Klumme

Kunstens svære lod

Når vilkårene for den menneskelige udfoldelse er forskruede, bliver reaktionerne det, inden man ser sig om
Dronning Margrethe åbnede i marts en udstilling af egne værker på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Dronning Margrethe åbnede i marts en udstilling af egne værker på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Morten Stricker

Debat
7. november 2009

Dronningen gik sidste søndag i Ekstra Bladet til angreb på sine unavngivne kritikere. Som kunstner, en betegnelse dronningen før har anvendt om sig selv (citeret efter hukommelsen: »Nu tør jeg vist godt kalde mig kunstner«), mener dronningen, at hun er blevet ramt af janteloven. Fordi hun ved siden af dronning - og altså i egen opfattelse - også er kunstner, hvilket første hun jo unægteligt er. Så skal hun heller ikke tro, hun er noget, noget hun efter janteloven ikke er. »En og anden [fik] lidt ondt i håret, da de hørte jeg skulle lave kostumer til en tv-produktion ...« siger dronningen. Hvem den ene eller anden er, meddeles ikke, men udsagnet er velsagtens ment generelt: altså at det faldt nogen for brystet, at hun som dronning fik en opgave, som en anden måske med større kunstnerisk og professionel ret burde have fået.

Ekstra Bladet skriver i forbindelse med dronningens virke uden for eget fag, hvis man kan kalde dronninge- arbejdet for et fag, at majestæten har modtaget drøje hug for sine kunstneriske udfoldelser. Drøje og drøje. Hug og hug. Få kritikere har i årenes løb taget bladet fra munden og leveret en seriøs kritik af dronningens billeder, hvoraf et par stykker er hængt op på Statens Museum for Kunst. Drøje hug er en stærk beskrivelse af modtagelsen af de royale udfoldelser på lærred og papir. Mestendels har reaktionerne været underdanig benovet jubel.

Dronningen er selv inde på det akavede i situationen. Akavet fordi hun er den, hun nu er. Alle mennesker vil jo altid betragte det hun laver, vel vidende at det er dronningen, der har været ude med pastellerne. Ved selv at fremhæve dette afskærer dronningen for egen hånd alle forestillinger om, at den professionelle modtagelse af malerier, akvareller, keramik, kludeklip, kostumer, tegninger, messehageler, dekorationer, små æsker, kirkeudsmykninger, frimærker og meget andet, kunne have været den samme, hvis hun ikke havde været dronning. Med andre ord skeptisk eller overbærende med understregning af det amatøristiske element, som går igen i de forholdsvis få egentlige anmeldelser af dronningens udstillede eller bortskænkede værker.

Ansvarsfri og fredhellig

Her viser sig det virkeligt akavede. For man kan ikke gå i rette med dronningen. Hendes arbejder - det ene eller det andet - dronningen er som antydet mere end almindelig alsidig i genrerne - kan ikke indgå i den almindelige vurdering af værker, som alle andre må finde sig i, vredes over, være ligeglad med eller glæde sig over alt efter temperament og kritikkens indhold og retning.

Dronningens person er ifølge Grundloven både ansvarsfri og fredhellig, hvilket indebærer, at man ikke kan stille hende ansvarlig for hendes handlinger, ikke i gængs forstand. Fredhellig er et højtideligt ord; man kan også sige, at dronningen står statsretsligt solidt plantet på en helle i hinkeruden. Hun er en ener i det danske samfund, en ener der ikke må anfægtes. Ifølge dansk statsskik modsiger man heller ikke dronningen. Hvis hun har fået den lyse idé, at det høvler ned, mens det i virkeligheden er strålende sol, har man at holde sin bøtte og acceptere solens uvirkelige skin. Man indleder heller ikke en samtale, såfremt man løber på dronningen; hun bestemmer, hvad der skal tales om, eller om der kun skal ties og samtykkes.

Hvis nogen mener, at dette er en syg indretning, kan man bestemt ikke afvise fornuften i synspunktet. Intet normalt menneske kan selvsagt tåle ikke at møde modstand eller blot korrektioner, ikke i længden. På unaturlig vis fører det til, at ingen i en sådan uimodsigelig persons omgivelser - heller ikke de folk, der har en eller anden forstand i behold - kan eller tør sige til deres dronning, at hun hjertens gerne må male og tegne og sy klude, lige så meget hun orker, men bør holde sin husflid inden for en snæver familie- og vennekreds. Af den grund, men ikke alene af den, at de leverede værker som omtalt aldrig nogensinde kan komme til at indgå i en naturlig sammenhæng med andre værker og med rigtige kunstneres og professionelles frembringelser.

Eftersom disse linjer ikke er henvendt direkte til Majestæten, som man i øvrigt og uden at være fanatisk monarkist kan have respekt for, går det an uden at krænke skik og brug at være lodret uenig med hende. Og derefter bramfrit hævde, at det dronningen således opfatter som jantelov, når nogen har kritiseret hendes frembringelser - oven i købet næsten altid i meget urbane vendinger - ikke har en skid at gøre med jante. Det er godt nok, at et statsoverhoved er engageret i de bløde værdier, ikke mindst i en tid hvor det ikke just er den slags der præger de ledende politiske lag. Det er herligt, at landets nummer ét selv maler og hæver sig op over hoben af væg til væg politikere med bilagsfusk og misbrug af ministerbiler som bibeskæftigelse.

Men glæden ved at svinge penslen maler ikke uden videre loftet i Det Sixtinske Kapel, eller komponerer Mozarts Requiem eller skriver Pontoppidans romaner. Viljen ser Vorherre på, resultatet nogle andre. Offentliggør man sine ting, må man også kunne tåle mosten, hvor nænsomt den i det store og hele ellers har været skænket op.

At det anførte ikke skal ses som en indædt republikaners forsøg på at nedgøre kongehuse, kan afvises under påberåbelse af klummistens beundring for dronningens afdøde slægtning, prins Eugen (1865-1947), bosat på Waldemarsudde i den indre stockholmske skærgård, hvor prinsen dels grundlagde en fornem malerisamling, dels selv malede til den store guldmedalje og placerede sig som en af sin samtids betydeligste svenske malere. (Der var ganske vist ikke så mange af slagsen, men alligevel).

Smertefuld kritik

Det har for nu at sige det igen ikke noget med jantelov at gøre, når nogen har løftet øjenbrynene over dronningens insisteren på sin kunstneriske berettigelse; det har noget at gøre med noget andet, og det andet er altid smertefuldt, når det således med rette drages i tvivl. Det behøver man for resten ikke at være kongelig majestæt med ambitioner for at opleve, heller ikke at det kan gøre ondt. Ingen bryder sig jo dybest set om at blive draget i tvivl. Eller modsagt. Det sker heldigvis for de fleste. Endog for klummisten.

Man kan i øvrigt diskutere, hvorfor skikken om manglende obsternasighed mod statsoverhovedet er så sej. Rimeligvis deles årsagen til skikken ligeligt mellem en vis hensigtsmæssighed i forhold til at kunne opfatte monarken som ophøjet og uberoende af alt og alle og med traditionen fra enevældens dage. Frederik 6. - klummen vender snart tilbage til kongen i anledning af Jens Engbergs nye biografi - kom så at sige til at institutionalisere styreformens sidste fase og rakte samtidig godt frem i tiden, da han først stillede støvlerne i 1839. Denne middelmådige begavelse blev hjerteskærende rasende og umulig, hvis nogen så meget som antydede, at han i selv de mest ubetydelige sager kunne tage den mindste smule fejl. Vi alene vide, var ganske vist en omskrivning af Frederiks berømte erklæring, men dækker fint meningen: Takket være det kongeliges forrang som dengang nedfældet i kongeloven, var kongens person pr. definition forlenet med noget nær guddommelig visdom og dømmekraft og talent og kunne derfor ikke anfægtes.

Eller modsiges.

Eller kritiseres.

Såfremt dronningen vil have mere menneskelige vilkår på den kunstneriske halvdel af løbebanen, kan hun abdicere.

geme@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

OK - sheeit - jah - censur...oh.Jeg kan sgu ik´la´vær´mæ a´grine a´daj- tak onkel georg

Reference : Småt er stort - mindre er større

Kunstneren kunne jo også erklære sin "demokratiske" statistiske ret for at hævde sin plads på scenen.

Middelmådighed forekommer mest, geni mindst, ergo er middelmådigheden større end geniet.

Den utrøstelige vej gennem historiens højheder, og kedsomhedens skæbnesvangre gab.

Kejser : It's a remarkable piece, no doubt, young man, but !
Mozart : Yes, Sir ?
Kejser : It's....
Mozart : Yes !?
Kejser : What is wrong, professor ?
Professor : Too many notes, Sir.
Kejser : Ah, yes that's it, too many notes, young man. If you cut a few, it could be a marvelous piece, indeed.
Mozart : Which notes did your highness have in mind.

Mikkel Sørensen

"Når vilkårene for den menneskelige udfoldelse er forskruede"

Ja det maa man sige: monarki er skidt for os alle, baade indeni og udenfor familiefirmaet.

Fru Glyksborg virker som et intelligent og kapabelt menneske, og hun kunne garanteret have drevet det vidt - hvis ikke hun var blevet tvangsudskrevet i statens tjeneste.

Hendes ekstremt brede og offentlige udvalg af kunstner-lignende aktiviteter er da klart forsoeg paa flugt fra det gyldne bur. Og oensker om personlig anerkendelse (tydeligvis aldrig helt opfyldte...)

Jeg husker hendes og gemalens tidlige oversaettelsesprojekt fra Simone de Beauvoir's lidet royalistiske bog, Tous les hommes sont mortels. Jeg kom ikke laengere end titlen - fordi jeg kom saadan til at grine...

Lad os faa den republik; selv kunsten ville blive bedre af det..

To forskellige styresystemer giver forviklinger, når rangfølgen er ubestemt. Problemeet forstærkes af en pyramidisk opbygning. Principielt bør man vel, og gør det ofte, se op til sin foresatte og anerkende hans beslutninger, om ikke andet i fortrøstning til at modtage et gratiale. Eller nåde, for ifølge overleveringen valgte vi i oldtiden den konge, der kunne bringe os lykken. Det gør vi vist stadig, når man bemærker, hvorledes rationalet sættes på standby, når persondyrkelsen tager over, eksempelvis omkring 'kong Villy Søvndal'.
Man kan betragte sagen som en udvekling af immunitet eller integritet. Dronningen har en lovfæstet immunitet. Men det nytter ikke, at hun abdicerer, eftersom familiens arvtager, Frederik, forlængst har overtaget verdsliggørelsen, her i sportslig regi. Skulle nogen finde på at råbe 'idiot' efter ham for hans sporslige udsagn og måske overdænge ham med tomater, risikerer man en anklage for majestætsfornærmelse, som ved risikoen for at kritisere dronningen for kunstfusk. Ytringsfriheden er sat ud af spillet.
Uløseligheden mellem folkestyre og enevælde er blot arvestykket for de mange eksempler på forholdet mellem foresat og undersåt, der, hår den indbyrdes tillid eller aftale mangler, viser, at vi overhovedet ikke har det demokrati, som vi over for andre påberåber os. Misforholdet opstår overalt i samfundet som et spil om magten (ofte udtrykt i penge og profit).

jens peter hansen

Mozart var et geni. Talte hans også engelsk med kejseren?? eller er det bare en film ?

Søren Kristensen

“Når vilkårene for den menneskelige udfoldelse er forskruede”

Da jeg først læste det trode jeg det handlede om vilkårene i kunstverdenen, hvor det som bekendt idag ikke er nok som maler at være udstyrret med et godt håndelag. Selviscenesættelsen, meritterne og ikke mindst de gode forbindelser synes at spille en stadig strørre (og måske forskruet?) rolle.

Lidt ligesom i politik er dronningen, for så vidt angår kunstnerisk evaluering af egne værker inhabil og majestæten burde kende reglerne. Men derfor kan dronningen princippielt sagtens være en udmærket kunstner, som også Georg Metz anfører når han nævner prins Eugen som eksempel og personigt har jeg kendskab til masser af udmærkede kunstnere, som også rummer meget, men ikke alt hvad tiden kræver af sine stjerne. Men det nu også temmelig meget at forlange - især når man allerede i beskæftigelse.

Alt det blot for at sandsynliggøre at det måske er vilkårene i en tilsyneladende forskruet kunstverden, der foranlediger dronningen til at tro at hendes billeder ikke får den form for opmærksomhed der tilkommer dem, selv om hun er repræsenteret på Statens Museum for Kunst.

-ehm-

Hvad er det nu lige præcist der er galt med Dronningens? malerier og tegninger, bl.a. til Rigenes Herre?

Jeg kan altså ikke se, at de malerier som ledsager artiklen er værre eller bedre end så meget andet kunst nu-tildags.

Er en et badekar nedsænket i sand kunst? eller en trillebør, nedsænket i selvsamme sand omkranset af en trævæg kunst? For det er hvad man bl.a. har kunnet se (sådan da) på nyere kunst-udstillinger.

Næ, Dronningens problem er sådan set et andet, som jeg ser det. Hun laver kunst, hvor man kan se, hvad det er, og som folket umiddelbart forstår.

Ingen svære installationer eller koncept-lignende kunst her - det er jo efterhånden den eneste kunst i det her land d'herrer professorer vil acceptere - på akademierne altså....for kunsten....

Bernhard Dragsbjerg

Margrete og Henri de Laborde de Monpezat er de navne, der skal anvendes af republikanere ved omtale af den familie. At begynde at diskutere konens aftenskole kvalitet er komplet tåbeligt. Sagen er at hun rent faktisk tager brødet ud af munden på professionelle kunstnerer.

Hvis hun vil anerkendes som kunstner, kan hun jo droppe bijobbet.

Mange fornøjelige indfald og forslag, men oplægget angår vel den royale særstilling frem for kunst og kvalitet, der må vedkomme museumsforlkene. (Men jeg forstod heller aldrig folks beundring, da jeg så HKH Chr.X ride gennem hovedstaden, dengang vi jævnligt mødte de ligeså flotte politibetjente til hest. Hvor længe skal vi vente på en grundlovsændring?)

Inger Sundsvald

Jeg synes Margrethe er faldet lidt af på det sidste. Jeg har kun set hendes frembringelser i mediernes bragte billeder, men jeg kan da huske at hun på et tidspunkt malede et blomstrende kirsebærtræ. Det var, sådan som jeg opfattede det, ikke et kirsebærtræ, men en kæmpe orgasme. Jeg ville gerne eje det billede, for det var, efter avisbilledet at dømme, så smukt at man kunne tro på livet.

- Og noget helt andet end disse blå og grønne klatter med huller omgivet af hav, ”in the middle of nowhere”, synes jeg.

Steen Erik Blumensaat

Behovet for at slå en streg.
Solens repræsentant her på jord, overstråler alle andre små solstråler.

Når vi nu ønsker at have et kongehus, og betaler dets medlemmer nette summer for at udføre sk. repræsentative pligter, må vi vel også unde dem at kunne slappe af med fritidsaktiviteter som alle andre mennesker.
At dronningen med sine frembringelser, og udstillinger her af, skubber andre væk fra fadet, gør hende vel bare mere normal?
Hun har bare fattet, hvad spillereglerne er i dette samfund.

Dronningens Husflid rager mig en høstblomst.

Prinsens Ditto!

Tag dog en cykletur på marguerit-ruten og oplev de skønne naturbilleder, du passerer. Kom hele Danmark rundt og start f.eks. ved H.C.Andersens hus i Odense. Køb et par marguritsmykker undervejs, f.eks. hos Georg Jensen i København. Og du vil forstå din dronnings fortjenester.