Kronik

Dansk bistand glemmer de små, lokale minedrifter

Internationale mineselskaber med operationer i Afrika beskyldes for skattesnyd og forurening. Derfor overvejer dansk bistand en indsats, der skal sikre, at afrikanske stater selv får mere ud af deres ressourcer. Men fokus er primært på at promovere gennemsigtighed i mineverdenen, mens millioner af hårdtarbejdende lokale minefolk, der udvinder mineralerne på egen hånd, glemmes
Debat
3. november 2009
Dansk bistand bør fokusere på småskala minedrift i Afrika. Hvor de fleste penge tjent af internationale mineselskaber forsvinder ud af værtslandene, er der stort udviklingspotentiale i småskala minedrift, da sektoren er lokalt ejet, og de indtjente penge bruges lokalt og dermed kommer den lokale økonomi til gode.

Dansk bistand bør fokusere på småskala minedrift i Afrika. Hvor de fleste penge tjent af internationale mineselskaber forsvinder ud af værtslandene, er der stort udviklingspotentiale i småskala minedrift, da sektoren er lokalt ejet, og de indtjente penge bruges lokalt og dermed kommer den lokale økonomi til gode.

LIONEL HEALING

Ifølge det amerikanske Blacksmith Institute, der arbejder for at løse miljøproblemer i verdens fattigste lande, er minedrift årsag til fem af verdens ti største forureningsproblemer.

Otte af verdens ti største mineselskaber har miner i Afrika. Alle reklamerer de med at tage et stort samfundsansvar - eller et Corporate Social Responsibility, som det hedder - men kun få tiltag er ikke et led i en profitmaksimeringsstrategi.

Eksempelvis handler mineselskabernes miljøhensyn om at minimere forbruget af vand og energi. Hvad angår samfundshensyn nævner flere af mineselskaberne, at de forbedrer lokale underleverandørers konkurrenceevne. Utvivlsomt gode tiltag, som dog i sidste ende også kommer minerne til gode.

Det er forståeligt, at mineselskaber tænker på egne økonomiske interesser, når de udtænker strategier for samfundsansvar. Problemet opstår, når de højtprofilerede samfundsansvar, der primært bruges til at stille minen i et godt lys over for investorer og forbrugere, fjerner fokus fra andre og ofte større problemer. Flere store mineselskaber med operationer i Afrika er under anklage for skattesnyd, skade på miljøet samt tvangsfjernelser af lokalbefolkninger.

Et internationalt mineselskab i Tanzania er eksempelvis under anklage for forurening af vandløb med cyanid og tungmetaller, tvangsfjernelse af tusinder af lokale beboere og skattesnyd. Siden de fleste internationale guldmineselskaber investerede i Tanzania i slut 90'erne er prisen på guld steget med utrolige 400 pct. Dette til trods har ingen af selskaberne til dags dato registreret et overskud.

Der er bred enighed om, at minesektoren har et kolossalt udviklingspotentiale for de afrikanske lande, der formår at drage fordel af deres naturressourcer i form af medejerskab af miner, indtægter fra skatter og afgifter, overførsel af teknologi og viden, og en forbedret infrastruktur. Men Danida og den resterende danske udviklingssektor har haft berøringsangst over for Afrikas minesektor, der af mange betragtes som både kontroversiel og 'beskidt'.

Ny dansk interesse

Nu ser der imidlertid ud til at være begyndende tegn på, at dansk udviklingsbistand er ved at få øjnene op for mineindustrien, dens problemer og udviklingspotentiale.

Den 23. oktober i år afholdt en række danske udviklingsorganisationer med Ibis i spidsen (og under Danidas tag) en konference om udfordringer og udviklingspotentialer i udvindingsindustrierne, der foruden mineraler indbefatter olie og gas. Konferencen blev en kærkommen lejlighed til at diskutere, om dansk udviklingsbistand har en rolle at spille i forhold til mine-, gas- og olieindustrien. Og i givet fald hvordan indsatsen skal organiseres.

Buddene var mange, men fokus var primært på at promovere gennemsigtighed i den internationale mineverden og i forhandlinger mellem værtslande og mineselskaber.

Lokale mineoperatører

Noget, der ved konferencen ikke blev nævnt, var, at Afrika i dag har omkring ti millioner småskala minefolk involveret i udvindingen af alt fra guld og ædelstene til byggematerialer. Yderligere er over 50 millioner mennesker indirekte afhængige af disse mineaktiviteter. Det svarer næsten til seks pct. af Afrikas befolkning.

Der er en lang række sociale og miljømæssige problemer forbundet med småskala minedrift, men udviklingspotentialet er stort, da sektoren er lokalt ejet. Det betyder, at indtjente penge bliver brugt lokalt og kommer den lokale økonomi til gode.

Til sammenligning forsvinder de fleste af pengene tjent af de internationale mineselskaber ud af værtslandene. Igennem de sidste fem år har Tanzanias to største internationale guldmineselskaber eksempelvis eksporteret guld til en værdi af over 12 milliarder kr., mens staten har indkasseret godt og vel 500 millioner kr. i skatter og afgifter. Det svarer til under fem pct. af guldets værdi.

Derudover er småskala minedrift en stor arbejdsgiver. I Tanzania er der mere end en halv million småskala minefolk, mens landets mange store internationalt ejede miner giver arbejde til 10.000 tanzaniere.

Der er således et enormt udviklingspotentiale forbundet med de lokale mineoperatører. Et af problemerne med sektoren er, at den hovedsageligt er domineret af uformelle operatører, hvis arbejdsmetoder lader meget tilbage at ønske, hvad angår sikkerhed og miljø.

Den store udfordring er at få sektoren indlemmet i den formelle økonomi, få mineaktiviteterne gjort miljø- og sikkerhedsmæssigt stuerene, samt tilbyde sektorens mange iværksættere udviklingsmuligheder i form af træning og bedre adgang til minelicenser, udstyr og kredit.

Vejen frem

Dansk udviklingsbistand har meget at vinde ved at påbegynde en tosporet strategi, der indebærer større fokus på udfordringerne såvel som udviklingspotentialet i internationale minevirksomheders aktiviteter i Afrika, men som også anerkender og støtter Afrikas småskala minefolk i deres bestræbelser på at forbedre deres operationer.

Man kan spørge sig selv, om et land som Danmark, med en begrænset erfaring med minedrift, er det rigtige land til at tage udfordringen op. Det kan meget vel tænkes. Danske udviklingsorganisationer har demonstreret, at de er gode til at analysere, og skabe opmærksomhed om visse multinationale virksomheders manøvrer for at undgå at betale skatter og afgifter i de lande, de opererer i. Ydermere har Danida erfaring inden for god regeringsførelse, og flere danske udviklingsaktører har i flere år støttet lokalbefolkningers bestræbelser på at skabe værdige og bæredygtige levebrødsstrategier. Omvendt er lande som Canada, USA og Australien, der har stor ekspertise inden for minedrift, men også store interesser, måske ikke de rette til at tage udfordringen op. Canadiske mineselskaber er nogle af de mest aktive i Afrika og flere kilder beskriver, hvorledes Canadas regering i to omgange aktivt har forsøgt at få indflydelse på Tanzanias minelovgivning, som på flere måder favoriserer de store mineselskaber på bekostning af lokalsamfund og småskala mineoperatører.

Det, der skal huskes på, når man diskuterer minedrift i et udviklingsperspektiv, er, at der er tale om udvinding af ikke-fornyelige ressourcer. Når ressourcerne er udvundet, er det slut. Derfor er det så vigtigt at gøre det rigtigt. Så længe mineraler udnyttes uden betragtelig nyttevirkning for berørte lokalsamfund og værtslandenes nationaløkonomier, er der sund fornuft i at vente. Mineralerne løber ingen vegne.

Mads Gottlieb er cand.scient. i geografi og Jesper Bosse Jønsson er ph.d., og forsker ved Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her