Kronik

Klimakrisen kan løses på fem år - hvis vi vil

Menneskeheden har før har vist, at den kan mobilisere uanede ressourcer med kort varsel, når det er nødvendigt. Klimakrisen er derfor udelukkende et politisk problem
Kina fik forleden ros af FN's klimachef, Yvo de Boer, for at have gjort mere end noget andet land for at bremse udledningen af CO2, og er dermed et eksempel på, at hvor der er politisk vilje er der vej. Her spiser er par arbejdere aftensmad i Ningxia Hui-region.

Kina fik forleden ros af FN's klimachef, Yvo de Boer, for at have gjort mere end noget andet land for at bremse udledningen af CO2, og er dermed et eksempel på, at hvor der er politisk vilje er der vej. Her spiser er par arbejdere aftensmad i Ningxia Hui-region.

4. november 2009

Som klimatopmødet i København nærmer sig, tager strømmen af avisartikler og tv-indslag om klimaforandringen til. Udviklingen går langt stærkere end hidtil forudset selv i worst case-scenarierne. Meget tyder på, at vi er langt tættere på tipping point, end vi bryder os om at vide.

Samtidig kommer der stadig flere skeptiske meldinger forud for topmødet. Hvis blot én af de store aktører springer fra, så falder andre også fra, og det hele risikerer at falde til jorden.

Er det kun teatertorden? Eller mener nogle af verdens førende ledere i ramme alvor, at vi fortsat skal spille fandango om menneskehedens fremtid?

Jeg tror, vi ofte opfatter problemerne som uoverskuelige at løse inden for den nødvendige tidsramme. Men forleden sad jeg og læste om Anden verdenskrig, og pludselig slog det mig: Selvfølgelig har vi de nødvendige ressourcer, endda i rigeligt overmål.

For 70 år siden producerede verden i løbet af blot fem år 12.000 krigsskibe, 812.000 fly, 281.000 kampvogne, flere hundrede millioner geværer og kanoner og milliarder af patroner og granater. Er det utopisk for os i løbet af fem år at producere 12.000 solkraftanlæg, 812.000 vindmøller, 281.000 biogasanlæg, flere hundrede millioner solfangere og at plante milliarder af træer?

For 70 år siden opfandt og udviklede verden i løbet af fem år radar, raketter, jetmotorer og atomvåben. Er det utopisk for os i de kommende fem år at udvikle bølgeenergi, brændselsceller, solceller, lagring af el, varmelagring osv. til et teknisk niveau, hvor de for alvor vil kunne bidrage til CO2-fri energiproduktion?

Nej, det er hverken utopisk eller naivt. Det er realistisk. Hvis blot vi vil. Klimaudfordringen er ikke et teknisk eller et økonomisk problem. Det er udelukkende et politisk problem.

Indsats her og nu

Løsningen på klimaudfordringen er så enkel, at den kan være svær at få øje på. Hvis der produceres vedvarende energi svarende til det nuværende forbrug plus det fremtidige, og der samtidig plantes skov til absorbering af overflødig CO2, så kan der næsten sættes dato på, hvornår CO2-indholdet igen er nede på et acceptabelt niveau.

Min første præmis er, at verden før har vist, at vi kan mobilisere uanede ressourcer med kort varsel, når det er nødvendigt.

Min anden præmis er, at vi før har set mange nationer arbejde tæt og effektivt sammen, når truslen er der.

Min tredje præmis er, at vi kan gå fra et defensivt samfund med mangel på energi til et offensivt samfund med overskud af næsten gratis energi. Dette giver uanede muligheder.

Min fjerde præmis er, at vi ikke må lade de nødvendige beslutninger vente på det private erhvervslivs langsommelige markedsvilkår. Udfordringen skal løses her og nu gennem effektiv offentlig organisering og indgriben.

Min femte præmis er, at en intensiv, centralstyret indsats gennem en kort årrække ikke ændrer de politiske forhold på længere sigt. USA oplevede i 1930'erne og 40'erne to meget store bølger af offentlig indgriben, først New Deal, og umiddelbart herefter verdenskrigen. Fem år med planøkonomi gjorde hverken USA eller de vesteuropæiske lande socialistiske.

Indsatsen kræver politisk indsats her og nu. For at undgå at beslutningsprocessen drukner, må der etableres ansvarlige samlingsregeringer.

De hidtidige politiske drøftelser på globalt plan har primært drejet sig om reduktioner i CO2-udledningen. En defensiv strategi, der er helt utilstrækkelig. Udledningen af CO2 skal ikke blot reduceres, der skal fjernes CO2 fra atmosfæren.

Det største problem har været, hvordan byrderne skal fordeles. Skal i-landene reducere energiforbruget mest? Eller skal i-landene betale u-landene for ikke at udvide energiforbruget? Eller fastholder u-landene deres ret til at opnå samme levestandard som u-landene og dermed også retten til at udlede samme mængder af CO2, som i-landene har gjort gennem tiden? Hvis det sidste bliver resultatet, så må vi nok desværre erkende, at løbet er kørt.

I modsætning hertil vil en offensiv strategi, hvor den fossile energi gennem massive investeringer over en kort årrække erstattes af vedvarende energi (VE), fuldstændig løse denne problemstilling. Det er et ganske simpelt regnestykke, at det vil koste mest der, hvor energiforbruget er størst, dvs. i de rige lande, og mindst i u-landene, svarende til deres mindre økonomi og lavere energiforbrug.

Vi vil ikke affinde os med uforpligtende hensigtserklæringer om frivillige nedskæringer med udefinerede procentdele af udefinerede grundlag. Vi kræver bindende aftaler om etablering af x antal VE-anlæg med en samlet produktion på y antal gigawatt. Vi må fastholde igen og igen, at det er muligt med den teknik og viden, vi allerede besidder.

Utidig nøl

Skal opgaven løses her og nu, er det nødvendigt, at vi fokuserer på teknologi, der allerede er afprøvet, har vist sig duelig, og som hurtigt kan sættes i masseproduktion. I mine øjne drejer det sig primært om vindmøller, solkraftanlæg og biogasanlæg.

Forskning og videreudvikling ophører selvfølgelig ikke, men vi kan ikke vente 20 år på sofistikerede løsninger. Et eksempel på utidig nøl er lagring af CO2 i undergrunden (CCS). Det er en løsning, der endnu kun er på forsøgsstadiet, og som det i bedste fald vil tage mange år at udvikle. På mig virker det tåbeligt at bruge ressourcer på lagring af CO2, når den eneste rationelle løsning er at stoppe afbrændingen af fossile brændsler. CCS er et forældet projekt, allerede inden det er udført, og er et typisk eksempel på, hvordan den nuværende indsats har mistet fokus og har forplumret problemstillingen.

Der skal skelnes mellem en her og nu-indsats og en mere varig indsats på længere sigt. Her og nu bør alle vindmøller rejses på land, fordi det er det hurtigste og billigste. Indsatsen skal ikke bremses af irrelevante indvendinger, og alle argumenter skal sættes op imod alternativet. Der er ingen rationel begrundelse for at friholde en fredet strandeng for vindmøller, hvis alternativet er, at samme strandeng vil være oversvømmet med fire meter vand om 40 år. Det må til stadighed huskes, at alle anlæg har en begrænset levetid på 20-30 år. Til den tid har man udviklet mere varige løsninger, og vindmøllerne på strandengen kan pilles ned igen.

Indsatsen skal suppleres med en kraftig indsats overfor energiforbruget. Benzin rationeres, mens fri kørsel i elbiler er tilladt. Kollektiv transport erstatter privat kørsel. Lastbiltransport erstattes af togtransport. Firesporede motorveje ombygges til firesporede jernbaner. Flytransport rationeres. Det tåbelige forbydes.

Vi er ikke interesseret i at høre eksperter fortælle, hvad der ikke kan lade sig gøre. Vi vil høre eksperterne fortælle os, hvordan man gør det her og nu. Vi vil ikke have klimakatastrofer, men brainstorm. Tiden er ikke inde til at købe italienske tog.

Opbrud

Det budskab, jeg taler for, vil blive udråbt som naive køkkenbordsplaner udarbejdet af en landsbysmed. Men når kritikken bryder ud, så led nøje efter, hvem der står bag. En løsning, som den jeg skitserer, vil ramme en lang række industrier hårdt, og dermed også de mennesker, der arbejder inden for disse industrier.

Men når du er nået hertil, så stop op. Tiden er ikke inde til konspirationsteorier. Jeg tror ikke på, at verden udelukkende styres af onde kapitalister, der kun tænker på egen profit, eller onde eksperter, der kun ser på lønchecken, når de udtaler sig. Men jeg tror på, at vi alle har tilbøjelighed til at gro fast i vaneforestillinger. Og at det kan være svært at bryde op, når ens hidtidige livsform pludselig bliver truet.

Vi må fortælle hinanden, at det er nødvendigt, og at det under alle omstændigheder kun vil være et spørgsmål om nu eller senere. Verden er i hurtig forandring. En forandring, der kan gå to veje, men som kommer, uanset om vi selv drejer aktivt den ene vej, eller om vi blot passivt lader os flyde med i den anden.

Min påstand er, at klimaudfordringen kan løses inden for en tidshorisont på fem år, hvis blot vi vil. Lad det være målet. Det er hverken naivt eller utopisk, men realistisk. Vi vil ikke affinde os med ledere, der er bedre til at føre krig end at skabe fred.

Eller er det os selv, der ikke vil?

Mogens Christensen er pensioneret lærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt indlæg Martin Sørensen og for lissom at komplicere tingene en anelse mere vil jeg tillade mig at henvise til et nyt begreb, som jeg ikke har set før i dag.

Det hedder EROWI og det betyder Energy Return Of Water Invested (Energy Returned On Water Invested?).

Se denne kilde:

http://europe.theoildrum.com/node/5923

Den viser med al ønskelig tydelighed, at en lige over erstatning fra fossile brændsler til vedvarende energi med det nuværende energiforbrug (i de rige lande) ikke er bæredygtig - alene på grund af vandforbruget (se venligst en af kommentarerne vedrørende vandforbruget i forbindelse med fremskaffelse af 1 MWt fra solenergi);
'This implies a consumption of between 1,333 and 4,000 liters per MWh'.

Intet er gratis.

I visse dele af verden er vandproblemerne ganske meget kæmpestore allerede (se f.eks. Sydspanien og Nordkina og det vestlige USA).

Em energiomstilling må være bevidst på de samlede problemstillinger i bæredygtigheden, idet vi ellers - som allerede nævnt som eksempel - ender med at erstatte benzin med biobrændstof og herefter er værre stillet end da vi startede.

Men iøvrigt er jeg ikke uenig med dig Mogens.

Endelig ordenlig snak!
Selvfølgelig kan vi ændre verden, men det begynder med osselv. Det begynder med, at vi lær os at tænke anderledes.

Jeg bliver forbandet, hver gang jeg hører om forkælede husejere, som nedlægger veto mod nye vindmøller, fordi de forringer deres ejendommes værdi. Det burde være det modsatte, at huse steg i værdi, hvis de anvendte vindkraft/solenergi til opvarmning og regnvand i toaletterne etc.
Jeg har i en årrække levet med en vindmølle tæt på huset og kan bedyre, at vi aldrig var generet af lyden. Græsklippere er meget værre, og en af de største kilder til forurening af nærmiljøet!

Jeg voksede op i halvtredserne på landet, hvor alle havde køkkenhaver og var mere eller mindre selvforsynende med grønsager eller så købte man det af det lokale gartneri eller landmand, og kødet blev nærproduceret og slagtet hos den lokale slagter, og det lokale mejeri modtog nymalket mælk hver morgen fra landmanden, tre timer senere kunne forbrugerne købe det, ikke i pap, men i flasker.
I byerne havde man kolonihaver, hvor man fik friskere luft, sol og dyrkede sine kartofler og jordbær o.m.a. ikke, som det er blevet nu et sted, hvor drikker bajere og slår græs.

Jeg aldrig sluppet det simple liv, selvom jeg har boet i byen i perioder og arbejdet med alt andet end naturlige ting, så har den naturlige mad, nærproduceret og økologisk været min følgesvend.
Man kan sagtens leve, ja bedre, uden CokaCola, og det industrimad, som fylder vore supermakeder og i virkeligheden tager det ikke længere tid.

At dyrke sine egne madvarer og leve med årstidens produkter, giver en harmony, som det stressede bymenneske næppe fatter, og så smager det bedre.

For et par år siden besøgte jeg Kina. Der er fuld knald på med at producere alle de overflødige varer, vi her i vesten tror vi behøver, men de holder stadig fast i deres gamle traditioner med sund mad tilberedt med lidt fedstof og mange grøntsager - daglig motion, 'tai chi' og dans.
I Beijings gader og parker har man solceller på lygtepælene, enkelt og billigt produceret. - Måske et supplement til el'en her?

Og her kommer en anden af mine kæpheste, elforbruget, som har eksploderet gennem hele min levetid, således at man praktisk talt kan bevæge sig rundt i lys dygnet rundt. - Og er der nogen, som har søvnbesvær? - Det første folk gør, når de kommer hjem, er at tænde alt lys i hele huset eller lejligheden, tv på, computeren står på standby hele tiden. Det kunne spares ufattelige mængder strøm, hvis man bare havde lys, der man opholdt sig og de elektriske instalationer bare var tændt, når man anvendte dem. - Et rum behøver ikke at ha' syv lamper tændt for være beboelig. Den oplyste have, hvem har glæde af den?
Kør gadebelysningen på lavere blus eller sluk den helt om natten, det gjorde man faktisk uden for byerne for 20-30 år siden. - Ja, jeg hører allerede ramaskriget, men tyve behøver altså lys for at arbejde, altså let at opdage.
For ikke at tale om industriernes overforbrug i maskiner, som kører dygnet rundt uden, at noget arbejde udføres og rumsbelysning, hvor ingen er.
Der er meget at tage fat i for det enkelte menneske. Hvis man vil?
Og så er det alt det andet ...

Den nye ejere af Saab, vil lægge en større motor i Saab'en (han ambitionerer i at lave verdens hurtigste sportsbil + Saab?). Nej det bliver ikke en miljøbil, og vi har stadig hastighedsbegrænsninger ...

martin sørensen

Ja jeg læste dit link, og mange tænker faktisk ikke på at de køber vandforbrug når de køber kød, frugt og grøntsager fra andre lande, soya protein koster vand i amasonas, når vi køber haifa apelsiner fra israel ja så køber vi flodvand fra jordan floden, der nu næsten er ved at udtøre som følge af denne handel. thomater fra spanien ja igen vand fra den tøre spanske pampas slette. vand er vores vigtigste resurse, selve tanken om at vi kan dyke os ud af energi problemet ja det viser og beviser hvor langt ude denne samfunds model vi har vagt den er ude på skåplanet,

Vi har valgt en model hvor vi samler hele verdens befolkning i mega urbane suber stor byer, vi ser denne urbane udvikling mod megatropolis over hele verden, danmark udviker sig mod en by, der samler sig langt E45.

hvordan vil vi forsyne denne by med energi fødevare og vand, det samme gælder resten af verden london området er langsomt men sikkert ved at sluge alle omegns byer og vi ser en eurpoæisk suber megatropolis på 20-30 millioner indbyggere ruer distrektet i tyskland, byen belgien, byen holland ja det er nærmest ironisk at beskrive de lande som lande og ikke byer, for det er reelt faktum når ca 70% af befolkningen nu bor i reelt en lang sammenhængende by. men hvordan vil vi dog forsyne de byer med energi vand og fødevare ja jeg savner svar for jeg ved det ærligt talt ikke,

mogens christensen

Kære Martin.
Det var godt nok en ordentlig mundfuld. Jeg skal prøve at svare det væsentligste.
Om noget er konkurrencedygtigt eller ej er et politisk spørgsmål. Ønsker vi VE frem for olie, så støtter vi VE og lægger afgift på olie (præcis som det sker nu) og så er VE konkurrencedygtigt. Vil vi have VE, fint så bliver de fleste penge og arbejdspladser i Danmark (eller i ”venligtsindede” lande). Vil vi ikke have VE, fordi vi er tilhængere af den rå markedsmekanisme, fint, så er der ingen arbejdspladser, og pengene ryger direkte i de olieproducerende sheikers lommer, sammen med vores selvstændighed. Er det det, vi vil?
Min pointe er, at det ikke skal være markedskræfterne, der bestemmer over os, men at vi selv skal bestemme, hvordan vores energiforsyning skal strikkes sammen. Enhver energiform kan i princippet være konkurrencedygtig, hvis vi beslutter det. Det er efter min mening en total misforståelse, at vi skal lade andre bestemme over vores samfund, hvad enten det drejer sig om energileverandører eller eksperter.
Præcis ligesom din egen tilværelse. Du kæmper for at blive gældfri, skriver du, så du bliver uafhængig af din bank og herefter gøre som du vil.
I øvrigt mener jeg, at individuelle energibesparelser er ganske udmærkede og absolut udtryk ansvarlighed over for vores jords ressourcer. Men vi kan ikke tage for givet, at alle andre har lyst til at udvise samme ansvarlighed, og derfor kan vi ikke basere vores energiforsyning på besparelser. Jeg respekterer fuldt ud din måde at leve på, men det betyder jo ikke, at vi uden videre kan forlange, at alle andre også skal leve sådan.
Hvis vi defensivt vælger at spare os ud af problemerne, så reducerer vi udledningen af co2, men stopper den ikke. Hvis vi offensivt vælger at erstatte fossil energi med VE, så stopper vi udledningen af co2 og har samtidig mulighed for at opnå overskud af næsten gratis energi. Tænk over, hvad muligheder det giver også i forhold til ansvarlig udnyttelse af jordens andre ressourcer. (Selvfølgelig er der ikke tale om et enten/eller, men et både/og. Spørgsmålet er bare, hvor vi vælger at lægge hovedvægten).

mogens christensen

Nå, ja, Martin, jeg er kommet bagefter, det var dit indlæg på foregående side, jeg kommenterede.
Men jeg kæmper i øvrigt stadig med at holde tungen lige i munden.
Udgangspunktet var, at co2 er den største trussel her og nu. Det er det hul i skuden, vi skal have lappet først og fremmest, før vi for alvor tager hul på alle de andre problemer.
Min pointe var, at vi ikke skal lade os overmande af problemerne, men selv tage affære og løse dem. Med min begrænsede indsigt fokuserede jeg i min kronik på de muligheder, som jeg lige har for hånden: Vind, sol og biogas. Men det helt afgørende for mig er VILJEN til at gøre noget her og nu og ikke blot lade stå til og drukne i en sump af forvirring og ubeslutsomhed.
Nu kommer Al Gore (en mand, som jeg respekterer meget) med en ny bog, hvor han i princippet siger det samme, men blot på en langt mere kvalificeret måde: Ja, vi skal have løst problemerne hurtigst muligt, og ja, vi har så rigelig mulighederne for at gøre det.
Hvis dit hus brænder, hvad gør du så: Forsøger du at slukke branden, eller sætter du dig ned sammen med konen/manden og diskuterer over en kop kaffe, hvad der nu er vigtigst at få reddet?

Lennart Kampmann: Hvis vi virkelig vil vælge de konstruktive løsninger først, må der en global to-børns politik til. Befolkningstilvæksten er den absolut mest truende udvikling.

Den globale to-børns situation er snart ved at være en realitet, uden at det har krævet nogen "politik". I 2010 var antal børn pr. kvinde 2,5. Efter FN's "low variant" prognose, som er den demografer fæster mest lid til, vil den være faldet til 2 børn pr. kvinde i år 2020. Se dette link.

I virkeligheden spiller det ikke så stor rolle med antallet af børn. Et barn i Danmark er ansvarlig for lige så meget CO2 udledning som en mindre afrikansk landsby. Det er livsstilen som er afgørende. Teknologi alene, kan næppe løse klimaprobelemet så hurtigt som det er påkrævet. Vi må vende tilbage til den omhu i omgangen med dagligdagens ressourcer som 1800-tallets almue tog for givet.

mogens christensen

Ben Simon: Det, du siger, er som snydt ud af næsen på mig selv. Jeg er også opvokset på landet og sværger stadig til simple life og egne radisser.
Men selv om det kan være en fristende tanke, så tror jeg alligevel, at verden vil blive en lille smule kedelig, hvis alle var præcis lige som du og jeg.

martin sørensen

hej mogens christensen

Jeg prøver at sige at vi ikke har noget valg "Adapt or Die" helt enkelt entel så tilpasser vi os den nye virklighed som et +400-500 dollar/b olie samfund giver os eller også så vil vi opleve at hele samfunds strukturen kopapser som det kort hus det reelt er, hvorfor fokucere jeg så kraftigt på peak oil, jo det er den første krise vi kommer imøde derfor er det også den debat der er vigtigst nu vi skal derimod i løsningen af peak oil se på den næste krise nemlig drivhus effekten for den ene krise udelukker jo ikke den anden krises existens,

jeg ser ret enkelt på dette spørgsmål og tror ikke på de ilusionelle frie valg, enten tilpasser vi os de kloge begynder nu ved at se proaktivt på hvor og hvordan de bruger deres energi, eller også så er fremtiden meget dyser.

Jeg vælger faktisk at se lyst på problemet trods at jeg ved hvor dyster fakta de er, for WWF viser jo precist at det er en god foretning at invistere i grøn økonomi nu, jeg prøver som sådan bare at se det udfra et helt enkelt voltairs synspunkt, (pas din egen have først). jo ved at vi alle ser indivuduelt på vores eget forbrug og tilpasser den efter det nye energi faktum som der er efter et parst peak samfund jo så flytter vi os relativt hurtigt.

staten kan hjælpe ved at lave proaktive afgifter der belønner dem der handler klima og energi mæssigt fornuftigt og omfordele samfundets værdier til at vi hurtigt kan omstille os,. jeg tror meget på en co2 moms, der udregnes efter kvote købet dvs co2 afgiften vidre faktures ned i systemet og vi kan nu alle se hvor meget co2 der er brugt til at procucere hver enkelt enhed vi har et effektivt moms system der kan bruges effektivt til at opkræve en variabel co2 moms, Nu er vedvarende energi konkurance dygtigt, for VE kræver ikke køb af kvoter og det er den eneste måde at du kan forbedre din konkurace evne overfor dine konkuranter, genbrug ligeledes jo større andel af genbrugs martiale som dine varne indeholder jo mindre forbrug af co2 til at producere nye resurser, igen der er mange løsninger der ude det hele handler om politisk vilje der skal drive den personligte vilje.

jeg ser nu faktisk peak oil som den første krise for IEA varsler at peaket det kommer om ca 3-5 år, dette bliver en skelsættende begivenhed jeg plejer at sige at danmarks overgang fra energi exportør til importør denne begivenhed vil hvis vi ikke gør mere end nu blive en begivenhed der vil ha ligeså stor betydning for vores samfund som krigen og nederlaget i 1864 hade det for vores samfund, ok vi tabe 1/3 af vores land men dette nederlag skabte faktisk vores største erhvergs succes nemlig andels bevægelsen, på bare 20 år der skabte vi ca 300-1000 mejerier slagterier og brus foreninger mm det var i årende 1885-1905 vi byggede samtidigt flere 1000 km jernbane spor jo nederlag kan faktisk godt medføre gode forandringer,

vi kommer af nød til at tilpasse os, for "Adapt or Die"

Niels-Simon Larsen

Vi er ret enige her i tråden. Fint!
Hvorfor er vi så få, når problemerne er så indlysende?

Jeg har i nogle dage koncentreret mig meget om klimaspørgsmålet, og da jeg vendte mig ud mod det 'omgivende samfund' igen, kunne jeg se, at det store flertal ikke vil lade sig forstyrre. Folk kan ikke rumme det, i hvert fald ikke i den udgave, det har nu. Vi har ikke nok ansvarlige politikere til at forklare tingenes rette sammenhæng. Det er kedeligt og dyrt at leve fornuftigt. Dårlig livsstil er sjov, og rygerne står altid og hygger sig.

Filmen 'The Insider' handlede om tobaksfirmaernes forbrydelser, som det var livsfarligt at afsløre. Vores samfund bygger på uigennemtrængelig løgn og fortielse. Hvorfor skal madvarer markedsføres 'Uden tilsætningsstoffer', 'Økologisk', 'Naturlig', når der retteligt burde stå 'Kemi' på de andre? Det rene produkt, som burde være en menneskeret, er en luksus for de rige.

Hvis man spurgte et menneske, der var opdraget i et totalitært regime, ville det antagelig sige, at det havde det godt (nogle østtyskere længes tilbage). Danskerne er tilfredse og lykkelige - med at gafle til sig af jordens ressourcer. Hvordan kan vi kalde os frie, når den enkelte qua sin opdragelse er tvunget til at fortsætte overforbruget?

Statistikken kan bevise, at vi er lykkelige, men man stiller ikke spørgsmålet: Har du det godt med at skævvride verden?

Så for en tid siden en dokumentar fra Californien, om hvordan man gør forsøg med at udvinde olie fra alger, hvor man først dyrker dem, siden tørrer dem, og derefter skal man udvinde olie af dem, en omstændig og dyr proces.

Jeg har en bedre idé.
Emnet er en plante som vokser overalt på den temperede nordlige halvklode, den er et forfærdelig ukrudt, hvis man ikke vil ha' den, og næsten umulig at udrydde. Den kan forøges eksplosionsagtig med rodstiklinger på ingen tid, og kan omvandles til olie på tre måneder i et lukket system.
Og så har den en pluseffekt, den er sårhelende.

Om nogen skulle ønske at gøre forsøg/forske i den, kan vi tale om, hvad den hedder.

Anders Emil Humle

"Min fjerde præmis er, at vi ikke må lade de nødvendige beslutninger vente på det private erhvervslivs langsommelige markedsvilkår."

Markedet er som bekendt en skrækkelig herre. Så det er ganske vist rigtigt, at vi ikke skal obstruere indsatsen i markedets interesse.

Til gengæld negligerer du den anden side af sagen, den at markedet er en fortræffelig tjener.

"det private erhvervslivs langsommelige markedsvilkår" er hævet over enhver tvivl vores vigtigste værktøj i kampen for klimaet, det er det private initiativ der skal drive værket hvis indsatsen skal batte, endsige overhovedet gøre væsen af sig.

Det er, ganske rigtigt, et politisk ansvar at sørge for at incitamenterne er der, at efterspørgslen på de rigtige løsninger øges. Men løsningerne kommer nede fra - ikke oppe fra.

Niels-Holger Nielsen

Et velanrettet spark i løgsovsen (I)

Kære Mogens Christensen
Du skal have så inderlig en tak for at skære ind til benet i en livsvigtig diskussion, som var ved at udarte til ren tåbesnak og ansvarsforflygtelse. Helt principielt og overordnet deler jeg din vision og dit løsningsforslag. Selvom jeg ikke er ingeniør, har jeg dog visse forbehold - eller man skulle måske sige forbedringer - til dit oplæg.

Først og fremmest har du 100% ret i hvor meget det haster. Skulle der være enkelte debatdeltagere, som tvivler på dette, vil jeg gerne på opfordring dokumentere det. Dernæst har du 100% ret i at det er realistisk at gøre noget definitivt ved disse problemer, som truer hele menneskeheden. Du skriver det ikke direkte, men det flommer ud mellem linierne, at den måde hvorpå problemerne angribes er demobiliserende og ren gift for den entusiasme, som vi er nødt til at udløse for at komme til bunds i disse uopsættelige problemer. Det har du også 100% ret i. Endvidere skriver du, at problemerne kan løses her og nu, og ikke bør skydes helt eller delvist ud i en uvis fremtid. Igen 100% korrekt. Sidst men ikke mindst slår du fast, at vi, almindelige mennesker, må tage sagen i egen hånd, hvis problemet skal løses. Igen, igen: 100.

Du peger også, ganske overordnet, på de vigtigste løsninger. Dog køber jeg ikke den om biogas, men det er en detalje, som jeg gerne vil uddybe på evt. opfordring. Hvad du glemmer er geotermisk energi og diverse former for vandbaserede energiformer (tidevandskraft, bølgeenergi og almindelig vandkraft (hydropower)). Men ellers har du ganske godt fat i diverse nødvendigheder: "Kollektiv transport erstatter privat kørsel. Lastbiltransport erstattes af togtransport. Firesporede motorveje ombygges til firesporede jernbaner. Flytransport rationeres. Det tåbelige forbydes." Så sandt som det er sagt. Altså bliver der kun plads til de af dig nævnte elkøretøjer inden for lokaltrafik. Hvor svært kan det være. Vi slipper nok ikke uden om et forbandet hundeslagsmål om hvad der er "det tåbelige", men det synes jeg vi skal tage som en kulturel udfordring.

Mine forbehold og forbedringer vil følge senere i nat, i morgen og i løbet af næste uge, som det nu falder sig. Dels synes jeg ikke der er nogen grund til at forhaste sig, hvis det skrevne bliver mere lødigt i et mere sindigt tempo, dels synes jeg ikke, at der er nogen grund til at forklejne din indsats ved at dænge diverse indvendinger, uddybninger og forbedringer oven i denne uforbeholdne ros. I øvrigt er jeg fuldstændig fortrøstningsfuld med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt denne debat er langtidsholdbar. Det er den, og dens fine start (ros til samtlige debatdeltagere) vil kun blive overgået af den flotte finale.

Tusind tak til MC og alle de andre fede debatdeltagere.

Jeg er snart på banen igen.

Venlig hilsen

Søren Kristensen

På den ene side vil vi gerne løse klimakrisen, men på den anden side vil vi ikke undvære benzinbilen, sommerhuset med brændeovnen og de årlige ferierejser (+ alt det andet som vi heller ikke så gerne undværer).

Tal og statistikker på uhyrlighederne fik man også løbende under 2. verdenskrig, men det var ret beset først da japanerne bombede Pearl Harbour, at løven for alvor vågnede. Trods smeltende indlandsis, sunamier og skovbrande mangler vi (amerikanere in spirit) stadig klimaets Pearl Harbour. Så lad os se på det igen om nogle år og hvis det så er helt tosset kan vi selvfølgelig blive nødt til at gøre noget drastisk. Men lige nu går det meget godt i vores ende af verden. De milde vintre er behagelige og den økonomiske krise er snart er overstået, takket være en ekspansiv forbrugerpolitik. Stille og roligt sætter vi turbo på udviklingen af batteriløse cykellygter og sund kødfattig mad og så går det nok altsammen, som man siger. Hvem ved, måske der også i fremtiden bliver plads til at skifte cyklen ud med en af de nye energivenlige biler fra Indien?

Niels-Simon Larsen

Om det hele får en lykkelig udgang, ved jeg ikke. Jeg lever i håbet om, at der er en fremtid for os, også selv om det ser sort ud.
Vi fortsætter nok som vi plejer, indtil vi møder vores Pearl Habour, som S.K. siger. Problemet er bare størrelsesforholdet: Man kan genopbygge en tabt flåde, men ikke få indlandsisen tilbage. Når vi har nået 'vippepunktet', er spillet ude. Det er vi her på tråden enige om, men for majoriteten af vælgerne, DF og diverse Blærerøve, er det os og vores skrigeri, der er problemet.

Jeg undrer mig over, at DR financierer en tur rundt i verden med Blærerøven for at se på klimavirkninger. Består DR ikke af oplyste mennesker? (undskyld min naivitet).

1. Vi bliver nødt til at gøre noget nu.
2. Vi bliver nødt til at argumentere med 'fodslæberne'.
3. Vi bliver nød til at se på os selv i et overvejelsernes lys: Hvordan er vi kommet så langt ud?

Ang. det sidste så lever vi i en kristen kultur, der ikke har forhindret os i at være, hvor vi nu er. Ingen religioner har kunnet det, selvom hele striben har haft på programmet: Vær nu ikke så egoistiske, men tænk på næsten! Tænk også lige på, at der er et helvede. Det bliver ikke morsomt for dig til sin tid! Diverse ideologier og utopier har heller ikke kunnet lokke os bort fra egoismen over til fællesskabet. Der er en vare, der aldrig har været afsætning for: Ansvaret for Jorden og vores efterkommere. Derfor er det så stor en tanke, men også så ufattelig, at vi i løbet af kort tid skal gå fra hele vores gamle indkodning 'om at rage til os'. Interviewet med Ole Thyssen hed: Begær kan man ikke tale til rette, men det er ikke desto mindre det, vi bliver nødt til. Det kunne se ud, som om vi skal til være buddhister og sigte på et nirvana. Dog, det er der heller ikke tid til. Der må ske noget helt nyt, jeg ved ikke hvad. Når jeg læser jeres indlæg rumsterer det kraftigt i mit lille hoved.

mogens christensen

Jeg har været væk et par dage. men vil gerne melde mig ind i debatten igen.
Martin Sørensen: Du nævner Peak Oil og at prisen på olie inden for en ganske kort årrække vil eksplodere. En meget hurtig omstilling til VE vil jo netop modvirke dette, idet en kraftig reduceret efterspørgsel nødvendigvis samtidig må medføre en reduceret oliepris. Set i det perspektiv vil det ikke blot være klimatrusselen, man imødegår, men også en økonomisk trussel, der i værste fald vil kunne smadre verdensøkonomien totalt.
Niels.Simon Larsen: Der findes indenfor erhvervsøkonomi en model, der siger, at omstillingsparathed er omvendt proportional med omstillingsevne. Eller mere direkte: En dårligt drevet virksomhed ændrer først adfærd, når lokummet virkelig brænder (omstillingsparathed) , men på det tidspunkt, vil de økonomiske handlemuligheder allerede være blevet indskrænket, så der ikke længere er økonomi til den nødvendige omstilling omstillingsevne). Mon ikke også det præcis er, hvad vi oplever hos såvel politikerne som os selv?
Anders Emil Humle: Jeg er fuldstændig enig med dig i, at markedet er en skrækkelig herre, men en fortræffelig tjener. (i øvrigt en god formulering, som jeg ikke har hørt før). Vi må blot tørt konstatere, at markedet ikke indtil nu har formået at løse klimakrisen nedefra, og at det derfor er nødvendigt, at vi i stedet for løser den ovenfra. Men selvfølgelig meget gerne i form af udliciteringer til de bedst egnede virksomheder.
Niels-Holger Nielsen: Jeg mener biogas har større potentiale, end normalt antaget, fordi kun en brøkdel af animalske affaldsprodukter udnyttes i dag. Iøvrigt mener jeg ikke, at man bør dyrke energiafgrøder på jorden, fordi dyrkbar jord alene bør anvendes til at dyrke fødevarer. Derimod ser jeg store muligheder for at dyrke biomasse i vandet, i troperne fx vandhyacinter, der mange steder i forvejen er en plage. Samtidig vil man herved fjerne udskyllede næringsstoffer.
Ellers glæder mig mig meget til at høre flere kommentarer fra din side.
Søren Kristensen: Du siger: Lige nu går det meget godt i vores ende af verden. Det vil jeg gerne kommentere lidt mere uddybende senere.

mogens christensen

Søren Kristensen: Du siger: Lige nu går det meget godt i vores ende af verden. Jeg ser det således:
Vi er på kanten af en klimamæssig katastrofe, der vil koste milliarder af menneskeliv. Det er en misforståelse, at jorden går under, hvis temperaturen stiger. Men livsbetingelserne vil blive ændret så radikalt, at vi næppe kan forestille os det. Enkelte lande vil profitere af det ændrede klima. Meget taler for, at vi i Danmark kommer til at sidde under palmer og drikke margarita. Generelt vil de lande, der i dag er velhavende, have ressourcer til at imødegå ændringerne. Man må forvente, at der inden for de store velstående statsdannelser som EU og USA vil findes en solidaritet, der i et vist omfang vil udligne forskellen mellem ramte og tilgodesete områder. EU lader vel ikke Spanien i stikken, blot fordi store dele af Spanien allerede nu er i færd med at blive omdannet til ørken?
Men det er kun i de velstående lande, der vil være råd til solidaritet. I realismens kliniske projektørlys må vi forudse, at fattige nationer kommer til at passe sig selv. De sultkatastrofer, vi hidtil har oplevet især i Afrika, vil for fremtidens mennesker komme til at fremstå som idylliske skovture. Enhver form for nødhjælp vil ophøre, fordi der globalt set ikke længere vil være fødevarer nok til alle. Vi vil komme til at opleve massive folkevandringer væk fra ødelagte områder. Ikke 68 bådflygtninge, der stiger i land på Lampedusa, og som blot kan returneres til Libyen. Men millioner af pjaltede muselmennesker, der vakler fremad i søgen efter overlevelse, efterladende de svageste. Vi vil opleve barbariske krige om de få resterende ressourcer. Stater vil bryde sammen. Anarki vil herske. Det er ikke pessimistisk sortsyn. Vi oplever det allerede i Afrika.
Skellet mellem rige og fattige lande vil blive endnu større end nu. Hadet til de rige lande vil øges. Vil en øget terrortrussel én gang for alle omdanne vores frie samfund til overvågede politistater? Heller ikke den udvikling er kun et skræmmescenarium. Også den er allerede i gang.
Men kan vi i de rige lande ikke blot være ligeglade? Kan vi ikke bare spærre de sultende masser ude med pigtrådshegn og meterhøje betonmure? Og vende ryggen til og lade som ingenting? Det må den enkelte så gøre op med sig selv. Men er det ikke sådan, at enhver forråelse i synet på fremmede også medfører en forråelse i synet på ens egne? Hvad vil det være for et fremtidigt samfund, hvis enhver form for empati overfor andre bliver udslukt?
Spørgsmålet vil også være, om vi i de rige lande overhovedet er rige nok til at modstå mulige fremtidige klimaændringer og naturkatastrofer. Vil England kunne håndtere, hvis en 3 dobbelt Katrina rammer London? Vil vi kunne håndtere, hvis den rammer København?
Vil landbruget i Frankrig kunne klare mange års tørke, som vi allerede oplever det i Spanien? Vil landbruget i Danmark kunne klare 3 vækstsæsoner med silende regn fra start til slut?
Jeg spørger blot.

Jeg vil gerne tillade mig at henvise til:

http://www.theoildrum.com/node/5939

som er en slags anmeldelse af Scientific Americans novembernummer (A Plan for a Sustainable Future by 2030) og hvor det foreslås, at:

- Petroelum (including gasoline, diesel, propane, heating oil, etc.)
- Natural gas
- Coal
- Liquid biofuels, such as ethanol
- Wood and other biomass
- Nuclear

afskaffes inden 2030 og erstattes af:

wind, wave power, tidal energy, hydroelectric, geothermal, and solar.

I 'anmeldelsen' diskuteres bl.a. omkostningerne i forbindelse med denne omstilling, ligesom det påpeges - jævnfør mine tidligere bemærkninger - at der kan blive problemer med fremskaffelse af de råstofressourcer, der skal bruges (f.eks. sjældne metaller).

Der stilles også spørgsmålstegn ved, om foreslåede high-tech omstilling er bæredygtig.
Min (og givetvis også anmelderens) vurdering er, at dette ikke er tilfældet, hvis det påregnes gennemført i forhold til et BAU-scenarie.

Niels-Simon Larsen

Det er vigtigt at få stillet de to væsentligste synspunkter i klimaspørgsmålet op over for hinanden. Derfor skrev jeg til den journalist, der havde lavet interviewet med Ole Thyssen og bad ham om at se på Mogens Christensens artikel. Så har man nemlig spændvidden:

O.Ts. påstand: Vælgerne reagerer ikke, før de mærker klimaforandringerne på deres egen krop.

M.Cs. påstand: Står vi først i vand til halsen, er det for sent at gøre noget.

Journalisten var med på ideen (så må tiden vise, hvad det bliver til). Jeg forestiller mig bare, at et stort anlagt interview kan 'plante' spørgsmålet: Skal vi gøre noget nu, eller vente til det er for sent?

For mig er det tidens største spørgsmål.

Rune-Christoffer Dragsdahl

Kære alle, en meget spændende debat I har her, også jeg vil rose kvaliteten af indlæggene, og ikke mindst engagementet.

Mit ærinde er blot et svar på et spørgsmål fra Ole Falstoft om beregninger af muligheden for binding af CO2 ved genskovning.

Ole Falstoft spurgte: "Jeg tror bare ikke det vil have nogen nævneværdig effekt. Er der nogen der har regnet på det?"

To henvisninger kommer fluks:

1. Forskere fra Netherlands Environmental Assessment Agency har beregnet, at hvis der tages højde for befolkningsvækst frem til 2050, og at verden skal brødfødes, så kan der ved landbrugsomlægning frigøres et areal, der kan opsuge halvdelen af al CO2 frem til 2050, hvilket pga prismekanismer vil få en økonomisk effekt, der svarer til 80 % af de forventede udgifter til reduktion af CO2. Beregningen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Climatic Change (februar 2009) og blev præsenteret på klimakonferencen i København i marts.

Den er dog blevet ret overset (bortset fra nogle få dages landsdækkende Ritzau-notitser i februar), måske fordi repræsentanten for forskerne, Elke Stehfest, på konferencen i København blev placeret i en session om adfærdsændringer. Eftersom de øvrige deltagere i denne session var psykologer o.l., Stehfest burde naturligvis have været med i en mere synlig og mindre niche-agtig session, f.eks. om økonomiske modeller og overordnede scenarier.

2. World Watch Institute har for 2 uger siden udgivet en beregning, hvor der igen refereres til genskovningspotentialet som værende enormt. Det må forventes, at medierne i nærmeste fremtid gransker WWI's beregning. Beregningen er foretaget af to miljørådgivere fra Verdensbanken, den ene forhenværende, den anden nuværende.

Så jo, CO2-binding i biomasse ved genskovning o.l. har et enormt potentiale, som pt. bliver ignoreret (om end USA for nylig, angiveligt med klimaet som formål, har vedtaget en moderat genplantning af træer).

Fortsat god debat -

Med venlig hilsen

mogens christensen

Yderligere et aspekt vedr. co2 binding, nemlig i form af en forbedring af dyrkningsjordens muldlag. Jeg har ikke konkrete tal for det, men så vidt jeg ved vil det være med i Al Gores nye bog, ligesom jeg har set det omtalt et andet sted på nettet, som jeg ikke kan finde tilbage til.
Forholdet er det enkle, at muld primært består af ikke-omsat organisk masse. Et generelt problem verden over er netop, at jorden udpines og at muldlaget derved reduceres. Dels frigives muldens opmagasinerede co2 herved, og dels reduceres jordens frugtbarhed.
Ved en rigtig jordbehandling kan man igen forøge muldlaget, hvorved man opnår de to modsatrettede fordele: Co2 bindes og jordens frugtbarhed øges.
Det er ret elementært, du kan selv gøre forsøget i din køkkenhave, hvis du har en. Hvert efterår, når bedene er ryddet sår jeg en tæt efterafgrøde, som får lov at stå vinteren over. Dels opsuger den overskydende gødning, så denne ikke siver væk, og dels tilfører den jorden organisk masse om foråret, når den graves ned. Jeg skal godtnok hilse og sige, at det hjælper!
Co2 potentialet er - har jeg forstået - langt større, end det umiddelbart lyder.

Hvad angår dette med skovrejsning så vil jeg gerne henvise til Bent Sørensens læserbrev i dagens Information, som giver nogle gode informationer. Hertil kommer, at det ikke er ligegyldigt, hvad det er, der fældes og hvad det er, der rejses. Dette gælder ikke kun udviklingslandene, men i lige så høj grad alle andre mere eller mindre naturlige skovområder på kloden, eller andre områder, der ved menneskelig indgriben og tekniske fiks omdannes til monokulturer. Hvis det eksempelvis er således, at et stykke naturskov med stor biodiversitet fældes/afbrændes med det formål at skaffe plads til palmer (eller bioafgrøder til brug for biobenzin), således at verdens hungrende behov for vegetabilske olier kan dækkes, så kan man måske logisk sige, at området stadigt er dækket af skov, men det er jo ikke den samme skov med den samme biodiversitet, som nu dækker området. Det er en monokultur og man må formode, at arter enten er eller trues af udryddelse i forbindelse med denne omlægning og ’genplantning’. I forhold til biodiversiteten er der tale om et tab, og generelt må man fastholde, at forringelse af biodiversiteten ikke kun truer mange konkrete arters overlevelse, men i sidste instans truer menneskets eksistens.
I et land som Danmark er det måske ikke så godt at gøre sig klog på, hvorledes andre lande skal håndtere deres skovområder, da vi for længst har udraderet vores naturskove og stort set ikke har andet tilbage end forstørrede parker, hvis vigtigste opgave syntes at være at kunne danne kulisse for vores ubeherskede virketrang.
Spørgsmålet er, om en naturskov overhovedet kan ’genplantes’. Bartlett har i sin lov om bæredygtighed formuleret, at ’Extinction is forever’. Arter, der ved skovødelæggelse er udryddet, kan ikke ’genplantes’. De er væk for evigt. Skoven kan med sin biodiversitet og i sin helhed ikke genskabes. Den er ødelagt – om ikke for evigt, så dog for lang tid, og den kan kun genskabes ved total fredning fra yderligere menneskelig indgriben.
Dette stiller sagen i et lys, der gør, at ’genplantning’ i en lang række tilfælde må betegnes som et teknisk fiks, der i sidste ende må vurderes at stille os vanskeligere og dårligere end vi var ved udgangspunktet. Det fremmer ikke den samlede bæredygtighed. Vort biofysiske fundament og bæredygtigheden er forringet. De samlede betingelser for artens overlevelse er blevet dårligere og forventningerne til at vi klarer den, må nedskrives.
Det er noget af et catch dette her. For klodens befolkning vokser stadig. Der skal skaffes mad til mange flere munde. Hvert eneste år mellem 70 og 80 millioner = hele Tysklands befolkning. På kort sigt ser det ud til, at den eneste måde at gøre dette på, er at forringe vort biofysiske fundament til et niveau, der med garanti på langt sigt vil betyde, at betingelserne for vores egen overlevelse langsomt, men sikkert eroderes bort under os.
Det er nogle, der er af den opfattelse, at ethvert teknisk fiks kun vil indebære, at trykket på naturressourcerne øges, da det indebærer, at vi kan udnytte vores givne miljø på en mere effektiv måde. Yderligere tryk på forbrug af naturressourcer vil hastigt forringe bæredygtigheden. Det er i dette lys ’genplantning’ skal betragtes, men guderne skal vide, at jeg er stærk tilhænger af, at der tilplantes og skovrejses, men det er kun et plaster på det åbne sår, vi har påført miljøet.
Skal dette ændres, skal der andre boller på suppen.

Karsten Johansen

MC har rett i prinsippet, og i den forstand er innlegget glimrende.

Problemet er dette: mobiliseringen til 2. verdenskrig var jo en mobilisering til krig, og det vet vi jo til hudløshet at menneskenes herskere har fått til og fått til gjennom årtusener og får til mer og mer - fordi hvem er nå "vi" som skal mobilisere politisk vilje til krig eller til løsning av klimakrisen?

La oss ta den meget ordrike (mer og mer faktisk) Barack Obama. Han var ikke ett sekund i tvil om at han skulle til København for å reklamere for OL til Chicago (og til inntekt for hans kompiser i byeliten der). Men samme "edle" mann behøver laaang betenkningstid for å finne ut om han skal delta på det vel viktigste møtet om menneskehetens felles fremtid som noengng har blitt avholdt.

Å finne masse penger i den skakkjørte amerikanske "økonomien" på sekunder til å utvide og utvide krigen i Afghanistan har også vært lekende lett for Obama. Eller til svimlende rike bankdirektørers underhold. Men i praksis, og ikke bare i festtalene hans, som nå avløser hverandre som skuddene fra en mitraljøse som har fått hikke, å finne noen småpenger til klimasatsing er like vanskelig for Obama som å løse sirkelens kvadratur...

Det viser seg jo at denne gruppen av - bak den "humane" fasaden"svimlende rike og hyperegomane og -arrogante som dikterer verden i dag, er lite opptatt av det felles beste (for nå å si det forsiktig), og desto mer besatt av kortsiktige pengegevinster, og ja: direkte ressursplyndring under diverse skalkeskjul, f.eks. sterk "omsorg" for "menneskerettighetene" der hvor det er rike oljekilder eller viktige ruter for oljerørledninger, gassledninger osv., eller der hvor rike sionistiske eller andre pengemenn har slått seg ned, f.eks.

Dette er "kun" et spørsmål om politisk vilje. Ja, men det har det riktige og fornuftige alltid vært, og vi ser jo hvordan det har gått.

mogens christensen

@ Erik Rolf Nissen.
Jeg bliver sgu så ked af det, når du er pessimistisk. Selvfølgelig er jeg enig med dig i, at vi står overfor en afsindig masse problemer, som gerne skal løses inden vi når Slaraffenland. Ødelæggelsen af naturen er et problem, overbefolkning er et andet osv. Men at forsøge og løse dem er vel bedre ens at sætte sig hen og græde snot?
Vedr. skovrejsning: Der er ingen, der siger, at der enten skal være 100 % naturskov eller 100 % produktionsskov. 50 % af hver er måske bedre. Og under alle omstændigheder mener jeg, at produktionsskov på arealer, der allerede er blevet ryddet og som ikke kan dyrkes til fødevareproduktion og som ikke indeholder specielle bevaringsværdige biotoper vel må være bedre end slet ingen udnyttelse?
Og så et helt andet spørgsmål: Er bevarelsen af biodiversiteten et reelt problem eller blot et følelsespræget. Er det rent faktisk et must for menneskeheden, at der svømmer blåhvaler rundt et eller andet sted i havet? Og hvis ja, hvordan er det så lykkedes for menneskeheden at overleve siden mamutterne uddøde? Har det reel betydning, om der findes en eller anden polkaprikket frø et sted i Nicaragua eller ej?
Jeg er spændt på at se dit svar på det.

mogens christensen

@ Karsten Johansen.
Fuldstændig enig. Vil vi gøre noget ved det? Kan vi gøre noget ved det? Eller skal vi bare opgive og sætte os op på toppen af et fjeld og brokke os? ( - samtidig med at vi nyder udsigten).

@Mogens Christensen
Jeg opfatter ikke mig selv som pessimist (i hvert fald ikke i de lyse stunder), men som skeptiker på området for tekniske fiks. Jeg mener, vi skal færdes i vores givne miljø med større ydmyghed og forsigtighed og der gælder i hvert fald for mig én helt indiskutabel lov. Noget i retning af, at vi (mennesker) ikke kan ses som uafhængige af og løsrevne fra klodens fysiske og biologiske grundlag. Ethvert indgreb fra vores side påvirker dette grundlag og har betydning for os (og alle andre arter). Enhver forringelse af grundlagets bæredygtighed er en forringelse af vores fremtidige overlevelsesmuligheder og forringelse af biodiversiteten (i stort og småt) er en forringelse af grundlagets bæredygtighed. Det må være således, og derfor skal vi efter min opfattelse træde med stor varsomhed, når vi løser vores problemer ved at forøge effektiviteten i vores teknikker og muligheder for at gribe ind i grundlaget. Risikoen er, at vi ødelægger de betingelser, der overhovedet gør det muligt for os at leve på denne klode.

Jeg er på det seneste inspireret en del af:

Catton: Overshoot
Farnish: Time's up
http://www.theoildrum.com/node/5925

men gennem tiderne selvfølgelig også af mange andre inspirationskilder.

PS. Et helt dækkende svar ville være en samlet livsfilosofi, og sådan én har jeg ikke lige ved hånden.

mogens christensen

@Erik Rolfsen Nissen.
Følelsesmæssigt er jeg 100 % enig med dig. Nok knap så meget på det praktiske plan.
Overbefolkningen har været oppe at vende flere gange i denne diskussion, jeg tror også du har nævnt den.
For mig er der ingen tvivl om, at der hersker en ond cirkel: Fattigdom - flere børn og større overbefolkning - rovdrift på naturgrundlaget (fx forarmelsen af Sahel-bæltet i Afrika og afskovningen af Amazonas) - mere fattigdom etc.
Modsat mener jeg også, at der må kunne findes en god cirkel: Stigende levestandard - færre børn - råd til bæredygtighed - stigender levestandard etc.
Er du enig? Og i givet fald, hvordan kommer vi rent praktisk (!) fra den onde til den gode cirkel?
Gennem økofascisme (som nogen frygter), gennem almindelig demokratisk udvikling eller noget helt tredje?
PS: I min grønneste ungdom var jeg en gang ved at få korporlige tæsk i forbindelse med en diskussion. Jeg sagde: Lad være med at sende nødhjælp til de sultende. Brug i stedet midlerne til at igangsætte en fremtidsorienteret økonomisk udvikling med henblik på at gøre Afrika selvhjulpen.

'Følelsesmæssigt er jeg 100 % enig med dig. Nok knap så meget på det praktiske plan.'

Det tror jeg ikke, jeg forstår. Min følelse er raseri og bange anelser over ødelæggelse af vort naturgrundlag og truslen mod kommende generationer, herunder egne børn og børnebørn. Alt det øvrige er efter min mening rene kendsgerninger.

Hvad det praktiske angår vil jeg tilslutte mig, at der skal handles, men at der skal handles med yderste omtanke og med respekt for det grundlag, som betinger alt liv på kloden. Målestokken for enhver handling må være, om det bidrager til bæredygtigheden eller om det modsatte er tilfældet. Det må være til at afgøre for mange, der bestemt er klogere end jeg.

Øger det bæredygtigheden, ja eller nej!!

En muligt definition på bæredygtighed kan ses her:

http://www.theoildrum.com/node/5925

At hjælpe mennesker i nød hører efter min mening ikke til i kategorien af tekniske fiks. Ulig fordeling af klodens ressourcer er ikke bæredygtig.

Jeg er tilhænger af gode cirkler frem fo dårlige cirkler, men hvad er nu en god cirkel. Det gælder med dem, som det gælder med alle andre initiativer. På sigt skal bæredygtigheden forbedres. Øger den 'gode' cirkel bæredygtigheden eller forringer den bæredygtigheden? Kan vi tillade, at den 'gode' cirkel i en kort periode forværrer bæredygtigheden? Jeg formoder, at den dårlige cirkel forringer alting.

Dette er ikke nemt at svare på og jeg kan heller ikke svare på, om velstanden kommer før reduceringen af befolkningstilvæksten eller om det er omvendt. Det er jo ikke just således, at lande med lille befolkning og lav befolkningstilvækst nødvendigvis afsætter et mindre økologisk fodaftryk end lande med stor befolkning og høj befolkningstilvækst. Det er ikke kun befolkningens størrelse, der er afgørende for bæredygtigheden, men også befolkningens materielle forbrug (sammenlign blot USA med f.eks. Indien).

Der er anvendt forskellige metoder til regulering af befolkningstilvæksten - lige fra Kinas étbarnspolitik til oplysning om prævention og familieplanlægning. Det er hævdet, at Kinas politik har betydet, at befolkningstrykket i Kina i dag er 300 millioner mindre end det ville have været tilfældet, hvis ikke Kina havde gennemført sin politik på området. Kina kan således med en vis ret hævde, at de er det land, der har gjort mest for klimaet og miljøet.

Samtidig kan man se (se mine tidligere indlæg om dette i denne tråd), at befolkningstilvæksten i langt de fleste lande er hastigt faldende og nærmer sig reproduktionsraten (som er på 2.1 pr. kvinde). Dette skyldes jo ikke en generel étbarnspolitik, men kan givetvis tilskrives en bedre levestandard, bedre uddannelse (især af kvinder), familieplanlægning og bedre prævention.

På sæt og vis er der tale om en god cirkel her, men, men, men, hvis hele øvelsen går ud på at bringe klodens befolkning op på et forbrugsniveau som f.eks. USA eller Vesteuropa, så vil dette ikke kunne lade sig gøre, medmindre der var et par ekstra jordkloder til rådighed. Det er der ikke og det er ikke bæredygtigt, at befolkningen stabiliseres på et højt niveau samtidig med at forbruget af materielle ressourcer stiger og tenderer mod et meget højt niveau.

Dette betyder ikke, at jeg ikke under alle nationer på kloden, at derees borgere skal nyde godt af en god levestandard, men det betyder, at begreberne 'vækst' og 'stigende levestandard' må omdefineres og i hvert fald afkobles materielt forbrug i den forstand, der er blevet så almindeligt for os, at vi måske er blevet helt afhængige heraf. Det betyder også, at der skal udlignes, således at adgang til og brug af klodens fornyelige og ikke-fornyelige ressourcer fordeles på en fair og rimelig måde. 6 % af klodens befolkning kan således ikke tillade sig af forbruge 25 % af klodens energi (USA), og især ikke i en situation, hvor energi bliver en sparsom ressource.

Det tror jeg da er muligt, men det vil sikkert ikke blive nemt, for det strider mod hele den selvopfattelse, der gennemsyrer og driver den vestlige form for kapitalisme. Mest klart kommer dette til udtryk i reklamer som det ultimative udtryk for selvforståelsen.

Men hvis det ikke skal udarte er der for mig at se ikke nogen vej udenom. Faren for økofascisme er ikke nær så overhængende som de andre farer, der lurer i dette opgør, men brugen af ord (f.eks. 'øko' koblet til 'fascisme') er velegnet til at frembringe ubehagelige associationer omkring økologi og bæredygtighed og rette skytset mod andre end dem, der burde påtage sig et ledende ansvar.

Just sådan bruges ordet derfor.

mogens christensen

Du stiller lidt spørgsmålstegn ved min formulering; "Følelsesmæssigt er jeg 100 % enig med dig. Nok knap så meget på det praktiske plan."
Det skal forstås som følger. Jeg har så længe jeg overhovedet kan huske været naturmenneske, først som barn, der næsten altid rendte rundt i den nærmeste skov, siden som voksen, hvor jeg de fleste år har arbejdet i og med natur til jeg i en relativt sen alder blev lærer.
Jeg har altid været og er stadig lige så interesseret og engageret i biodiversitet, bæredygtighed, ressourceansvarlighed osv. som du giver udtryk for. Deraf den følelsesmæssige enighed.
Men efterhånden har jeg erkendt, at lige siden min gymnasietid, dvs. allerførst i 70'erne, hvor alle disse spørgsmål for alvor begyndte at komme på dagsordenen, så er det gået et skridt frem og mindst 2-3-4 skridt tilbage. Jorden er i en ringere tilstand nu, end på noget tidspunkt tidligere.
Derfor er det efter min mening kommet dertil, hvor snak og idealisme ikke længere er nok - nu skal der faneme til at ske noget. Derfor også det noget bastante indhold af min kronik.
Med risiko for at have misforstået dig, fornemmer jeg, at jeg måske er lidt mere handlingsorienteret, deraf den "praktiske" forskel.
I øvrigt har jeg tumlet med en lidt filosofisk tanke omkring dette. Jeg har udviklet den tanke, at homo sapiens - det tænkende menneske - kun findes som individ, evt. i små grupper. Lige så snart mennesket optræder mange sammen, så viger fornuften til fordel for en kortsigtet, egoistisk behovstilfredsstillelse. Eller sagt på en anden måde: Mange sammen, så opfører mennesker sig adfærdsmæssigt som dyr/plante. Og at dette er årsagen til, at det i den store sammenhæng er så svært at få gennemført det, som den enkelte nok kan erkende som fornuftigt.
For nærmere at undersøge tanken om mennesket som dyr/plante kan man så overveje, om der rent faktisk inden for "menneskeverdenen" findes en form for økosystem. Og det mener jeg rent faktisk. Dette må ikke misforstås og sammenlignes banalt med eventyrverdenen, hvor dyr snakker og tænker som mennesker. Det må heller ikke sammenlignes med social-darwinisme, fordi jeg ikke anlægger nogen værdiladede synspunkter om, hvad der er bedst hhv. dårligst. Men rent faktisk finder jeg mange paralleller. Mennesker i milliard-klassen kan godt sammenlignes med store træer. Begge har opsparet en stor "vedmasse", der giver dem mulighed for at strække sig længst op i "lyset" og derved profitere mest af den "energi" (=penge/materielle goder), der kommer strømmende. Herefter nedad i hierakiet, mindre "masse", mindre mulighed for af gafle "energi" til sig, indtil man når nederst i laget, hvor der ikke længere sker nogen selvstændig produktion, men alene nedbrydning. Prøv selv at tænke videre og find nye paralleller. Eller omvendt: Bring tanken til fald gennem modbevis.
Den afgørende forskel, der skal indtænkes, men som ikke vælter tankegangen er, at mennesket i denne sammenhæng ikke er bundet af "gener", men kan skifte placering i økosystemet (=social mobilitet).
Hvis jeg har ret i denne tankegang, så må konsekvensen være, at enhver bestræbelse på via fornuft at "redde" jorden vil strande på egoismens kortsigtede "dyriske" mudderbanke, og at det økologiske sammenbrud, såvel det natur-økologiske som det menneske-økologiske, derfor ikke vil kunne undgås. Ret skræmmende tanke.
Nå ja, lommefilosof har vi alle jo lov til at være.

Sider