Kommentar

Derfor gør Obama så få fremskridt

Før man kan appellere til Amerikas vælgere, må man først kunne appellere til dets store koncerner
24. november 2009

Et år efter hans valgsejr er mange Obama-tilhængere kommet i tvivl. Vel er hans sygesikringsreform en forbedring, men den dækker stadig ikke alle amerikanere og bliver næppe et troværdigt alternativ til de private forsikringsselskaber og deres ågertakster - hvis den vedtages. Hans miljøhold vandaliserer den vigtige konference i København ved udmeldinger om, at USA - verdens største CO2-udleder af opvarmninsgasser - ikke underskriver en klimaaftale med juridisk bindende restriktioner. Han har sat nogle af de afreguleringsfanatikere, som var med til at fremkalde Den Nye Depression - Lawrence Summers m.fl. - i spidsen for økonomisk genopretning. Og trods klare fremskridt i forhold til Bush - ophør for tortur, genoptagelse af stamcelleforskning, ingen støtte til Honduras' kupmagere - spørger stadig flere: Hvorfor leverer han så lidt og så langsomt?

To små historier om de kræfter, som driver deres spil i amerikansk politik, belyser hvorfor. Ved første øjekast ligner de uhyrlige karikaturer, men kendsgerningerne er enkle: De instanser, som blokerer for fremskridt - Republikanerne i Senatet og den enorme koncernlobbymaskine, der finansierer begge partier - er i de seneste måneder gået sammen om at forsvare to sager, som har ringe folkelig støtte: voldtægt og slaveri.

Den første begynder i Irak i 2003. De private vagtværn, som Bush-regeringen sendte for at bevogte olierørledningerne, ville ikke rodes ud i dyre og besværlige retssager, hvis noget gik galt. Følgelig fritog Bush-holdet dem fra at være underlagt irakisk lov - et skridt så vidtgående, at en senator kaldte det 'licens til at dræbe'. Og hvis firmaernes medarbejdere angreb hinanden? De private selskaber insisterede på, at de kontrakter, som deres ansatte skrev under på, skulle fastslå, at uanset hvad der måtte ske, så ville det blive ordnet internt ved 'voldgift'? Hvorfor? Advokatbistand i en retssag kunne koste firmaerne hundredtusindvis af dollar, mens et voldgiftspanel kunne fås for nogle få tusind.

Sagen om Jamie Jones

Der var andre omkostninger: Ifølge hendes vidneforklaring festede 20-årige Jamie Leigh Jones, der var ansat af firmaet Halliburton, med nogle arbejdskammerater en aften i Irak, da hun fik en drink med bedøvelsesmiddel. Da hun vågnede, blødte hun fra sin vagina og anus. Hendes brystimplantater var flået af. Skaderne var så alvorlige, at hun måtte gennemgå rekonstruktiv kirurgi på sine kønsdele. Hun var blevet massevoldtaget af de syv mænd, hun drak med. Da hun klagede, blev hun låst inde i en container uden mad og drikke i 24 timer. En læge tilså hendes sår og udtog DNA-prøver, som senere 'bortkom'. En vagt forbarmede sig og lånte hende sin mobiltelefon, hvorpå hun ringede til sin far, som ringede til Amerikas ambassade - først da blev hun løsladt.

Brug for donorer

I et Irak i opløsning var der ingen hjælp fra irakisk politi. Halliburton insisterede på, at hun var kontraktligt forpligtet til at lade et voldgiftspanel se på sagen, og at det var udelukket at rejse tiltale i USA. Da Leigh Jones gik i offentligheden, stod også mange andre amerikanske kvinder frem og berettede om lignende erfaringer under deres arbejde i Irak.

Den demokratiske senator Al Franken krævede nu en lovændring, der slog fast, at intet firma, som hindrer voldtægtsofre i at gå rettens vej, må betales med amerikanske skatteyderpenge. Men Senatets republikanske flertal stemte imod. Hvorfor? Fordi de private sikkerhedsfirmaer er stordonorer til Republikanernes partikasse.

Profitbegær

En gruppe demokratiske senatorer forsøger at få indføjet en ændring i den seneste toldlov, der sikrer, at ingen varer produceret af slaver kan sælges i USA. Forslaget lyder ukontroversielt - så ukontroversielt som at straffe voldtægtsforbrydere. Men koncernlobbyisterne modarbejder det ihærdigt bag kulisserne. Som nyhedsbrevet Inside US Trade rapporterer: »Dele af erhvervslivet et dybt bekymrede over de potentielle følger. En kilde fortæller, at lobbyister tæt på finansudvalget vil indlede en modoffensiv. Amerikanske industrigrupper og udenlandske regeringer (i lande, der bruger slavearbejdskraft, red.) vil danne ad hoc-koalitioner, som kan sende et klart budskab.«

Nok er disse eksempler ekstreme, men de afslører en magtfuld understrøm i alle politiske spørgsmål (og i begge partier) i USA. For at forstå hvorfor skal man holde sig to ting for øje: For det første at koncerner er indrettet på en eneste ting: at skabe afkast til sine aktionærer. Holdes profitbegæret ikke i ave af love og fagforeninger, vil det brede sig uhæmmet - fra miljøødelæggelser til voldtægt og slaveri, som disse sager er os en påmindelse om.

Den anden faktor har at gøre med den måde, politiske processer fungerer i Amerika. Hvis man som politiker vil vælges, må man være stjernerig eller rejse en formue af bidrag fra koncerner, der kan betale ens tv-reklamer. Før man kan appellere til vælgerne må man først appellere til koncernerne. Det gør man ved at forsikre dem om, at man vil tjene deres interesser. Og så snart man er valgt, må man please dem skridt for skridt, ellers betaler de ikke til ens genvalgskampagne. Dette er det vilkår, som selv nok så fornuftige og velmenende politikere er oppe imod - og det trækker den amerikanske regering længere væk fra folkets vilje.

Systemet skal reformeres

Obama måtte bane sig vej op igennem dette system. Nu er han dets fange. Dette forklarer hans relative fiasko. Sygesikring er så vanskelig, fordi forsikringsselskaberne betaler Republikanere og højre-Demokrater i Senatet for at forpurre alle skridt i retning af universel dækning. Jo, måske ville 17.000 uforsikrede amerikanere hvert år blive reddet fra at dø, men deres indtjening ville blive svækket. Tilsvarende er det svært at få reduceret CO2-udledningerne, fordi olie-, gas- og kulselskaber betaler senatorer over hele det politiske spektrum for at modarbejde skridt, der skal reducere afhængighed af fossilt brændsel.

Indtil videre har Obama forsøgt at få koncernerne med på sin agenda ved at forsikre dem om, at forandringerne også kan gavn dem. Men dette udvander uundgåeligt hans forslag, ofte til det værdiløse.

Afgørende progressive forandringer kan han først gennemføre, i det øjeblik han får reformeret hele det politiske system, så det først står til ansvar for det amerikanske folk og ikke for koncerner. Han er nødt til at ændre spillets regler, forbyde big business at yde politiske kampagnebidrag og erstatte dem med statsfinansiering. Lobbyindustrien må lukkes. Obama bør holde en stor populistisk tale, der fordriver pengemændene fra demokratiets tempel. Alternativet er at blive hurtigt viklet ind i et system, hvor forsvar for voldtægt og slaveri ses som endnu en dags arbejde i Washington D.C.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis man som politiker vil vælges, må man være stjernerig eller rejse en formue af bidrag fra koncerner, der kan betale ens tv-reklamer. Før man kan appellere til vælgerne må man først appellere til koncernerne. Det gør man ved at forsikre dem om, at man vil tjene deres interesser".

USA er ikke et demokrati, men et marked hvor alt kan købes og sælges, hvad enten det er stemmer, magt eller samvittighed. Det betyder, at de, der bestemmer ikke er befolkningen via stemmesedlen, men derimod virksomhederne via pengesedlen.

På amerikansk hedder det lobbyisme, som er en eufemisme for det, vi andre slet og ret kalder bestikkelse.

Det demokratiske princip "one man one vote" er erstattet af "one dollar one vote".

Bestikkelsen foregår som oftest skjult, men er så omfattende, at det popper op igen og igen.

F.eks. kunne Information på bagsiden i week-end-udgaven berette, at 42 medlemmer i Repræsentanternes hus havde sagt det samme med enslydende argumentation i debatten om sundhedsreformen. Det skyldes, at de alle havde modtaget enslydende talepapir fra medicingiganten Roche.

Tydeligere kan korruptionen ikke illustreres. At man i USA blot griner ad dette, viser desværre hvor gennemført bestikkelses-regimet er.

Den israelske lobby i USA har ikke mange stemmer ved valget, men har enorme økonomiske midler. Derfor har lobbyen stor udemokratisk indflydelse trods de få stemmer, og derfor fortsætter USA med den massive støtte til Israel.

Skribenten nævner nogle desværre alt for få eksempler, hvor Obama, trods virksomhedernes dominans, har formået at udstikke en selvstændig, positiv værdipolitik, herunder beslutningen om ingen støtte til Honduras' kupmagere.

Desværre læser man til morgen, at USA nu desværre alligevel støtter kupmagerne, idet USA legitimerer det valg, som skal foregå i Honduras under bevågning og bevogtning af kupmagerne.

@Aksel Gasbjerg

"USA er ikke et demokrati, men et marked hvor alt kan købes og sælges, hvad enten det er stemmer, magt eller samvittighed. Det betyder, at de, der bestemmer ikke er befolkningen via stemmesedlen, men derimod virksomhederne via pengesedlen."

--------------

DET lyder (desværre) ALT for velkendt.

------------

I øvrigt: SELV med den bedste vilje kunne Obama ikke gøre noget - Samfund kan kun revolutioneres fra neden, og aldrig fra oven.

@Kim Gram.

Enig i at det lyder banalt og velkendt.

Men ikke desto mindre er det et paradoks, at mange opfatter USA's samfumdssystem som det ypperligste demokrati.

Og mange forsvarer det, når USA går ud i verden og angiveligt kæmper for det. Et sådant forsvar for "demokratiet" med droner og militær er dobbeltmoral med dobbelt skrue, idet det er et himmelråbende bedrag, at USA (i f.eks Irak og Afghanistan) skulle kæmpe for demokratiet, hvilket tilmed sættes i pinligt relief, når man betragter USA's form for demokrati på hjemmefronten.

Det er altså også i USA, hvor de store koncerner m v må punge ud med store kompensationer og erstatninger til småfolk , når forbrugeradvokaterne slæber dem i retten.

I Danmark er det næsten gratis at snyde og skade forbrugerne.

Der er mange konspirationsteorier, fordomme og en hel del røverhistorier om USA - de "sælger godt", men er mildt sagt ikke alle ganske sande.

I meget gamle dage når noget gik galt, så var det helt bestemt heksenes skyld - det vidste alle ganske bestemt, og det kunne ikke diskuteres - i dag siger mange ofte istedet, at det er USA ? Det er en venstresnoet standard refleks fra dengang Sovjetunionen var alt for manges store drøm.

@Robert Kroll

"Det er altså også i USA, hvor de store koncerner m v må punge ud med store kompensationer og erstatninger til småfolk , når forbrugeradvokaterne slæber dem i retten. "

Så hvad er din pointe? At man ikke skal være så kritisk overfor lobbyisme, fordi det bare er store virksomheders eneste mulighed for at beskytte sig mod store erstatningskrav fra småfolk?

Martin Pedersen

Det er det samme med den lov John McCain har fremlagt, Internet Freedom Act, hvor udbyderne kan gå ind og censurer eller nedsætte hastigheden på indhold fra hjemmesider og servere.

http://rawstory.com/2009/10/mccain-net-neutrality/

Gæt selv hvilken senator der får flest penge fra telekom firmaerne.

Mange politikere i USA har også påpeget, at den eneste måde man kan blive valgt, er hvis man bruger det meste af sin tid på fundraising til sin kampagne.

Robert Knoll,

Ja, det er jo så bare sjovt, at den måde venstrefløjen behandlede sovjet på, er nøjagtig den samme måde højrefløjen behandler USA.

Lad os forestille os, at alt i samfundet var privatiseret: skoler, sundhed, ældreforsorg osv.

Alt var overladt til markedet. Ingen offentlig sektor.

Hvorfor skulle man overhovedet stemme i et sådant samfund?

Uddannelse, forsorg, sundhed mv. var underlagt udbud og efterspørgsel. "Har du penge så kan du få, har du ingen så må du gå".

Indflydelsen var i givet fald 100% på pengesedlen og 0% på stemmesedlen. Altså et markedssamfund i modsætning til et demokrati.

I vores "demokrati" har borgeren dog ind til videre nogen indflydelse på sundhed, uddannelse og forsorg via stemmesedlen.

Men jo mere der privatiseres jo mindre indflydelse via stemmesedlen og jo mere indflydelse via pengesedlen.

Privatisering og demokrati er hinandens modsætninger. Man kunne også kalde de to modpoler for hhv frihed og lighed.

Jo mere privatisering og marked jo mere frihed og ulighed. Og omvendt jo mindre marked jo mere lighed og mere demokrati.

Journalisten Greg Palast kaldte USA i titlen på en af sine bøger: "The best democracy money can buy".

Rasmus Lund-Hansen

Der er en fejl i denne oversættelse. I sjette afsnit står følgende:

"Men Senatets republikanske flertal stemte imod."

hvorimod originalteksten lyder sådan:

"A majority of Republicans in the Senate – including John McCain – voted against the amendment."

Det er en ret væsentlig forskel, for Republikanerne har slet ikke flertal i Senatet. De har kun 40 sæder. Men et flertal af Republikanerne stemte imod forslaget - 30 af dem, mens ni republikanere stemte for.

Forslaget ved vedtaget med stemmerne 68-30.

I øvrigt blev Jamie Leigh Jones' brystimplantater ikke "revet af", selvom de tog skade under hændelsen.