Kommentar

Klimadebatten skal da forplumres

Det forplumrer ikke klimadebatten, at regeringen giver Lomborg 18 millioner. Det viser blot, at alle kan komme til orde i debatten, mener Kasper Elbjørn.

Det forplumrer ikke klimadebatten, at regeringen giver Lomborg 18 millioner. Det viser blot, at alle kan komme til orde i debatten, mener Kasper Elbjørn.

Jens Nørgaard Larsen

18. november 2009

Kan man forplumre en debat? Det mener Information åbenbart. Overskriften var ikke til at tage fejl af. Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten, skrev avisen den 13. november i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk over for holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt, når det gælder fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, ligesom fleste erkender faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift.

»Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,« sagde miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden, socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg er alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar.

Den bedste anledning

Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus' kontroversielle klimabog 'Blå planet i grønne lænker' udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Miljøfascismen viser imidlertid sit ækle ansigt for tiden. Socialdemokratiet er ikke ene om at ville udelukke kritikere fra det offentlige rum. Den konservative miljøordfører Per Ørum Jørgensen og Ejvind Vesselbo fra mit eget parti, Venstre, følger godt med, kan man læse.

Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik.

Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde.

Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Kasper Elbjørn er cand.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk, hvis et indlæg rettet imod anti-ryge-kampagnerne havde fået samme opmærksomhed?

Selvfølgelig skal vi have en åben debat, hvor ethvert synspunkt kan komme til orde, men at oprette et særinstitut til fordel for de meninger der går flertallet imod, svarer faktisk til at oprette et Lomborg-institut til fordel for rygere ... og det ser jeg naturligvis frem til!

Så skal vi lige have den hest, der hedder miljøfascismen trukket af stalden igen. Det er dog underligt, at disse personer ikke f.eks. trækker finansfascismen, bilfascismen eller den neoliberalistiske fascisme af stalden. Det kunne de gøre med lige så stor ret (eller uret). Mig bekendt er der ingen påviselige skader af miljøfascismen (bortset fra at den, hvis den er en realitet og ikke bare en fjendekonstruktion, sikkert er lige så ulækker som andre fascismeformer), hvorimod der kan påvises reelle samfundsmæssige skader af finansfascismens hærgen.

Jeg har haft en disput på 180 grader med Lars Seier Christiansen om brugen af disse ord i et demagogisk øjemed, og det er tilsyneladende å-så-liberalt at koble bekymring for fremtidens miljø sammen med ordet fascisme. Som demagogisk lidt lavpandet trick kan man så et frø, der fortæller at hele denne miljøbevægelse i virkeligheden har et fascistisk tilsnit.

Tja, giv mig 30 millioner, et par studerende, nogle medarbejdere, et kontor, nogle lækre PC-ere og en samling landsbytosser og jeg skal i løbet af nul komma niks bevise, at Månen i overvejende grad er lavet af grøn ost.

Det står da hr. Lomborg frit for at deltage i miljødebatten - ingen tvivl om det.

Jeg kan bare ikke acceptere at han skal have 18 mill. kr. for at gøre det - penge der kunne bruges til børn og ældre eller til andre trængende områder i vores nedslidte samfund.

Men jeg har svært ved at sluge Kasper Elbjørns slutkommentar:
"... fordi vi lever i et demokrati"

Jeg bliver nødt til at tilføje: et demokrati som er under hastig afvikling bl.a. med hjælp fra Brian Mikkelsens sidste påfund "Lømmelpakken", som vil afskrække en hel del mennesker fra deres demokratiske ret til at demonstrere under klimatopmødet i København til december.

Et demokrati kan ikke overleve hvis man undertrykker denne form for ytringsfrihed - en ytringsfrihed, som samme minister i andre sammenhænge kæmper bravt for.

Moral er godt - dobbeltmoral dobbelt så godt! Eller..?
"

Steen Rasmussen

Vi slipper ikke for mudder. Det gensidige svineri er i fuld gang. Medierne er afhængige af det. Den lille søde modstandsavis satsede hele butikken på topmødet i København. Uden et resultat her, som kunne have reddet jorden, så er der kun den kaotiske kamp tilbage mellem problembenægterne, og dem der holder fast i problemets fundamentalt udfordrende karakter. De sidste vil af de første kategorisk og konsekvent blive forsøgt neutraliseret under betegnelsen økofascister, helt i overensstemmelse med det andet af de to scenarier man trak op i sin særudgave for fremtiden, dvs. den sorte udgave, hvor verden havde afsløret sin mangel på ledelse.

Avisen bekræfter til fulde, at der ikke er en overordnet fornuft eller forpligtende orden i den måde verdens gang bliver skildret på, hverken på redaktionen eller andre steder. Man gør allerede hvad man kan for performativt af bekræfte realiteten af det klimamudder, man som kommercielt medie har brug for, og som man så intentionelt og profetisk så som alternativet til den store rationelle (københavnske) løsning på problemet.

I tiden op til mødet valgte man at tage problemstillingen alvorlig, simpelt hen fordi der er videnskabelig belæg for det, og fordi man kunne profilere sig lidt på at italesætte nationens og sit eget bidrag til verdens frelse. Man valgte for en tid nøgternt at skildre problemet ud fra de mere saglige og videnskabelige vinkler.

Men nu, hvor det har afsløre sig, at det politiske system, verdens politiske ledere alligevel ikke magter at løse problemet, så giver man fanden i problemstillingen, og tillader den ideologiske mudderkastning, for på den måde at skabe det ”debatmiljø”, mediet har brug for i sin kamp for overlevelse.

Man nærer de mere rigide antagonistiske positioner, fordi det giver dynamik i debatten. Og det hele bliver mere ekstremt, end man havde drømt om med sig selv som særudgave.

Dels lader problemet sig ikke længere tale bort. Problematikken omkring den globale opvarmning er i øvrigt kun et aspekt af det noget større problem, der generelt handler om at menneskeheden er blevet sin største udfordring i forlængelse af dens held med at overleve alt andet, inklusiv sine egne mulighedsbetingelser.

Avisen har utilsigtet været med til at føre positionerne længere ud i ekstremiteterne, med sin ensidige satsning på en løsning i København sat op over for det absolutte kaos af kamp mellem økofascister og problembenægtere.

Nu bekræfter man så allerede performativt skrækscenariet ved at mudre det hele til med de ekstreme positioners forsøg på at stigmatisere sine modstandere. I sin naive tro på at verdens ledere repræsenterede en slags overordnet fornuft bidrog man maksimalt til det mudder, man frygtede, og som man ville bruge som skræmmebillede i kampen for at komme i mål med drømmen.

Verdens ledere har måske nok været i stand til at træffe aftaler og afstikke nogle retningslinier for f.eks. den globale samhandel, international krigsførelse, m. m., men de har aldrig været i stand til at træffe nogle forpligtende aftaler, der ikke kunne ses som forsøg på at bekræfte de snævre succeskriterier, som karakteriserer det moderne samfunds forskellige kernefunktioner.

Økonomi og politik er nogle af kernefunktionerne og handler om vækst og magt. Hvor verdens ledere har kunnet se fælles fordel i at fremme den økonomiske vækst og deres egen sikkerhed i deres positioner, har man i ganske få tilfælde kunnet skabe global konsensus. F.eks. er man i G 20 rørende enige om at alle andre bare skal pumpe likviditet ud i verdensøkonomien, hvilket da også er sket, uden at nogen kan overskue konsekvenserne af det, f.eks. for de forskellige valutaers værdi og den generelle tillid til mediet penge.

Problemet med den globale opvarmning er imidlertid af en helt anden karakter, i det at den er udtryk for, at den menneskelige succes er blevet sit eget problem, at succes i moderne forstand er blevet sin egen modsætning, at vækst fører direkte til fattigdom og afmagt. Problemet afslører, at menneskets foretrukne fortælling om sig selv, som handler om at den enes succes er alle andres, er løgn. At succes for den ene i økonomisk forstand betyder miljøproblemer og erodering af ellers naturgivne mulighedsbetingelser.

Hvis menneskeheden skulle komme frem til enighed om noget, der batter i relation til problemet den globale opvarmning, så kræver det, at man indrømmer at succes i traditionel økonomisk og politisk forstand er problemet, og at succes m. h. t. det at løse problemet omkring den globale opvarmning kræver at de økonomiske og politiske succeskriterier bliver rullet tilbage. Og det er verden slet ikke moden til endnu.

Situationen er så fundamentalt ny, at de traditionelt oparbejdede spidskompetencer intet har at byde på netop her, hvor de i evolutionsteoretisk forstand har sejret ad helvede til.

Der er ingen løsning. Der er ingen konsensus om en løsning.

Det bliver ikke en højere form for rationalitet eller en form for fornuftig aftale, der løser problemet, men evolutionen, blind og ubønhørlig som den er med sin evne til at æde sine børn.

Mange vil føle sig for god til denne verden. De vil lægge deres stemme i urnen og sove sødt ind. Andre vil fordomsfrit begrave sig i mudderet, gå under i alles kamp mod alle.

Noget eller nogen vil være tilbage, efter at menneskeheden har raseret det hele i sin selvnegerende kamp for at overleve det hele. Men det er ikke sikkert at forestillingen om den overordnede fornuft bliver andet end forestillingen om det øjeblik, hvor kosmos og enigheden om noget bedre kunne have været realiseret.

Hvis det, der bliver tilbage, skal have en chance på længere sigt, så må det forberede sig på, at succes er betinget af helt andre kriterier, end dem vi forfølger.

Overskriften på dette indlæg afslører på meget sigende vis den dagsorden, der ligger bag forsøgene på at bagatellisere klimadilemmaet, og især dette dilemmas adskillelse fra det samlede bæredygtighedsdilemma. Udgangspunktet er tilsyneladende, at debatten skal ’forplumres’. Det betyder i min optik, at vandene skal mudres til, tingene skal gøres uigennemsigtige, argumenter og beviser skal fordrejes, alt skal forhales, særinteresser skal plejes og ethvert lille ubearbejdet og ureflekteret pip fra enhver hjerne skal tages som et seriøst indlæg i den videnskabelige diskurs om klimaændringerne.

Den form for forplumring tilfører efter min vurdering ikke noget af værdi i forhold til at løse det klimadilemma, menneskeheden står ansigt til ansigt med. Den tilfører heller ikke øget indsigt i, at klimadilemmaet kun er ét (omend vigtigt) element i den svigtende bæredygtighed. Her er ikke brug for forplumring, men viden skal tilføres og der skal oplyses, gennemlyses og afklares. Fakta skal på bordet, og de skal kunne stå for en prøve med henblik på at opnå videnskabelig konsensus til et niveau, hvor der kan handles.

Det punkt har vi for længst passeret. Den videnskabelige konsensus er på plads, og der kan handles på baggrund af de kendsgerninger, der foreligger. Derfor er det højst interessant, at der fortsat er en hel del midler og politisk tilslutning til, at debatten skal ’forplumres’. Det er faktisk slet ikke nødvendigt, men man ’merkt den absicht’.

Det er ikke klart om debattøren skelner mellem kendsgerninger og sandheden, men det er noget rod, når der tales om ’fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne’ og om farerne ved indførelse af planøkonomi og hæmme den økonomiske vækst ’i vores iver efter at sikre et bedre miljø’. Her blandes kendsgerninger omhyggeligt sammen med en politisk dagsorden, der hedder: nul planøkonomi og masser af økonomisk vækst. Forplumringen er fuldstændig. Miljøbevægelsen er sikkert sådan lidt småfascistisk (se tidligere indlæg) og på alle måde modstander af en ordentlig samfundsindretning, dvs. i denne optik: økonomisk vækst og nul planøkonomi. Der er ingen alternativer.

Så er alt serveret som det skal, men der er lige en ting, der ikke er taget med i overvejelserne. Kendsgerningerne (artikelforfatteren kan beholde ’sandheden’), som er ligeglade med, hvilken ideologi, der lægges for dagen i forsøget på at forhindre, at også næste generation har en chance på denne klode. Bæredygtigheden er i krise. Det er ikke en ideologi, men en kendsgerning. Trækket på naturressourcerne er alt for stort, og på nogle områder begynder de første tegn på mangler at vise sig. Hvis det sker på energiområdet (peak-oil), så kan man måske glæde sig over, at klimakrisen kan undgås, men så skal man også være så heldig, at ’the point of no return’ for klimaændringer endnu ikke er passeret, hvilket ikke er så pokkers sandsynligt, særligt ikke, hvis oliemangel fører til et øget kulforbrug. Samtidig vil det dog være nødvendigt at omstille energisektoren til andre energiformer, hvilket vil kræve megen energi, som formentlig ikke vil være til rådighed og der er ikke meget, der tyder på, at der vil være vedvarende energi til rådighed til at fortsætte med en livsstil som hidtil. Hvis energiforsyningerne bliver knappe, vil økonomisk vækst ikke være en mulighed, fordi den økonomiske vækst er nært knyttet til adgangen til lettilgængelig og billige fossile brændsler (især olie). På et område er denne afhængighed af billig fossil energi særlig omtålelig, og det er på produktionen af fødevarer. I anden sammenhæng har jeg peget på en mulig sammenhæng mellem energimangel og den stigende sult i verden, hvilket især skærpes, hvis en omstilling vil gøre udstrakt brug af biobrændsler til transport. Her kan det meget realistisk komme til et valg mellem mad i maven eller benzin i tanken – også for de rige lande.

Dette for at understrege, at klimadilemmaet ikke kan ses uafhængigt og løsrevet fra den samlede bæredygtighedsdilemma, hvorfor det er så meget desto vigtigere, at unødig forplumring undgås.

Et eksempel på forplumring af debatten er beskrivelsen af klimadilemmaet som et PROBLEM. Det giver et indtryk af, at vi her står med noget, som har en løsning. Når vi har løst det, er vi lige så godt stillet som før problemet opstod. Men det er ikke i overensstemmelse med realiteterne. Uanset hvad vi gør, vil vores situation være forværret, fordi vi griber ind alt for lidt og alt for sent. Det er en forplumring, fordi problemet ikke beskrives korrekt og slet ikke af den person, som bevilges de mange millioner af skatteydernes penge til at berige og skærpe debatten om bæredygtighed og klima.

Så tillad mig derfor at citere, hvilket dilemma, jeg mener, vi står overfor:

A more comprehensive statement of our choice might be this:
- Dead planet and dead economy (if insufficient effort is mustered toward reducing carbon emissions, population, and consumption)
- vs. crippled planet (so much climate change, and so many species extinctions are already in the pipeline and cannot now be averted, that a healthy planet is just no longer a real possibility, for at least the next many decades) and sharply downsized economy (if we do reduce carbon emissions, population, and consumption, that will constitute a form of economic contraction that will mean the end of prosperity as we have come to think of it).

That, friends, is a dilemma. Yes, the second option is still mightily preferable, as it is our only realistic survival option; but it's a very tough sell for policy makers at every level, and for the general public as well. Ugh. Let's pretend there's a third option. It's far more palatable simply to ignore a few factors, assume we have only a "problem," and then set out to "solve" it.

Fra: MuseLetter #210 / November 2009 by Richard Heinberg

Af de mange millioner, der nu anvendes til at ‘forplumre’ debatten om klimadilemmaet, kan jeg ikke se, at nogle anvendes til at beskrive situationen, som den er, men snarere bruges til at beskrive en række tekniske fiks, som bestemt hører hjemme i kategorien ’ideologisk ønsketænkning’.

Der står rent faktisk noget på spil her, og det er mere end partiet Venstres fremtid.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg synes nu mere det er perler for svin.

For det er ikke andet end en joke eller dårligt spin - hvis det vel at mærke er den samme Kasper Elbjørn som var kandidat for Venstre til EU parlamentet sidste gang - når han taler for de mange millioner til Lomborg, som et udtryk for at vi lever i et velfungrende demokrati!

Steen Erik Blumensaat

Troen på det kunstigt holdt i live, respirator organ F.N. der har givet grøn lys til den nykoloniale privatisering af atmosfæren og at dets møder skal afklare udledningen af svævestøv, er tro der hviler på ikke viden, overtro.

Jeg vil egentlig gerne advare mod at debatten bliver baseret på "name-calling" i stedet for argumenters lødighed.

At temperaturerene er steget siden "den lille istid" er evident og benægtes ikke af nogle klima-skeptikere.

Det benægtes heller ikke af nogle klima-skeptikere jeg kender til at CO2 er en såkaldt "drivhus-gas".

Det primære skæringspunkt i debatten er derimod at det for skeptikere ikke er åbenlyst (eller for den sags skyld bevist) at CO2 er ÅRSAGEN til denne opvarming som har fundet sted. En hel del skeptikere hælder til den anskuelse at en kæmpe ildkugle på 1.300.000 gange jordens størrelse og med en temperatur på ca 5.000.000 grader måske har en lille smule mere at skulle have sagt med hensyn til temperatur end en gas som udgør ca 300 milliontedele af jordens atmosfære.

Det sekundære punkt er at det for skeptikere ikke er evident (eller for den sags skyld bevist) at opvarmningen vil fortsætte til evig tid med mindre vi mennesker begrænser udledningen af CO2. Dvs. underforstået at temperaturen på kloden alene er afhængig af CO2-niveauet, herunder især det menneskeskabte CO2-niveau, for dette er ikke hele CO2-niveauet. Bl.a. andet forklarer denne teori ikke hvorledes vi tidligere har haft varmere perioder og perioder med højt CO2 indhold, lang tid før mennesker havde nogen industri. Teorien er også fremmed for jordens naturlige cyklus som går mellem istider (ja, i flertal) og varme perioder.

Og så er der en hel del andre uoverensstemmelser, men jeg vil vove den påstand at disse to er de vigtigste.

Dette har intet at gøre med planøkonomi eller markedsøkonomi, "liberalisme" eller "fascisme". Disse faktorer er diskussionen uvedkommende.

At såvel "liberale" som mere "fascime-inspirerede" politikere ønsker at udnytte forskellige opgørelser af temperaturer til at fremme egne sager... er en anden sag. Det samme kan siges helt ud på den yderste venstrefløj.

Der findes også "skeptikere" af stort set alle politiske overbevisninger.

TIlføjelse:

Jeg glemte at skrive "Solen" omkring "den kæmpe ildkugle" så det må jeg hellere lige præcisere. Jeg kan ved samme lejlighed tilføje at de 71% af jordens areal som er dækket af vand måske også kan siges at have en indflydelse på temperaturerne som er større end de milliontedele af CO2 som der findes i atmosfæren - især set i forbindelse med vind og skydække. Men nok om det, der er mange ting som bliver overset af dem som kun fokuserer på CO2.

Artiklen nævner en af dem: Miljø.

Al denne snak om klima har desværre den effekt at alt det arbejde der tidligere blev lagt i miljøbevægelser og alt den bevidsthed der er blevet skabt omkring bæredygtighed og forurening mv nu er totalt forsvundet ud af mediebilledet.

Det COP15 handler om er et financielt instrument som hedder CO2-kvoter. Og det skulle gerne kobles med lidt bedre udnyttelse af U-landene og en spændetrøje til Kina. Plus etablering af endnu flere supra-nationale instanser.

Alt dette har intet med miljø at gøre, det er ren storpolitik.

@ Claus Schmidt: Variationer på solen har ikke noget at gøre med den globale opvarmning som er sket på jorden i de sidste årtier. Så enkelt er dét.

Om Elbjørns artikel:
Elbjørn er fuldstændig galt på den, når han skriver: "Socialdemokratiet er ikke ene om at ville udelukke kritikere fra det offentlige rum. . . . Per Ørum Jørgensen og Ejvind Vesselbo . . . følger godt med."
Hvordan kan Elbjørn skrive sådan noget? Hvis Lomborg ikke får 18 mio., er han så udelukket fra det offentlige rum? Lomborg får i forvejen langt, langt mere plads i medierne, end han fortjener. Han har råd til at ansætte PR-konsulenter. Men samtidig med at regeringen forærede ham et helt institut til at fremføre sine ideer (i 2002), fratog man al offentlig støtte til Det Økologiske Råd. Så hvis 18 mio. er nødvendig for at man ikke er udelukket fra det offentlige rum, så husk lige også at give 18 mio. til Det økologiske Råd. Forresten vil jeg heller ikke selv udelukkes, så giv mig lige 18 mio. også.
Det Elbjørn gør med sit forplumrede indlæg, er at fjerne opmærksomheden fra at for de 18. mio. kr køber det offentlige en ydelse. Spørgsmålet er om den forventelige ydelse er pengene værd.
Hvis Lomborg havde været et almindeligt ærligt menneske, kunne det have været tilfældet. Hvis han undersøgte forholdene ærligt og redeligt, finansierede nye udredninger udført af forskere rundt om i verden, og fremlagde resultaterne for den danske offentlighed på en provokerende og interessevækkende måde, så ville det måske være pengene værd. Men det er ikke tilfældet. Problemet med Lomborg er, at han ikke er et almindeligt ærligt menneske. Han bruger ikke pengene til redeligt at fremlægge evidens, men til bevidst at fuske, svindle, lyve, manipulere, snyde, fordreje, vildlede og forvirre. I den retning er han væsensforskellig fra andre aktører på scenen (visse andre har dog også en rem af huden). Han er ikke pengene værd, for man skal ikke give penge for svindel og ubrugeligt løgn.
Dét er pointen. Og den pointe kan kun komme klart frem, hvis man erkender at Lomborg ikke er en samfundsdebattør eller forsker, men derimod simpelt hen en svindler.
Hvis nogen anser min mening om Lomborg som blot et specielt synspunkt som må afprøves i en demokratisk debat mod andre synspunkter, så giver jeg dem ikke ret. Man må afprøve om det Lomborg siger, faktisk er svindel og humbug. Hvis det er tilfældet - som jeg har belæg for - så må man først tage stilling til dette belæg, inden man lader alle udsagn flagre frit i luften. Man må først undersøge, om manden er svindler, inden man giver ham penge. Det penible er, at man fuldt bevidst giver ham penge, selv om man kender evidensen for at han er svindler.

Troels Ken Pedersen

Jeg er overbevist om at klimaforandringerne skyldes rumvæsners brug af en gigantisk induktionsstråle på jordens jern-kerne.

Jeg vil også have 18 millioner! Det er min ret! I skal ikke undertrykke min ret til at udtrykke mig ved at nægte mig et par millioner i offentlig støtte! ;-)

Karsten Johansen

Synspunktet: "En propp flyter, derfor tok Newton feil med sin tyngdelov" fortjener selvsagt også bred statsstøtte i demokratiets og ytringsfrihetens navn, "ikke minst i lyset av de fremragende resultater som forlengst er oppnådd av representantene for den tyske fysikk 1939-45, og på planteavlens område av biologen Trofim Lysenko under lillefar Stalins vise ledelse", heter det i en nylig uttalelse fra velinformerte kretser.

Jada, og hvem ville ikke i den evige
"rundejordsdebatten" straks bevilget millioner til representantene for synspunktet: "Men man kan da selv se, at den ER flat! Og hvem har dog sagt at det er lønnsomt å late som om den er rund, når den vitterlig ifølge mange eksperter ER flatklemt ved polene? Mine beregninger vise soleklart, at alle biler kjører meget hurtigere, og bilsalget derfor går meget bedre i Afrika, dersom vi forutsetter at jorda er flat. Flat som en TV-skjerm."

Fuldstændig enig med Kåre Fog. Den debat er ovre. Men i øvrigt er det ikke afgørende for min argumentation om den ene eller den anden har ret. Bæredygtighed er nemlig mere end klima, og bæredygtigheden er på spil her - og dermed også vores eksistens.

Jeg ser derfor skæringspunkterne et helt andet sted, for det er ikke nødvendigt at opholde sig ved spørgsmålet om årsager til klimaændringer. Under alle omstændigheder er menneskehedens træk på de ressourcer, der frembringer CO2 alt, alt for store, og må snarest muligt bringes til ophør. De er nemlig på alle måder en miljø- og ressourcebelastning og de er på alle måder en trussel mod livsbetingelserne for fremtidens generationer. Det er meget enkelt.

Det er ganske mærkeligt at læse et indlæg, der først fortaber sig i tekniske diskussioner om årsagerne til den globale opvarmning, hvorefter det så korrekt påpeges, at denne sektoralisering helt glemmer alle de andre miljøproblemer, vi står over for.

Lige præcis dette var mit budskab. Vi har ikke et problem her, vi har et dilemma.

@Erik Rolfsen Nielsen: Jeg giver dig helt ret i at de væsentlige spørgsmål vi burde fokusere på er bæredygtighed, ressourcer, miljø .. og især livsbetingelserne for fremtidige generationer.

Alt dette er 1.000 gange mere vigtigt end klima. IMHO.

Om det er et dilemma eller et problem? Jeg ser det som et problem at verdens ledere, verdens medier, samt verdens multinationale virksomheder fokuserer ensidigt på udvikling af nye finansielle instrumenter, fremtidige klimamilliarder, samt storpolitik på basis af nogle tvivlsomme beregninger over temperatursvingninger om 50 år --- i stedet for at tage fat på de reelle udfordringer som er til i verden (og som har eksisteret længe før nogen sagde Kyoto-aftale for første gang).

Et stort problem, vel at mærke. Klima-diskussionen har fuldstændig afsporet debatten om bæredygtighed på jorden. Neutraliseret den, endda.

Var det en bevidst plan, havde det været et overordentligt fremragende stykke propagandaarbejde.

Lars Peter Simonsen

Er der to der står sammen, er det Elbjørn og Lomborg. Lom borg er en svindler og uvederhæftig, rent videnskabeligt. Manden er økonom, for pokker, og Elbjørn cand. scient.pol. De har en eller anden, for mig uigennemskuelig, dagsorden, som ikke har en pind med klima at gøre, men det skulle ikke undre mig om vi ender med den dagsorden som CEPOS osse står for, nemlig afskaffelse af skat og velfærdssamfund (de to ting hænger jo sammen), og den totale, rå liberalismes indførelse, med kaos, kriminalitet, sult og sociale urolighede en masse. Det er 100% procent ideologisk, dette her...

Frej Klem Thomsen

Det er slående at en erklæret liberal - det må vi gå ud fra at han er, når Elbjørn fremhæver sit medlemskab af partiet Venstre - er så dårlig til at skelne mellem positiv og negativ frihed. Her udtrykt som forskellen mellem det synspunkt Elbjørn faktisk forsvarer, nemlig den negative frihed til at ytre kontroversielle holdninger i den offentlige debat, og det synspunkt han ønsker at forsvare, nemlig den positive frihed til at modtage 18 millioner kroner så man kan gennemføre projektet at promovere klimaskepticisme.

Det understreger imidlertid meget godt den kombination af ideologisk tomrum og partisk pragmatisme som er karakteristisk for neoliberalisme, og som også synes at gennemsyre Venstres aktuelle regeren. Statsstøtte er noget skidt, undtagen når det f.eks. som her kan bruges til at reklamere for et synspunkt man sympatiserer med. Og ytringsfrihed er fantastisk, især når den kan forveksles med propaganda. Så måske er det ikke så mærkeligt igen at Elbjørn roder sig ud i det retoriske hængedynd.

Martin Pedersen

Hvis man ikke vil forplumre klima debatten, ville det så ikke være bedre at give de 18 millioner til en forsker på et universitet.

Evt. en kemiforsker som beskæftiger sig med kemien i atmosfæren.

Er en artikel på Politiken hvor man præsentere rapporten fra Global Carbon Project som er offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience.

Hvis co2'en stiger og det er videnskabeligt bevist at co2 holder på varmen, så er der vel ikke så meget at diskutere.

Det Bjørn Lomborg så diskutere er økonomien i det vi kan gøre. De konklusioner Lomborg kommer frem til, er jeg ikke enige i. Derfor har han selvfølgelig stadig sin ytringsfrihed, jeg mener bare ikke, at det at han er uenig med andre mennesker i sig selv berettiger 18 mio.

Debatten er ikke til for debatten selv. Debatten skal forhåbentligt lede til sandheden, eller et sted i nærheden.

Karsten Johansen

Ja, eller sagt på en annen måte: jordens klimabalanse blåser i, om menneskelige makthavere vil ta hensyn til naturlovene eller ikke. At de tror de kan forhandle med naturen, blir faktisk deres eget problem. Perserkongen Xerxes lot etter sigende Marmarahavet piske og legge i lenker, da det ikke ville være rolig, idet han skulle sette over med sin hær. Han gjorde seg dermed til latter for all ettertid. Vår tids innbildt demokratiske herskere er ikke kommet mange millimeter lenger i sin naturforståelse enn kong Xerxes for henved to et halvt tusen år siden.

Hittils i historien har menneskenes makthavere alltid måttet lære på den harde måten, og intet overhodet tyder på at det vil bli annerledes denne gangen. Og ingen klimakampens Churchill er i sikte, Obama minner mest av alt om klimaproblemets Chamberlain eller Godot. Han taler mye og pent, men antallet av taler er omvendt proporsjonal med antallet av ikke-verbale handlinger fra hans side. Og når EU nå på denne bleke bakgrunn kan stå frem som "klimabevisste" kaller dette kun på det gamle uttrykket: blant de blinde er den enøyde kongen.

Her må både naturlovene og de som føler dem på kroppen, sette foten ned, før noe overhodet kommer til å skje. Dette kommer til å bli blodig alvor, ja det er det jo forlengst gjennem de snart toogtyve årene siden 1987, som var siste gangen store deler av verden opplevde en bare noenlunde normal årsgang i værforholdene.

En kjent talsmann for det norske Fremskrittspartiet, Peter N. Myhre, uttalte i 1992, at "om ti år snakker ingen om drivhuseffekten." Virkeligheten har ettertrykkelig dementert dette utsagn, men det har selvsagt det norske medioturet fullstendig fortrengt.

Som i Danmark er forholdet dette: Bushistenes neoliberale og stormannsgale politikk føres igjennem av høyresosialdemokratenes CIA-orienterte toppfolk i varm omfavnelse med multinasjonale selskaper og høyrepartier: alle er besatt av denne ene "tanken": formålet med landets eksistens er å ikke bli tatt av russerne eller deres stedfortredende i rollen som "Folkefienden Immanuel Goldstein" fra Orwells "1984". Våre "ledere" lever i en mer vestorientert kapitalistisk variant av Erich Honeckers statskapitalistiske Stasi-fantasmer, og de har forlengst overgått DDRs murbygging i omfang og investeringer, ikke minst gjelder det de mentale-mediale murene mot fornuft og åpenhet.

Den offentlige løgn er tidens eneste "innhold".

Fraya Mikkelsen

@ Kåre Fog "Variationer på solen har ikke noget at gøre med den globale opvarmning som er sket på jorden i de sidste årtier. Så enkelt er dét."

Sådan er det bare, hva? Medmindre du synes du sådan uden videre kan tage patent på sandheden, så synes jeg du skulle høre nogen andres - sandsynligvis bedre underbygget - mening her:

http://www.thecloudmystery.com/Home.html

http://www.youtube.com/watch?v=dKoUwttE0BA

Og så er der jo sket det, at der er leaket en masse emails fra climaforskere .. Her ligger nogle informationer man ville være interesseret i at indtage, hvis man er af den overbevisning, at det er os mennesker der er skyld i klimaforandringerne.

http://online.wsj.com/article/SB1000142405274870488840457454773092498835...

http://infoammo.blogspot.com/2009/11/climatic-research-unit-hacked-email...

http://www.climateaudit.org/?p=7810#more-7810

I rest my case...