Solopgangens sidste solstråle svinder. Samme vej må jeg nu tage.
Lyden af visne blade under mine fødder fortæller mig, at jeg må af sted, ud på min sidste vej til friheden.
Jeg har aldrig frygtet døden, selv ikke nu da den er mig så nær.
Jeg kan mærke den, som en gammel ven af mit land og mit folk.
Men jeg vil ikke skrive om døden i dette brev. Jeg vil skrive om, hvordan en sådan straf på nogen måde kan skabe retfærdighed og frihed i et land, hvor så mange synes at frygte vor fælles skæbne.
'Vi', de fordømte, vil en bedre verden, en verden fri for uretfærdighed. Hvad vil 'de'?
Jeg kom til verden i byen Kermanshah, det stolte fødested for kurdernes civilisation. Snart mærkede jeg undertrykkelsens dybe greb om livet. Grusomheden, dens underliggende grunde, indgav mig tusinder af tanker. Men alle veje til retfærdighed var spærrede. Umuligt var det at forandre tingene indefra. Jeg sluttede mig til 'Pershmegaerne fra Koomaleh' (en kurdisk separatistgruppe, red.). At forlade min hjemby var hårdt for mig, men jeg brød aldrig mine bånd. Det var ved et sådant besøg, jeg blev anholdt og fængslet. I dette øjeblik så jeg i et glimt min skæbne: Mine forgængeres tragiske skæbne ventede nu også på mig. Uretmæssig fængsling, tortur, lukkede retssager, politiske domme og til sidst døden.
Forhør og tortur
Først blev jeg afhørt, med bind for øjnene og lagt i håndjern af en person, som præsenterede sig selv som 'viceanklager'. Spørgsmålene, som var uden indbyrdes sammenhæng, var fyldt med falske anklager. Dette var den første af utallige afhøringer.
Samme aften blev jeg overført til et fængsel i Sanandaj. En beskidt celle, et uhumsk toilet, sengetøj, der ikke havde set vand i årtier.
Fra det øjeblik af blev mine dage og nætter tilbragt i forhørslokaler og i en kældergang, hvor jeg blev udsat for ekstrem tortur i tre måneder.
I hele denne periode blev jeg præsenteret for stadig mere absurde og falske anklager - anklager, som forhørslederne nødvendigvis selv må have vidst, var falske. De gjorde sig store anstrengelser for at bevise, at jeg var involveret i væbnede aktioner for at omstyrte regimet, men den eneste tiltale, de kunne underbygge med beviser, var mit medlemskab af 'Koomaleh'. Den islamiske domstol i Sanandaj fandt mig skyldig og gav mig 10 års fængselsstaf til afsoning i Ramhormoz-fængslet. Men anklageren, hr. Kamyaran, appellerede dommen og en appeldomstol i Kurdestan ændrede de 10 års fængsel til dødsstraf. Jeg blev nu også dømt for Moharebeh ('fjendskab over for Gud').
Jeg må også nævne, at kort før dommen blev ændret, blev jeg overført til hovedfængslet i Sanandaj, hvor man forlangte, at jeg lod mig afhøre foran et videokamera. Her skulle jeg nu tilstå forbrydelser, jeg aldrig har begået, og sige ting, jeg ikke tror på. Trods det hårde pres nægtede jeg at medvirke i videotilståelsen, selv om jeg direkte fik at vide, at konsekvensen ville blive dødsstraf. Domstolene her i landet følger altså direktiver fra kræfter udenfor. En dommer har aflagt ed på at forblive fair i alle situationer og altid anlægge et juridisk perspektiv på verden. Hvilken dommer i dette fortabte land kan hævde at have holdt sin ed? Disse dommere kan efter min mening tælles på en hånd.
Min død ændrer intet
Når hele det iranske retssystem på et vink fra en forhørsleder (uden kendskab til jura) kan anholde, retsforfølge, dømme, fængsle og henrette folk, kan vi så virkelig bebrejde nogle få dommere i en provins, der altid er blevet undertrykt og diskrimineret? Hele dette hus er pilråddent i sit fundament. Retsvæsenet skalter og valter med politiske fangers liv og død, udelukkende optaget af at tjene sine herrers politiske behov og at få sine lønchecks. Andre menneskers mest fundamentale rettigheder, herunder retten til at leve, tæller intet. Glem alt om internationale lov og normer, de blæser endog på deres egne love og procedurer.
Dette er mine sidste ord. Herskerne og undertrykkerne bilder sig ind, at min død vil bidrage til at fjerne 'problemet' med Kurdistan. Det er en illusion, må jeg sige. Hverken min død eller døden for tusindvis af andre som mig vil kunne fjerne den ubærlige, uhelbredelige smerte, men kun føje nye flammer til ilden. Der kan ikke være tvivl om, at enhver død peger hen imod et nyt liv.
Ehsan Fattahian, Sanandaj Centralfængsel, den 8. november 2009. Ehsan Fattahian blev 28 år.
Nægtede vold
Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch oplyser, at Fattahian indrømmede medlemskab af den forbudte militante kurdiske oppositionsgruppe Komeleh, men nægter at have begået voldshandlinger. Det bekræftes af hans forsvarer, at der ikke i retten blev fremlagt sådanne beviser. Han blev dømt til døden ved en lukket retssag efter den islamiske straffelovs artikel 186, der sætter medlemskab af lig med 'fjendskab over for Gud'. Ifølge den iranske kvindesagsaktivist, Mina Ahadi, der står i spidsen for gruppen Zentralrat der Exmuslime, skal anklagerpunkterne også have omfattet 'frafald fra islam'.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Hvor uendeligt trist at læse og vide der er hundrede tusinder mere der har været og bliver udsat for de samme uretfærdigheder, - ikke kun i Iran, men mange andre steder på kloden!
@Pia Qu
ja: Det lige det for store focus på forholdsvist få enkeltsager.
Finder mildest talt ikke Islam for noget eftertragtelsesværdigt nyskridt i fht. borgerskabets vælde. At ideologisk set ( altså mht. deres her modtagne erklæringer ) finder jeg
som oftest Islam for mere kritisabel end liberalismen - MEN hvis man nu i stedet ser på hvor mange menneskers lidelse ( og især spild af muligheder ) hhv. liberalismen
( Jvf.. The black book of capitalismen ) og islam
-De Facto! forårsager - har mediedækningen læææænge været alarmerende skæv.
Flot af Information at bringe dette. Jeg håber, at der er et stænk af sympati for den kurdiske sag også.
Nu tænkte jeg overhovedet ikke på religion, men krænkelse af menneskerettighederne!
Kina, - bare for at tage et eksempel, er enten lige så slemme eller endnu værre. Det ved vi jo af gode grunde heller ikke så meget om når man også der kan blive henrettet eller forsvinde bare for at bruge internettet "forkert"..
Israel, - der har titusinde palæstinensiske fanger, hvoraf mange er børn, der ikke kommer for en dommer.
Rækken er enorm lang!
Takket været Human Rights Watch kommer der mere og mere frem, - fantastiske mennesker der vitterligt gør en forskel..
Halit, ja selvfoelgelig. Kurdere har laenge vaeret udsat for groteske statsforbrydelser, i Tyrkiet, Irak, Iran, ..., baade med og uden vestlig opbakning. (Altsaa opbakning til forbryderne...)
Men overskriften er jo aldeles vildledende.
Anklagepunktet "frafalden" er allerhoejest en ubetydelig detalje. Det handler om politik, ikke religion.
Umiddelbart får indledningen mig til at tænke på Morten Nielsen og andre af de unge danske, der både ville digte og kæmpe. Og så på det enorme spild af hjernekraft, al den kamp og krig giver. Alle de unge dristige hjerner, der kun når den korte kamp.
På selve den strategi, som alle magthavere deler, at sørge for hurtigst muligt at dræbe - eller grundigt at inkriminere eller korrumpere - en hver ny Gandhi eller Mandela. Så en mulig opposition står helt uden dygtige ledere, og får svært ved at finde fodfæste. De mange snigmord på mulige besværlige ledere, som også Obama kraftigt har intensiveret brugen af.
Og til sidst kommer min kynisme ind, og undrer sig over, at lige netop denne meget ukendte mand bliver mindet verden rundt efter sin død. Som et symbol på det onde og brutale iranske regime, der atter viser sin jernnæve. Hvad jeg er helt enig i at fordømme.
Men min undren går på, at han omtales som politisk aktivist, mens han selv benævner sig Peshmerge - altså et medlem af de illegale væbnede styrker i iransk Kurdistan. Samme gruppes irakiske del har kæmpet skulder ved skulder med amerikanerne, og rygter melder, at USA både træner og bevæbner gruppens iranske aktiviteter.
Iranske Peshmerges egne billeder på nettet er ikke blot militante, men viser en organisation med fuldt udrustede soldater. Så i Irans egen optik har de vel blot skilt sig af med en "terrorist", noget som Vesten ellers ikke plejer at beklage, endsige at undersøge nærmere.
Måske var han en god og fredelig mand, der blot blev støttet af Peshmerge, for hvem kan man ellers yde modstand sammen med i Iran. Hvem ved...
Mikkel, ja gu er den da vildledende. Men på den anden side set, så udgør det jo unægteligt en del af sagens faktum,. at hans brøde vitterlig ER frafald som sanktioneret i Sharia. Så jeg ved ikke helt med overskriften; på den ene side ved folk jo godt, at hans 'angle' er kurdisk, og på den anden side - ikke bare passer den vinkel ikke i Vestlige medier - skærer det iranske kleresi jo alle politiske aktivister over én kam.
Tom, det sidste, du skriver, kan jeg godt følge. Samme argument bruger Tyrkiet når stillet overfor Europa Parlamentets kritiske rapporter, og samme argument brugte racisten Liberman i forbindelse med den nyligt offentliggjorte, såkaldte Goldstone-rapport.
@Halit Sert, fint selskab, du lige får mig skråparkeret i. Også "Vesten" tilskærer virkeligheden groft, for at den kan passe ind i deres planlagte krig mod Iran. Hvilket altid kickstarter min undren.
Hvis du rent faktisk ved noget, så uddyb i stedet hvad det betyder at være Peshmerge. Min undren går mest på, at den myrdede omtales som "kurdisk aktivist", mens han selv kalder sig medlem af de illegale væbnede styrker.
Hvilket i min bevidst fredsrettede optik er noget ganske andet. Og dette helt uanset hvilket slags forbryderisk regime, han bekæmper.
Jeg kan sagtens støtte modstand mod tyranner, men samtidig være kritisk til om de anvendte metoder er rimelige. Mål og midler bør hænge sammen, selv når det er forbandet svært...
Hmm, det var nu ikke ment som en uhøflig skråparkering.
'Peshmerge' er et kurdisk begeb, som omfatter de kurdiske frihedskæmpere i Nordirak (Sydkurdistan) og Nordvestiran (Østkurdistan), og de udgør sådan set pendanten til PKKs guerillaer.
Forskellen på de to begreber, guerilla og peshmerge, er, at det ene er venstresnoet, mens det andet er mere forankret i en nationalkurdisk selvforståelse - nå jo, og så selvfølgelig at peshmergaerne nidkært er blevet og bliver støttet af USA og Vesten, fordi fjenden selvklart er den samme (Iran og Irak under Saddam).
Jeg mener ikke, der er noget odiøst i, at salig Ehsan kalder sig for medlem af de illegale styrker, fordi benævnelsen i sammenhængen er sand og træffende, genren (afskedsbrev) taget i betragtning. Han blev jo henrettet, fordi han var medlem af en illegal organisation, jeg mener, det var jo den juridiske begrundelse sammen med det 'islamiske' islæt i begrundelsen; at han var frafalden.
Jeg er meget enig med dig i, at man skal se kritisk på modstandsfolk og de af dem anvendte metoder, uden tvivl. Men finten ved samtlige de kurdiske modstandsbevægelser er, at de i snart 15 år helt og holdent har afholdt sig fra at rette angreb mod civile. De har opereret og agiteret på kurdisk land og så ellers forsvaret sig mod invadering af samme.