Kronik

Menneskekroppen mellem sport, pornografi og reklame

Vores epoke kan kendes på dette særpræg: Den har opfundet identitikationen mellem jeget og kroppen
På mindre end et århundrede, fra 1950 til i dag, har kroppen absorberet jeget. Hele den interesse, hvor-med vor epoke følger sportsfolks bedrifter, besegler denne kroppens opslugning af jeget.

På mindre end et århundrede, fra 1950 til i dag, har kroppen absorberet jeget. Hele den interesse, hvor-med vor epoke følger sportsfolks bedrifter, besegler denne kroppens opslugning af jeget.

Fadi Al-Assaad

Debat
2. november 2009

Vor tids store sportspræstationer - dem, vi kender fra Tour de France, fra verdensmesterskaberne i atletik, fra de store svømmestævner etc. - må på samme måde som andre fænomener i tiden: rugemødre, udskydelsen af døden og af aldringen (kvinder i 50-års-alderen, der ligner Barbie-dukker) og dyrkelsen i selv en fremskreden alder af aktiviteter, som før var forbeholdt ungdommen - give anledning til at stille spørgsmålet: Står vi ikke over for en historisk mutation af menneskekroppen? Står vi ikke over for en mutation, som ikke udspringer af et presset for naturlig udvælgelse, men snarere er udløst af et skred af teknisk og kulturel karakter? Hvad er de særlige kendetegn ved det tredje årtusindes nye krop?

Selve forestillingen om 'den nye krop' er en Prometheus-myte fra det 20. århundrede. Men vor egen tids nye krop - den krop, som invaderer vore mange skærme, vore gader, vore strande - bygges op i stor afstand til denne mytologiske krop. Den har intet til fælles med den krop, som grundlæggeren af de moderne Olympiske Lege, Pierre de Coubertin fantaserede om i sine drømme: den totalitære idrætskrop. Ej heller minder den om fascisternes, nazisternes og stalinisternes rustfrie muskelkroppe.

Den totalitære mytes krop blev skabt af politikken, og den udtrykte den politiske viljes triumf. Den mytiske krop, som vi kender den fra de sportstrænede ariere ved Olympiaden i Berlin i '36, som Leni Riefenstahl forevigede på film, eller fra de parader, som defilerede forbi Moskvas Røde Plads, var en ideologisk krop. Og det var den endnu - som opstigende saft i en plante, der er knækket af historien - hos 1970'ernes østtyske svømmekvinder. Denne krop fra første halvdel af det 20. århundrede var en ideologis synliggjorte antropologiske form. Den var en ideologi skabt i kød, skabt i muskler, skabt af kropslig energi.

Men den krop, som menneskearten nu er ved at udruste sig selv med, er en helt ny slags krop, som ingen tidligere har tænkt på. Og det slående ved denne nye krop, som aftegner konturerne af en fremtidig menneskehed, er lige præcis, at den ikke er formet af politikken, helt i modsætning til, hvad de 30'ernes totalitære bevægelser forestillede sig skulle blive fremtiden. Den er tværtimod antitesen til den krop, som var gennemtrængt og mættet af politik, og som det nye menneskes profeter drømte om.

Postpolitisk krop

Vor tids menneskekrop, hvoraf fremtidens menneskekrop skal fødes, ligger hinsides alle politiske viljes- ytringer. Den er en postpolitisk krop, en krop som udvikler sig på afstand af det politiske. Dens ikoner skal ikke findes i politisk billedhuggerkunst, men i reklamens verden, i denne verdens opslag, indslag og imperativer. Denne krop tager hverken sine diktater fra kirken eller fra de politiske ideologier, men fra reklamens offentlige rum, og reklame skal i denne forbindelse forstås i den udvidede og ikke strengt kommercielle forstand - dvs. som alt, der overhovedet kan iscenesættes foran et publikum i et åbent kollektivt rum (sportsarenaer, fjernsyn, showbusiness, kommerciel erotik, film). Politikken spiller kun en mindre rolle i dette offentlige rum, som den selv var skaber af i det 18. århundrede, og er kun integreret i det som en art teaterforestilling, for ikke at sige som ren underholdning.

Nuvel, denne forvandling af menneskekroppen må forstås ud fra den tilbagegang, som religionen har kendt i Europa. Den er en følge af Guds død. Det religiøse princip har siden kristendommens begyndelse fastholdt billedet af en stedsevarende krop med et dobbelt ansigt: På den ene side bærer den synden i sig som en konsubstantiel gift, der har været blandet sammen med kødet siden Syndefaldet. På den anden side er den en hellig entitet, urørlig, ukrænkelig, tempel og tabernakel. Religionen fastholdt kroppen som den ikke-håndgribelige realitet, hvis hellige komponent havde rødder i begrebet om inkarnation.

Lægevidenskaben er blevet en magtfaktor, som har bortrevet ejerskabet til menneskers kroppe fra religionen. Ifølge traditionen tilhørte kroppen den kirkelige institution, som lovgav om den, i den udstrækning at præsterne i bogstavelig forstand tog det ansvar på sig 'at besidde' hvert sognemedlems krop. I anden halvdel af det 20. århundrede undslap kroppene fra den religiøse indhegning for at falde under tilsyn af en anden magt- instans - et tilsyn, som nok er motiveret ud fra alt det gode, som man vil kroppen, men som har udviklet sig stedse mere tyngende og undertrykkende. Lægevidenskabens tilsyn.

Det er vigtigt at udpege den lægevidenskabelige magts fortrængning af den religiøse magt som den begivenhed, der har muliggjort den nye krops opdukken. Parallelt hermed havde denne mutation ikke været mulig uden overgangen fra et samfund, der byggede på brugsværdi, hvor man beholdt sine gamle møbler og garderobe et helt liv i gennem, og hvor man gik til skomageren for at få repareret sin gamle sko, til et forbrugersamfund (som kun kan være et overflodssamfund, fordi det på forhånd er et destruktionssamfund, hvor produkter af menneskers arbejde kun kommer til syne for i næste nu at blive destrueret).

Den nye krop, kroppen hos enhver af vore samtidige, er frem for alt kroppen, som er blevet til ego. Vores epoke kan kendes på dette særpræg: den har opfundet identifikationen mellem jeget og kroppen. Enhver tænker sig selv på denne måde: 'Jeg er min krop'. Vi siger ikke længere min krop, dette stykke papir, denne ild, som Michel Foucault skrev så smukt, men »min krop, mit jeg; mit jeg, min krop«. De ihærdige brugere af internetdating- bureauer, fodboldstjerner og exhibitionister i reality-tv identificerer deres jeg med kroppen.

Det samme gør sig gældende for alle kvinder, som er målgruppe for reklameklip for rynkecreme eller ikke-lækkende menstruationsbind. Tilsvarende med de mænd, hvem man stiller Viagras mirakler i udsigt.

Utænkelig og uudtalelig

Denne sætningsstump, 'jeg er min krop', som er blevet til fundament for vore samtidige artsfæller, ville have været lige så uudtalelig som utænkelig i forgangne århundreder. I 1600-tallet instituerer Descartes »Jeg tænker, altså er jeg til« sig netop fra det, at det er tanken, der assimilerer sig med jeget, der igen assimilerer sig med selve sjælen, og som netop derved afslører sig som noget, der er forskelligt fra kroppen: En krop kan ikke tænke og endnu mindre tænke sig selv som et 'jeg', en handling, som alene er forbeholdt sjælen. På mindre end et århundrede, fra 1950 til i dag, har kroppen absorberet jeget. Hele den interesse, hvormed vor epoke følger sportsfolks bedrifter, besegler denne kroppens opslugning af jeget.

Den nylige identifikation mellem jeget og kroppen udgør som massefænomen en regression af historisk rækkevidde, da menneskeheden fra begyndelsen af historisk tid netop har markeret sig ved adskillelsen mellem jeget (det være sig som en psykisk instans, eller bag denne, som forestillingen om åndelig entitet) og kroppen. Tilsvarende har sjælen altid været tænkt i et vist uafhængighedsforhold til kroppen. Den nye krop er derimod en krop, der bliver til ved en sammenblanding af sjælen og kroppen, ved en sammenblanding af jeget og kroppen, ved en sammenblanding af tanken og kroppen. Den nye krop, det er frem for alt kroppen, som har absorberet jeget, som det på en vis måde har slugt råt.

Dobbelt sublimering

De intellektuelles foragt for reklameverdenen er obsku- rantistisk. Siden sin tilsynekomst har reklamen realiseret et værk af antropologisk rækkevidde: en omfattende transmutation. Reklamens store værk består i en dobbelt sublimering: Jegets nedbøjning til kroppen, og kroppens ophøjelse til jeget. Om vi slår op i et magasin, kigger i fjernsynet, lader blikket dvæle på plakattavlerne i gadebilledet eller lader os fascinere af de utrættelige pornostjerner, så er kroppen jeget, og jeget er kroppen.

I fjernsynet er reklamen selve matriceøjeblikket: Programmerne som helhed og navnlig de stærkest virkende og mest normdannende, dvs. sport, musikshows og pornografi afslører sig med lethed som underprodukter af reklamen. Det er forkert at opfatte sådanne programmer som fluepapir, der blot skal fastholde seeren til reklameindslagene. Sandheden er en anden: Disse programmer er produkter, der helt og holdent er afledt af reklamen, som udgør fjernsynsmediets essens, og som har transformationen af mennesket - jegets sammenfoldning til kroppen - som operationsmodus. I disse tv-øjeblikkes højdepunkter - sports, show og pornografi - ses reklamens store værk i retning af at fuldbyrde den kollektive omformning af jeget - i fuldeste vigør.

Sport, reklame og pornografi af ikke sekundære zoner i vor modernitet, ikke simple former for underholdning. Langt fra at være simpel iscenesættelse af kroppene, som de nu engang foreligger og eksisterer, er de snarere softwareprogrammer for fremtidens menneskekrop. Vi må se dem som matricer for, ja, som vuggen for det 21. århundredes menneske. Et fællestræk knytter dem sammen: Sjælen og jeget kaldes hid for at miste deres uafhængighed og opløse sig selv i kroppen. Tænk, hvis 'egobody' - 'jeg, dvs. min krop' med sports- og pornostjerner som det absolutte forbillede - virkelig var navnet på det 'nye menneske'.

Robert Redeker er fransk filosof

© Le Monde og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Sonny Chabert

ja ja da

hvis dette er en ny ting så må det da være i Europa.
for i Østen(kina, japan etc) har sind, jeg , krop altid været ét.

"Vor tids menneskekrop, hvoraf fremtidens menneskekrop skal fødes, ligger hinsides alle politiske viljes- ytringer. Den er en postpolitisk krop, en krop som udvikler sig på afstand af det politiske."
----

Bortset fra at den hævdelse er lodret vrøvl - for at lade markedsØKONOMI ( til forskel fra kødmarkedet ) råde mere og mere for fremtidens mennskekrop - har længe været en udelukkende politisk beslutning.

Tænk, hvis ‘egobody’ - ‘jeg, dvs. min krop’ med sports- og pornostjerner som det absolutte forbillede - virkelig var navnet på det ‘nye menneske’.
--------------

Igen vrøvl - for det er da nærmere os der er sports- og pornostjernernes forbilleder; men det afhænger jo selvfølgeligt af HVEM der ser.