Kronik

Vi er alle iagttagere, ikke deltagere

Vi er blevet ligeglade med substansen af politik, fordi alle partier efterhånden ligner hinanden. Derfor er vi alle forvandlet til en slags hverdagssociologer, der ikke interesserer sig for, hvad hinanden vil, men finder en lille ondskabsfuld morskab i at afsløre hinandens motiver
Vi prøver alle - ligesom den politiske kommentator Peter Mogensen - at analysere andres motiver, snarere end at lytte til, hvad de faktisk siger.

Vi prøver alle - ligesom den politiske kommentator Peter Mogensen - at analysere andres motiver, snarere end at lytte til, hvad de faktisk siger.

Michael Daugaard

27. november 2009

Danmark har lige overstået et kommunalvalg med den laveste valgdeltagelse i 35 år.

Den lave deltagelse har mange årsager, men deltagelsen havde næppe været så lav hvis valget havde været et valg mellem klare politiske forskelle. Danmark synes længe at have befundet sig i en tilstand af politisk forskelsløshed - såvel landspolitisk som kommunalpolitisk - og partierne har haft travlt med 'at kæmpe om midten' som det hedder. Når vi på valgnatten og i dagene efter valget flere steder så umage par som Venstre og SF slå sig sammen for at komme af med Socialdemokraterne, bekræftede dette da også at de politiske forskelle i dag er til at overse. Drivkraften bag de alliancer, der blev dannet, var mange steder personspørgsmål - og gerne bitre personspørgsmål - frem for egentligt politisk indhold. Denne situation af politisk forskelsløshed og personfokusering er ikke nødvendigvis noget problem i sig selv. Men det er værd at overveje, hvordan den politiske stilstand reflekteres i samfundet i det hele taget, og hvad stilstanden gør ved os som mennesker.

Ligesom dansk politik er præget af forskelsløshed og en vist bitterhed på det personlige plan, synes vi i samfundet i det hele taget at være blevet både ens og trætte af hinanden. Vi har på en og samme tid nærmet os hinanden og bevæget os meget langt væk fra hinanden. Vores individuelle drømme er på en usædvanlig monoton vis kommet til at minde om hinanden, og samtidig føler vi hver især at have meget lidt brug for hinanden for at nå disse drømme. Vi drømmer ikke om opbygningen af et samfund i hvilket, vi hver især har vores forskellige roller og opgaver. Vi drømmer i stedet den samme drøm om at blive fri for samfundet - om at blive velhavende, selvglade og komme i sikkerhed.

Tre typer

Denne særlige tidsånd anskueliggøres måske bedst ved at kigge på de personidealer der dyrkes i dag. Især tre personidealer bør trækkes frem, tre idealer, som er blevet de rollemodeller, vi andre måler os selv i forhold til, nemlig iværksætteren, sociologen og selvudvikleren. Det påfaldende ved disse idealer er, at de alle befinder sig uden for fællesskabet og egentlig ingenting vil i eller for fællesskabet. Alle har de det tilfælles, at de i en vis forstand er 'sluppet fri' og lever på behørig afstand af det fællesskab, vi andre også helst ville være fri for.

Iværksætteren beundres, fordi han bliver rig i en fart, ikke fordi det, han skaber, bidrager eller forpligter ham langvarigt i forhold til fællesskabet. Ved egen kraft og voldsomhed lykkes det ham vriste sig fri af den suppe, vi andre driver rundt i. Iværksætteren hedder f.eks. Janus Friis eller Stein Bagger. At Stein Bagger røg i fængsel er i denne sammenhæng en tilfældighed, som blot udstiller vores store beundring for ham. I en stille stund kan man overveje, hvor disse helte egentlig slipper hen, når de slipper fri, men den slags spidsfindige spørgsmål skal man næppe forvente svar på.

Sociologen beundres, fordi han har gennemskuet os alle sammen. Han er livsstilsekspert, marketingskonsulent eller politisk kommentator og ved alt om hvilke segmenter, verden består af, og hvordan disse segmenter bevæger sig i forhold til hinanden. Han ved endda, hvilket segment han selv tilhører. Som en intellektuel, der er blevet ligeglad med alting, har han intet udestående med verden og er dybt uinteresseret i sig selv (udover at han gerne vil tage sig godt ud, bevares). Verden er ikke hans kamp. Han kigger på verden og fortæller os, hvorfor den opfører sig som den gør. Han hedder f.eks. Peter Mogensen eller Henrik Dahl.

Ufrivillige sociologer

Selvudvikleren har vundet en kontrol over sig selv, som vi andre beundrer. Til forskel fra de to andre idealer lever han faktisk et liv, som han ikke synes at have travlt med at komme væk fra (iværksætteren) eller gøre sig selv til tilskuer til (sociologen). Derfor er der noget levedygtigt ved ham. Men han finder sin styrke i en besynderligt verdensfjern karakter. Hans styrke er, at han kan bevare roen på 100 meters dybde eller stirre vildmarkens rædsler i øjnene uden at blinke, ikke at han har fundet sig selv i en almindelig rolle eller funktion i samfundet. Han hedder typisk B.S. Christiansen, men kommer også i andre udgaver.

Vi har desværre ikke alle evnerne og heldet til at blive iværksættere. Selvom iværksætteridealet svæver som en drøm over mange menneskers liv, er det en vej, der er lukket for det fleste af os. Selvudvikleren er også henvist til mest at eksistere i vores drømme. Vi kan godt lide at drømme om B.S. Christiansens enorme personlighed, men hver dag når vækkeuret ringer, er vi altid bare søvnige Frank, Casper og Iben, der knap nok kan nå at æde vores egen fejlbarlighed til morgenmad, før den bliver serveret for os igen til frokost. Til gengæld kan vi alle sammen være sociologer. Faktisk er det at være sociolog ikke engang noget, man skal ville, men noget man bliver helt automatisk. Hvis bare man ser lidt fjernsyn eller følger med i den almindelige snak på gader og stræder og ellers opfører sig som de fleste, bliver man lidt af en sociolog. Hvis man oven i købet går på universitet, bliver man en sociolog, der ikke er til at skyde igennem. Så de fleste af os er sociologer.

Iagttagere af egne liv

Hvad vil det sige, at vi er sociologer? Det vil sige, at vi lever i et mærkeligt publikumsagtigt forhold til vores eget samfund - og i sidste instans til vores eget liv. Hvis det samfund vi lever i, ikke på nogen naturlig måde forekommer os vigtigt og som noget vi kæmper for eller imod, så bliver samfund og politik til underholdning. Vores deltagelse i verden bliver som publikummets der hellere vil høre om politiske intriger, skjulte dagsordner og private hemmeligheder end politisk indhold. Den mest dannede måde at være borger på i et sådant publikumssamfund er at være sociologen, eller mere præcist den politiske kommentator, der gennemskuer intrigerne og dagsordnerne og endda kan krydre sine betragtninger med et par sladderhistorier om politikernes privatliv, hvis der er stemning for det.

Vi gør os alle sammen til større eller mindre udgaver af Politikens Peter Mogensen. Mogensen diskuterer ikke politik, men politisk taktik og skjulte motiver. Når han kommenterer statsministerens åbningstale, understreger han med stolt skarpsindighed, at det interessante ikke er hvad statsministeren siger, men hvorfor han siger, som han siger. Og han kalder en verserende bandekrig for en 'joker' i en kommende valgkamp. Ikke noget med at have en holdning til statsministerens tale eller bandekrigen. Det ville være banalt. Men at fortælle hvorfor, statsministeren nu går til højre, nu går til venstre, og hvorfor han køber mørkeblå jakkesæt, det er interessant.

Tæt på og langt fra

Hvis den politiske stilstand fører til irritation og bitterhed politikere imellem, er der slet ingen grænser for, hvor irritabelt og forfængeligt et samfund bliver, når alle har gjort sig til sociologer og kommentatorer. Vi kommenterer da ikke bare politik, men alt og alle. Vi er egentlig ligeglade med hinanden, men går samtidig uendelig tæt på hinanden. Vi interesserer os ikke for, hvad hinanden vil, men finder en lille ondskabsfuld morskab i at afsløre hinandens motiver - hvorfor det bliver mere interessant at fortælle om en mand, at han holder hund eller drikker caffè latte end at høre, hvad han faktisk siger. Situationen fører til et antifællesskab, hvor alle føler sig beskuet og gennemskuet, og hvor ingen føler sig forstået.

Hvor trist denne tilstand end er for fællesskabet, er den dog langt mere trist for den enkelte 'sociolog.' Livet som sociolog er en tilstand af kedsomhed. Travlheden med at kigge på de andre er et udslag af, at man egentlig ingenting vil. Man vil ingenting, for samfundet og ens eget liv i samfundet angår ikke rigtig én selv. Menneskeligt set er tidens politiske stilstand langt mindre bekymrende end denne form for personlig stilstand - men den ene stilstand ville næppe eksistere uden den anden.

Man kan overveje hvorfra en ny vilje til os selv og hinanden overhovedet skal komme. Så længe der er liv, er der håb, siger man. Og under vores blaserte stilstand må der vel stadig findes en form for liv, så måske der også er håb. Men hvad vi vil med det liv og det håb, er noget, der endnu mangler at vise sig.

Matias Møl Dalsgaard er ph.d.-studerende i filosofi, Aarhus Universitet og Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vores individuelle drømme er på en usædvanlig monoton vis kommet til at minde om hinanden, og samtidig føler vi hver især at have meget lidt brug for hinanden for at nå disse drømme. Vi drømmer ikke om opbygningen af et samfund i hvilket, vi hver især har vores forskellige roller og opgaver. Vi drømmer i stedet den samme drøm om at blive fri for samfundet - om at blive velhavende, selvglade og komme i sikkerhed."

Ih men dog, en filosofisk drømmetyder. Men skal vi lige vende tilbage til håndværket, så er der jo dén med præmisserne. Fik du rigtigt fat i analysen fra starten? At være publikum til sin egen tilværelse kunne faktisk godt minde om en overvejelse, der ikke rigtigt havde noget engagement. En art afsondrethed fra egen situation. Forelæg du dette perspektiv for en fattig dansker f.eks. Dér er der såmænd nok at slås med. Og af naturlige årsager rigeligt at 'spendere' engagementet i.

Eller er det en akademisk afsondrethed, der lægger ord i munden på sig selv? Håber dog alligevel ikke, at du tager indspillet ilde op, selvom det er magtfilosofien, der her 'brokker' sig. Men den er så heller ikke kendt for et udgangspunkt i elfenbenstårnet, hvis du tillader overvejelsen...

Med venlig hilsen