Kronik

Er 'danskhedens' profeter de nye mestertænkere?

Danmarks islamofober opererer med præcis den samme tankefigur som vulgærmarxisterne i 70'erne
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow m.fl. har fået nye fjendebilleder siden 1970'ernes vulgærmarxisme, hvor de onde kapitalister var hovedfjenden.

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow m.fl. har fået nye fjendebilleder siden 1970'ernes vulgærmarxisme, hvor de onde kapitalister var hovedfjenden.

Morten Juhl

Debat
12. november 2009

Da jeg sidst i 70'erne som små-aktiv i Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, SABAE, talte om »lønarbejdets forbandelse«, oplevede jeg adskillige gange, at argumenter blev affærdiget af folk fra den yderste venstrefløj på følgende måde: »Ja, ja, men er dine forældre nu også rigtige arbejdere?«

Tidens vulgærmarxister behøvede ikke at diskutere med en person, som ikke havde klassepapirerne i orden. Sådan var stemningen i visse kredse dengang. Det var umuligt at føre en samtale med revolutionens bogholdere, som gnubbede skuldre med folk som Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og Lars Hedegaard.

Mange af disse folk er siden blevet klogere, men det gælder ikke for det nævnte trekløver, som nu i stedet spørger danske statsborgere, om de nu også er rigtige danskere. Der 'tænkes' fortsat i de mest firkantede kasser fra totalitarismens mørkeste fjernlager: Der er dem, og så er der os. Engang var de andre onde kapitalister med høje hatte. Nu er de andre onde muslimer med u-dansk hovedbeklædning.

Helt forrykt ses det i forbindelse med unge utilpassede bøllers chikane mod en præst, som Tingbjergs bysladder havde udråbt til at være bøsse. Chikanen puttes ind i en kasse, som kaldes islam, og det hele ses af Lars Hedegaard som et »udtryk for et ønske om at erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning«.

Ja, ja, engang så hans åndsfælle Pittelkow enhver strejke - f.eks. den på pornotrykkeriet Uniprint - som et varsel om den kommende socialistiske revolution. Fint skulle det være.

Jeg boede en del af min barndom godt tre kilometer fra Tingbjerg. Hvis vi rødder på Lersø Parkallé i 1950'erne havde hørt rygter om, at præsten i Grundtvigskirken var homo, havde vi sikkert også baldret hans ruder. Det gjorde man dengang. Homoer var i lav kurs. Ligesom det fortsat er tilfældet i f.eks. mange tidligere Sovjetrepublikker.

Aristoteles

Islamofoberne stopper ikke op og tænker over, at store dele af Letlands kristne befolkning ville sympatisere varmt med bøllerne fra Tingbjerg, hvis de hørte om præstechikanen. Det rejser spørgsmålet: Kan islamofober overhovedet tænke?

Svaret må være et meget forbeholdent ja, og her kan Aristoteles kaste lidt lys over f.eks. Lars Hedegaards, Ralf Pittelkows, Sven Ove Gades, Peter Skaarups, Katrine Winkel Holms, Søren Pinds og Søren Krarups begrænsede åndsevner, jvf. Jens-Martin Eriksens glimrende kronik i Information den 31. oktober. Hedegaard var godt nok ikke nævnt, men det må være en forglemmelse.

Det var nemlig Aristoteles' fortjeneste, at han påviste, at det ligger i sprogets elementære logik, at det 'tvinger' samtalepartnere frem mellem ordene så at sige.

Hvordan det?

Jo, sprogets polære (+/÷) og binære (= to-ledede (0/1)) grundstruktur holder de betydningsgivende grund- betegnelser sammen.

Det er modsætningerne (+/÷), der sætter betydningerne - ikke som adskilte størrelser i egen ret - men som forbundne par (0/1).

Eksempler er der nok af: Mand-kvinde, barn-voksen, troende-ateist, nat-dag, sort- hvid, liv-død, osv.

Dybest set får mange ord og begreber kun betydning, når de er spændt op mod en tydelig modsætning (høj/lav) - eller som f.eks. ordet 'grå' er placeret mellem to kendte og klare modsætninger.

Denne struktur er ok, når det drejer sig om spørgsmålet: Er Morten Olsen stadig landstræner?

Da er svaret et enten/eller. Men de førnævnte personer fra Jens-Martin Eriksens kronik kender åbenbart ikke den anden - og lige så vigtige -filosofiske grundstruktur: Både/og. Derfor er deres tænkeevner stærkt begrænsede. De fatter ikke, at man kan være muslim - og dansker. Eller skaldet - og borger i antikkens Athen.

Så enkelt er det. Tak, Aristoteles!

Søren Kierkegaard

Blandt islamofober er ordet 'danskhed' en fast størrelse. Ligesom islam er det. At forskellige muslimske grupperinger myrder hinanden på livet løs i f.eks. Irak, anfægter ikke deres enkle verdensbillede: Alle muslimer er ens. Basta!

Derfor kan de operere med begrebsparret 'danskhed-islam' og gør det gerne, som var det et enten/eller og ikke et både/og. Selv om flere af de ovennævnte damer og herrer gerne smykker sig med, at de har læst Søren Kierkegaard, har de åbenlyst ikke fattet et ord af den danske filosof.

Begrebet 'danskhed' er et udmærket eksempel. Med Kierkegaards assessor Vilhelm som autoritet vil jeg fastslå, at 'logisk viden' er tilnærmelsesviden, som alene knytter sig til vores erkendelse af verden. Den kan flyttes i små og større ryk.

'Sandheden' knytter sig derimod til den subjektive sandhed, eksistensen. Den flytter sig i spring.

Assessor Vilhelms begrebsudredning er samtidig et los i røven til Hegel, som netop ville trække den 'logiske erkendelse' ned over alt og alle.

Vedrørende 'danskhed' kan vi erkende, at der findes et Danmark med danskere og dansk historie, kultur etc. Det er en del af vores 'logiske' viden om det danske.

Vedrørende 'sandheden' - eksistensen - kan vi hver især føle os danske. Kald det gerne 'danskhed'. Men disse eksistentielle følelser er - når de undersøges - vidt forskellige og kan ikke sættes på en simpel sociologisk formel.

Martin Heidegger

Det kan ikke helt afvises, at der med afsæt i f.eks. Martin Heidegger eller K.E. Løgstrup kan laves en fænomenologisk bestemmelse af 'danskhed', men jeg tvivler, selv om det selvfølgelig kunne være skægt, hvis Søren Krarup blev en Løgstrup-klakør!

Men inden I kommer for godt i gang, så husk lige hvordan det gik for Heidegger med hans 'tyske ånd'! Han blev nazist, inden han blev klogere.

Resultatet bliver snarere som på venstrefløjen i 70'erne, hvor man formerede sig ved knopskydning og splittelser, fordi man aldrig kunne blive enige om, hvad et 'rigtigt revolutionært parti' var for noget.

Samme skæbne venter danskhedens tapre krigere, hvis de får 51 pct. af stemmerne. Den danske revolutions fortrop vil snart begynde at æde sine egne børn, når Robespierres 'folkevilje' bliver til 'danskhed' i stedet.

Dette triste fremtidssyn fordi Søren Krarup, Trykkefrihedsselskabet, DF m.fl. i en sammenkogt gryderet blander begreberne 'objektiv viden' med 'subjektiv eksistens'. Hokus pokus er 'danskheden' en videnskabelig kendsgerning ligesom f.eks. vands molekylesammensætning. Det er dårlig filosofi og dermed dårlig tænkning.

Per Stig Møller

Vi er ikke individer eller personer i de damer og herrers optik. Vi er grupper, vulgær-sociologiske størrelser, og uden at spørges puttes vi ind i kasser som i 70'erne, og ligesom dengang er (eks)trots- kisten Lars Hedegaard en flittig mærkatslikker. Engang glædede han sig over Trotskijs massemord på Kronstadt-matroserne i 1921. Nu ser han frem til, at nye forbrydelser kan begås i kasse- og klassetænkningens navn. Giv den mand et gummistempel, og han er livsfarlig!

Men selv om kasserne har fået nye etiketter, er det aldrig faldet disse mestertænkere ind, at hovedet er rundt, for at tanken kan skifte retning. Hos dem skal der tænkes ens. Alt andet er 'u-dansk'. Og at være dansker er for dem ikke længere et juridisk begreb. Det er en følelse. Afstanden til nazisternes Nürnberg-love er kort. Her blev tyske jøder pludselig til 'ikke-tyskere'.

Vi skal alle underlægges DF-flokkens sælsomme seminarist-sociologi, jvf. danskhedstesten, hvor ny-danskere skal vide noget om kvindehåndbold(!), før de kan få det eftertragtede statsborgerskab. I sammenligning med dette eksempel var vulgærmarxisterne nærmest genier.

Men dumhed er som altid farlig: Danskerne skal ofres for danskheden, og desværre tror jeg ikke, at V og K aner, hvor meget de leger med ilden. De ser ikke, at legekammeraterne i DF allerede med deres begrebsfuskeri sysler med tanken om at lovgive om folks sindelag. De ser heller ikke, at Gulag er den logiske konsekvens af disse hujende skydebanebrødres totale tankeforvirring.

Det burde i hvert fald Per Stig Møller spekulere over. Han kan nemlig godt tænke.

Paul Smith er cand.mag. i historie og filosofi og har netop udgivet kriminalromanen 'Den passionerede lejemorder'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en - både humoristisk og klog (både .. og)
:-) kronik.
Den, med hvorfor vi har et rundt hoved, kunne jeg også godt lide.

Forfatteren til romanen Mig og Uniprint, pligtlæsning i sin tid, "glemmer" vist at nævne det om porno. Jeg har da heller aldrig hørt det før, men det gør jo egentlig kun udnyttelsen endnu grovere.

svend chr. tychsen

"Gulag er den logiske konsekvens". Her hopper kæden helt af, og infamien kammer over. Vi må have redaktøren på banen. Hvordan i alverden går det til, at en kronik med et så sygt og fordrejet verdensbillede, overhovedet bliver optaget?
Kronikøren tror vel ikke selv på Gulaglejre i Danmark som en i mindste grad realistisk mulighed. Den er grebet ud af luften, og savner ethvert belæg.
Med en så paranoid opfattelse af sine politiske modstandere, ophæves mulighederne for politisk dialog. Eller et fredeligt kompromis.

De tre var tågehorn før, og de er stadig tågehorn.

For et tilsvarende godt grin over den postulerede "danskheds" forsvarere, så kik ind hos Kasper Støvring på blogs.jp.dk. Hans forsvar for kærnedanske værdier og nationalkonservative holdninger er i forrygende grad frigjort fra en hver forbindelse til virkeligheden.

Læg i særlig grad mærke til Kasper Støvrings oplistning af de fantastiske ting vi danskere er så meget bedre til, end muslimerne. Kasper Støvring præsenterer sig selv som akademiker, men lader kun i ringe grad fakta skygge for sine ideologiske konstruktioner.

På helt samme måde som de nævnte Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og Lars Hedegaard, som altid lunt har parkeret sig, hvor tidsånden gør det nemmest. For 20 år siden kunne de med deres stærkt begrænsede evner overleve som marxister - i dag har de fundet sig et nyt varemærke at gemme sig bag.

Nu er Karen Jespersen et nemt offer, måske for nemt, da ordet tågehorn, ligger lige for.

Henning Ristinge

Nej Svend chr. tychsen Gulag er helt på sin plads her.

Det der siges her er både præsist og rigtigt - nemlig at vi her har at gøre med en type mennesker som nærmest semi-religiøst bliver tiltrukket af enkle og finale løsninger på alle problemstillinger. De har i virkeligheden ikke skiftet side - de har skiftet visitkortet ud - det er stadig de forsimplede og uforsonlige løsninger på alt. Der er tale om en type mennesker som aldrig må få for megen magt for de er fundamentalt set enøjede. Karen, ikke mindst, har sgu alle dage været en spejdertropfører med julelys i øjnenen - den slags er farlige mennesker

Henning Ristinge

Smukt Tom - meget præsist leveret - havde de her menneske været født i tyskland 30 år tidligere - ja - tænk selv - de ville have elsket det og jublet tilmed

'Mestertænkere' er vist ikke helt det samme som 'tænkere', og med blot en smule selverkendelse i behold må man slå sig selv for munden med udtryk som "at kaste perler for svin," eller "når svin kommer til værdighed".
Vi er jo alle mennesker, så hvem har den rene tankegang og levemåde, eller som menneskerettighederne tilskriver, "vi er alle født lige". Eller som John Locke sagde, født "tabula rasa". men John Locke sagde jo også så meget andet, der mere er i overensstemmelse med den konservative tankegang. Og sjældent har man oplevet en mere påståelig, dum og uartig dreng, end Per Stig Møller i de år, da han stillede sig op midt på den danske scene og ved den mindste anledning råbte "218 B", den 10 år gamle FN-resolution, som skulle tillade Anders Fogh Rasmussen at erklære krig. Påstanden er i mellemtiden blevet stiltiende legitimeret.
¨

Ja, Per Stig Møller har selv tidligere været glad for at fremstå som den intellektuelle ballast i K, ligesom Rønn Hornbech tidligere gerne fremførtes som Vs intellektuelle samvittighed.

Det er jo desværre egenskaber som er i modstrid med den nuværende regeringsopgave, og det er nok derfor at netop disse to har fremvist den mest tåkrummende menneskelige rutsjebanetur for åbent kamera.

Netop fordi man ved at de kan tænke (som Paul Smith skriver) er det så meget mere beskæmmende for dem at optræde i det nuværende regeringscirkus.

Mht til "tågehornene" (eller måske snarere "vejrhanerne") så er det en tankevækkende sammenstilling af 70ernes betonkommunisme og nutidens højrenationalisme som Paul Smith fremsætter. Ganske godt set.

Der er tale om en mennesketype, der kan identificeres allerede i de små klasser. De fungerer som ledere når der skal mobbes.

De forstår hjernens virkemåde bedre end gennemsnittet.

Hvis man skal hidse en flok stangdrukne engelske hooligans op til at angribe i en bestemt retning, bruger man ikke logik. De ting man råber ud over flokken skal trigge en form for instinktiv genkendelse. "Os og dem."

Lad den der selv er ren kaste den første sten.

Hvem kan sværge på, at de aldrig selv i et debatforum har benyttet sig af hooligan-metoder overfor en modstander, de inderst inde godt vidste havde en pointe ?

Hvis det nu fungerede godt i praksis og den gode "rygklapper-stemning" hos flertallet var helt i top ?

Er der ikke en ganske god rygklapper-stemning i netop denne debattråd ?

Per Holm Knudsen

Fin kronik om national-fascisterne.

Heinrich R. Jørgensen

Fremragende kronik fra Paul Smith.

Hvorfor kan man kun få Irmas sommersalat om sommeren? - det er jo bare et navn.
Jeg behøver jo ikke tage til Italien for at få italiensk salat uanset årstid.

Det er egentlig pudsigt, at Krarup og co. er så glade for Søren Kierkegaard.

Krarup hævder flere steder, at menneskerettigheder og tolerance fører til ophævelse af ”selvet”. Med selvet mener han noget i retning af menneskets "identitet", som er inderligt forbundet med det nationale og kulturelle.

Krarups hævdede forbillede, Søren Kierkegaard, ville imidlertid vende sig i graven over denne misbrug af ordet ”selv”

Hos Kierkegaard er selvet IKKE en national konstruktion, men et individuelt "selv-forhold". At være et selv hos Kierkegaard er at "forholde sig til sig selv", og til sit skabende ophav, ikke at forsvare en bestemt nationalitet. Men der flere grunde til, at Krarups dyrkning af Kierkegaard er mærkværdig.

For det første var Kierkegaard jo personligt modstander af den spirende danske nationalisme på 1800-tallet.

For det andet fælder Kierkegaard en hård dom over den, der ureflekteret overtager bestemte værdier eller en bestemt kulturel selvforståelse: En sådan person bliver aldrig bevidst om sig selv som frihed eller ”ånd”, men forbliver en ”spidsborger”, dvs. en åndløs normfølger. Refleksiv distance til sin medfødte sociale/nationale/kulturelle identitet var for Kierkegaard et nødvendigt led i personlighedens dannelse.

Præcis, Jonas.

Jeget/eksistensen er større end helet. Eksistenen ER, hvor helet ikke ER, men ER jeget/eksistensen.

Nærværende overensstemmelsen er vel en nytestamentelig overfladisk betragtning. Søren Kierkegaard er kristendommens kulturradikale profet. Politisk var både Kierkegaard Grundtvig og mange andre kristne i 1849 utilfredse med mange af grundlovens bestemmelser (produktet af oplysningen), og mange er den dag i dag ligesom Krarup i opposition til grundloven og specielt menneskerettighederne. Politisk leverde Kierkegaard samtidig med og i efterslæbet på Hegel og Marx, og det filosofiske modstykke forklarer antagelig meget af den bemærkelsesværdige Kierkegaard-Krarup-akse.

Men de skiftede jo alle sammen fra Pittelkow, Blüdnikow over den Moskva-skolede Rose i Danmark til Pearle og Wolfowitz i USA på stort set samme tidspunkt fra den dialektiske materialisme til neo-liberalismen. Murens Fald? Læsning af Tolkien's' politiske øst-vest allegori "Ringenes Herre?" Erkendelse af Islams terror-befordrende natur? 11. september? Ældre og klogere? Under alle omstændigheder en imponerende kollektiv synkronisering på tværs af landegrænserne!

Svend W. Jensen

Per Diepgen: ” Politisk levede Kierkegaard samtidig med og i efterslæbet på Hegel og Marx, og det filosofiske modstykke forklarer antagelig meget af den bemærkelsesværdige Kierkegaard-Krarup-akse.”.

Præcist udtryk og jeg kan tilslutte mig og hvis man dertil lægger dit (Aristoteles og John Lockes) ”tabula rasa” har man også forklaringen på kulturens indflydelse på individet – vi fødes ikke ud i den blå luft men ind i en kultur.

Der, hvor Søren Krarup og konsorter går galt i byen, er, at de anser kultur for at være en afsluttet størrelse – de overser helt kulturens dynamik.

Der, hvor Paul Smith går galt i byen, er, at han selv gør sig skyld i et ”enten/eller” og ser bort fra et ”både/og”.

Nationalitet (her dansk) er ikke enten et juridisk begreb eller en følelse. Det er både et juridisk begreb og en følelse.

Eksemplerne i denne forbindelse på ”enten/eller” i stedet for ”både/og” er mangfoldige og afskrækkende.

Krarup har for så vidt en pointe i, at rettigheder alene ikke er nok til at binde et folk sammen i gensidig loyalitet. Hvis vi ikke føler os forpligtet overfor fællesskabet, kan nok så mange rettigheder ikke holde os sammen som en nation. Spørgsmålet er blot, hvad det nærmere bestemt er, der skal skabe og vedligeholde denne følelse? Hos Krarup og hans partifæller synes det at være en art værdikonservativ ”danskhed”, en forbundethed national hvis indhold som skræmmende mange åbenbart kan identificere sig med. Når Krarup desuden giver afkald på et overnationalt retsbegreb, et begreb om det universelt humane, er det, at han for alvor sætter sig selv i bås med de islamister, han gerne vil bekæmpe. Islamismen kender ingen humanitet, der rækker ud over islam; Krarup kender tilsyneladende ingen humanitet, der rækker ud over den monokulturelle nationalstat. Dermed kan han imidlertid ikke – uden selvmodsigelse – kritisere det virkeligt vederstyggelige ved den religiøse ekstremisme: dens intolerance overfor det anderledes. Eller skulle den intolerante måske kræve tolerance?

Diepgen: rigtigt. Min kommentar går mere på, hvorvidt Kierkegaards opfattelse af selvet - "hiin Enkelte" - kan tages til indtægt for nationalisme.
Det kan den ikke, selvom Kierkegaard, ligesom f.eks. HC Andersen ikke var nogen fan af demokratiet og den nye grundlov.

Svend W. Jensen

Jonas Jakobsen,

Søren Krarup og ligesindede har ikke alene en ”værdikonservativ” opfattelse af begrebet ”danskhed”, men et uddateret syn på begrebet. De er i ordets egentlige forstand: reaktionære.

De reagerer på den ”danskhed”, hvor de universelle værdier (de kultur uafhængige værdier) indgår i som en selvfølgelighed bl.a. udtrykt i vores lovgivning og vores tilslutning til diverse konventioner.

Vedrørende Kierkegaard. Det er altid problematisk at tolke de hellige skrifter, men ”hiin Enkelte” kan da vist hverken tages til indtægt for nationalisme eller det modsatte. Det var vel ”valget”, der var det afgørende og ikke resultatet af ”valget” – refleksionen.

Demokratiet er på mange områder da også en hån mod jeget. En uvirkelig pakke af bestemtheder.
Ikke nok med det, men pakken skifter bestemthederne ud hver fjerde år.Det kan man da ikke forlange at noget jeg kan tage stilling til. Medmindre jeget er stillingen der tages, og flyder med det jegs tid. Uha, føj for et demokrati.
Grundloven ligeså, bestemtheder.

Man forstår da udemærket Kierkegaards aversion mod moralske opkast hvor bestemthederne påtager sig hvad enhver har lige for sig.

Hvilket jo også er præcist hvad der er så frygtelig provokerende ved demokratiet, nemlig at nogen påtager sig.

Er det ikke at skyde kanoner med gråspurve, når Kirkegaard drages frem for at påvise nogle papkassers ideologiske tomhed?

@Paul Schmit

H.m. Artiklens beskrivelse af Aristoteles logik lyder mere som KAP's forbedringer af den logik - end som Aristotele's egne (officielle) meninger om de sager.

P.S. Man kan jo så alligevel godt samtidigt osv. være medlem af både KAP og SABAE.

Mht. SABAE er der dog noget der undrer mig: ER der virkeligt SÅ mange topkapitalister - at de ligefrem kan danne en forening ?

Nu handlede Paul Smiths gode artikel om marxistiske omvendinger, men da vi er endt med Krarups formulering af kathekismens omvendignger:
Den religiøse overtro eller religiøse forestillinger er uden indflydelse her, undtagen når den kristne lære udtrykkes af mine kristne naboer. Det sker gennem dagligdagens udtryk for lov og moral ("Luther" iflg,.Krarup), som man må forholde sig til ("Kierkegaard" iflg.Krarup).
Og netop morallære er hvad Krarup bedriver og har taget Tidehvervs mesterlære i, Han udlægger loven (Moselov såvel som den danske grundlov) ved at påstå, at vi er blevet moralsk ansvarlige (med en henvisning til den ubekendte gud) og kan på det grundlag sætte sig op mod Løgstrup, Hal Koch, modstandere af USAs Vietnamkrig, fredsbevægelser o.m.fl. humanister og forpinte flygtninge, der skal stå til ansvar for loven og lade sig ikke bare integrere men assimilere, og den byrde har Krarup påtaget sig.
Tidehverv er en oppositonsklub ligesom Dansk Folkeparti er et oppositionsparti, hvori enhver mening, ofte med ekstremistisk kolorit, gøres til en anti-sag og føres til kamp og krig (kaldet gud), af Krarup udtrykt ved f.eks. antinomisme eller den politiske syge ala Holberg. Kun for så vidt Krarup skulle være repræsentant for andre end sig selv og gud, kan en diskussion tages til følge, og i så fald forstår man nok hans lige linie fra salig Luhters lovtaler eller fra Kierkegaards hin enkelte, hvor over for enhver må stille sig moralsk ansvarlige i tilværelsens konkrete situationer.
Enhver handling har, uanset Krarup og gud, nogle konsekvenser, også den handling man ikke foretog, men kunne have udført. Dén naturvidenskabelige logik må vi anse gælder for enhver.

Per Holm Knudsen

Søren Krarup er Guds foresatte, så det forklarer vel det hele.

Svend W. Jensen

Per Diepgen: ”Nu handlede Paul Smiths gode artikel om marxistiske omvendinger”

Nej, alene hans persongalleri viser, at Paul Smith er ude i et helt andet ærinde.

Med stor behændighed og med manipulerende referencer til Aristoteles, Kierkegaard og Heidegger nedgør han kultur (det er bare følelser) og fremhæver de universelle ideers (tankekonstruktionernes) fortrinsret.

Hvis man lægger vægt på kultur havner man i ”nazisternes Nürnberg-love” eller i Gulag.

At kulturisme (dyrkelse af kultur) i sit ekstrem kan ende i højre-fascismen ved vi af erfaring fra vores sydlige naboer – Nürnberg-lovene.

Men han overser helt, at universalismen (dyrkelsen af de universelle værdier) i sit ekstrem kan ende i venstre-fascismen, som vi kendte den i det hedengangne Østeuropa – Gulag.

Også i forholdet mellem kultur og universelle værdier gælder et ”både/og” og ikke et ”enten/eller”. Sidstnævnte ender med historisk erfaring altid galt.

”Danskhed” er ikke enten jura eller følelser, men både jura og følelser – både ”objektiv viden” og ”subjektiv eksistens”.

Begiver vi os nu ind i kulturens paradokser, der sætter os i en hoben uløste dilemmaer, hvor den enkelte må tage beslutningerne? Begrebsparret 'enten-eller' indeholder forestillingen om en grænse, som samfundet eller den enkelte sætter, selv om vi ofte optræder som den madglade Peter Plys, der tolker 'enten-eller' som 'både-og'. Grundloven sætter mange grænser, et enten-eller. Den aktuelle tyske forfatningsdebat mellem domstolenes tolkning af forfatningen viser dilemmaet. Sagen angår nazisten Hess.
På det personlige plan mærkede mange under opgøret efter 2.verdenskrig paradokset på sin egen krop, hvor enten-eller var den rigtige eller forkerte side i et ideologisk sindelagsopgør. En meget dybtgående indre konflikt formulerer Peter Tudvad aktuelt (2009) i bogen 'Sygeplejerske i Det tredje Rige*, et livslangt opgør hos hovedpersonen Ebba, men også mellem Peter og Ebba, ja, sågar overført til Peters eget forfatterdilemma, en fortrængning af ganske anderledes karakter end i Hamsuns og Bergstedts biolgrafier.. Hvordan kan nogen forbinde sygeplejens omsorg med et medlemskab af DNSAP og behandlingen af SS'ere, så de kan fortsætte på østfronten med at slå komunister og jøder ihjel og til sidst selv forsvare fædrelandet?
Kierkegaard opstiller fordringen for hin enkelte i en universalisme, men løser ikke et konkret dilemma. Heller ikke Krarup, der bruger de andres sindelagskamp i sin moralisme. Den tyske forbundsdag løser et paradoks i forfatningen ved en undtagelse, ligesom den danske højesteret med antiterrorlovene, der bryder/fortolker grundloven. Den enkelte må da sone definitionen på kultur, i Tyskland de højreekstreme nazister i NPD, i Danmark de venstreorienterede.

Er 'danskhedens' profeter de nye mestertænkere?

De vil sig som sådan, men vil aldrig forstå at de ej er.

Hvorfor kan det lade sig gøre ?

Fordi de taler direkte til.

Skulle de det ?

Nej.

Hvorfor ?

Kultur.

Det dannede menneske

Ifølge Karen Jespersen var det kampen for kvindernes rettigheder, der for hendes eget vedkommende virkede så tilrækkende ved den dialektisk-materialistiske verdenopfattelse (men er overbetoning heraf ikke en borgerlig venstreafvigelse?) Flemming Rose, der som eneste dansker og måske eneste udlænding nogen sinde har fået lov til selv at skrive en artikel i eget navn over to fulde sider i Der Spiegel, nævner John Lennons "smukke, men naive" sang "Imagine" som inspirationskilde til skolingsopholdet i Moskva. I "Bananas" rejser Woody Allen til Cuba ell. lign., fordi han vil imponere en venstreorienteret studine. Her er vi dog i fiktionens verden. Sådan har vi alle vore motiver (OK, ovenstående har fået mere end én omdrejning på overdrivelses-effektknappen).

"Flemming Rose, (...), nævner John Lennons “smukke, men naive” sang “Imagine” som inspirationskilde til skolingsopholdet i Moskva"

Tjahh, - mennesker er jo utroligt dygtige til at efterrationalisere sine handlinger. Mon Rose i sin tid sagde til sig selv: "Det var da en god sang, - jeg tror at jeg tager til Moskva!"? Jeg tror at det er mere sandsynligt at sangen fæstnede sig i hans bevidsthed, fordi den satte ord på nogle af hans følelser.

Og hvis han som voksen kalder "Imagine" for en naiv sang, så viser det blot at han aldrig rigtigt har refekteret over dens tekst, for netop det at have drømme, som sangen handler om, har været den største kraft i verdens udvikling, - såvel i positiv som i negativ retning.

Så må jeg hellere trække i land, mens tid er - nej sangen "Imagine" var ikke Flemming Roses motiv til at blive DKP'er. Men som jeg husker det, og jeg er noget ældre, var motiverne til det ene og det andet på venstrefløjen mangfoldige, men sjældent eller aldrig rationelle. Dets amme gør sig uden tivl gældende, npr man bliver neoliberal og/eller anti-muslim.

Som jeg husker møder med Karen Jespersen som socialdemokratisk taler, så var hun (i modsætning til sin mand) god til at argumentere for en bred vifte af socialsager, og blev da også socialminister.
Men at være fortaler for de svage var også kendetegnet hos Hanne Reintoft (VS), nærmest Karens egen observans, og hos Lis Sørensen (C -Per Stig Møllers mor, hvis nogen husker hendes mange radioudsendelser om social ansvarlighed). Og nu kan Karen Jespersen altså forfægte samme holdning fra den modsatte kant (V). Såfremt vi forventer stabilitet og konsensus, at en politiker holder ord mere end man skifter når man finder en ny mening, så kræver fænomenet unægtelig en forklaring, som just artiklen beskæftiger sig med. (At man skulle kunne forklare et hvilket som helst emne fra en hvilken som helst vinkel ligner en retorisk maskine eller et fikserbillede af et kalejdoskop.)

Svend W. Jensen

Per Diepgen,

Du gør alt for stor filosofisk reference over for Paul Smith.

Han er ude i et politisk ærinde.

Han samler en gruppe mennesker under slagordet islamofober (hvad det så er for noget), knytter dem yderligere sammen med kultur (danskhed) for at kunne stemple dem som om ikke nazister (højre-fascister) så dog prænazister.

Som tidligere anført af svend cpr. Tychsen, er det ubehagelig læsning.

Det er ligeså uredelig og dårlig filosofi, som han beskylder sine politiske modstandere for.

Skulle man følge en så primitiv og fejlagtig tankegang så bliver : Socialisme qua sin universalisme til venstre –fascisme.

Kæden er hoppet helt af.