Kommentar

Afghanistans valgfiasko er en skamplet for FN

FN's mission i Afghanistan havde myndighed og midler til at sikre det frie, fair og gennemsigtige valg, men svigtede, da det gjaldt, skriver den tidligere vicechef for samme mission - han blev fyret på grund af sin kritik
17. november 2009

Den omfattende valgsvindel i Afghanistan, som endte med at skaffe præsident Hamid Karzai endnu en periode - han indsættes officielt senere i denne uge - har ikke blot rokket fatalt ved flere NATO-landes tiltro til hele projektet. Det suspekte forløb har også undergravet FN's troværdighed i dette land og sat alvorlige spørgsmålstegn ved Ban Ki-moons evner til at forvalte sit embede som FN-generalsekretær.

Abdullah Abdullah, Karzais hovedudfordrer i valget, valgte at trække sig med henvisning til, at de forventelige procedurer i en FN-finansieret og - støttet anden valgrunde sandsynligvis ville have gjort denne endnu mere manipuleret og skæmmet af svindel end den første runde. En helt korrekt vurdering, må man sige. Selv om Karzai således får sin anden periode, så gør han det under omstændigheder, som betyder, at mange i Afghanistan - og i de lande, som stiller med tropper til de internationale operationer heri - har mere end svært ved at se ham som en legitim præsident.

FN's Sikkerhedsråd gav FN-missionen i Afghanistan mandat til at støtte de af-ghanske valginstitutioner i afholdelsen af »frie, retfærdige, inddragende og gennemsigtige« valg. Beklageligvis deltes disse målsætninger ikke af selve det organ, som skulle varetage deres indfrielse, Afghanistans Uafhængige Valgkommission (IEC). Trods dens påberåbte uafhængighed blev alle kommissionens medlemmer nemlig udpeget egenhændigt af Karzai, hvorfor de da også målbevidst søgte at fremme deres velynders dagsorden. På valgdagen fik Karzai over en million falske stemmer - over en tredjedel af hans samlede stemmetal - og i alle tilfælde stod kommissionen enten selv for svindelen eller samarbejdede aktivt med dem, som udførte den. I alle tilfælde undlod den at indberette den.

Fyret efter uenighed

FN havde den fornødne myndighed og indflydelse til at insistere på procedurer for et valg på retmæssige og hæderlige vilkår. Organisationen rejste 300 millioner dollar til at finansiere det afghanske valg, og de lande, som har tropper i Afghanistan, sørgede for den sikkerhed, uden hvilken valget slet ikke kunne have fundet sted. Beklageligvis tolkede Kai Eide, den norske diplomat, som stod i spidsen for FN-missionen, sit mandat så passivt som muligt. Han insisterede på, at FN ikke havde myndighed til at gribe ind i IEC's arbejde, selv ikke når sidstnævnte traf åbenlyst partiske afgørelser.

Som særlig viceudsending for FN's generalsekretær var jeg stærkt uenig i Eides beslutninger, hvilket jeg da også fortalte ham. Jeg er imidlertid ikke den 'sladrehank' (whistleblower), som man har søgt at gøre mig til. Kedeligt nok for mig lækkede en af Eides mange kritikere i FN-missionen historien om vores opgør til pressen. Herefter havde Ban Ki-moon intet andet valg end at fyre mig, selv om selv FN erkendte, at jeg ikke nogen andel i at gøre modsætningsforholdet offentligt kendt. FN kom ikke med nogen officiel forklaring på min fyring ud over den bemærkning, Ban fremsatte i sidste i London - at jeg havde været så uheldig at få udstillet en privat uenighed i offentligheden. Stærke organisationer og stærke ledere hilser imidlertid gerne robuste udtryk for meningsforskelle velkomne og tolererer privat uenighed. Når FN hævder, som det gjorde over for mig, at privat strid kun er acceptabel, så længe den ikke bliver offentlig, svarer det reelt til at undertrykke enhver enighed, da der altid være risiko for at privat uenighed om et væsentligt og højt profileret anliggende, vil sive ud til offentligheden.

Ban forsvarer sig i et interview med The Independent med, at jeg skulle have ønsket at berøve nogle af-ghanere brugen af deres stemmeret, fordi jeg anbefalede at reducere antallet af afstemningssteder ved præsidentvalget den 20. august. Det er korrekt, at jeg ønskede en sådan reduktion, men kun for at eliminere de afstemningssteder, som befandt sig på Taleban-kontrolleret territorium eller i andre områder, som var så farlige, at valgkommissionens folk ikke kunne begive sig derhen.

Disse afstemningssteder ville alligevel aldrig have kunnet bruges, men da de var utilgængelige for observatører, for kandidaternes kampagneaktivister og for vælgerne selv, var de samtidig de perfekte midler til at gennemføre valgsvindel. Og eftersom de ikke blev lukket kunne disse 'spøgelsesstemmelokaler' producere hundredtusindvis af falske stemmer, forvrænge det sande valgresultat og derved reelt gøre stemmeretten ubrugelig for de millioner af afghanere, som satte livet på spil for at stemme på de rigtige afstemningssteder.

FN må tage ansvar

Dr. Abdullah satte da også to betingelser for at gå med til at stille op i det nu aflyste andenrundevalg: For det første skulle alle spøgelsesstemmelokaler elimineres, og for det andet skulle antallet af afstemningssteder reduceres. Denne gang støttede Eide interessant nok en reduktion til nøjagtig det tal, jeg selv foreslog tilbage i juli.

Men denne gang gav IEC såvel Dr. Abdulah som FN en begmand, idet man i stedet foreslog at forøge antallet af afstemningssteder, så der blev endnu flere end i første runde. IEC afviste også et krav fra FN og Dr. Abdullah om at fyre de hundredvis af valgtilforordnede og IEC-ansatte, som stjal Afghanistans valg. Uden de grundlæggende betingelser for at få et fair valg i stand, besluttede Dr. Abdullah med rette, at tiden ikke var inde til at bede afghanerne om igen at sætte deres liv på spil ved endnu et fupvalg.

Ikke en eneste af de personer, som bidrog til at gennemføre valgsvindelen, er blevet hverken retsforfulgt, irettesat eller fyret. Ej heller har FN, som det internationale samfund betroede at sikre afholdelse af retfærdige valg, endnu taget fat på at granske sin rolle i denne fiasko, som i alvorlig grad har undergravet fremtidsudsigterne for demokrati og stabilitet i Afghanistan og gjort FN selv til genstand for sønderlemmende kritik. Stemmesvindel i massivt omfang fandt sted ved Afghanistans præsidentvalg. Men indtil videre er jeg den eneste person, som har mistet sit job på den bekostning.

Peter Galbraith er amerikansk diplomat. Fra juni og indtil i sidste måned var han FN's særlige viceudsending for Afghanistan

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja, nogle af os er ikke det mindste overraskede over
at USA ikke kan gennemføre et frit og retfærdigt valg .
De kan jo ikke engang gøre det derhjemme.

Tak til Information for at give en uønsket kritiker taletid på disse kanter også. Det er jo ikke meget af den slags, der slipper ud her til lands, som også målingerne i DK modsat andre allierede befolkningers modstand viser om opbakning til denne krig og dens udsigt til langsigtede resultater.

@ Peter Jensen

"Tja, nogle af os er ikke det mindste overraskede over at USA ikke kan gennemføre et frit og retfærdigt valg. De kan jo ikke engang gøre det derhjemme."

Du mener altså ikke at Obama blev valgt demokratisk?

De forsøgte derefter at udrydde de sorte, det mislykkedes dog. Indianerne fik de kål på.
De lever af at udrydde. Kultur er noget man køber i europa.

Nå Kim Vibe. Var der noget i folkeoplysningen, som ikke huede den begejstring for alt, som har militær baggrund, som du plejer at give udtryk for? Tjah, resten af verden forholder sig stadig til den. Og har en anden mening herom, end den du til stadighed pusher. Velkommen i verden...

Med venlig hilsen

Hugo B.

Da jeg må formode, at Kim Vibe rent faktisk kommenterer Sonja's ikke-begrundede udgydelser her på siden , som er uden kobling til artiklen overhovedet, mener jeg nu ikke, man kan tale om "folkeoplysning".

Mht. din kommentar af 17 NOV er jeg dog helt enig i, at det er glædeligt at se Peter Galbraith's udlægning i dansk presse, hvilket jo i øvrigt også klart påpeger, at UN - de Forenede Nationer - ikke er reelt brugbar til praktisk opgaveløsning i ret mange sammenhænge - og iøvrigt overhovedet ikke tåler kritik fra egne medarbejdere.

Det må dog tillige kunne udledes af hans artikel, at den afghanske selvbestemmelse ikke er helt så illusorisk, som mange gerne vil give indtryk af, da det jo følger af afsnit 8 og 9, at den afghanske valgkommission tilsyneladende har mere at "skulle have sagt" end både FN og NATO / ISAF på dette område.

Peter Pedersen

Tak for kommentaren. Og mens verden så venter på en exitdato, forsøger nogen af os at levere en mulig udvikling til situationen, der ikke står med begge ben plantet i forestillingen om, at det skál være en militær løsning, som afgør fremtiden i Afghanistan.

D.v.s. en ekspertise, der fortrinsvis drejer sig om genopbygning. Der kommer en tid efter krig også denne gang. Og det er her, vi forsøger at lægge kræfterne, udfra den simple betragtning, at en dansk militær indsats aldrig har været hverken det bedste eller eneste bud fra vores kant. Og med udmeldingerne fra politisk hold ser denne betragtning ud til at holde mere vand på sigt end den militære indsats.

Synspunktet herfra er stadig, at de ensige udmeldinger fra Regeringens side om fuld støtte til krigsindsatsen har været netop ensidige. Og dermed ikke taget højde for en dansk tradition for at være leverandør af løsninger, som af naturlige årsager altid følger i kølvandet på konflikter. Det ser imidlertid nu ud som om, at selv danske højrepolitikere skal til at skifte heste med hensyn til indvolveringen af DK i krige både her og der. Det er vi noen', der ser frem til. Ikke mindst i forhold til trussels-niveauet herhjemme. Den bøf har Regeringen aldrig villet diskutere, og derfor kræver en nybrydning et anerledes politisk landskab. Især på den militære front, som koster mere end den danske offentlighed reelt er blevet orienteret om - på sigt...

Med venlig hilsen