Informations forside den 10. november: »Har denne bondemand uden for Vejle fundet maskinen, der kan bremse den globale opvarmning?« Jo, fundet den, men ikke opfundet den. Teknikken er velkendt fra bygasværker og krigstidens gasgeneratorer på biler. Med den forskel, at brændslet nu er biomasse (halm, flis o.lign.) eller brændbart affald i stedet for kul og birkebrænde. Brændslet omdannes ved høj temperatur i iltfattig luft (pyrolyse) til trækul, kulilte og lidt brint. Cirka halvdelen af kulstoffet forbliver i trækullet. Den anden halvdel kommer ud af skorstenen i form af CO2, dannet ved forbrænding af kulilten, dels i reaktoren, for at opretholde den høje temperatur, dels i en gasmotor, der producerer el og varme. Trækullet, der binder kulstoffet i mange år, bruges som jordforbedringsmiddel.
For tiden kører der flere demonstrationsanlæg rundt om i verden, bl.a. i Tyskland, med affald som brændsel. Og perspektiverne i deponering af kulstof i form af biochar - som trækul nu hedder - som jordforbedringsmiddel har i de senere år været diskuteret i utallige artikler i internationale tidsskrifter og aviser. Den store forsidetekst udråber, at kendskabet til denne teknik nu også er nået til Vejle-egnen, hvilket kunne fortolkes som lidt nedladende over for for den mand, Thomas Harttung, der er i gang med et fortjenstfuldt arbejde med at udvikle teknikken i et moderne anlæg her i landet.
Ikke hensigtsmæssig
Også på forsiden: »en ekspert vurderer, at teknikken om 50 år vil kunne lagre, hvad der svarer til mere end en fjerdedel af den nuværende menneskeskabte CO2-udledning«, eller mere end otte mia. ton CO2 om året. Da det menneskeskabte CO2-udslip i 2060 skal være nedbragt til mindre end fem mia. ton om året, betyder ekspertens vurdering, at man i 2060 med denne teknik vil kunne deponere mere CO2, optaget fra atmosfæren af planter, end der udledes fra menneskeskabte kilder, og således år for år formindske koncentrationen af CO2 i atmosfæren.
Teknikken er imidlertid ikke under de nuværende omstændigheder hensigtsmæssig med hensyn til formindskelse af CO2-udslippet. Det viser følgende små regnestykker:
1) Der indfyres 100 ton kul og 25 ton biomasse i et kraftvarmeværk. Det giver en el-produktion på 320 MWh og en varmeproduktion på 380 MWh. CO2-udslippet bliver 238 ton fra kullene + 12 ton fra biomassen = 250 ton.
2) De 25 ton biomasse bruges i et biochar-anlæg. Det giver en el-produktion på 11 MWh og en varmeproduktion på fem MWh, fraregnet værkets egetforbrug. For at få den samme el-produktion til el-nettet skal det kulfyrede værk nu producere 320 - 11 = 309 MWh. Det giver et kulforbrug på 106 ton. Alt i alt bliver CO2-udslippet nu 252 tons fra det kulfyrede kraftvarmeværk + seks ton fra biochar-anlægget = 258 ton. Den kulstofmængde, der deponeres som biochar, svarer til seks ton CO2.
Ingen formindskelse
Sålænge der bruges fossile brændsler, der direkte kan erstattes med biomasse, får man således ingen formindskelse af CO2-udslippet, men større omkostninger ved at bruge biomasse i biochar-anlæg i stedet for direkte at erstatte fossile brændsler med biomasse. Først når de fossile brændsler er væk, kan man begynde at formindske atmosfærens CO2-indhold ved at deponere en del af det kulstof, planterne optager, i form af biochar.
Det udelukker ikke, at biochar-anlæg nogle steder kan give jordbrugsmæssige fordele. Men de vil ikke i de næste årtier være en hensigtsmæssig teknik til at bremse den globale opvarmning.
Man kan forestille sig en fremtid, hvor energiforbruget er formindsket så meget, at der bliver mere biomasse til rådighed, end der er brug for i el- og varmeforsyningsanlæg og til fremstilling af brændstoffer til transport. Overskuddet kan så bruges til produktion af biochar, så CO2-indholdet i atmosfæren formindskes år for år. Hvis man til den tid skulle deponere to mia. ton kulstof om året - svarende til de ovenfor nævnte otte mia. ton CO2 om året - i form af biochar fordelt på f.eks. halvdelen af klodens nuværende landbrugsareal, så skulle der udspredes ca. 80 gram pr. kvadratmeter om året - to kg per kvadratmeter, i alt 50 mia. ton i løbet af 25 år. Det ville være et kraftigt indgreb i biosfærens kulstofkredsløb. Hvem kan forudsige virkningerne?
Klaus Illum er M.Sc., ph.d. og ejer af analysefirmaet ECO Consult
Man vil kunne opnå meget af den samme effekt ved at pløje halm og andet overskud ned.
Med de nuværende dyrkningsmetoder falder kulstofindholdet, i form af humus, i landbrugsjord.
Resultatet er jordfygning og udbyttefald.
Hvis det skal være affald som brændsel, så tror jeg snarere på catalytic conversion processen.
Til Thomas Holm:
Hvad er (i dine øjne) "catalytic conversion processen"?
Det er bedre at plante skov.
Erik,
omdannelsen af carbonholdigt affald til carbon-baserede energi-ressourcer. AAU har et forsøgsanlæg der p.t. kan omvandle 200kg husholdningsaffald til ca. 80 kg tung diesel. Resten bliver til ekstremt rent vand og mineralsk aske og energi til at drive anlægget.
Det er det ekstremt rene vand der opstår i processen der faktisk giver hovedproblemerne. Ved de anvendte tryk og temperaturer agerer det som en meget aggressiv/aktiv syre som hurtigt nedbryder almindelige industriståle. Derfor skal der p.t. bruges specialståle der ca. koster deres vægt i guld.
Anlægget har også testet med ren svinegylle som råmateriale. Samme resultat-udbytte: en tung dieselolie, vand og mineralsk aske.
Så i mine øjne en bedre process end biochar, da den tunge diesel direkte kan bruges som drivmiddel i kraftværker, skibsdieselmotorer og som råstof i raffinaderier til kemisk produktion og dets eget råstof er affald, både husholdning og landbrug, som vi er ved at drukne i alligevel.
For brændbar biomasse er Danmark nemlig selv ved at løbe tør for. Lige nu bliver f.eks. langt størstedelen af alle træpiller som brændes af i Danmark importeret fra Polen og Baltikum. På et eller andet tidspunkt kommer de nok selv til at bruge dem og hvor tager vi så vores ack så biodynamiske og CO2-venlige biobrændsler fra? Amazonas? Afrika? Sibirien?
Så hellere upcycle affald til energi.