Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
19. november 2009

Sikke en forveksling

Erik Boel, landsformand, Europabevægelsen

Er den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en del af EU-systemet? Nej, det er den ikke: EU's domstol hedder EF-domstolen, og det er derfor direkte misvisende, når læsere harmes over EU i forbindelse med den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domsafsigelse, som forbyder kristne kors i de italienske klasseværelser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er en institution under Europarådet, som har 47 medlemslande. Domstolen behandler klager i sager vedrørende overtrædelse af den europæiske menneskerettigheds-konvention, der er udarbejdet af Europarådet, og som trådte i kraft i 1953. EU og Europarådet har tradition for et langt og tæt samarbejde, men det betyder jo ikke, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en del af EU-institutionerne. Skal man kritisere dommen, bør man kritisere Europarådet, som Danmark har været en del af siden 1949 - altså 24 år før vi blev medlem af EU.

WHO's interessekonflikter

Bente-Ingrid Bruun, Kgs. Lyngby

Det er godt, at der endelig bliver kuglegravet omkring interessekonflikter i WHO.

Den 16. november satte Information fokus på lobbyisme bagved WHO's udmeldinger om influenza A-pandemien, der giver medicinalindustrien omkring 55 milliarder doller i indtægt fra influenzavacciner. De forebyggende tiltag er nedtonet.

WHO anbefaler også, at mennesker, der skades af mikrobølger i de trådløse samfund, skal modtage medicinsk behandling. Forebyggelse i form af en nedsættelse af grænseværdier og afskærmning af bestråling frarådes og forskning omkring årsager til EHS, ElectroHyperSensitivity er nedprioriteret. Desværre følger Sundhedsstyrelsen ukritisk WHO's råd.

Uholdbar trafikpolitik

Leif Kajberg, Rådet for bæredygtig trafik

Borgerlige regionspolitikerne med regionsrådsformand Carl Holst i spidsen vil nedlægge Vestbanen mellem Varde og Nørre Nebel, der ejes af Region Syddanmark og har selskabet Arriva som operatør. Men det hænger jo slet ikke sammen, at man vedtager at lægge nye skinner i Østdanmark samtidig med, at man nedlægger baner i Vestjylland.

Det er naturligvis uholdbart, at det skal være Varde Kommune, som er ene om det økonomiske ansvar for banens drift. I øvrigt er det forkasteligt, at regionen har udsultet banen gennem flere år. Man har nemlig modtaget et årligt bloktilskud på 30 mio kr. men kun anvendt ca. ni mio. kr. pr. år til drift, vedligeholdelse og fremtidssikring af strækningen. Der er altså sparet over 20 mio kr. hvert år, som er anvendt på andre formål inden for regionens opgavespektrum. For disse midler kunne man have fået nye togsæt, nedlæggelse af ubevogtede overkørsler, nyt sikringsanlæg og direkte togforbindelser til Esbjerg.

Afgørelsen om jernbanens fremtid falder på et møde i det syddanske regionsråd den 21. december, og det er helt uacceptabelt, at banens fremtid skal afgøres af bil-fascinerede borgerlige politikere, som aldrig har sat deres ben i et kollektivt transportmiddel!

Der kan du selv se, Lomborg!

Søren Blaabjerg, Hørning

Klimatruslen er noget så tæt på: »I byen Jeram Perdas i det nordiske Malysia er hundredvis af byer evakueret på grund af oversvømmelserne i forbindelse med den årlige regntid« (Information 16. november).

Despoti eller retssamfund?

Arne Mortensen, København K

Et retssamfund er et samfund, hvor borgeren og politiet ved, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt. Et uretssamfund er et samfund, hvor det afhænger af politiets skøn, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt. Borgeren kan i uretssamfundet aldrig selv helt afgøre, om det, hun foretager sig, er lovligt, eller om det er ulovligt. Det bliver nemlig afgjort af politiet (den udøvende magt) i situationen og alt efter omstændighederne. Den slags magtudøvelse kaldes normalt despoti.

Lømmelpakken, som kommer til behandling i Folketinget i dag og igen den 26. november, bringer Danmark faretruende i retning af despoti.

Folkelige lovlige demonstrationer er kollektiv meningstilkendegivelse gennemført af grupper af mennesker, som ikke har umiddelbar adgang til at ytre sig (= lig tilkendegive sine meninger, harme eller uenighed) i tv, radio eller fra Folketingets talerstol. Så vi kan vel med rimelighed kalde en demonstration for en ytring.

Derfor ville de være klædeligt, hvis de mange forkæmpere for ytringsfriheden i DF, V og K i dag træder i karakter og endnu engang forsvarer ytringsfriheden ved at stemme imod Lømmelpakken. Hvis disse partier mod forventning skulle stemme for denne despotiske pakke, så har de jo blot afsløret, at de kun ønsker frihed for de ytringer, de selv er enige i. Og det er ikke klædeligt for det pæne borgerskab.

Chokerende undersøgelse

Charlotte Palludan, medlem af ligestillingsnetværket, Dansk Magisterforening

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste politiker, arbejdsgiver eller lønmodtager, der er modstander af ligeløn. Men alligevel tjener mænd tit mere end kvinder.

For at komme dette misforhold mellem hensigt og handling til livs siger loven, at alle virksomheder med mindst 35 ansatte skal lave en årlig kønsopdelt lønstatistik. Det er grundlaget for at identificere problemet på arbejdspladserne - og få gjort noget ved det.

Derfor er det chokerende, at en undersøgelse fra FOA nu viser, at hver tredje kommune ikke laver de lovpligtige statistikker. Helt absurd bliver det, når Erik Fabrin - borgmester i Rudersdal og formand for Kommunernes Landsforening - afviser problemet med henvisning til, at de følger overenskomsterne.

Et af problemerne er jo, at uanset hvad der står i overenskomsterne, er der fortsat lønforskelle.

Skår i glæden

Hans Bredahl, Roskilde

I den daglige glæde over at modtage Information til morgenkaffen er der kun få skår. Disse småskavanker kunne løses, hvis chefredaktionen over hvert skrivebord opsætter et lille skilt, der definerer forskellen på 'ligge' og 'lægge'.

Tobin-skat

Anders Johansen, Humlebæk

I 1978 foreslog den franske Nobelpris-vinder James Tobin, at man skulle indføre en mindre statsafgift på finansielle transaktioner, f.eks. 0,1 pct. Ideen har sin oprindelse i de voldsomme udsving, valutakurserne udviste efter kollapset af Bretten-Wood aftalen fra 1944, hvis formål var at låse de mest betydningsfulde af verdens valutaer i forhold til hinanden.

Nu over 30 år senere opfordrer den britiske premierminister Gordon Brown de lande, hvor de største finansielle centre er beliggende, d.v.s. Schweiz, Storbritannien, USA, Mellemøsten og Japan at indføre en sådan skat. Forslaget skal ses i lyset af den seneste tids finansielle krise, hvor mange landes borgere via deres skattebetalinger reelt har betalt for den finansielle sektors uhæmmede udskejelser.

Som Gordon Brown udtaler, så bør borgerne ikke kun betale for at redde den finansielle sektor i tilfælde af krise, men også høste frugterne af gode tider for den finansielle sektor. En anden gavlig effekt vil være, at kortsigtede spekulationer vil blive betydligt dyrere, da en 'Tobin-skat' vil straffe sådanne spekulationer med proportionalt meget høje afgifter, da afgiften betales pr. transaktion.

R samarbejder med DF ...

Heidi Sørensen, København Ø

Klaus Bondam har solgt hele Radikales værdigrundlag ved at indgå konstitueringsaftale med Dansk Folkeparti i København. Udelukkende for at få en borgmesterpost!

Har Klaus Bondam ikke en grænse for, hvor langt han vil gå for magten? Hvordan kan et parti, som til sidste folketingsvalg slog sig op på at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse, pludselig lave aftaler med DF på Københavns Rådhus? Hvis Radikale ikke vil bidrage til at holde uanstændige DF væk fra magten, skal Enhedslisten så klare den massive opgave alene?

Hvordan kan Danmarks selvkronede humanistiske parti samarbejde med et parti, som forsøgte at få integrationsborgmesterposten, selv om de slet ikke går ind for integration, men total tilpasning?

Ussel mammon

Simon Mølholm Olesen, DSU Randers

Det er endnu engang lykkedes Dansk Folkeparti at gennemtrumfe et evident racistisk forslag. Forslaget erklærer, at man vil betale 100.000 kroner, hvis ikke-vestlige indvandrere 'frivilligt' rejser tilbage til deres hjemlande.

Forslaget er harmeligt, da det åbenlyst demonstrerer DF's ønske om total assimilation af kulturerne i Danmark under en dansk front. Der skal være plads til alle ikke-vestlige kulturer i Danmark, ikke sagt, at der skal være total segregation, men man bør have respekt for kulturernes forskellighed. Skal alting absolut være dansk, før det er passende for Kjærsgaard og Co?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Supplement til Hans Bredahl:
Og udførelse og udførsel er ikke det samme - slet ikke. Det er opførsel og opførelse heller ikke. Og der er ikke på dansk noget, der hedder disrespekt; det er engelsk. På dansk hedder det despekt.
Og kuglegravning er noget, der foregår i isboderne om sommeren og ellers ingen steder, så vidt jeg ved.
Men ellers synes jeg, at korrekturlæserne på den kære avis slipper ret godt fra det, når man tænker på, hvor travlt de formentlig ofte må have op til dødlinjen.

Heinrich R. Jørgensen

Arne Mortensen:
"Det bliver nemlig afgjort af politiet (den udøvende magt)"

Det er nu regeringen, der er den udøvende magt. Politiet er blot deres loyale tæskehold.

Det ændrer dog ikke substantielt ved konklusionen - blot er analysen forkert.

Regeringen ønsker magtfuldkommenhed, og arbejder derfor for umyndiggørelse og uskadeliggørelse af befolkningen, og kriminalisering af ethvert tilløb til folkelig opposition.

Det flertal blandt Folketingsmedlemmer der står bag regeringens udpegning, støtter denne i laster og brister, uanset hvor horrible det måtte blive. Og paradoksalt nok, uanset hvor meget regerings interesser står i kontrast med repræsentanter for landets lovgivende magt.

Problemet er den tætte sammenkobling mellem lovgivende og udøvende magt. Der er reelt ikke tale om noget magtdeling mellem de to - det er nærmest proforma.

Det er naturligt og logisk, at magthavere på sigt vil søge at blive magtfuldkomne. Det er magtens naturlige arrogance, at ende dér. Problemet er, at der ikke findes en magtdeling, så de forskellige magter kan holdes hinandes forsøg på søge magtfuldkommenhed, nede.

Danmark er forlængst blevet et despoti. Magthaverne bag ministre og folketingsmedlemmer, er de politiske partier, og måske navnligt, de der står bag, og støtter, de politiske partier.

Uanset hvor mange chaussesten der måtte blive kastet, eller hvor mange buh-råb der måtte blive udgydt, bliver ingen danske magthavere ramt. Der er nemlig ikke synlige.

Regeringens lømmelpakke handler i min optik ikke så meget om indenrigspolitik - selvom politistat, fascismens indførelse, bedrag og repression af befolkning, som altid står højt på ønskelisten.

For en sjælden gangs skyld, har motiverne nok mest af alt at gøre med anseelse hos de udenlandske magthavere, og ikke mindste de udenlandske medier. Ministrene vil gerne ses, som nogen der har tjek på tingene, og selv om der er købt rimeligt ind med vandkanoner, tåregas, chilispray og ammunition, har de ikke det mindste lyst til at blive associeret med optøjer o.lign.

Og i værste despot-stil, vælger vores kære ledere, at bruge velkendte metoder, kendt fra alverdens militærdiktaturer o.lign. Trusler, tvang, repression og tilsidesættelse af befolkningens retssikkerhed.

Uholdbar trafikpolitik
Leif Kajberg, Rådet for bæredygtig trafik

Det er godt at se, at der stadig er nogen, der interesserer sig for at bevare resterne af Danmarks vidtudstrakte jernbanenet. Tilbage i 80’erne var jeg selv med til at protestere mod nedlæggelsen af en lille station på Djursland (Dagstrup), hvor toget på Grenå-banen standsede, hvis der var passagerer, der enten skulle af eller på. Mange – jeg tror de fleste - af landsbyens beboere deltog i disse protester, men trinbrættet blev nu nedlagt alligevel og der blev nu pludselig langt til nærmeste station for dem, der ikke havde bil. Men banen blev dog bevaret og trinbrættet kan hurtigt genetableres, hvis der bliver behov for at transportere folk eller gods fra landsbyen. Det er ikke sikkert, at der er så mange beboere tilbage i landsbyen i fremtiden, men landbruget producerer fødevarer, som skal transporteres, og en dag bliver der sikkert igen brug for at have jernbanen ved hånden.

For det er lige netop perspektivet i denne sag, der gør dette læserbrev så vigtigt og peger på de problematiske fremtidsperspektiver i nedlæggelse af jernbanestrækninger. Det er nu ikke helt urealistisk at se i øjnene, at vi ikke fremover kan regne med at have olie til rådighed til at dække de transportbehov, vi tillader os at have i øjeblikket. Jovist, der vil være olie nede i undergrunden, men det vil være svært tilgængeligt, ligge på dybe havområder, i arktiske områder eller i områder, der er præget af stor politisk ustabilitet. Den nemme olie er væk og om få år må man regne med, at olieudvindingen ikke kan matche efterspørgslen. Olien vil blive en mangelvare, dyr og vanskelig at få fat i og en dag vil den selvfølgelig slippe helt op, da der er tale om en ikke-fornyelig finit ressource. Danmarks muligheder for selv at forsyne sig med olie forventes kun at vare ganske få år endnu – uanset tiltroen til, hvad teknologiske gennembrud og uopdagede reserver kan bidrage med. Og selvforsyning bliver en afgørende faktor på den mangel, der vil opstå på det globale oliemarked. Danmark er jo ikke en stormagt og kan ikke sætte sit militær ind for at sikre sig adgang til oliekilder og forsyningslinjer et eller andet sted på kloden.

At nedlægge en jernbanestrækning er derfor at indforskrive sig til en fremtid, som ikke kan realiseres. Der vil simpelthen ikke være energi til, at det kan lade sig gøre. Men på jernbaneområdet findes allerede løsninger på transportbehov, der ikke er baseret på olie. Det samme kan man ikke sige om vejtransporten – uanset de gyldne løfter herom.

Det er altså ganske nødvendigt at sikre, at personer og gods fremover kan transporteres på anden vis end ved anvendelse af olie som brændstof. Jernbanen er et godt og afprøvet eksempel på en teknologi, der kan anvendes. Men der er flere grunde til, at der er tale om en helt utrolig form for kortsigtet politik, når man nedlægger en jernbanestrækning og en af de væsentligste grunde er fødevaresikkerheden. Fødevareproduktionen er meget afhængig af let adgang til billige fossile brændsler – igen olie. Det gælder alle led, men det gælder i denne sammenhæng især transportleddet. Det er nemlig klart, at:

1. fødevarer produceres i landbruget
2. bearbejdes eventuelt et andet sted
3. og konsumeres hovedsageligt i byerne (der bor flest mennesker).

Fødevarer skal altså transporteres fra deres primære produktionssted til eventuel forarbejdning og videre til byerne. Hvis olien ikke er tilgængelig kan vi simpelthen risikere, at dette transportled ikke vil kunne fungere og bryder sammen og at vi vil stå ansigt til ansigt med en fødevarekrise, måske endda sult, da fødevarerne ikke kan komme frem til dem, der skal spise dem. Jernbanen er et alternativ her og kan bruges selvom olien ikke er til rådighed, da jernbanen kan drives ved elektricitet – evt. fra vindmøller. Det er så ikke sikkert, at der også er elektricitet til de private el-drevne biler, som nogen givetvis vil investere i, men det får så være. Hellere mad i maven end benzin i tanken.

Fødevarekrise i Danmark – dette land hvor fødevarerne er så rigelige? Utænkeligt, og dog. Hvordan var det lige det var, da man ikke kunne få gær?

Det er et meget realistisk scenarie og det bør indgå i politikernes langsigtede planlægning, at fremtidens behov ikke er motorveje til benzin- eller el-dreven transport, men transportløsninger, der i første række og primært kan sikre, at befolkningen kan få mad. Ellers kan man risikere i fremtidens (hvis der bliver nogen) historiebøger vil kunne læse, at politikerne gennem deres trafikpolitiske prioriteringer i starten af det 21. århundrede var med til at fremkalde en efterfølgende fødevarekrise og hungerkrise i Danmark – landet der flød med mælk og honning. Det kan ikke være noget rart eftermæle.

Derfor er de trafikpolitiske prioriteringer måske mere afgørende, end de fleste aner og derfor er dette læserbrev så vigtigt.

Se i øvrigt disse slides, der handler lidt om det samme, selvom det er et andet sted på kloden (se bl.a. nr. 57 og 58, men det hele er interessant):
http://www.crudeoilpeak.com/downloads/MAV2_Emergency_Planning.pdf