Kommentar

Kan eurozonen holde sammen?

Der skulle den aktuelle finanskrise til for at gøre det synligt for enhver, at vi europæere har langt mindre til fælles, end vi selv tror
Debat
6. november 2009

Der har på det seneste været en mængde spekulationer om den amerikanske dollar og stakkels gamle pund sterling, men hvordan har euroen i grunden klaret sin første alvorlige prøvelse?

To år efter kreditkrisens begyndelse, og et årti efter at den blev etableret som Europas 'fælles' (men jo på ingen måde universelle) valuta, må den generelle konklusion lyde, at den har overlevet og det i langt bedre form, end de fleste af dens kritikere havde spået.

Dens største økonomier - Tyskland og Frankrig - er allerede ude af recessionen. Og euroen har ydmyget dollaren: Den dækker nu den største økonomiske zone i verden. En klar succes i lyset af, at den ved dens lancering blev hånligt betegnet - af valutahandlere i London - som en 'toilet-valuta', håbløst kompromitteret af de grundlæggende svagheder i de kontinentaleuropæiske økonomiers 'euro-sklerose'. Selv pengesedlernes fysiske udformning blev nedgjort - de var for nemme at forfalske, hed det. Den forudsete bølge af falske sedler kom dog aldrig.

Det er kun få år siden, at den dynamiske angelsaksiske model stadig virkede som den sikre satsning for mange, og længe sygnede euroen hen over for sterling og dollar. I dag bliver euroen fremhævet som en mulig afløser for dollaren som global reservevaluta.

Ej heller har den pengepolitiske forvaltning af euroen været mærkbart ringere end de primære rivalers. Den Europæiske Centralbank blev designet efter den tyske Bundesbanks uhyre succesrige skabelon med dennes tradition for monetær retlinethed. Og skønt den endnu ikke har været ledet af en tysker, men af hollandske Wim Duisenberg og - nok så påfaldende - den tidligere franske centralbankchef Jean-Claude Trichet, har den germanske principfasthed stedse været i højsædet.

Veldefineret opgave

ECB har som næsten den eneste blandt institutionerne i Den Europæiske Union en klar og veldefineret opgave at udføre og har gjort det uden vrøvl. Og faktisk indrømmer mange kritikere da også, set i bakspejlet, at ECB håndterede de tidlige faser af kreditkrisen mere effektivt end såvel den amerikanske centralbank som Bank of England. I det mindste led euroen selv ingen overlast, selv om dens forankring i Maastricht-kriterierne - lave budgetunderskud og en beskeden nationalgæld - måtte opgives.

Før eller senere bliver regeringerne i eurozonen imidlertid nødt til at genindføre en eller anden form for troværdig finanspolitisk ramme. Den tyske forfatningsbestemmelse, der ved lov begrænser strukturelle årlige budgetunderskud til 0,35 procent af BNP, kan her være en god rettesnor.

Men disse eurosucceser er kun en del af historien. En af dens vigtigste, om end ikke nødvendigvis erklærede, formål var at fremme konvergensen mellem de europæiske økonomier. Her er det værd at minde om, at efter et halvt århundrede med frihandel og yderligere 10 år med et indre marked var eurozonens økonomier allerede ganske velintegrerede - eller sådan så det i al fald ud. Nogle af de mindre nationer omkring Tyskland havde været D-mark-satellitzoner, allerede længe før euroen blev opfundet. Euroen burde have fulgt sædvanlig økonomisk logik og gjort euronationernes økonomier stadig mere integrerede og konvergerende. Gjorde den så det?

Overraskende

Det har jeg forsøgt at undersøge ved at kigge på to overordnede indikatorer: inflation og arbejdsløshed. Og selv om denne optik muligvis er noget grovkornet, er resultaterne ganske overraskende.

For det første viser tal- materialet og de elementære mål for standardafvigelser, at eurozone-økonomierne ikke konvergerede i nævneværdigt omfang, end ikke i de gode år, da handlen inden for zonen ekspanderede.

Lad os se på inflationen. Ser man på forskellen mellem de bedste og de dårligste resultater og graden af variabilitet imellem de enkelte økonomier, kom de nok tættere på hinanden i de første syv år af euroens eksistens. Den maksimale konvergens indtraf, uhyggeligt nok, i juli 2007, netop da kreditkrisen først begyndte at stramme til. Da var forskellen mellem de bedste og værste inflationsresultater blandt eurozonens oprindelige medlemmer af euroen på 1,2 procent. Nu er forskellen mere problematisk - omkring fire procent, tæt på udgangspunktet, da eurozonen blev lanceret.

Hvad der imidlertid er mere sigende - og mere farligt på grund af deres potentielt langt mere ødelæggende indvirkning på den sociale samhørighed og det politiske liv - er de stadig mere alarmerende forskelle i eurozonens 'reelle' økonomier. Intetsteds er dette mere synligt end i ledighedstallene, hvor navnlig Spanien må notere en katastrofal stigning. Spanien, som i forvejen næsten altid klarede sig dårligst blandt Den Europæiske Unions vestlige nationer, er nu endnu længere væk fra mainstream med en ungdomsarbejdsløshed på nu over 30 pct. Irland er tæt på at nå ned på det spanske niveau, men resten af koblet er mere spredt end nogensinde før i euroens historie. For 10 år siden adskilte 10 procentpoint de bedste og dårligste resultater, henholdsvis Holland og Spanien. Nu er tallet 15 og mellem de samme to stater. Hvad fortæller dette os?

Tja, det understreger, at selv om vi sammen indtager et så lille geografisk hjørne af verden og handler så meget med hinanden, så har vi europæere langt mindre til fælles, end vi måske tror. Vi er strukturelt set forskellige, og denne krise har vist os, i hvor høj grad det er tilfældet.

Som forskellige planeter

Årsagerne er indlysende: Forskelle i ejendomsmarked, arbejdsmarked, produkter og kapitalmarkeder er ofte ganske markante. Markederne for fast ejendom i henholdsvis Irland og Tyskland, f.eks., kunne lige så godt ligge på forskellige planeter. Ja, selv arbejdsmarkederne i to nabonationer som Holland og Belgien er bizart forskellige, hvortil kommer, at kreditkrisens forskellige påvirkninger af de forskellige landes banksystemer også har forstærket eksisterende forskelle (i den henseende har Spanien til gengæld klaret skærene relativt godt).

Føj hertil de mange sprog og forskellige politiske kulturer, og det bliver til at forstå, hvorfor euroskeptikerne stadig har en sag. Havde Storbritannien f.eks. tilsluttet sig euroen i 1999, er chancerne for, at briterne ville have nærmet sig resten af euroområdet, ikke større end Spaniens.

Alligevel hænger euroen sammen. Om end de højere udbytter, som markederne kræver af statsobligationer udstedt af svagere brødre som Portugal, er en tilstrækkeligt tydelig indikation på, at euroens centrale politiske problemer ikke er ryddet af vejen.

Det er stadig tænkeligt - selv om den største fare nu muligvis er drevet over - at enkelte medlemmer af eurozonen kunne finde på at gen-etablere deres nationale valuta. Når nogle nationer er i stand til at kontrollere omkostningerne mere effektivt end andre, og når arbejdsløshed og social smerte stiger andre steder, har den traditionelle justeringsmetode været valutadevalueringer. Når den sikkerhedsventil er væk, er det svært at se, hvordan nationer som Italien skal kunne løse sit vækstproblem eller Spanien afvikle sine køer af arbejdsløse. Det er måske ikke et tilstrækkeligt argument for dem til at forlade eurozonen, men det er værd at bemærke, at så længe de bevarer deres egne nationale regeringer, vil denne mulighed eller risiko altid foreligge.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her