Kronik

KRONIK: Humlebien og klimaet

En ambitiøs, bindende aftale er nødvendig, men den er ikke i FN’s magt at sikre. FN skal levere et forum, hvor aftalen kan forhandles og lægge pres på staterne. Det er de 193 underskrivere af FN’s klimakonvention, der skal blive enige om en ambitiøs, bindende aftale. Det bliver ikke nemt
En ambitiøs, bindende aftale er nødvendig, men den er ikke i FN’s magt at sikre. FN skal levere et forum, hvor aftalen kan forhandles og lægge pres på staterne. Det er de 193 underskrivere af FN’s klimakonvention, der skal blive enige om en ambitiøs, bindende aftale. Det bliver ikke nemt
28. november 2009

»Det, FN skal måle sin succes på, er ikke, hvor meget vi lover, men hvor meget vi gør for dem, der behøver os mest «Ban ki-Moon, FN’s generalsekretær

Det er en sejlivet myte, at humlebier ikke kan flyve. Folk skænder på den, som berører emnet, når en humlebi er inden for hørevidde, for ’tænk nu, hvis det kom humlebien for øre, at den ikke kan flyve?’

Myten opstod, da en fransk biolog i 1934 beregnede humlebiers aerodynamiske evner. De matematiske formler, han brugte, konkluderede, at humlebier ikke kan flyve, og siden er myten blevet reproduceret af andre forskere, der alle har brugt utilstrækkelige matematiske formler. Sådan opstod myten om, at humlebier, intetanende om deres egen utilstrækkelighed, flyver lykkeligt fra blomst til blomst. På samme måde er der ved at opstå myter om internationalt samarbejde. Myten er, at internationalt samarbejde altid bliver forpurret af stater med egne interesser. Men ligesom med humlebien er udregningen baseret på utilstrækkelige formler.

Verdenssamfundet har demonstreret, at det kan samarbejde – for eksempel med hullet i ozonlaget over Antarktis, post og international flytrafik. Nu står vi over for en klimakrise, som for alvor vil sætte verdenssamfundet på prøve. Vi skal finde løsninger, vi skal blive enige. Forandringerne vil ramme globalt, hvilket kræver globale løsninger. Derfor vil det multilaterale arbejde i fremtiden få en større rolle at spille. FN har et stort ansvar for at løse kriser. Ja, verden ligefrem forventer, at FN gør en forskel. Og det er præcis, hvad FN gør hver eneste dag. Men sommetider bliver det glemt, at FN har et stort ansvar, men meget lidt magt. Ofte siges det, at FN er verdens politibetjent – senest 19. november i en leder i Politiken – men det er en misforståelse at opfatte FN som en ordensmagt. FN er medlemsstaterne, og uden dem kan FN ikke udrette meget. Hvis landene vil, kan klimakonferencen i København blive et afgørende skridt. En ambitiøs, bindende aftale er nødvendig, men den er ikke i FNs magt at sikre. FN skal levere et forum, hvor aftalen kan forhandles, og lægge pres på staterne. Det er de 193 underskrivere af FNs klimakonvention, der skal blive enige om en ambitiøs, bindende aftale.

Det bliver ikke nemt. Der er mange interesser, der skal plejes og mange, der vil vægre sig ved at gå på kompromis. Men at hævde, at der ikke vil komme en aftale, er en konklusion i stil med, at humlebier ikke kan flyve.

Dem der behøver os mest

Da han blev udnævnt til generalsekretær, sagde Ban ki-Moon i sin tale til FN’s Generalforsamling, at: »Det, FN skal måle sin succes på, er ikke, hvor meget vi lover, men hvor meget vi gør for dem, der behøver os mest.«

I fremtiden vil mennesker, der bliver ramt af klimaforandringer, være blandt dem, der behøver FN. Langt de fleste vil komme fra udviklingslande. Det er dog en misforståelse at tro, at konsekvenserne kun vil ramme udviklingslande. Klimaforandringer vil også ramme de rige lande, forskellen er blot, at de rige lande har penge og teknologi til at beskytte sig, når naturen går amok – det har de fattige udviklingslande ikke.

Fælles ansvar

I udviklingslandene er vi allerede i fuld gang med at tænke klima ind i mange af de projekter, programmer og strategier, der bekæmper hiv/aids, fremmer ligestilling, stopper sult og sender børn i skole.

Udviklingspolitik og bistand kan ikke undgå at vride forholdet mellem lande og verdensdele skævt. Forholdet mellem donor og modtager er uligeværdigt. Men klimaforandringer rammer os alle. Det er en fundamental ændring af livet på jorden, som vi er fælles om – et vilkår som vil gælde os alle. Der er – modsat klimapolitik – forsvindende lidt debat om udviklingspolitik.

Men måske vil klimaforandringerne betyde, at udvikling langt om længe er ved at blive opfattet som et fælles ansvar. I hvert fald tyder undersøgelser på, at af de mange klimabekymringer rige vesterlændinge har – fylder bekymringerne for, hvordan de fattigste skal klare sig, ganske betydeligt. Måske er forklaringen den simple, at uretfærdighederne i verden nu når et omfang, så det gør ondt i øjnene og i hjertet at se sig selv i spejlet. Ja, vi i den rige del af verden ved jo godt, at vi i årtier har levet på den grønne gren på bekostning af fattige. At vi har brugt en del af vores rigdom til at svine kloden og klimaet til er i sig selv slemt nok. At de rige landes uansvarlige opførsel nu truer de mennesker, som har mindst at gøre godt med – og som ikke har bidraget til klimaproblemet – er måske det, der gør, at vi føler vi står ved et vendepunkt.

Over hele verden er der mennesker, der arbejder aktivt for at reducere udledning af drivhusgasser. Fra den danske studerende, der skifter til elsparepærer og læser en tekst på computerskærmen i stedet for at printe ud, til en kinesisk kvinde, der starter et grønt foretagende, til Hugo Chavez, der lader brusebadet vare højst tre minutter, til organisationen, der arbejder for, at virksomheder skal levere et CO2-regnskab, til dem, der presser på for en ambitiøs klimaaftale i København. Verdens befolkning kan godt blive enige om et fælles mål. Befolkningerne ved godt, at det er nu, det gælder. Det sære ved internationalt samarbejde er, at uanset hvor svære kriserne kan være på det interstatslige niveau, så kan det ofte sagtens lade sig gøre i civilbefolkningen at blive enige og arbejde hen mod et fælles mål.

En god investering

Sandt er det, at hvis vi tøver meget længere, så bliver vi alle tabere i klimaspillet. Klimaforandringer skal tackles, uanset om argumentationen er moralsk, sikkerhedspolitisk eller økologisk. Og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Den tidligere cheføkonom for Verdensbanken, lord Stern, argumenterer for, at det forebyggende arbejde kan gøres for to procent af verdens bnp, men hvis vi venter, kan prisen blive 10 gange højere.

Verdens befolkning har forstået, hvad der er nødvendigt. Folket er langt foran politikerne. Nu må det være på tide, at verdens politikere beviser, at de kan andet og mere end blot halse efter deres befolkninger.

Det er på tide for politikerne at bevise, at de er opgaven og tilliden voksen. At de kan handle – ikke bare snakke. Det er en myte, at humlebier ikke kan flyve, og det er en myte, at vi ikke kan få en ambitiøs, bindende klimaaftale baseret på forhandlingerne i København. Muligheden er der. FN leverer som organisation rammen for forhandlingerne og arbejder hårdt i kulissen med at støtte processen. Der er ingen grund til at hviske humlebien i øret, at den ikke kan flyve, lige så lidt som der er grund til at insistere på, at vi lige så godt kan indstille os på en uambitiøs aftale i København.

Vi skal arbejde hårdt for at COP15 i København bliver afgørende og ikke blot to ugers spil for galleriet. Vi skal kæmpe fra nu og lige indtil en ambitiøs og bindende aftale er skrevet under. Vi skal ikke fortælle humlebien, at den ikke kan flyve, for hvad nu hvis den tror på det? Eller tænker, at så behøver den da heller ikke at flyve, for det er der jo alligevel ingen, der forventer af den alligevel.

Internationalt samarbejde er svært, mange kompromiser skal indgåes, og kameler skal sluges. Derfor må vi alle sende et stærkt signal om, at vi forventer en ambitiøs og bindende klimaaftale, for derved at lægge pres på beslutningstagerne. I FN tror vi på en aftale, som vil indeholde fem punkter: Støtte til fattige lande, så de kan tilpasse sig klimaforandringer; industrialiserede landes reduktion af udledning af drivhusgasser; udviklingslande skal hjælpes til udvikling uden at udlede mere CO2; teknologiske og finansielle ressourcer skal findes og et effektivt system, som kan styre finansielle ressourcer skal dannes. Vi ved, at det bliver svært, men vi tror på, at verdens ledere kan følge med deres befolkninger, og at de vil arbejde aktivt for, at København vil spille en afgørende rolle: Det kan stadig nås!

Jakob Simonsen er direktør for FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i de nordiske lande

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralph Sylvestersen

Kollektive energiforsyninger har desværre qua systemernes indbyggede automatik medført at mange nu overhovedet ikke har en fornemmelse for hvad energi helt basalt er – forbrugerne af energien fungerer som en bevidstløs patient der bliver fodret intravenøst.

De økologiske konsekvenser herunder klimadebatten er dermed lige så abstrakte og luftige som CO2en, og en eksistentiel og radikal ændring af vores livsførelse forhales.

Aerodynamikken er anderledes i insektstørrelse, det har man vist i 20 år. Men vi har jo også vist i 100 år at CO2 udledning påvirker klimaet.
Forskellen er bare, at humlebien flyver videre, hvorimod vi kører mod afgrunden.