Nyhed

Vi skal finde viljen til at afbøde fattigdom og sult

Paradokset i det nuværende fødevaresystem er ikke naturgivet. Der er enighed om, at midlerne til at afbøde fattigdom eksisterer. Det, der mangler, er den politiske vilje til at lancere en mekanisme, der skaber global omfordeling af verdens ressourcer
Flere ressourcer til u-landene er  ikke nok. Der er brug for mere vidtrækkende forslag, hvor 
 i-lande ændrer deres egne politiker, der er med til at opretholde i u-lande i fødevareknaphed, mener Ingeborg Gaarde.

Flere ressourcer til u-landene er ikke nok. Der er brug for mere vidtrækkende forslag, hvor
i-lande ændrer deres egne politiker, der er med til at opretholde i u-lande i fødevareknaphed, mener Ingeborg Gaarde.

MOHAMED DAHIR

17. november 2009

FN's Fødevare-og landbrugsorganisation (FAO) lancerede i oktober 2009 en uhyggelig verdensrekord: mere end én milliarder mennesker sulter - det største antal i verdenshistorien.

Når FAO i disse dage afholder fødevaretopmøde i Rom, er udfordringen at lancere nye internationale tiltag, der kan løse fødevareparadokset: flere sulter på trods af, at der er mad nok til at brødføde jordens befolkning - hvis ressourcerne blev omfordelt fornuftigt.

Oprettelse af en global ressourcefond er et forslag til, hvordan der kan skabes global omfordeling. Indtægterne til fonden skal komme fra globale skatter, og fondens midler skal gå til at fremme fødevaresuverænitet i u-landene.

En international skat kan pålægges eksempelvis våbenproduktion, forurening og køb og salg af valuta. Derudover er en skat på virksomheder, der benytter sig af skattely, oplagt. Internationale virksomheder frarøver fattige lande 160 milliarder dollar om året i form af tabte skatteindtægter fra virksomheder, der ikke betaler de skatter, de burde. Dette beløb er langt over de 100 milliarder dollar, der samlet gives i bistand om året. Der bør pålægges en skat til både værtslandet, hvor internationale virksomheder opererer, og en skatteandel til den globale fond. En del af pengene i fonden kunne øremærkes opbyggelse af effektive skattesystemer og kapacitet til at overvåge skattely.

Globale skatter kan ud over at mobilisere ressourcer til u-lande også have positiv virkning på andre globale forhold: En skat på forurening og lufttransport vil kunne bidrage til nedbringelse af CO2- udslippet, og en skat på valuta vil formentlig dæmpe globale valutastrømme og spekulation og hermed være en stabilitetsfaktor på de globale finansmarkeder.

Sikring af suverænitet

Flere ressourcer til u-landene er dog ikke nok. Der er brug for mere vidtrækkende forslag, hvor i-lande ændrer deres egne politiker, der er med til at opretholde i u-lande i fødevareknaphed.

En forudsætning for at sikre fødevaresuverænitet er at skabe bedre landbrugsforhold for småbønder. Hvor u-lande tidligere havde landbrugsoverskud, importerer de nu i langt højere grad landbrugsproduktionen. Dumping af billig subsidieret korn og EU's landbrugsstøtteordninger betyder urimelige betingelser for u-landenes muligheder for at afsætte deres varer på vestlige markeder.

Derudover kontrolleres verdens fødevaresystem i høj grad af store multinationale fødevarevirksomheder med monopol på fødevareproduktionen, hvormed små producenter tvinges til at konkurrere med subsidierede produkter fra EU.

Fødevaresikkerhed sikres kun ved, at vestlige lande ændrer de politikker, der hindrer opbyggelsen af et konkurrencedygtig fødevareproduktion i u-lande. Vestlige lande opretholder qua deres politiske prioriteringer fødevareparadokset, der frarøver menneskers grundlæggende ret til jord og mad.

Brems biobrændseljagt

Produktion af biobrændsel har vist sig have uheldige konsekvenser for u-landene såsom stigning i fødevarepriser og rydning af store skovarealer. Derudover har Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) for nylig offentliggjort, at karbon-udslippet ved at omdanne afgrøder til biobrændsel i mange tilfælde ikke er neutralt, men ofte større end udslippet ved brug af fossile brændstoffer.

Dette har dog ikke fået jagten på biobrændsel til at aftage.

Hastige klimaforandringer og stigende befolkningsvækst har skærpet interessen for nye markeder til at producere. Såkaldt 'land grab', hvor udenlandske investorer opkøber landområder i udviklingslande til at producere forsyninger til egen fødevaremarkeder, er et stigende problem i u-landene, hvor bønder må fra-flytte deres jord og levebrød. Småbønder er lette fortrænge fra deres jordlodder grundet manglende juridisk kendskab og dokumentation i forhold til retten til at eje deres jord, som typisk har været familieejet gennem generationer.

Denne negative udvikling forstærkes af politiske incitamenter til fremme af biobrændselproduktion. Storforbrugende lande som USA og Kinas har besluttet at yde støtte til fordel for agrobrændstoffer i form af påbudte målsætninger, offentlige tilskud og skattefradrag, hvilket har udløst stigende spekulation og investering i plantager i u-lande og forledt fattige lande til at omlægge store landarealer til produktion af agrobrændstof-afgrøder.

Ny fødevarepolitik

Der er brug for en ændret politik i form af internationale krav om at stoppe opkøb af land og jagten på biobrændsel, der frarøver forudsætningen for udviklingslandenes fødevaresikkerhed. De nuværende politiske incitamenter betyder, at det er mere profitabelt at producere afgrøder til biobrændsel end til mad - en trussel for fødevaresikkerheden i en situation, hvor befolkningstallet stigende. Småbønder må sikres mulighed for at skabe egenproduktion. Der er landarealer nok i verden til både at producere afgrøder til mad og biobrændsel, men der er brug for regulering, så produktion af afgrøder til mad kommer i forreste række, når folk sulter.

Danmark skal lægge et vedvarende pres på EU og plædere for at oprette et direktiv om biobrændsel, der skal sikre, at anvendelsen af biobrændsler ikke skader de sociale forhold blandt verdens fattige. Jagten på biobrændsel må ikke konkurrere med fødevareproduktionen, og der bør udarbejdes retningslinjer, som sikrer, at anvendelsen af biobrændsler ikke underminerer fattige menneskers adgang til jord, og at bønder må opgive deres levebrød.

Regulering skal også ske på internationalt plan i FN-regi. Oprettelsen af en global ressourcefond kan ses som et skridt på vej mod en global konstituerende aftale, hvor FN skal forvalte den internationale skat. Der er brug for internationale krav om, at jord i første omgang bliver brugt til at dyrke jorden for at mætte det stigende antal underernærede i u-landene frem for at dække vestlige landes stigende energibehov.

Paradokset kan løses

Paradokset i det nuværende fødevaresystem er ikke naturgivet. Der er enighed om, at midlerne til at afbøde fattigdom eksisterer. Det, der mangler, er den politiske vilje til at lancere en mekanisme, der skaber global omfordeling af verdens ressourcer. En global ressourcefond er et konkret forslag hertil.

Derudover er der brug for politiske forslag til at regulere internationale virksomheders ageren, yde støtte til småbønders investering i egne landbrug og ændre de vestlige handelspolitikker, der skader grundlaget for at skabe fundamental fødevaresikkerhed for hele klodens befolkning.

Ingeborg Gaarde er stud.scient.pol. og tidligere praktikant i FN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil godt tro på, at Gaardes kronik er helt rigtig hele vejen igennem. Den er et katalog over alle de mange ting, de rige lande burde gøre for at forbedre situationen. Og man skal som bekendt feje for egen dør først.
Men alligevel gør kronikken mig umådelig træt. Træt ved tanken om hvor vanskeligt det er at føre tingene ud i livet, og hvor lidt der alligevel kommer ud af det. Hvis vi i de rige lande gennemførte alt det, der anbefales i kronikken, til punkt og prikke, så ville det efter min mening ikke mærkbart løse problemerne.
Efter min mening ligger hovedparten af ansvaret for, at det går så dårligt i mange lande, og at stadig flere sulter, i disse lande selv. Der er problemer med korruption osv., men først og fremmest er der problemer med høje fødselstal. I de områder hvor der lokalt er meget høje fødselstal, vil der nødvendigvis også lokalt opstå stor lokal fattigdom, da de to ting hænger meget meget nøje sammen. Man kan kalde det et fordelingsproblem, men man kan ikke fordele sig ud af problemet. Hvis en befolkning som i f.eks. Ethiopien eller Somalia har skyhøje fødselstal, så kan man aldrig ophæve sultproblemerne ved at hjælpe og fordele.
Derfor gider jeg egentlig ikke hjælpe og tænke på dem, der har det hundrede eller tusinde gange værre en det forkælede menneske i den rige verden, som jeg er. Fordi hjælpen enten ikke hjælper, eller også gør tingene endnu værre. Der er simpelthen ingen vej uden om tiltag der nedsætter fødselstallene. Uden sådanne tiltag er alt andet fuldstændig ligegyldigt.
De der har hovedansvaret må gøre noget, førend andre gider bidrage. Det kender vi fra klimadebatten. Så længe den vestlige verden med USA i spidsen ikke vil gøre noget alvorligt ved CO2-produktionen, så kan man ikke forvente at Kina, Indien osv. vil bidrage. På samme måde her: Så længe der ikke sker væsentlige fremskridt m.h.t. lavere fødselstal, så vil al hjælp og alle andre tiltag ikke hjælpe på ret langt sigt, og derfor kan viljen til at hjælpe kun forblive lav. Hvis derimod der sker fremskridt m.h.t. fødselstal, korruption m.m., så vil i hvert fald min motivation for at den rige verden skal bidrage til at skabe større global retfærdighed være langt større.
Det støder mig at når jeg læser kronikken, svinger kronikøren pisken med dårlig samvittighed over mig, samtidig med at hun 100,0 % skåner de hovedansvarlige. Der står i hele kronikken ikke et eneste kritisk ord om hvad folk i de berørte lande selv burde gøre.
Jeg ønsker ikke en verdensorden, hvor alle dårligt stedte mennesker i verden stiller sig op og siger til de velstillede: "Det er uretfærdigt at I er velstillede og vi ikke er det. Den uretfærdighed er jeres skyld." Det er en tankegang om, at de der har det bedst, altid er de skyldige. Men det kan lige så vel være, at de der har det dårligst, selv er skyldige. Alle, rige og fattige, bør samarbejde om at løse problemerne. Men kronikken lægger op til, at problemerne kun skal løses af de rige lande. Det er umuligt.

Jeg har endnu ikke læst kronikken, men blandt meget andet vedr. fødselstal og fattigdom – så er der muligvis en sammenhæng også den anden vej rundt. Altså at en del af overbefolkningen skyldes menneskets overlevelsesstrategi og ønske om forsikring eller grundlag for selv at blive hjulpet på gamle og syge dage?

Inger Sundsvald

Tak til Ingeborg Gaarde for denne kronik.

Der er sandelig nok at blive i dårligt humør af, og det er ikke sjovt at få smidt hykleriet og dobbeltmoralen lige i ansigtet.

Noget af det mest deprimerende er, at på trods af at der findes fornuftige løsningsmodeller, er der ingen udsigt til at den rige verden har tænkt sig at blive enige om noget som helst.

Her kan vi rose os af at køre rundt i store biler på biobrændsel og producere fødevarer som kan konkurrere med priserne i selv de fattigste lande.

Når man så læser om opkøb af jord, så småbønderne ikke engang kan producere til sig selv, kan det ligefrem bringe f.eks. mig til fortvivlelse, for hvad i alverden kan jeg gøre, andet end at sætte et kryds på et stykke papir engang imellem? - Det skal fedt hjælpe.

Men jeg er da sikker på at det nok skal hjælpe på befolkningstilvæksten når den fattigste del af jordens befolkning dør af sult, når de ikke hverken selv kan producere, eller har råd til at købe de elendige kyllinger, majs og ris som kapitalen kan producere på de fattiges egen jord.

Jeg har ingen sympati eller medlidenhed med folk der føler sig stødt, og jeg har ingen forhåbninger om at de kan finde på at sætte deres krydser et andet sted.

Der er masser af problemer som vi kunne og burde gøre noget ved i den tredje verden. Men det er altsammen underordnet dette:
Et folk kan under visse omstændigheder godt løfte sig ud af fattigdom ved egen kraft, uden hjælp, forudsat at de har lave fødselstal (ex: Kina).
Dette `under visse omstændigheder´kan så specificeres nærmere, og vi andre kan bidrage ved ikke at give umulige rammetbetingelser.
Men . . .
et folk kan praktisk taget ikke under nogen omstændigheder løfte sig ud af fattigdom, selv hvis de får maksimal støtte udefra, så længe de har høje fødsesltal. Det kan bare ikke lade sig gøre.
Fremtiden for de lande, der i dag har særlig høje fødselstal - Somalia, Ethiopien, Chad, Niger m.m. - vil være stadig større hungerkatastrofer, efterhånden i en skala hvor ikke bare tusinder, men millioner, dør af sult. Og der kan ikke gøres noget som helst for at forhindre at det sker. Vi kan ikke gøre andet end at vende blikket væk når billederne kommer på vores fjernsynsskærme.
Det vil gå sådan.
Med mindre vi indser, at al snak om fattigdomsbekæmpelse uden at stimulere til fald i fødselstal er ligesom at sidde i et hus der brænder og snakke om at installere air condition for at få temperaturen til at gå ned.

Troels Ken Pedersen

På individ-basis er det at få mange børn i "de varme lande" en fremragende idé for at sikre sig. Andre ting, man som lokalbefolkning kunne finde på for at hæve sig op over subsistens-landbrug, såsom at starte håndværksvirksomheder eller producere fødevarer til salg, bliver brutalt væltet af den globaliserede økonomi i form af plastic-ragelse fra Kina og over-subsidierede fødevarer fra EU og USA, som uden problemer udkonkurrerer lokale alternativer i mange, mange tilfælde. I mellemtiden lever lokale eliter fedt på at sælge lokale ressourcer ud af landet for så få penge, at der ikke drypper mere end småting ned på jorden. Hvis nogen lokale prøver på at sætte sig op mod denne tingenes orden, står de fremmede magter, som tjener på de lokale eliter, som regel parat til at støtte "den lovlige regering", uanset om modstanden måtte komme fra brutale og totalitære oprørsbevægelser, eller bare fra tilløb til vrede fagforeninger. Og hvis endelig det lykkes at vælte en regering, står de fremmede magter parat til at forgylde de nye magthaveres top, hvis bare de vil betænke fremmede handelsinteresser frem for deres egen lokalbefolkning. (Det her lyder måske som kapitalisme-kritik, men Kina og i deres tid USSR var præcis lige så skyldige i det).

Pointen er, at selvom de korrupte lokale eliter absolut ikke er fri for ansvar, så understøtter vi (og andre af "de fede katte") deres eksistens økonomisk og politisk. Det bliver nødt til at stoppe, hvis befolkningerne i u-landene skal have noget bedre at håbe på, end at nok af deres børn overlever til, at de ikke selv skal sulte i deres alderdom. Men selvfølgelig ville bananrepublikanerne ikke gå væk lige med det første, selvom vi holdt op med at økonomisk dominere deres lande helt så brutalt.

Inger Sundsvald

Jamen så kan vi jo vende blikket væk fra tv-skærmen og lægge os til at sove, hvis vi alligevel ikke kan gøre noget som helst for at forhindre hungerkatastrofer. Så regulerer det nok sig selv.

EU er en smuk drøm, som, hvis jeg skal være lidt positiv, skal forhindre europæiske lande i at gå i krig mod hinanden og forsøge at fremme den mellemfolkelige forståelse.

Hvorfor er jeg så ikke begejstret?

Det er jeg ikke fordi EU/USA er en lukket ”klub”, som holder alle andre ude på kapitalismens definerede betingelser, der siger ”vind eller forsvind” og ”hvad kan betale sig”. De ulige betingelser råber til himlen.

Derfor må jeg afvise selv de gode intentioner. I dette inhumane selskab har man nok af ”løsninger”, ”få færre børn”, uden dog at forstå at vejen til ”børnebegrænsning” ikke går gennem gode råd om prævention og retten til abort, men derimod gennem retten til oplysning og retten og muligheden for at forsørge sig selv og sin familie.

Kronikken påpeger nogle muligheder, men hvem tror på dem? ”Tingenes orden” og det ”naturgivne” lader til at herske. Og fri os fra at blive konfronteret med virkeligheden, vi har det jo lige så godt.

Jeg har ikke sagt noget som helst om, HVORDAN børnetallene skal bringes til at falde. Man kunne begynde med i det mindste at sikre, at kvinder kun føder det antal børn, de selv ønsker, ved at give dem adgang til præventive midler, dvs. befri dem fra presset fra deres mænd om at de skal føde mange børn.
Man kan lave oplysningskampagner á la hvad der er gjort i Indien.
Man kan hjælpe med at udbrede præventive midler, eventuelt illegalt, som det skete i en vis periode i Iran, indtil præstestyret indså at børnebegrænsning er en god ide.
Man kan sørge for bedre uddannelse af piger.
Forøget levestandard og mindre risiko for sygdom vil føre til at folk sætter færre børn i verden.
Der er mange "håndtag" at tage fat på.
Det der er forkert, er at se bort fra at høje fødselstal er den vigtigste forhindring overhovedet for at udrydde sult og fattigdom. Jeg kan ikke acceptere at man, i overført betydning, taler om air condition, men ikke om at slukke branden.

Inger Sundsvald

Jamen altså! Hvordan skal ”befrielsen” foregå? Hvem siger at kvinderne er underlagt et ”pres” fra deres mænd? Hvem siger at de ikke selv ønsker det antal børn? Og hvem siger at det er mændene der ønsker og presser kvinderne til at føde flere børn?

Det er jo den sædvanlige overformynderiske holdning og opfattelse af hvad kvinder (og mænd) ønsker og har brug for - defineret af mænd – som helt klart véd hvad det er kvinder vil og hvad der er godt for dem.

Jeg kan heller ikke acceptere at tale om ”air condition” eller ”håndtag”, ikke engang i overført betydning, når der ikke er den mindste vilje til at give afkald på vores egne privilegier, og slet ingen forståelse af de betingelser mennesker i ulandene lever under.

Når alt kommer til alt, så er der jo ikke engang konsensus om at ofre penge på at udbrede oplysningen om muligheden for prævention eller andre grundlæggende betingelser for forståelsen af at nedbringe jordens befolkningstilvækst.

Jeg har intet at tilføje til Ingers remragende formuleringer.

At det skal være kvinderne, der øsrger for færre børn, at det skal være kvinderne der skal uddanne sig er den samme sang om igen.

Hvor F......... er de sølle mænd da henne?

sover de efter dagens møje? 'Eller rager det dem en papskid?

God artikel om en række væsentlige problemstillinger til at afbøde den stigende sult på kloden. Der er tale om en udvikling, der må give anledning til den allerstørste bekymring og forfatteren må nok spare lidt på de dystre udsigter og anslå en lidt (for) optimistisk tone, men der er også gode nyheder.

Enn af de gode nyheder er spørgsmålet om befolkningstilvæksten, og jeg vil tillade mig at henvise til dette indlæg:

"Hvad angår befolkningstilvæksten vil jeg tillade mig at henvise til:

http://www.economist.com/

som beskriver en overraskende udvikling på befolkningsområdet, selvom det stadig ser ud som om befolkningstallet på kloden topper omkring 9 milliarder i 2050 (eller måske kun 8,5 milliarder, hvis trenden beskrevet i The Economist holder).

Jeg kan også henvise til:

http://www.gapminder.org/

hvor man kan forsikre sig om denne trend ved at køre en simulation over befolkningsudviklingen på kloden fra 1850 til i dag og den samlede globale tendens til at hver kvinde føder færre børn er temmelig markant (bortset fra Afrika).

Hvad angår paven og den katolske kirkes kamp mod fornuftig prævention og en mere rimelig opfattelse af den menneskelige seksualitet, så kan man jo ikke just sige, at den i pavens ‘hjemland’, Italien, har resulteret i en højere fødselsrate pr. kvinde, da Italiens rate på dette punkt hører til de laveste i verden, nemlig i 2006 på 1,37 barn for hver kvinde.

For at befolkningen kan holde samme størrelse, kræves det, at der fødes 2,1 barn for hver kvinde.

Men dermed er der jo ikke taget stilling til, om kloden kan bære mellem 8 og 9 milliarder mennesker og i så fald hvorledes dette kan lade sig gøre."

som jeg har skrevet i denne tråd:

http://www.information.dk/214030

Men der er også forhold, som ikke er belyst tilstrækkeligt dækkende og som hos mig giver enledning til mere end almindelig bekymring.

De to citater kan belyse dette:

'Der er landarealer nok i verden til både at producere afgrøder til mad og biobrændsel,'

og

'Paradokset i det nuværende fødevaresystem er ikke naturgivet.'

Det er ikke velbelyst og dokumenteret, at der er landarealer nok til rådighed til produktion af både mad og biobrændsler ved business as usual (BAU). I hvert fald må man ved et sådant scenarie måtte antage, at alle tilgængelige og opdyrkelige landarealer på kloden skulle inddrages i dette projekt. Det vil være til ubodelig skade for det biofysiske grundlag, som alt liv - også vores - afhænger af. Skove skal fjernes, sumpområder drænes, kystområder inddæmmes og tørlægges, bakker og vandhuller udjævnes og måske blev det også nødvendigt at stoppe for brug af landbrugsjord til bymæssig bebyggelse og veje. Og man tør slet ikke tænke på, hvad der skulle bruges af gødningsstoffer og sprøjtemidler for at holde produktionen af både fødevarer og mad i gang på et acceptabelt niveau.

Samtidig må man se i øjnene, at fødevareproduktionen er meget afhængig af nem adgang til og brug af billige fossile brændsler (se f.eks. her: http://www.monbiot.com/archives/2009/11/16/if-nothing-else-save-farming/ ), hvilket er en situation, som måske meget snart vil ændre sig - hvis den ikke allerede er indtrådt er og en medvirkende årsag til den stigende fødevareknaphed. Hvis peak-oil problemet er korrekt beskrevet, hvad jeg tror, vil manglen på brændsler meget hurtigt forstørre sulten til et niveau, som klodens samfund ikke vil kunne håndtere.

Og det gælder såmænd ikke kun de fattige lande. Ingen lande er måske mere afhængig af fossile brændsler til fødevareproduktion end verdens rige lande.

Sagen er, at der snart skal træffes et valg og det ligner meget spørgsmålet om vi vil have mad i maven eller benzin i tanken - for begge dele vil ikke være muligt.

Det kan godt være - for at komme til det andet citat - at paradokset i det nuværende fødevaresystem ikke er naturgivent, men forfatteren mangler helt at forklare os, hvad der er naturgivent og hvilke grænser det sætter.

For at gentage en kliché: Der er såmænd ikke flere kolder til rådighed - heller ikke for dem, der har penge nok, og er ude efter fattige bønders land.

Inger Sundsvald

Mona

Jamen jeg har heller ingen ambitioner om at forandre Kåre Fogs indstilling. Jeg læser og sætter pris på hans indlæg der afslører f.eks. Bjørn Lomborgs fup og uvederhæftighed.

Men hvad angår hans opfattelse af kvinder, så giver jeg fortabt, for jeg fatter ikke sammenhængen mellem det at afsløre Bjørn Lomborg og det blinde punkt han har med på samme tid at mener at, måske analfabetiske, afrikanske kvinder skal redde os fra et problem vi selv har skabt. Det er da topmålet af hykleri.

Her mener jeg ikke kun m.h.t. klima- og miljøproblemer her hos os selv, men også alle mulige andre problemet i f.eks. afrikanske lande, som for længst kunne have været løst, hvis VILJEN havde været til det.

For at sige det ligeud: – Hvorfor skal 3.verdens kvinder redde vores røv?

@ Inger Sundsvald: "Hvem siger at kvinderne er underlagt et ”pres” fra deres mænd?"
Det er der mange der siger, vedrørende en del lande i verden. Afghanistan er et eksempel der umiddelbart byder sig til.

Hvis du har svært ved at forstå, hvorfor jeg på nogle punkter står et sted i det politiske spektrum, og på andre punkter et andet sted i det politiske spektrum, så er det måske fordi din opfattelse af hvordan det politiske spektrum ser ud, er lidt forstenet. Verden har ændret sig siden 1970erne, og brudfladerne er nogle andre.

Det er selvfølgelig lettest at overskue verden, hvis man deler op i de gode og de onde, og har nogle lette og simple kriterier for hvem der hører til i hvilken kategori. Men verden vil selvfølgelig aldrig svare til en så simpel opdeling. De der er "gode" ud fra en moralsk vurdering, er måske ikke gode ud fra en vurdering af hvad der har hvilken effekt i den konkrete verden. Man bør nok være lidt ydmyg og erkende, at det er først bagefter, når vi ser hvordan det hele gik, at vi ved hvem der var de ret gode og hvem der var knap så gode. Og især bør man lade være med at stemple, kategorisere og dømme andre.
Fundamentalistiske kristne mener f.eks. at de er vældig gode, når de arbejder ihærdigt for at forhindre at børnebegrænsning indarbejdes i ulandsprojekter. Min egen vurdering er at de er onde, fordi øget befolkningsvækst fører til mere ufred, krig, sult og lidelse.
De der gav penge til Ethiopien for en del år siden i den store giv-en skærv-til-Afrika kampagne, mener nok at de gjorde noget godt. Det føltes i hvert fald godt. Men ekstra fødevarehjælp har måske kun trukket pinen ud. Så vidt mig bekendt er der i dag flere der sulter i Ethiopien, end dengang man samlede ind. Det har ikke hjulpet (og det ER ikke måden at hjælpe på), men det gav en masse mennesker herhjemme en god følelse af gavmildhed og uegennyttighed.
Idealstiske og godhjertede mennesker forsøger vist nok stadig at få fødevarehjælp kørt ind i Somalia, men det bliver sværere og sværere. De risikerer at blive dræbt. Skal man virkelig miste sit liv for at hjælpe en befolkning, der ikke værdsætter hjælpen og bare prøver at slå en ihjel? Er det ikke en rimelig konklusion at ondskaben i det land mest kommer indefra, ikke udefra?
Når FN-kontorer i Pakistan bliver bombet af talebanere, hvem er så de onde? Giver det nogen mening at ville hjælpe mennesker, der forsøger at slå en ihjel? Hvorfor hjælper vi i de lande? For selv at føle at vi er gode, eller fordi vi tror det på det praktiske plan forbedrer vilkårene?
Alt det kan ikke fattes, hvis man stadig forsøger at forstå det i lyset af fortællingen om de rige vesterlændinge som de onde, og under mottoet "et undertrykt folk har altid ret". Nej, et undertrykt folk har sommetider ret, men ikke altid. Tiden er ikke længere til automat-reaktioner.
Hvad der gælder på det punkt, gælder også alle mulige andre steder. Vi lever i 2009, og verden ser anderledes ud. Vi må ryste posen igen og se hvordan brikkerne lægger sig nu.
Se fordomsfrit på tingene.
Med tiden vil du måske endda nå til en slags forståelse af, hvorfor jeg somme tider placerer mig det "rigtige" sted i dit politiske spektrum, og sommetider det "forkerte" sted.
I øvrigt kan jeg godt undvære "debatten" mellem dig og Ilse Belinda Eberspächer. Ignorér hende, og lad os komme videre.

@ Erik Rolfsen Nielsen.
Tak for et informativt indlæg.
Som det fremgår, er jeg knap så optimistisk m.h.t. befolkningsævksten, men forskellen imellem os er næppe stor.
Linket til The Economist førte ikke rigtig til noget, men linket til gapminder førte til en meget informativ side. Jeg kunne se at de højeste fødselstal i verden p.t. menes at være i Niger (7,5 børn per kvinde) og Afghanistan (6,5 børn per kvinde). Ikke mærkeligt at der er ufred i Afghanistan og sult i Niger. Fødselstallene i de fleste lande i Afrika ligger stadig meget højt, alt for højt, men det fremgår at de er på vej nedad. Vi må så håbe at de fortsætter i hastig fart nedad.
Under alle omstændigheder nytter det næppe noget at lade være med at tale om fødselstal. Det er et alt for vigtigt emne til at blive omfattet af et tabu.
Jeg har somme tider tænkt på, hvor nedværdigende det måtte være for kineserne i begyndelsen af det 20. århundrede, at man talte så meget om "den gule fare". Tilsyneladende et rigtig ubehageligt udtryk for vestligt åndshovmod. Men hvad er der sket? Kineserne har reageret som om de har lyttet til de dystre ord, og har sat meget radikal fødselsbegrænsning i gang, med en fantastisk positiv eftervirkning på landets økonomiske situation. Så ordene om "den gule fare", hvor fornærmende de end måtte forekomme, har måske hjulpet dét land. På samme måde bør vi i dag tale med store bogstaver om hvor ødelæggende de høje fødselstal er for Afrikas fremtid. Det kunne jo være at de dernede lyttede til hvad vi siger, og tog sagen i egen hånd. Det ville være lykkeligt. Så man skal måske ikke være så bange for at fornærme andre, hvis meningen dybest set er god nok.

Inger Sundsvald

Jeg opererer overhovedet ikke med begreber som ”de gode” eller ”de onde”.

”At feje for egen dør” er derimod et godt sted at starte.

"At feje for egen dør" mht. overbefolkning, kunne virke som et paradoks, al den tid at vi har rimeligt styr på fødselstallet i den vestlige verden.

Men selvom vi bor i den vestlige verden, er vi også en del af den store verden, og her har vi en rigtig god mulighed for at få en del skidt kostet ud ober dørtærsklen: vi kunne blot starte med at tahe fat i nakken på enhver kristen mission, der modarbejder prævention.

Prævention - det være sig medicinsk, fysisk eller kirurgisk, er naturligvis en privatsag, som individet selv må vælge eller forkaste, og ingen bør påtvinges det - hverken med lov eller proaganda.

Men det omvendte gælder også; - at ingen må føle sig presset til at afstå fra prævention, pg at ingen må udøve et sådan pres-

... det var så den formelle argumentation ;-)

- Og kan vi så få vedtaget nogle internationale love der pålægger bl.a. den katolske kirke at trække sine missionærer hjem fra udviklingslandene ... det må jo nærmest falde under anti-terrorlovgivningen!

Grunden til at der er store problemer i en lang række lande skyldes ikke i sig selv de enorme fødselsrater, som det antydes flere steder. Dette er snarere konsekvensen af meget usikre fremtidsudsigter, men selvom børn kan være en udmærket strategi for mange individer under den slags forhold, så fungerer det hverken for landene eller globalt set. Her hjælper det næppe heller at nedkaste kondomer med religiøse godkendelsesmærker, så længe de basale ’erstatningsgarantier’ udebliver.

Fandtes sådanne og af en vis troværdighed ville det se helt anderledes ud, og mon ikke allerede kvinderne kender sammenhængene disse steder.
Noget burde måske vedrøre miljøtopmødet ligesom dette med at transportere store mængder statsstøttede fødevarer mv til lande, der netop burde kunne vokse sig stærkere via landbrug, som vi selv har gjort det. For resten dalede fødselsraterne herhjemme så vidt jeg husker nogenlunde stabilt siden 1850.

@Kåre Fog

Mit link til The Economist var ikke helt korrekt. Her er det rigtige:

http://www.economist.com/displaystory.cfm?story_id=14743589

Selvom jeg måske lyder optimistisk hvad angår dette at standse befolkningstilvæksten, hvilket bl.a. i særlig grad tilskrives bedre uddannelse af kvinder, så er jeg ikke synderligt optimistisk, når jeg skal vurdere horvidt det nuværende befolkningstal er bæredygtigt ved et forbrug som i de vestlige lande.

Selvom jeg ikke er tilhænger af The Economists markedsfundamentalistiske grundholdninger, så kan man ikke fraskrive dem evnen til at producere gode artikler, da de ofte også er baseret på hårde kendsgerninger.

Derfor finder jeg den omtalte artikel i The Economist ganske læseværdig og tankevækkende.

Til Erik Rolfsen Nissen: Tak for det forbedrede link.
Den pågældende artikel er i de fleste henseender udmærket, og den siger jo på mange punkter præcis det samme som jeg hævder.

Det er interessant, at selv på landsbyplan kan sammenhængen mellem fødselstal og velfærd demonstreres, som i dette citat:
"Between 1974 and 1996, Bangladesh turned a district called Matlab into a giant demographic experiment: some villages and households got family planning, others did not. According to one study of the results, fertility in the areas that received help declined by around 15% more than in those that did not. And over the two decades of the experiment, indicators of the well-being of women and their children—health, earnings, household assets and so on—were all higher in the villages that got the planning."

I relation til Sundsvald vil jeg også lige citere dette:

" A surprising amount is known about how many children parents want, . . . In Brazil, for example, the wanted fertility rate in 1996 (the most recent year available) was 1.8; the actual fertility rate then was 2.5. In India the wanted rate in 2006 was 1.9, the actual one, 2.7. In Ghana the figures for 2003 were 3.7 and 4.4. . . .
One study in 2002 estimated that as many as a quarter of all pregnancies in developing countries in the 1990s were unintended. Yet another found that more African women say they want to use contraceptives but cannot get them (25m) than actually use them (18m). "

Men, men, men . . .
artiklen i The Economist lider af én stor mangel: Den undlader at skelne mellem de lande, der er inde i en god gænge, og de der ikke er. Groft taget er 90 % af jordens befolkning inde i en positiv udvikling henimod lave fødselstal, og det lover godt for fremtiden. Men så er der de sidste 10% hvor udviklingen går alt for langsomt, eller slet ikke går. I disse lande sker der ikke nogen velstandsstigning, fordi al økonomisk vækst opsluges af befolkningsvækst, sådan at indkomst per capita ikke stiger. Og med konstant fattigdom får vi konstant høje fødselstal. Typisk vil en sådan befolkning fordobles på 30-35 år. Det betyder på længere sigt, at de 10 % af verdens befolkning, der har det særlig dårligt, vil fordobles til 20 % om 35 år, til 40 % om 70 år osv. Det er et meget vigtigt aspekt, og det omtales næsten ikke i artiklen i The Economist. Det betyder at der fortsat vil være nogle kroniske urocentre og lande, hvorfra der kun kommer en stadig mere tæt strøm af dårlige nyheder. Det er de dårlige 10 % af verdens lande - herunder Afghanistan, Somalia og Ethiopien - som jeg fokuserede på i mit indlæg. Det er måske sortsyn at fokusere på det dårligste, men det er et nødvendigt sortsyn.

Også en artikel fra i dag – ”sådan får verden færre børn” – og om aspekter vedr. uddannelse, prævention, historisk befolkningsudvikling, klima og CO2

mens lavindkomstlande har stået for 52,1 pct. af befolkningsvæksten, har de kun bidraget med 12,8 pct. af den øgede CO2-udledning. Befolkninger i højindkomstlande er i samme periode vokset med 7 pct., men har øget udledningen med 29 pct

http://politiken.dk/debat/analyse/article838019.ece

Ulandene hævdes at være gået fra en gennemsnitlig rate fra 5,9 til 2,7 børn siden 1960’erne, så fremad er det trods alt gået i takt med urbanisering, stigende indkomst og uddannelse til kvinder, familieplanlægning og bedre adgang til prævention, men altså stadig omkring en fordobling af det globale befolkningstal og med udsigt til yderligere vækst. Helt galt går det vel, når disse lande kommer tættere på højindkomstlandene mht levevis?

Troels Ken Pedersen

Kåre Fog:

>Idealstiske og godhjertede mennesker forsøger vist nok stadig at få fødevarehjælp kørt ind i Somalia, men det bliver sværere og sværere. De risikerer at blive dræbt. Skal man virkelig miste sit liv for at hjælpe en befolkning, der ikke værdsætter hjælpen og bare prøver at slå en ihjel? Er det ikke en rimelig konklusion at ondskaben i det land mest kommer indefra, ikke udefra?<

På den anden side var det os selv (eller in casu vore amerikanske venner gennem deres etiopiske allierede), som i tilfældet Somalia smadrede et seriøst tilløb til en lokal regering med støtte i befolkningen, som var ved at bringe orden i sagerne, og vestlige industritrawlere som har bidraget til piratproblemet ved at smadre fiskebestandene i de somaliske farvande. Lignende forhold gør sig gældende i en anden af de grimme sager, den "demokratiske" republik Congo, hvor problemerne holdes ved lige af såvel vestlige som kinesiske mineralopkøbere, der finansierer kampene. At forholde sig til problemerne uden at forholde sig til deres årsager har ikke meget at gøre med at se fordomsfrit på verden.

Uanset hvilket land i verden man betragter, vil der være udefra kommende faktorer, som gør tilværelsen vanskeligere. Der vil altid være nogen som forsøger at udnytte naturressurser uden for deres egne grænser, der vil altid komme perioder med ugunstigt klima osv. osv. Det er et fælles vilkår for alle, at der dukker negative faktorer op. Opgaven er så at løse problemerne.
Man kan derfor ikke bare sige, at der hvor det går dårligt, er det på grund af årsager som andres trawlfiskeri, et kup mod en spirende regering, eller andet. Sådanne ting gør det hele vanskeligere, men de er ikke "årsagen" . Når Somalia ikke har en stabil regering, så hænger det sammen med at et land med så høj befolkningsvækst og så ringe levemulighederne for de alt for mange, der bliver født, vanskeligt kan blive stabilt.
Der er tale om en masse faktorer, der spiller sammen (det er der altid), men faktoren befolkningsvækst er i sig selv nok til at forklare, at det nødvendigvis måtte gå galt. Uanset trawlfiskeri etc. ville det være gået ligesådan. Så udtrykket "problemerne . . . og deres årsager" passer ikke på situationen her. De nævnte faktorer kan allerhøjst være supplerende, bidragende årsager, ikke hovedårsager.
Hvis en person kigger sig dårligt for og går ud foran en bil og bliver dræbt, så kan det godt være at det var et elendigt stormende regnvejr, og at personen af den grund ikke fik kigget sig ordentligt for. Men det retfærdiggør ikke at man kan sige, at regnvejret var årsagen til at han blev kørt ned. Han kunne have passet bedre på, selv om det var regnvejr, og ville ikke være dræbt. Så regnvejr i sig selv kan ikke være "årsagen". Lige sådan her: der er nogle bidragende faktorer, men lad være med at kalde dem "årsagerne".

Troels Ken Pedersen

Men Somalia havde jo for pokker en bevægelse, som var godt i gang med at skabe ro og orden i de kaotiske sydlige og centrale dele af landet, før de blev stoppet af intervention udefra. Regeringen, som uanset sine fejl kunne have stoppet det værste kaos, blev væltet af en vestligt-støttet invasion, ikke af horder af børn!

Selvfølgelig er der mere end én årsag til så godt som alle større udviklinger, men der er i høj grad nogle udefra kommende årsager til, at subsistenslandbrug med store børneflokke forekommer at være den mest hensigtsmæssige strategi for så mange mennesker. Vi (og kineserne) bidrager sammen med korrupte lokale eliter til at smadre de reélle økonomiske alternativer til subsistensstrategien. Indtil vi holder op med det, er det ikke særlig rimeligt endsige konstruktivt at forlange at de bare skal lade være med at optimere deres chancer for forsørgelse i alderdommen. For en velnæret velfærdsdansker kan det være svært at forstå den slags motivation, men hvis ikke vi fatter, hvad der driver udviklingen, er det forbistret svært at gøre noget konstruktivt ved det.

Inger Sundsvald

Dem der har magten bestemmer. Når der indgås forlig, er det jo ikke fordi man pludselig har fundet den ”gyldne sandhed”, som alle kan se det rimelige i, men fordi ingen har haft magt nok til at bestemme ”musikken”. Der må ofte betales en ”pris” fra begge eller alle parter der indgår i forliget.

Ingen indgår forlig med en fattig landmand i et u-land, der ikke kender sine rettigheder, hvis man bare kan jage ham og hans familie væk, måske oven i købet med støtte fra landets regering, hvor en eller anden embedsmand har inkasseret betalingen, eller med hjælp fra suspekte allierede.

En kvinde i et u-land, som måske oven i købet er analfabet, sidder ikke og vurderer hvor mange børn hun kan tillade sig at få af hensyn til klimaet. Hun følger sin natur, og evt. hvad hun anser for sin pligt i den kultur hun tilhører. Dermed får hun de børn som Gud eller skæbnen har tiltænkt hende. Har hun haft mulighed for skolegang og uddannelse, er der større sandsynlighed for at hun får kendskab til f.eks. prævention. Men det forudsætter som sagt at hun vokser op i en familie der har mulighed for at forsørge de børn der fødes.

Det glæder mit oprindelige socialdemokratiske hjerte, at det her i landet er lykkedes at eliminere de værste uretfærdigheder. Men det harmer mig, at der f.eks. endnu i dette land findes mennesker, som bliver smidt ud af deres bolig, at nogen lever på gaden og at børn ikke får de betingelser de i et rigt samfund har krav på.

Personligt har jeg overskud nok til også at harmes over elendigheden og behandlingen af mennesker i fattige lande, og jeg harmes over at velfærdsdanskere kan føle sig ”stødt” over at blive revet realiteterne om verdens inhumanitet i næsen. Især harmer det mig med de så forsimplede sammenligninger af årsag/virkning til hvad der er ”selvforskyldt”.

Inger Sundsvald

Når man sidder her på flæsket i Danmark, med en uddannelse betalt af bl.a. hårdtarbejdende mennesker der hverken har uddannelse eller subsidier, gælder det åbenbart om at sige sandheden, råt for usødet, til bonden/kvinden/børnene i ”de varme lande”. De må se at indrette sig efter verdens realiteter.

Når jeg deltager i debatterne på disse sider, så er det, ud over at udvide min egen ”horisont”, også med et ønske om at få denne verdens magthavere (mænd) til at fatte bare en lille smule af hvordan det føles at være en kvinde, der gang på gang må erkende de ulige muligheder. Hvordan mon det så føles i u-landene?

Jeg har ikke tænkt mig at appellere til hverken medlidenhed eller solidaritet – jeg véd det ikke virker. Men jeg vil gerne advare om, at hvis I bliver ved med at lukke øjnene og danne jer jeres egen eventyragtige opfattelse af dagens realiteter, så taber I.

Gaardes forslag om en global ressourcefond, er en smuk idealistisk tanke. Det bliver spændende at se om idéen kan overføres til den knap så ideelle virkelige verden. Vesten siger jo ofte ét, men det der sker er for det meste noget andet eller slet intet.

En logisk empiriker som Fog tror han har fundet de vises sten. For enden af sit tunnelsyn ser han løsningen: NEDBRING FØDSELSRATEN!. Og det er da helt sikkert en vigtig faktor. Men Fog kræver at denne ene faktor kommer før alt andet. Han er ganske forblindet og han stiller alskens ligninger op. Men jeg tror Afrika vil have sig frabedt at blive sat på ligning på den måde.

I det virkelige Afrika er man nødt til at hjælpe som forholdene tillader det. De fleste lande i Afrika er mildest talt ikke homogene enheder. Der er tale om veritable kludetæpper af autonome stammesamfund, som indbyrdes kan være ganske forskellige kulturelt og religiøst. Landegrænserne blev jo i sin tid trukket efter kolonisatorernes behag. Man kæmper stadig med at mange af præsidenterne var og er stråmænd for de gamle kolonimagter. Det vil tage lang tid at blive fri for denne forbandelse. Afrika ligger stadig under for grov udbytning.

Hjælpen skal organiseres. Alle organisationer som ønsker at hjælpe Afrika, skal stille eksperter til rådighed. Problematikken er kompleks. Eksperter fra forskellige videnskabelige områder skal samarbejde. Samarbejdet skal koordineres. De udmøntede løsningsmodeller skal sideløbende føres ud i livet alt efter forholdene i det enkelte land. Nedbringelsen af fødselsraten må ske gradvist hen ad vejen, når forholdene forhåbentlig bliver mere gunstige. Oplysning og uddannelse er et must. Og de veluddannede afrikanere skal hjælpe til og ikke (bare) leve det søde liv i Vesten.

Alle skal hjælpe Afrika på alle mulige måder. Vi nedstammer fra Afrika, menneskehedens vugge. Dybt nede er vi selv afrikanere. Alle med overskud skal hjælpe med at rulle den sten op på bjergtoppen efter bedste beskub. Og når stenen ruller ned igen, så ruller vi den op igen og igen...
Sisyfos har ikke levet forgæves. Vi bliver ikke trætte. Vi er stærke. Vi kan alt (hvis vi vil).

Gaarde indrullerer alle u-lande med sultende befolkningsgrupper under ét. At jeg begrænser mig til at tale om Afrika, skyldes at debattørerne i vid udstrækning har nævnt afrikanske lande som eksempler. Men naturligvis skal alle lande i Verden med sultproblemer hjælpes.

Inger Sundsvald

Erik Højer

Jeg er på hold med Sisyfos – det er hårdt arbejde. Men jeg har det dilemma, at jeg både forstår Kåre Fogs logik og de umulige realiteter der hersker mellem dem der ved bedst, og dem der aldrig nogensinde har fået mulighed for at forstå forbindelsen mellem noget så abstrakt for dem, som klima og det det hensigtsmæssige i prævention og færre børnefødsler.

Det er, efter min mening, lidt urimeligt at forlange, at de – uden uddannelse, uden muligheder for at forsørge sig selv, skal tage ansvaret for at vi i vores del af verden har fucket miljø og klima helt op.

Men tak alligevel for din kommentar.

Efter at have genlæst Gaardes glimrende kronik, er jeg nødt til at medgive, at det er på sin plads at påpege nedbringelse af fødselsrate som en del af "løsningen". Gaarde remser en mængde forskellige faktorer op. Faktorer som ligger til grund for sultmisèren. Men når hun nu vitterligt nævner befolkningstilvæksten som en sultskabende faktor, så er det underligt at hun ikke nævner nedbringelse af fødselsrate som en del af den komplekse løsningsmodel. Men igen, at kræve fødselsraten nedbragt FØR nogle andre hjælpeforanstaltninger kan komme på tale, er en frygtelig fejlslutning.

@Sundsvald

Én ting er at sidde på sit studerekammer og analysere sig frem til den bedste af alle løsninger. En ganske anden ting er det at føre denne løsning ud i livet i en anden del af Verden med en anden kultur. For afrikaneren (f.eks.) er det fundamentalt vigtigste i livet at få mange børn. Ikke kun for at have nogen der kan forsørge én, men for at have så mange som muligt at være sammen med. For afrikaneren er ensomhed det værste. En afrikaner ser ikke en rig vestlig familie med et enebarn som en lykkelig familie. Det bliver rigtig svært at ændre afrikanerens synsvinkel på dette punkt bare lidt. Det er noget det vil tage mange generationer at ændre.

Inger Sundsvald

Erik Højer

Vi er vist ikke helt uenige.
Det drejer sig jo om rigtig levende mennesker, der lever i en helt anden verden end vi gør.
Verden er ikke sort/hvid.

Jeg mener ikke det er nogen særlig god kronik / anlyse. Og jeg tvivler stærkt på den ville være bedre, hvis forfatteren havde haft mere plads.

Kronikken afspejlere snare en meget dansk tilgang til "lande under udvikling" problemstilingen. Det ses ved, at det der betones er "vores" skyld og "vores" ansvar. Også løsningen....."Vi" skal opkræve skatter også sende pengene til u-landene.....

Også måske en meget scient pol'sk, hvor det der springer i øjnene er, at der nærmest ingen huller i uvidenheden er, når det drejer sig om jura, økonomi, naturressourse forvaltning og andre teknikaliteter som kan forstyrer, den for IG moralske rigtige løsning, som tilgengæld har den bekvemme sidegevinst at den levere afbigt for "vores" skyld.

IG forklarer os, at produktion af biobrændsel er et problem fordi, den afledte effekt er faldene produktion af fødevarer med deraf stigenede priser, hvilket fører til at de fattige må sulte fordi de ikke kan betale prisen. Så kunne man jo tro, at øget produktion af fødevare var godt. Men nej. Det fører til faldende priser også kan de fattige ikke tjene nogen penge. Og sådan går det derud indtil konklusionen; at "vi" skal subsidiere u-landene fordi det hele alligevel er vores skyld.

Det hænger ikke sammen, undskyld.

Uanset om vi sender en sæk penge eller giver os til at betale det dobbelte for råvarer, så vil det ikke hjælpe noget som helst. De folk, i u-landene, som sørger for arrangementet skal nok få deres kommissioner og provisioner. Det der bliver tilbage til de fattige, det vil blive omsat i præcis så mange børn, at der ikke er mad nok til alle. Herefter kan vi så tage en tur i cyklen engang til; mere subsidie -> flere børn ->mere sult.

Så Kåre har ret når han siger, at er der ikke styr på reproduktionen, så kan det hele være lige meget, resultatet vil blot være fler sultne børn.

Ser vi på de to store lande under udvikling, Kina og Indien, så har de, udover et selvvalgt fravær af u-landshjælp, ført en effektiv politik mht fødselskontrol. Andre succes historier er S-Korea, Singapore og for den sags skyld Danmark.
Skal man udlede noget af emperien så er det vel nærmest, at fraværet af naturrigdomme og u-lands hjælp er de nødvendige forudsætninger for en nations økonomiske fremgang.

- Men den forklaring, får man nok ikke en medarbejder i u-lands industrien til at købe.

Hvad angår den gamle traver om, at de vestlige landes relative økonomiske rigdom skyldes et ulige bytte forhold på især råvare, så er der det at sige, at eksempelvis kobber, som indgår i næsten hvad som helst, at prisen på slutprodukterne (biler og telefoner eksempelvis) ikke vil blive påvirket nævneværdigt af hvad prisen på kobber tilfældgvis er. Forklaringen er den simple, at de mange arbejdstimer og øvrig værdiskabelse, altså ikke ligger i produktionen af kobber , men i alle ledene bagefter.

Man kan naturligvis argumentere for, at der skal lægges en skat på kobber og at pengene efterfølgende skal fordeles til dem der bor i en eller anden afstand fra produktionsstedet, men man kan med mindst lige så vægtige argumenter sige, at det er et problem, der må løse der hvor kobber produktionen nu engang foregår, eventuelt hos sammenslutningen af kobber producenter.

Efter min ringe mening så er det naivt, at tro, at man ved at indskyde diverse beraukratisk led, der skal sørge for "retfærdig" omfordeling, får gjort noget effektivt ved det grundlæggende problem, nemlig at der er sultne børn, der forøvrigt heller ikke får den uddannelse de burde have.
- at omfordeling så i øvrigt er nødvendig (og legitim) for at tackle problemet er en anden sag.

@Pedersen

Det er sandt at Gaarde sigter højere end vingerne umiddelbart kan bære. Et forsøg på at samle trådene i en så kompleks problemstilling på globalt plan, vil altid kunne skydes ned på detaljeplan. Men ingen enkeltperson er i stand til at være ekspert på alle delområderne. Det Gaarde forsøger at gøre, er at tegne en overordnet skitse; en arbejdsplan hvor oplysning, uddannelse og nedsættelse af fødselsrate ganske rigtigt skal tilføjes som dele af en samlet indsats.

Naturligvis skal fagfolk og eksperter fra alle relevante delområder/videnskaber tages med på råd. Gaarde vælger at sigte idealistisk efter et moralsk højt niveau. Og "omfordeling af goderne" er måske ikke den mest velvalgte arbejdstitel man kunne vælge (historien taget i betragtning). Arbejdsprocessen vil medføre et utal af nedjusterede delmål og kompromisser. Man vil til stadighed se midler havne i de forkerte lommer. Brådne kar vil altid findes.

Og så er det jo fristende at hive den forsimplede og generaliserende årsagskæde op af hatten:
mere subsidie -> flere børn ->mere sult.
; trække resignerende på skuldrene og gå i vinterhi. Men argumentet om at hvis kun en del af midlerne når frem til målgruppen, så skal hjælpen ophøre, er umenneskeligt. Lige så umenneskeligt som det er at kræve fødselsraten dramatisk sat ned, før man gider at løfte en finger. At hjælpe så stort et antal mennesker som muligt under de givne forhold, det er målet og det er alt nok indtil videre. Det er en proces som skal forbedres løbende, men for alt i verden ikke sættes i stå.