Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
18. november 2009

Giv dem ordentlige forhold!

Rysensteen Gymnasiums elevråd, Vesterbro

Debatten om narkomanerne på Vesterbro er endnu engang blusset op, og denne gang er fokus især på Café Dugnad, der arbejder for bedre vilkår for stofmisbrugere på Vesterbro. Som tætte naboer til Café Dugnad og Sundhedsrummet oplever vi på Rysensteen Gymnasium hver dag de nedværdigende forhold, stofmisbrugerne er udsat for.

Vi bakker Café Dugnad 100 procent op; initiativet tilbyder noget, som der er meget hårdt brug for i miljøet, hvilket afspejles i de 100-120 brugere, der kommer forbi tre gange dagligt. Det er bare ikke holdbart på et areal på 70 m2 - caféens succes er så stor, at den ikke længere kan rummes i de lokaler, der er til rådighed.

Derfor er vi uforstående over for, at Københavns Kommune overhører initiativets ønske om større eller flere lokaliteter. Det er forargende, at man passivt lader mennesker blive stuvet sammen under disse forhold. Kommunalpolitikere, tag ansvar for en af samfundets svageste grupper og støt Café Dugnad!

Hvad er bevaringsværdigt?

Gunhild Lindstrøm, Frederikssund

Pia Kjærsgaard vil bruge millioner på at fejre det sted i Estland, hvor Dannebrog med sikkerhed ikke faldt ned fra himlen, men vil ikke støtte Dansk Skolemuseum, der nu har været lukket siden 1. august 2008, men stadig kan reddes; personalet er afskediget, men samlingen findes endnu.

Dansk skolehistorie er en væsentlig del af dansk kulturhistorie, men der er åbenbart ikke stemmer nok i den.

Flæskepolitik

Lars Herborg, København N

Bjørk får sig et billigt grin over forslaget om mere svinekød på menuen (Information 14.november), og jeg kan da godt smile med.

Imidlertid kan jeg være bekymret for, om jeg som fremtidig plejehjemsbeboer, skal komme til at savne skattet gammel dansk mad, det være sig flæskesteg, frikadeller eller brunkål, røget ål eller en rejemad, blot fordi der er givet særlige regler bundet op i religiøse forskrifter om hvad der må spises og hvad der ikke må spises. Mens Biblen i Moselovens 5. bog, kapitel 14 er retningsgivende for den madkultur, som visse slutter sig til, og ligeledes lignende forskrifter i andre hellige bøger eller traditioner om, hvad man må og ikke må spise, så vil jeg nu gerne bede om, at jeg stadig vil kunne nyde den mad, som jeg har sat pris på hele mit liv.

Men når der nu også skal være klidkiks for de personer, der tror på dem, eller komplet kødløse retter eller rent økologisk mad, så vil jeg foreslå, at vi i det mindste i det fremtidige vil gøre tilbudet så bredt på menuen, at der også vil være et tilbud til mig.

Jeg kan blot frygte, at når madforsyningen skal udliciteres, bliver der ikke plads til for mange varianter, så man ender på mindste fællesnævner for alle trosretninger og særlige kostforestillinger.

Vejret er altså andet end sol

Elisabeth Degn, Stenløse

Hvordan kan vejrprofeten Jesper Theilgaard vedvarende sige på tv, at vejret er gråt og trist - og at vi mangler solen, for dette sidste er jo gået op for os? Vi er i Danmark vant til novembers væren, og naturen i november er faktisk smuk at betragte - og desuden ved vi, at forfaldet bærer nye foråre i sig. Solen er os god, men der er meget andet dejligt (og ikke altid dårligt vejr!), når solen ikke skinner. Al den snak om solens manglende tilstedeværelse kan virke triviel.

De forskellige årstider har hver deres store charme, og dette skulle komme kvalificeret frem i ordvalget ved fremsigelsen af vejrudsig-

terne - af bl.a. Jesper Theilgaard.

Røvhuller er uegnede til kampagner

Helge Kvam, København Ø

Min søster blev for få år siden opereret for brystkræft. Jeg kan altså mistænkes for at have en personlig interesse i at forsvare Kræftens Bekæmpelses kampagne 'Støt Brysterne'.

Men det er nu mest ud fra mine professionelle erfaringer med kampagner og kommunikation, jeg mener, at organisationen gør det helt rigtige, når den laver en populær kampagne.

Alexander Kjærum beskylder (Information den 13. november) 'Støt Brysterne' for at være en populistisk kampagne. Det gør han med henvisning til, at flere dør af kræft i lungerne eller endetarmen.

For en kampagne er det nu slet ikke så skidt endda at blive beskyldt for populisme. Er den ikke populær, giver den ikke mange penge. Og det er vel det, det handler om? En professionelt tilrettelagt kampagne skal nødvendigvis forholde sig til, hvor stort et overskud den kan give. At starte en kampagne til fordel for kampen mod lungekræft eller endetarmskræft kan være meget sympatisk. Men hvis den professionelle vurdering er, at en sådan kampagne er umulig at skrue sammen, så folk vil støtte den, er det spild af penge at lave den. Det ville for alvor gå udover kampen mod kræften.

Det hele ville selvfølgelig være meget lettere, hvis vi alle sammen bare betalte til Kræftens Bekæmpelse jævnligt. Så kunne organisationen godt lave kampagner ud fra rent lægefaglige kriterier. Men det gør vi ikke.

Kræftens Bekæmpelse er afhængig af at kunne få penge op af vores lommer - og de fleste er nok lidt lettere at lokke til at støtte bryster end røvhuller for nu at udtrykke det lidt plat.

Til gengæld har jeg tillid til, at 'Støt brysternes' succes gør, at Kræftens Bekæmpelse kan bruge penge fra blandt andet medlemskontingenter og landsindsamlinger på kampen mod andre kræftformer end brystkræft. For selvfølgelig er der ingen tvivl om, at enhver kræftpatient har krav på fokus på netop hans eller hendes kræftform uanset om det er lunger, endetarm - eller bryster.

Ligeglad med integration?

Finn Rudaizky, København K, DF

Danmark har gode erfaringer med integration af flygtninge fra blandt andet Burma. Alligevel er venstrefløjen imod, at Danmark fremover fortrinsvist tager imod FN-kvoteflygtninge derfra.

Rød blok foretrækker åbenbart indvandring af folk, der erfaringsmæssigt stemmer rødt, frem for folk der erfaringsmæssigt integrerer sig gnidningsfrit.

Hvornår er man egentlig en vinder?

Morten Bro, Broager

Vi lærer børn, at de skal være vindere. Vi stresser rundt. I sportens verden jagtes Michael Rasmussen som et dyr.

Vi hylder Caroline Wozniacki, fordi det er 'flot', at hun overhører kroppens nedbrud og blot fortsætter i smerte. Vi taler om 'spillermateriale', ikke mennesker. Vi nedgør en målmand, når han laver en fejl.

For nylig begik Tysklands landsholdsmålmand i fodbold selvmord. Han var utrolig sympatisk og følsom - men kunne ikke klare, hvis hans depression blev kendt. Mænd er jo svage, hvis de viser følelser ... Havde han fortalt sandheden fremfor at kaste sig ud foran et tog, havde modstandernes fans brugt det imod ham.

Vi elsker nemlig tårer af guld - hvornår accepterer vi tårer af ærlighed?

Klimafokus på Danmark, tak!

Gert Wiik, Nykøbing Falster

Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen optræder billedlig talt som vinterens 'terrassevarmere', der buldrer løs i mørket mens de signalerer, at solens stråler skulle enes om at skinne noget mere.

Jeg kunne bedre respektere vores folkevalgte politikeres klima- og miljødebat før 2001, dvs. dengang vi alle var optaget af, hvad vi kunne gøre af gode ting for miljø og klima - inden for Danmarks grænser. Nu er det desværre i høj grad lykkedes at vende fokus bort herfra og i stedet sætte fokus på, hvad hele verden kan enes om at gøre.

Det er ok med hele verden, men i al beskedenhed vil det være mere relevant for mig som borger i dette land, hvad vi selv kan enes om at gøre uden skelen til, om andre vil gøre noget ved klimaet. Det globale perspektiv er desværre en 'helle' for regeringen, som betyder, at man 'kører frihjul', indtil alle andre regeringer i hele den vide verden kan enes om at gøre noget.

Bløde værdier og våbenlære

Poul Erik Jensen, Hundested

Når man lytter til kandidater og byrådsmedlemmer fra partier fra både højre og venstre side, har de alle fået den geniale idé, at utilpassede unge skal have en militær uddannelse, så de lærer disciplin. Mon det gavner at lære dem at bruge våben?

Hvorfor går forslagene ikke ud på at lære dem 'bløde' værdier, omsorg, hjælpsomhed og ansvar for andre? Netop nu er der tale om, at en række institutioner skal af med en medarbejder, der i dag betyder, at børnene kan komme ud på legepladser, på ture osv.

Jeg tror, at unge vil få stor forståelse for samfundet og se andre sider end den hårde, de kender i dag, hvis vi vil bruge dem som positiv ressource.

Paradoks

Leif Grage, Valby

Sand kærlighed er grænseløs. Derfor er den både personlig og upersonlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu