Kommentar

20 år efter Murens fald: Hinsides den fri markedsøkonomi

Det 20. århundrede var en æra med religionskrig mellem to sekulære ideologier. Af historiske snarere end logiske årsager blev århundredet domineret af en konflikt mellem to typer økonomi, der gensidigt udelukkede hinanden
7. november 2009

LONDON - Den tilsyneladende grundlæggende modsætning mellem et system, der forsøgte at udrydde profitorienterede, private virksomheder, og et system, der forsøgte at eliminere offentlige og andre former for restriktioner i forhold til markedet, var aldrig realistisk. Alle moderne økonomier er nødt til at kombinere det offentlige og det private og gør det faktisk. Alle forsøg på at leve fuldt og helt op til den binære logik, som definitionerne på kapitalisme og socialisme har medført, er slået fejl. De statsstyrede planøkonomier af den sovjetrussiske slags overlevede ikke 80'erne, mens den angloamerikanske markedsfundamentalisme kollapsede i 2008.

Det 21. århundrede er nødt til at tage sine problemer op til overvejelse på et mere realistisk grundlag. De kommunistiske lande formåede de ikke at reformere de statslige styringsmekanismer, selv om økonomer var meget bevidste om de grundlæggende brister. Disse systemer var ikke konkurrencedygtige, men forblev levedygtige, for så vidt som de var isoleret fra resten af verdensøkonomien. Denne isolation kunne ikke opretholdes, og da socialismen blev afviklet, blev disse lande kastet ud i det, der af mange blev opfattet som det eneste alternativ: ekstreme markedskapitalisme. Resultaterne i Europa var katastrofale. Landene fra det tidligere Sovjetunionen har endnu ikke overvundet eftervirkningerne. Heldigvis for Kina var landets forbillede ikke den angloamerikanske neoliberalisme, men de mere statsstyrede østasiatiske 'tigerøkonomier'.

Et todelt EU

Denne periode er nu ved at være overstået, ligesom den ekstreme, angloamerikanske liberalismes dominans, men vi ved endnu ikke, hvad den alvorligste økonomiske krise siden 30'erne vil medføre, når de seneste to års chokvirkninger er overvundet.

I denne situation er de udfordringer, som de tidligere socialistiske stater står over for, meget anderledes. De fleste er stadig forholdsvis skrøbelige. I Europa tilpasser nogle af disse lande sig den vesteuropæiske model med social kapitalisme, men med et meget lavere gennemsnitligt indkomstniveau. Det kan ingen af landene fra det tidligere Sovjetunionen eller i det sydøstlige Europa har gjort eller kan forventes at gøre. Det er sværest at forestille fremtiden i det sydøstlige Europa, som er mere balkaniseret end nogensinde og hæmmet af krig, korruption og kriminalitet.

Én form for kapital

Der vil sandsynligvis opstå en todelt økonomi i EU. Rusland, som til en vis grad er kommet sig efter den økonomiske katastrofe i 90'erne, er reduceret til en stærk men sårbar eksportør af råvarer og energi. Reaktionerne mod den neoliberale æras udskejelser har medført en tilbagevenden til en form for statskapitalisme. En simpel imitation af Vesten er tydeligvis ikke længere mulig. Det er endnu mere indlysende i Kina, som med betydelig succes har udviklet sin egen form for postkommunistisk kapitalisme. Fremtidens historikere kan således meget vel komme til at betragte Kina som den kapitalistiske verdensøkonomis redningsmand. Det er kort sagt ikke muligt at forestille sig, at der blot vil være én form for global kapitalisme eller postkapitalisme.

Men udformningen af fremtidens økonomi er måske den mindste af vores bekymringer for fremtiden. Den afgørende forskel mellem forskellige økonomiske systemer består ikke i deres opbygning, men i deres sociale og moralske prioriteringer. I denne sammenhæng forudser jeg to afgørende problemer.

Fremtidens udfordringer

Det første består i, at kommunismens fald har medført, at de værdier, vaner og sociale praksisser, som flere generationer har levet med, er bortfaldet. Vi er nødt til at anerkende, hvor meget menneskelig ulykke dette pludselige og uventede sociale jordskælv har medført. Denne følelse af socialt sammenbrud og desorientering bliver ved med at gøre sig gældende for dem, der ikke er født efter 1989. Det vil tage flere årtier, før de tidligere kommunistiske lande finder en ligevægtig måde at leve på i den nye æra, og det kan tage længere tid at udrydde nogle af de sociale omvæltningers konsekvenser som f.eks. institutionaliseret korruption og kriminalitet.

Det andet problem består i, at både den vestlige neoliberalisme og deraf inspirerede politikker i de postkommunistiske lande bevidst underordnede velfærd og social retfærdighed bruttonationalproduktets tyranni: Maksimal og bevidst ulige økonomisk vækst. Således blev den sociale sikkerhed, velfærden og det offentlig systems værdier og mål undermineret og i tidligere kommunistiske lande ødelagt. Det er ikke et holdbart grundlag for hverken den europæiske 'kapitalisme med et menneskeligt ansigt' eller for blandingsøkonomierne i de postkommunistiske lande. En økonomis formål er ikke profit, men befolkningens velfærd. Økonomisk vækst er ikke et mål i sig selv, men derimod et middel til at skabe menneskeværdige og retfærdige samfund. Det er ligegyldigt, hvad vi kalder de styreformer, der tilstræber dette. Men det betyder noget, hvordan og med hvilke prioriteringer vi kombinerer de offentlige og private elementer i vores blandingsøkonomier. Det er det 21. århundredes afgørende politiske spørgsmål.

debat@information.dk

Eric Hobsbawm er historiker og bl.a. forfatter til The Age of Extremes. The Short Twentieth Century, 1914-1989 (1997)

© IPS og Information

Oversat af Mads Frese

Serie

Seneste artikler

  • Tysklands 9.11.

    18. november 2009
    Den 9. november er en tysk lettelsens dag. Men ikke kun.
  • Muren og Ivan Lendls fald

    11. november 2009
    Tjekkoslovakken Ivan Lendl var verdens bedste tennisspiller i 1980'erne. Han fremstod som en overvældende overmagt, der var umulig at ryste, men alligevel lykkedes det aldrig for ham at sejre i Wimbledon. Da Berlinmuren faldt, rindede Ivan Lendls æra ud
  • Tilbagetogets helt blev svigtet

    7. november 2009
    I et længeresigtet historisk perspektiv kan man spørge, hvor klogt det var at strække et i forvejen anspændt NATO længere østpå end Tyskland. Russisk forfølgelsesvanvid og hævngerrighed er blevet næret derved
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

God artikel!

Dog: det var ikke socialismen som blev afviklet, det var kommunismen.

At betragte de to som det samme er ureflekteret og lodret forkert.

Tom W. Petersen

Det var heller ikke kommunismen.
USSR har aldrig været kommunistisk.
Det er og har altid været løgn, at socialismen eller kommunisme har været praktiseret ovre østpå.
Vist har man selv hævdet det derovre, og vist er mange herovre hoppet med på løgnen.
Men det bliver den jo ikke sand af.
De diktatoriske etpartisystemer derovre havde ikke noget med socialisme, for ikke at sige kommunisme, at gøre. Der er tale om perverse karikaturer af gode utopier. Det gjorde allerede dengang dele af den davæ-rende venstrefløj meget ud af at påpege.
Men det er en klar sejr for højrefløj og liberalisme, at det er lykkedes at fastholde lighedstegnet mellem begrebet socialisme og regimerne derovre østpå i folks hoveder, så sandt som sproget og begreberne har afgørende indflydelse på vor tænkning og bevidsthed.
Og at bilde mange ind, at "venstrefløjen" som helhed hyldede USSR-systemet. Også det er løgn - men en nyttig løgn for højrefløjen.

Ivar jørgensen

Hobsbawn glemmer vist lige her, ret uheldigt for en internationalt anerkendt historiker, at det bestemt ikke var kommunisme man bedrev bag jerntæppet.
Det tætteste der har været på en kommunistisk samfundsorden var den syndikalistiske i Barcelona op til borgerkrigen.

"Communism is a socioeconomic structure and political ideology that promotes the establishment of an egalitarian, classless, stateless society based on common ownership and control of the means of production and property in general. Karl Marx posited that communism would be the final stage in human society, which would be achieved through a proletarian revolution. "Pure communism" in the Marxian sense refers to a classless, stateless and oppression-free society where decisions on what to produce and what policies to pursue are made democratically, allowing every member of society to participate in the decision-making process in both the political and economic spheres of life."

Men når dette er sagt, er det da bestemt et nobelt ideal Hobsbawn fremsætter:

"En økonomis formål er ikke profit, men befolkningens velfærd. Økonomisk vækst er ikke et mål i sig selv, men derimod et middel til at skabe menneskeværdige og retfærdige samfund."

Hørt!

Hvis man skal forstå den kommunisme der blev opstod i USSR, tror jeg man skal sætte sig ind i det russiske folks frygt for de vestlige krigstrusler - de havde jo så dårlig erfaring med angreb fra vest...

...man kan kalder USSR's kommunisme for 'krigskommunisme'

...vi har Eurokommunismen tilgode

"... vi ved endnu ikke, hvad den alvorligste økonomiske krise siden 30’erne vil medføre, når de seneste to års chokvirkninger er overvundet."

Nu er chokvirkningerne næppe overvundet her fire år efter, men kønt bliver det næppe.