken? Hvorfor kan katolske præster ikke gifte sig? Når nu anglikanske konvertitter kan være gift. En ret ny undersøgelse i Polen viser, at en vis procentdel af de katolske præster gerne vil giftes. Og hvad med de åbenlyse brud på cølibatet især i Afrika og Sydamerika, hvor mange præster lever sammen med en kvinde?

Rækken af principielle dogmatiske og praktiske problemer er uoverskueligt lang, og mange skal løses ved aftaler mellem Traditional Anglican Communion og Vatikanet. Foreløbig holder man sig til de store linjer. Men måske kommer paven - som ikke just har udmærket sig ved fingerspidsfornemmelse i politiske spørgsmål - og hans tjenere til at sande, at der er grænser for, hvor langt man kan komme med jesuitternes valgsprog om, at hensigten helliger midlet. For, som englænderne siger: Djævelen er i detaljen. Og ham har Romerkirken tit undervurderet.

Ole Olesen er cand.polit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her