Kronik

Vi fik lagkage, da Ceausescu blev væltet

Løgnen herskede i det Rumænien, hvor kronikøren voksede op. Den rumænske version af kommunismen handlede udelukkende om at glorificere diktatoren Ceausescu, og det gjorde befolkningen til en apatisk og uselvstændig menneskemasse
Løgnen herskede i det Rumænien, hvor kronikøren voksede op. Den rumænske version af kommunismen handlede udelukkende om at glorificere diktatoren Ceausescu, og det gjorde befolkningen til en apatisk og uselvstændig menneskemasse
Debat
10. november 2009

I år fejrer vi 20-året for kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Jeg kan tydeligt huske de følelser af både glæde, frygt og forventning, som jeg og min familie oplevede i december 1989, da revolutionen i Rumænien fandt sted. En kold, solrig morgen i december fortalte de i fjernsynet, at Ceausescu var væltet.

Revolutionen startede i byen Timisoara, hvor myndighederne den 15. december ville arrestere den ungarske reformist-præst Laszlo Tokes. Folk samledes foran hans hus og begyndte at protestere. Det fortsatte i flere dage i Timisoara, hvorfra vi hver dag fik nyheder over telefonen. Det var hjertegribende at høre stemmer beskrive, hvordan følelseskolde soldater kørte folk ned med deres kampvogne, og lytte til rædselen i en desperat mors stemme, som frygtede for sin søn, som var på gaden sammen med tusinde andre unge. Vi var bange og vidste ikke, hvordan vi skulle reagere. Den 22. december flygtede diktatorparret Ceausescu med helikopter fra paladsets tag, efter at det gik op for dem, at de havde mistet grebet om landet.

Det er lagkagen, jeg husker bedst fra de dage. Umiddelbart efter at Ceausescu var væk, kom min mor hjem med en stor lagkage. Det var slet ikke noget, man kunne købe, kun selv lave, hvis man var heldig og havde forbindelser. Normalt stod alle supermarkederne gabende tomme, bortset fra nogle få dåser makrel og leverpostej. Brød var rationeret, så man kun fik et halvt brød per person, det samme med appelsiner og bananer omkring juletid, som var det eneste tidspunkt på året, man kunne købe dem. Og kun efter at jeg og min familie i timevis på skift havde stået i kø med en skubbende og truende menneskemængde, som var desperate efter at få nogle få sølle frugter med hjem til deres børn.

Kommandopædagogik

Vi frøs. Mod slutningen af 1980'erne blev der indført strenge restriktioner for brug af el og brændsel. Min mor tændte altid for bageovnen for at kunne få varme fra gassen. El kom kun nogle få timer hver dag, og jeg lavede ofte mine lektier ved stearinlys. I skolen sad vi om vinteren med vores tykke, varme jakker på og prøvede at koncentrere os om at lære noget, som vi alligevel glemte dagen efter. Alt blev dikteret, uden at der blev stillet et eneste spørgsmål, om vi havde forstået det eller ej. Og det blev forventet, at vi dagen efter kunne det udenad. En form for kommandopædagogik som var udbredt i hele den kommunistiske blok, hvor eleverne var passive, aldrig hørte efter, hvad der blev sagt, og reproducerede ord for ord det, de havde fået besked på at skrive. Ingen rundbordspædagogik der.

Nicolae Ceausescu havde magten i Rumænien i næsten 25 år - indtil 1. juledag 1989, hvor han og hustruen Elena blev henrettet ved skydning, en begivenhed som blev sendt i primetime på alverdens nyhedskanaler - langt fra den glamour, præsidentparret var vant til.

Jeg havde blandede følelser, ligesom mange andre rumænere. På en gang følte jeg både vrede og medlidenhed med disse to angstfulde mennesker, som med deres støvede tøj og rodede hår virkede menneskelige for første gang.

Helst usynlig

Men det er ikke de eneste erindringer, jeg har fra kommunismens tid. Mens det stod på, var befolkningen så vant til situationen, at man aldrig tænkte på, det kunne være anderledes.

Mange rumænere tog manglen på de mest almindelige fornødenheder som en selvfølge og prøvede derfor at klare sig på andre måder. At jeg lavede lektier ved stearinlys, syntes jeg var naturligt og skænkede det ikke en tanke. Hvis man passede sit og ikke skabte problemer på nogen måder, fik man lov til at føre et 'normalt' liv.

Og det gjorde mine forældre det meste af tiden, undtagen de gange, hvor min mor ikke ville lade mig deltage sammen med resten af skolen i demonstrationer for at hylde Ceausescu. Men det slap hun altid godt fra, fordi hun selv var lærer på skolen, og i princippet var der ingen, der egentlig ville tillade deres børn at øve sig i timevis i forvejen på stadion i blæst, regn eller hede. Men der var få, der turde sige imod, for så ville der blive lagt mærke til én. Og man skulle helst være usynlig.

Jeg havde en lykkelig barndom på mange måder. I sommerferierne var jeg ude på landet, hvor jeg altid fik frisk mælk om morgenen og dejlige økologiske grøntsager fra haven. Der var altid mange børn ude på vejen, som jeg legede med.

Den oplevelse står i tydelig kontrast til de tomme butikker fra byerne. Man måtte jo overleve, og heldigvis er jorden i Rumænien utroligt frugtbar, så det er muligt at dyrke de fleste grøntsager og kornsorter. I Ceausescus vanvid skulle jo alt eksporteres, fordi Rumæniens anselige udlandsgæld skulle betales før tid. Heldigvis havde de fleste noget familie, som havde hus på landet med en lille have, hvor de tog ud og hjalp til, for til gengæld at få nogle produkter.

Og så glædede jeg mig altid til vores maratonweekender, hvor man kunne se amerikanske film non-stop en hel weekend. For i modsætning til mange andre rumænere, der kun kunne se fjernsyn om Ceausescus bedrifter et par timer hver aften, var vi så heldige at bo i et område tæt på grænsen til Jugoslavien, og derfor kunne vi fange deres tv signal. På den måde havde vi forbindelse til resten af verdenen. Men generelt var alt muligt i Rumænien, hvis man kendte nogen, som kendte nogen, som kunne skaffe noget til gengæld for noget andet ...

Falsk virkelighed

Den rumænske version af kommunismen handlede udelukkende om at glorificere Ceausescu. Hver bog havde på første side et billede af ham, og han blev hyldet som den største filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogensinde havde fostret. I skolen startede vi hver morgen med en sang om vores kære leder.

Men hvor meget forstod vi af det der foregik omkring os?

Vi overvejede aldrig rigtig, hvad det var, vi sang og hvorfor. Vi gjorde det bare som nogle robotter, som hver dag gennemgik samme ritual for til sidst at opleve det som det mest naturlige i verden.

Jeg dvæler stadigvæk den dag i dag ved mine erindringer, om hvad der var virkeligt, og hvad der var utopi. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, hvad der foregik, at jeg var en del af en stor løgn, at vi fra vuggen blev indoktrineret uden at lægge mærke til det. Ceausescu havde lånt Lenins og Stalins ide om, at socialismen kunne skabes ved at ændre samfundet helt og aldeles. Det førte til en apatisk og uselvstændig menneskemasse og en falsk virkelighed, hvor ingen havde lyst til at yde noget, og hvor alle var bange for at sige noget af frygt for repressalier. Det handlede om ren overlevelse i en verden, hvor løgnen herskede. Men en kontrolleret løgn, der omgav os, lag på lag.

Det er først, efter jeg kom til Danmark, at jeg tilfældigvis fik at vide, hvad der foregik på børnehjemmene i Rumænien. Efter at jeg så en dansk dokumentar om det., sad jeg med en følelse af tomhed og mangel på forståelse for mit eget liv. Hvordan kunne man undgå at opdage de stakkels børn? De billeder har jeg stadigvæk på nethinden. De små hænder, som holdt slapt om jerngitrene; madrasser gennemsyret af urin, som jeg næsten kunne lugte, en velkendt stank som jeg har oplevet på hospitalerne; børnenes tomme blikke, som havde de næsten opgivet livet, før det rigtig var begyndt.

Jeg vidste godt, at abort og prævention var ulovlig, men konsekvenserne af det var mere omfattende, end jeg nogensinde havde drømt om. Jeg kendte en, som fremprovokerede sin abort ved at brug en spids genstand, og som vi i al hemmelighed kørte til lægen bagefter. Hendes desperation over ikke at være i stand til at brødføde en ekstra mund og frygten for at blive opdaget, var hjertegribende. Mange kvinder døde på grund af det, og mange børn endte på børnehjemmene, når forældrene ikke længere magtede tilværelsen som producenter af nye socialistiske pragtmennesker.

På mange måder stjal Ceausescu den rumænske folkesjæl ved at lege Gud i et kvart århundrede. Men endnu vil der gå længe, før rumænerne frigør sig helt fra undertrykkelsens bånd. Rumænerne bliver nødt til at se på deres fortid med kritiske øjne, begynde at stille undersøgende spørgsmål for på den måde at afdække historien, lag for lag.

Maria Ruxandra Lupu er født og opvokset i Rumænien og kom til Danmark for 10 år siden. Hun arbejder som forsker i Østeuropa på Dansk Institut for Internationale Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her