Læsetid: 5 min.

Dronerne angriber

Bag fascinationen af den teknologiske trolddom ved fjerndirigerede krigsmaskiner ligger et isnende tomrum af manglende oplysninger om deres anvendelse
3. november 2009

'Dronerne angriber' lyder overskriften, der synes valgt som en art hyldest til den ringeste Star Wars-trilogi (Klonerne angriber, red.), for en artikel om »det eneste gode, der er kommet ud af krigen mod terror: virkelig tjekkede dimser.«

Mens medierne svælger i drenget glæde over hele denne »våbenporno« (Newsweeks udtryk) kan man let komme til at glemme, at dette »mest fantastiske, mest bizarre og mest cool stykke isenkram i det amerikanske våbenarsenal« hverken har formået at bringe krigen nærmere en afslutning eller gjort det muligt at pågribe ærkefjenden Osama bin Laden.

Bag den glitrende luftspejling af nyhederne om dronernes teknologiske trolddom og deres producenters svimlende succes fra Californien til Karachi ligger der sandt at sige et isnende tomrum af manglende informationer om deres anvendelse. I juni fordømte FN's Menneskerettighedsråd, at USA undlader at optælle og oplyse for slet ikke at tale om at forhindre civile ofre ved droneangreb i Afghanistan. General Stanley McChrystal, USA's øverstkommanderende i Afghanistan, lovede herefter at opstille retningslinjer for deres brug (hvilket må implicere en foruroligende mangel på retningslinjer indtil da). Men den amerikanske regering nægter stadig at røbe selv de mest basale oplysninger om droneangrebene - til dels fordi de i Pakistan bliver gennemført af CIA. Uafhængige journalister, der vover at undersøge sagen - som New York Times' Stephen Farrell, som drog til Kunduz for at efterforske et luftangreb, der dræbte omkring hundrede civile - risikerer liv og lemmer og generel fordømmelse for at løbe 'unødvendige risici' for noget så trivielt som sandheden.

Offentlighedens lys

De amerikanske militærs påstande om dronernes effektivitet er vanskelige at fæstne lid, da man hverken tæller eller identificerer de dræbte. Man hævder nok, at en række højtstående al-Qaeda-ledere er blevet ramt, men har ikke kommentarer til det pakistanske tal om næsten 700 civile dræbte i Pakistan alene siden 2006 ved sådanne angreb. Den officielle hemmeligholdelse giver næring til de værste rygter, og skandaler som massakren i Kunduz af den 4. september beviser, at det værste ofte også er sandt.

Afghanerne er kyniske (og kloge) nok til at antage på grundlag af tidligere erfaringer, at hemmeligholdelsen dækker over kendsgerninger, der er for uhyggelige til at tåle offentlighedens lys. Oprørsbekæmpelse fra luften blev interessant nok opfundet i det pakistansk-afghanske grænseland og Irak af briterne i 1920'erne.

Afskrækkelse

Dengang som nu, var den en metode til at bekæmpe oprørere uden al for megen offentlig opmærksomhed. Dengang, som nu, talte ingen de døde. Britiske parlamentsmedlemmer pressede forgæves på for at få »oplysninger om, hvor og hvorfor disse bombardementer har fundet sted ... (og), om hvorvidt indbyggere er blevet dræbt«. Trods regeringens twistede forsikringer om, at metoden primært var tænkt som 'afskrækkelse', blev bombardementer benyttet rutinemæssigt ved selv skatteopkrævning - en form for perversitet, som kun en Orwell kunne sætte ord på: »Forsvarsløse landsbyer bliver bombarderet fra luften, indbyggere drevet ud i landskabet, kvæget mejet ned maskingeværer, hytter stukket i flammer med brandbomber: Dette kaldes pacificering.«

Og også dengang slog luftbombemetoden ynkeligt fejl: Vreden over de civile dødsfald og over den vedvarende udenlandske kontrol fremkaldte hyppige oprør, mistillid til de lokale myndigheder og en angst for vestlig imperialisme, der har varet ved frem til vor tid.

Kommet for at blive

Amerikaneres forvirring over den groteske forvandling af den beskedne målsætning om at pågribe nogle få skurke til en krigens steppebrand, der har ødelagt livet for millioner, finder genklang i The Guardian i 1920'erne, som spurgte, hvorfor den britiske regering var nødt til at sende »hele dette maskineri, alle disse kræfter ... hvis vi er i færd med at etablere et politisk system på grundlag af folkeligt samtykke?« For at gøre den skeptiske offentlighed mere 'luftvåbenvenlig', producerede det britiske luftfartsministerium det glamourøse billede af krigerpiloten, som vor tids medier pligtskyldigst sørger for at føre ajour med sexet robotteknologi og termodynamiske droner. Uden at sondre mellem de droner, som beskytter vores tropper og de, som skyder med missiler og svæver truende over et besat folk, fastslår The Economist, »om vi kan lide dem eller ej, er dronerne kommet for at blive«.

Men dermed er sidste ord ikke nødvendigvis sagt: Nogle eksperter i mediernes ekkorum har således indset, at der bag de frygtindgydende special effects, findes en temmelig tynd historie. Lord Bingham, en pensioneret britisk dommer, sammenligner jagt- og dræberdronerne med klyngebomber og landminer - våben, som vi i dag vurderer som for grusomme til at bruge, og David Kilcullen, en ekspert i oprørsbekæmpelse og tidligere sikkerhedsrådgiver i Irak, kalder dronernes hit rate for decideret »umoralsk«.

Janus-ansigter

Men tiden er ved at løbe ud. Droneovervågning er hurtigt ved at blive endnu et påskud for udvidet amerikansk tilstedeværelse i Irak og Afghanistan, om muligt som erstatning for landtropper, hvorved det påberåbte mål om statsopbygning synes at fortone sig yderligere.

Luftangreb kan - uanset om de er bemandede eller ubemandede, uanset om de er regulerede eller ikke regulerede - ikke bygge en bedre afghanske fremtid. For hver al Qaeda-leder, vi hugger hovedet af, er der 10 vrede nye rekrutter. I deres bestræbelser for en bedre bombeteknik har General McChrystal, forsvarsminister Robert Gates og præsident Obama glemt bombepolitikkens væsentligste lære: Mens de ivrigt korrelerer nedgang i de amerikanske tab med den øgede droneaktivitet, overser de ganske den langt mere afslørende korrelation mellem dronebrug, frådende had til regeringerne i Kabul og Islamabad regeringer, og voksende tilslutning til et Taleban, der kløgtigt fremstiller sit oprør som nationalistisk modstand imod den vold, som disse regeringer ser igennem fingre med. Så længe afghanere og pakistanere opfatter deres regeringer som kollaboratører med Janus-ansigter, der samarbejder med det amerikanske militærs besættelse, vil disse regeringer ikke være i stand til at holde sig selv oppe, og de amerikanske tropper lige så lidt være i stand til at trække sig ud.

Priya Satia er professor i historie i historie ved Stanford University. Blandt hendes bøger er den prisbelønnede 'Spies in Arabia: The Great War and the Cultural Foundations of Britain's Covert Empire in the Middle East'

Copyright © 2009 The Nation, Agence Global og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu