Danmark skal satse på sundhed i u-landene

De fleste lande i Afrika har ikke en chance for at nå ét eneste af de sundhedsmål, som WHO satte med 2015-målene. Afrika kom ikke med i kampen om at nå målene, og hvis Danida og den danske regering, som det ser ud nu, vælger at trække sig ud af sundhedsområdet i sin nye udviklingspolitik, vil Afrika for altid skulle sidde på bænken. Udenrigsministeriets nye udviklingspolitik tager afsæt i regeringens Afrika-kommission. Problemet er, at sundhed var dømt ude af kampen allerede i oplægget til kommissionen, der ikke havde sundhedskyndige medlemmer: Udvikling skulle handle om landbrug og private iværksættere. Virkeligheden er en helt anden.

Sundhed er ikke hvad det har været - en lang række forhold det seneste årti har tvunget os til at diskutere det samtidig med de klassiske globale problemstillinger som sikkerhed, terror, klimaforandringer og finanskriser. Når befolkningsgrupper tvinges til at flygte pga. væbnede konflikter, klimaforandringer eller økonomisk kollaps påvirkes deres helbred. Sundhed lurer i kulissen, når vi diskuterer, om afgrøder dyrket i Afrika skal bruges til biobrændsel eller til mad. Hiv-epidemien reducerer arbejdsstyrken i lavindkomstlande, samtidig med at resistens for hivmedicin er ved at blive et problem.

De svage taber

I Afrika falder landbrugsfamiliers produktion af afgrøder med 60 pct., når der er en hivsmittet i familien. Børnedødeligheden i Afrika svarer til, at en tsunami hver uge tager 200.000 børn med pga. banale sygdomme. At sundhed, fattigdom og uddannelse er uadskillelige illustreres af at risikoen for, at en fattig tuberkulose patient uden skolegang fuldender sin tuberkulose behandling er 10 gange mindre end for andre tuberkulose patienter. Sundhed kan drive udvikling og økonomisk vækst og hænger sammen med lavere fødselshyppighed, mens dårligt helbred forstærker konsekvensen af at være fattig. Overalt i verden har skrøbelige og socialt marginaliserede grupper ringere adgang til sundhedstilbud, de bliver mere syge og dør tidligere end andre befolkningsgrupper.

Storbyerne bliver bizarre

På trods af stigende global velstand og teknologiske landevindinger, er ulige adgang til sundhed mellem rig og fattig blevet mere udtalt. De fattigste børn i Indonesien har fire gange højere risiko for at dø end børn fra de rigeste familier, og på verdensplan modtager den rigeste femtedel af befolkningen i fattige lande mere i sundhedsydelser end den fattigste femtedel. I over 70 lande er retten til et liv i sundhed grundlovssikret, og internationalt er der nu enighed om, at retten til sundhed er en menneskeret. Alligevel falder 100.000 mennesker på verdensplan ned i ekstrem fattigdom hvert år alene pga. sygdom.

Siden 1990 er antallet af mennesker, der lever i slumområder ved storbyer tredoblet, og mere end halvdelen af jordens befolkning bor nu i storbyer. I udviklingslande vokser storbyer med så stor hast, at de er grobund for epidemier af akutte og kroniske helbredsproblemer lige fra denguefeber til sukkersyge, vold, luftforurening, diarre og kønssygdomme. Storbyerne bliver til bizarre administrative og sundhedsmæssige udfordringer, som lavindkomstlandene har svært ved at tackle, og de fleste har da også opgivet kampen og overladt slagpladsen til uhæmmede epidemier og levevilkårssygdomme i en atmosfære af kronisk humanitær katastrofe, hvor der er lige så mange underernærede børn som overvægtige børn.

Tvunget i knæ

Dårligt helbred er en dårlig investering: det bremser økonomisk vækst, det forhindrer uddannelse, fastholder marginaliserede befolkningsgrupper i en fattigdomssygdomscirkel og det øger national og global ustabilitet. Fattige mennesker er tvunget til at foretage fattige valg, også når det gælder sundhed. Med globaliseringen er vi ved at påføre Afrika og Fjernøsten et endnu dårligere helbred, fordi den Vestlige levevis med fed mad, stillesiddende arbejde, tobaksrygning og alkohol fordobler deres sygdomsbyrde. Svage sundhedssystemer, der er tvunget i knæ af hiv og tuberkulose, skal nu også tackle kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk, kræft og sukkersyge.

Hvis vi ser på det seneste årtis trusler så har SARS, fugleinfluenza og senest svineinfluenza klart vist, at det ikke nytter at have avancerede overvågningssystemer i højindkomstlande, når alle de farlige dyreinfektioner primært overføres til og smitter mennesker i lavindkomstlande.

Vi er nødt til at etablere sundhedsovervågningssystemer i udviklingslande for at kunne isolere de tidligt smittede patienter med dyre virus.

Sandheden er, at sundhedsproblemer ikke respekterer landegrænser, de blander sig i politik og påvirker udviklingspotentiale om det danske udenrigsministerium vil det eller ej.

De lande, der modtager dansk udviklingsbistand, er også de lande, der har sværest ved at styre og fordele deres sparsomme ressourcer på sundhedsområdet. Landene mangler kompetencer til at håndtere deres enorme sundhedsproblemer, og der er hårdt brug for Danidas erfarne input.

En misforståelse

Udviklingspolitik er ikke et spørgsmål om modeluner og finurlige storpolitiske udsving - udviklingspolitik er et langt sejt træk, hvor sundhed er en grundpille. At fjerne en så skrøbelig grundpille i udviklingsprocessen vil være en fatal fejltagelse - det vil være et katastrofalt signal over for andre donorlande, hvis Danmark som et globalt foregangsland på sundhedsområdet skifter fokus væk fra sundhed som en nødvendig del af udvikling.

Hvis vi trækker os ud af sundhed vil det medføre, at en lang række regeringer verden over vil få et klart mandat til også at trække sig ud. Det kan ikke være meningen, at behovet for lidt ny mode i dansk udviklings politik medfører, at der spilles hasard med den globale sundhed i de lavindkomstlande der i realiteten ikke selv er herrer over hvad der prioriteres af de internationale donorer.

Med sine nuværende planer for udviklingsbistand sætter Danmark sig fuldstændig på tværs af alle internationale strømninger i strategierne for global sundhed og skaber en helt unødvendig forvirring. Der må vist være tale om en misforståelse.

Morten Sodemann er overlæge, ph.d. og lektor ved Center for Global Sundhed og Migration på Syddansk Universitet