Kronik

Da medierne gik i selvsving

Den danske journaliststuderende, der tidligere på måneden blev anholdt i Iran, blev i nogle medier beskyldt for at være uansvarlig. Men det var de selvsamme medier, der var uansvarlige - og som handlede med langt mindre omtanke
Niels Krogsgård kom i sidste uge tilbage til Danmark efter at have siddet fængslet i Iran i seks dage.

Niels Krogsgård kom i sidste uge tilbage til Danmark efter at have siddet fængslet i Iran i seks dage.

Nils Meilvang

21. november 2009

Sent torsdag aften, den 5. november 2009, blev Henrik Fallesen kontaktet af Den Danske Ambassade i Tehe- ran. Hans makker Niels Krogsgård var dagen forinden forsvundet. Henrik Fallesen havde sidst haft kontakt med ham onsdag morgen.

De var journaliststuderende på Center for Journalistik på Syddansk Universitet og i Iran for at skrive deres afsluttende bachelorprojekt. De var rejst derned på et turistvisum som studerende ved SDU.

Inden afrejsen var de blevet grundigt briefet af deres vejleder om sikkerhed og etik, ligesom de havde søgt råd og vejledning hos flere førende Iran-eksperter.

Nu fortalte ambassaden, at de danske medier var begyndt at skrive om sagen. Bl.a. havde bt.dk et interview med Niels Krogsgårds søster, som kunne fortælle, at broderen var taget til Iran for at undersøge forhold, »der var strengt forbudt og tabubelagt for det iranske styre«, og at Niels altid har været en, »der elsker eventyr og farefulde færd«

Interviewet blev lagt på nettet torsdag aften kl. 22.23. Ambassaden mente, at hvis Niels Krogsgård var blevet tilbageholdt og arresteret, hvilket man frygtede, at han var, så var det kun et spørgsmål om tid, inden de iranske myndigheder ville begynde at lede efter Henrik Fallesen.

Henrik Fallesen, der følte, at de danske medier lige havde »leveret hans hoved på et sølvfad«, pakkede rygsækken og tog det første fly tilbage til Danmark. Han landede fredag morgen lidt før halv ti i lufthavnen i Kastrup og tog direkte til familien i Sønderjylland. Der var ingen journalister til at modtage ham i lufthavnen. De var optaget af noget helt andet.

Fredag morgen begyndte telefonen at ringe til mig som studieleder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, hvor Krogsgård og Fallesen er elever. Da dagen var omme, havde jeg 54 ubesvarede opkald og lige så mange telefonbeskeder.

Men det var ikke det værste. Det værste var at være vidne til en form for journalistik, der simpelthen ikke er den danske presse værdig.

Den 45-årige Karen Krogsgård - storesøster til Niels Krogsgård - blev torsdag aften ringet op af en journalist fra B.T., der fortalte, at hendes bror var forsvundet. For det første vidste hun ikke, at han var væk. For det andet var hun ikke klar over, at hendes udtalelser skulle bruges til en artikel.

Og journalisten gjorde intet for at hjælpe hende. Tværtimod. Ikke på noget tidspunkt gjorde han hende opmærksom på, at han var i gang med et interview. Hun troede, hun talte med en bekymret journalistkollega og ven til hendes bror.

Da hun dagen efter så artiklen i B.T., var citaterne revet ud af en sammenhæng, og det var ikke den bekymrede mandlige journalist, der stod i bylinen, men navnet på en kvinde, Karen Krogsgård aldrig havde talt med.

Da hun efterfølgende klagede til B.T. over behandlingen, fik hun følgende svar:

»Det er sådan, at når man har en journalist i røret, så er det, man siger, altid til citat,« lød journalistens forklaring.

Imens fortsatte afhøringerne af Niels Krogsgård i Teheran. Han var onsdag morgen taget alene til den amerikanske ambassade for at dække demonstrationen i forbindelse med 30-året for iranske studenters besættelse af ambassaden. Onsdag middag blev han anholdt.

I begyndelsen vidste iranerne ikke så meget om ham, men lørdag var de klar over, at han var 'journalist', og de kunne mange flere detaljer om ham.

Uenige eksperter

Eksperter var der mange af, men de var ikke altid helt enige. »Den erfarne udenrigskorrespondent Jens Nauntofte« frarådede ifølge Ritzau journalister at rejse til Iran, medmindre »man har fået et journalistvisum«. Om Niels Krogsgård sagde han:

»Han kommer i problemer nu, hvis han bliver mistænkt for at være journalist på et turistvisum eller anklaget for at være det. Så kan han få en lang og ubehagelig fængselsdom for det.«

Han ville ifølge Ritzau ikke selv være taget på en sådan rejse.

»Man leger med sin egen skæbne med risikoen for at sidde mange måneder og mange år i fængsel.«

Niels Krogsgård og Henrik Fallesen mødte Jens Nauntofte under opholdet i Iran. DR-journalisten var dernede på turistvisum sammen med en gruppe fra Center for Mellemøststudier på SDU for bl.a. at researche til en kronik i Politiken.

Senere fredag var Politikens journalist, Vibeke Sperling, der har rejst og rapporteret fra Iran, i TV 2 News. Hun fortalte, at det ikke er farligt at opholde sig i Iran, men at man skal holde sig fra demonstrationer.

»Det er primært deres egne folk, som er i farezonen. I de tilfælde, hvor myndighederne har arresteret udenlandske journalister, sker der næsten altid det samme. Det pågældende lands ambassade går ind i sagen, og så bliver de pågældende løsladt.«

To journalistiske eksperter med to vidt forskellige syn på situationen i Iran.

I løbet af weekenden var der ikke så meget andet at gøre end at vente på nyt fra Teheran. Og mens vi ventede, gik jagten ind på en syndebuk. Det blev Center for Journalistik på Syddansk Universitet i almindelighed og undertegnede i særdeleshed - det sidste vender jeg tilbage til.

Vi på Center for Journalistik blev kaldt »uansvarlige«, fordi vi havde ladet to studerende rejse til Iran. Og da vi ikke mente, at vi var det, blev vi beskyldt for at »fralægge os ansvaret«.

Vi mente nu ellers, at vi havde klædt de to studerende på ved at gøre ekstra meget ud af at tale om sikkerhed og etik. I øvrigt var der tale om to voksne og selvstændige mænd i henholdsvis 20'rne og begyndelsen af 30'rne.

Jeg var i tæt kontakt med Udenrigsministeriet, hvis arbejde bestemt ikke var gjort lettere af de mange skriverier om »journalisten Krogsgård«, der var i Iran for »at undersøge forhold, der var strengt forbudt«, og som vil »gå langt for den gode historie«.

'Mundkurven'

Lørdag formiddag sendte jeg derfor en meddelelse ud til de studerende på Syddansk Universitet.

»Kære alle.

Som I sikkert allerede har hørt, så er en af jeres studiekammerater, Niels Krogsgård, tilbageholdt i Iran. Udenrigsministeriet har fået bekræftet, at han er anholdt, men ikke hvor. Indtil videre er det meget vigtigt, at I ikke udtaler jeg yderligere til medierne, men henviser til mig. De mange udtalelser og rygter har indtil videre gjort mere skade end gavn. Jeg håber, I forstår. Lige nu er det vigtigste at få Niels ud af Iran. Vi gør alt, hvad vi kan.

Bedste hilsner, Anne Lea, studieleder«.

Der gik ikke mange øjeblikke, før historien om, at jeg havde givet de studerende »mundkurv« på, begyndte at cirkulere. Som jeg senere forklarede de studerende, kunne de mange skriverier ikke alene skade Niels Krogsgård, men også de kilder, han havde talt med, og dem var jeg i virkeligheden mere bekymret for.

En iransk domstol dømte for nylig en iransk studerende otte års fængsel for at have deltaget i en demonstration.

Selvfølgelig giver en oplevelse som denne anledning til selvransagelse, og den må vi selvfølgelig tage på Syddansk Universitet, men den største udfordring lige nu bliver at få lært kommende generationer af journalister at holde hovedet koldt og huske de journalistiske værdier i stedet for at løbe med en halv vind eller i værste fald en løgn, næste gang bølgerne går højt.

Hvad angår manden i brændpunktet - Niels Krogsgård - tog han af sted for at lave et vigtigt journalistisk bachelorprojekt, som han selv brændte for. Han tog af sted med fuld støtte og med den størst mulige sikkerhed, vi kunne skaffe på forhånd.

Jeg har selv rejst i områder som Irak og Vestbredden på tidspunkter, hvor det brændte på. Naturligvis er der altid en risiko, det er der uanset forberedelserne. Jeg synes i sidste ende, det er vigtigt at vide, at Niels Krogsgård ikke var uvidende om det, han gjorde - tværtimod - og at han prøvede at gøre noget, der var vigtigt for ham, og som for os var inden for rammerne af et forsvarligt projekt.

Bagefter kan der godt efterrationaliseres, selvfølgelig, ikke mindst af de medier, der i de vanskelige dage gjorde det endnu farligere for ham og hans medrejsende - og det er netop den anden journalistisk historie, jeg synes er interessant. De selvsamme medier, der beskyldte ham for at være uansvarlig, handlede selv fuldstændigt uansvarligt. Og med langt mindre omtanke.

Anne Lea Landsted er studieleder på Center for Journalistik, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er dybt dybt beskæmmende, at beskeden åbenbart er, at når man taler med journalist er det altid til citat. (citeret efter hukommelsen fra artiklen ovenfor).

Det er muligt at politikere og andre medievante personer ved det, men man kan ikke forlange, at en
bekymret storesøster eller mor skal vide noget om dette.

For nogle år siden så jeg en tv-serie om nogle journalisters arbejde i Washington D.C. - tror jeg det var. Selve serien har jeg glemt; en af de stærkeste husker jeg dog endnu.

Der er en eller to journalister som har talt med folk uden at have præsenteret sig klart som journalister. Chefen er rasende og er lige ved at fyre dem - eller også gør han det ? - i hvert fald får de en meget kraftig advarsel....

Perspektiver det til denne her besked; og folk vil indse, at hvis det her var sket i USA, England eller Tyskland, ja så ville den pågældende journalist være fyret dagen efter -- (i hvert fald ikke længe efter).

Jeg mener bestemt at Karen Krogsgaard og SDU burde klage til Pressenævnet for manglende overholdelse af god pressse-etik.