Kommentar

Mikrofonholderi for pædagogerne i København

Information modstiller i lederen den 10. november udviklings-kontrakter, børnemiljø-planer, sprogtest, virksomhedsplaner og hjemmesider med reel kvalitet og tid med børnene. Men er det rigtigt?
19. november 2009

Lederen i Information den 10. november om børnekaos i København hopper, uden ét eneste kritisk spørgsmål, med på historien, som fortælles af pædagogernes faglige organisation og ivrigt sekunderes af forældre i København.

Hvad med de børn, der får glæde af sund mad i institutionen, en målrettet pædagogisk indsats og de samme muligheder i livet som den kreative klasses (og Informations læseres) hvide, velstimulerede børn?

Pædagoger og forældre står, angiveligt, vagt om et område, som har måttet æde en flerhed af besparelser og kvalitetsforringelser. Pædagoger og forældre står, i egen selvopfattelse, vagt om børneliv med masser af nære voksne (ikke forældre, for de er på arbejde) og tid til kerneopgaven. Den koges ned til pædagogsamvær, mere samvær og økologisk frugt. Fri os for indblanding og spørgsmål til mål for samværet, kvaliteten, og hvorvidt det sikres, at alle børn, også de udsatte, de tosprogede og dem med særlige behov, kommer med!

Ifølge Information er daginstitutionsområdet i København præget af besparelser på den ene side og prestigeprojekter på den anden. Institutionsmad fejes bort som irrelevant sammenlignet med antal pædagoger. Men det store antal børn, som ikke har kreative, økologiske og ernæringsrigtige madpakker med, er glade for et sundt måltid mad. Og Information modstiller udviklingskontrakter, børnemiljøplaner, sprogtest, virksomhedsplaner og hjemmesider med reel kvalitet og tid med børnene. Men er det rigtigt?

Lidt fakta og spørgsmål

Institutionerne i København laver ganske rigtigt planer, men mere end egentlig virksomhedsplaner er der tale om pædagogiske årsplaner, som indeholder en del om grundlæggende pædagogiske værdier og principper og en del om den udvikling, institutionen gerne vil sætte i gang for det kommende år. Planer, der i øvrigt drøftes med forældrebestyrelsen og er udgangspunkt for en demokratisk proces og involvering af forældrene. Der er, så vidt vides, ikke institutioner, der udarbejder børnemiljøplaner. Institutionerne skal jf. dagtilbudsloven gennemføre børnemiljøvurderinger hvert tredje år (hvert tredje år!), medmindre der er sket forandringer i institutionens miljø, som gør det nødvendigt at forholde sig til, hvad det betyder for børnene.

Aktuelt gennemføres ikke sprogtest i københavnske daginstitutioner. Institutionerne skal gennemføre sprogvurderinger af tosprogede børn, så det sikres, at der sættes ind, hvis det er nødvendigt. Hvis ikke vi som samfund i daginstitutionerne forholder os målrettet til børnenes sprog og sikrer dem lige chancer, f.eks ved indgangen til skolen, risikerer vi at tabe en række børn, som vi kunne have hjulpet. Dette er også en samfundsmæssig ressourcebetragtning. Hvis sprogindsatsen, herunder sprogvurderingerne, over for en gruppe børn, der kan have brug for særligt fokus i daginstitutioner og skoler, står i modsætning til den pædagogiske kerneydelse, hvad er kerneydelsen så?

Ud over sprogvurderinger af de tosprogede børn skal daginstitutionerne gennemføre sprogvurderinger af de øvrige børn, hvis forældrene ønsker det. Det kræver, at forældrene får tilbuddet. Når så få forældre tager imod tilbuddet, kan man filosofere over, hvor mange der får det. Rammer det mon de ressourcestærke og protesterende eller de svage familier, hvis tilbuddet ikke gives? Det er ærgerligt, fordi der også blandt etsprogede er mange børn, der i deres sprogudvikling behøver en målrettet pædagogisk indsats og systematisk evaluering.

Respektløs reference

Er der en modsætning mellem initiativer til pædagogisk målretning, evaluering og opfølgning og så pædagogisk kvalitet? Og når københavnske pædagoger og forældre demonstrerer og blokerer institutioner, er normeringerne så lige så forfærdelige, som det påstås?

I 2007 var der i københavnske vuggestuer indskrevet 2,9 barn pr. voksen (opgjort i årsværk), inkl. køkkenpersonale og ledere. Det er ikke et hav af børn pr. voksen. I Randers var der 4,4 børn pr. voksen i vuggestuerne. I børnehaverne var der i 2007 5,4 børn pr. voksen. Tallene var helt oppe på 7,3 og 7,4 i Odense og Esbjerg. Er det så særlig slemt i København?

I 2009 bruges der i København (i nettodriftsudgifter) godt 87.000 om året på en daginstitutionsplads. Forældrebetalingen er under 3000 om måneden for en børnehaveplads - og under 2000 for en vuggestueplads. Til sammenligning bruges i Århus ca. 76.000, og forældrebetalingen er stort set som i København. Hvordan ser det ud i Københavns forstæder?

Hvordan adskiller de københavnske forældreprotester - f.eks. omdeling af folderen 'pædagog forbi' med respektløs og uhørt reference til de hjemløses avis 'hus forbi' - sig fra egoisme?

Søren Poul Nielsen arbejder til daglig som selvstændig konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christensen

Som Søren Poul Nielsen gør opmærksom på, så viser benchmark analyserne at Københavns kommune er langt dyrere end de sammenlignlige kommuner. Lad os se om den nye borgmester tør gøre noget ved det.
Information derimod har også her anlagt en tydeligt 'klient' perspektiv, hvor det mere end sund fornuft, er læserne blandt de københavnske pædagoger der kører med klatten.

Mads Kjærgård

2,9 barn pr. voksen incl. ledere og køkkenpersonale, problemer er bare at lederene er ledere og laver administrative opgaver og køkkenpersonalet passer ikke børn. Jeg har selv haft børn i en institution og de er som oftest blevet passet af et sammenrend af personer i aktivering og vikarer.

Pædagogerne har travlt med papirarbejde. Jeg spørger så bare hvad hjælper alle de fine planer, når de kun er papirplaner som aldrig føres ud i livet, fordi der ikke er personer til det. Fint at sprogteste, men når der ikke er nogen til at afhjælpe problemerne hvad så Hva skal vi så bruge det til? Er det så ikke bedre at pædagogerne er hos børnene og rent faktisk lærer dem sproget?

Men artikelen er ret typisk for den systemtankegang der behersker Danmark, ting er kun hvis de er beskrevet på papir.At der aldrig er nogen handling bag betyder mindre. Hvad om vi satte handling før papirplaner?

København er forøvrigt sikkert dyrere idet, der i København er nogle markant anderledes problemer og stor koncentration af to-sprogede.

Men børn er jo forøvrigt ikke noget der er prioriteret i Danmark. Så om der så var 11 børn pr. pædagog så ville det ikke interessere nogen, bare papirplanerne var tilstede. Godt at der er nogle forældre der tør og gider sige fra.

Jeg har tidligere i mit liv arbejdet 2 år i en integreret småbørnsinstitution. I børnehave delen. Vi var 17 medarbejdere, heraf 2 mænd.

Et familiemedlem er souschef i en specialskole afdeling, og har været det i mange år, så følgende betragtning er baseret dels på erfaringer derfra.

Det er sikkert politisk ukorrekt at sige, men ineffektivitet og en generelt ringe indstilling til det, at yde en indsats er ret kendetegnede for mit kendskab til institutionsområdet. Åbenlyse pjækkedage, og indstillingen "jeg er lige ved, at gå ned med flaget" var hverdag. Personligt, var mit eneste problem, at der hele tiden skulle dækkes sygedage ind, fordi der var altid mindst én syg. Sjovt nok, kun kvinderne - vi mænd havde i mine 2 år, ikke en sygedag.

Kvinder har bare en anden indstilling til det at arbejde, og bliver utroligt hurtigt syge. Hvis de nu skar ned på det, var der ingen problemer. Og ja, hvad enten man vil eller ej, så er der meget at hente på pjække- og dårlig indstilling kontoen! Det hele skal altid gøres til systemets skyld, eller mangel på penge - det kan der selvfølgelig også være noget om, men det er ikke hele sandheden.

Jeg har selv børn i institutionsalderen, så støder jævnligt på de samme problemer, nu som forælder.

Mads Kjærgård

Tja jeg har ikke oplevet den sådan, tværtom, min kone er selv pædagog og hun går squ på arbejde selvom hun er syg, fordi der er ikke nogen til at fylde hende. Hun på sin side klager over mændene som altid lige skal snige sig til en sygdag, eller tager eller ugen ud, hvis de har ondt i maven en enkelt dag. Personligt har jeg aldrig oplevet at kvinder har en anden indstilling til det at arbejde.
En lille solskinshistorie jeg selv har oplevet er da et barns ene forældre døde ved en ulykke og den tilbageblevne ikke kunne nå at aflevere om morgen, så gjorde institutionen bare det, at de åbende en 1/2 time tidligere, uden at personalet fik noget for det. Og den venlighed og caretaking synes jeg har været en gennemgående oplevelse i min oplevelse af daginstitutioner, personalet har squ virkelig prøvet at gøre en forskel, på den anden side har man så haft de konstante nedskæringer, har selv siddet i diverse forældrebestyrelser og kan egentlig ikke huske at man nogensinde har talt om andet end hvordan man skulle håndtere den næste nedskæring.

@Mads Kjærgård
Rart, at der også findes positive oplevelser!

Jeg er nok lidt farvet af min daglige funktion, hvor jeg ser meget negativt. Min oplevelse er ikke specielt positiv, fra hverken forældersiden eller medarbejdersiden - og selvfølgelig er der forskel på institutionerne!.

Jeg synes bare der er for stor en tendens til, at hyle over tingene istedet for at gå forrest og vise et godt eksempel. Det er som om laveste fællesnævner får lov til at styre, fordi man ikke må stille krav eller sige noget der kan antyde, at nogen måske skulle stramme lidt op. Det er jo primært kvindearbejdspladser, og det giver i mange tilfælde en meget anspændt stemning, som giver sig udfald i flere sygemeldinger, splid osv. Den slags er jo ikke relateret til økonomien, og nedskæringer men bunder i de indbyrdes magtkampe, der findes kvinder imellem. Måske løsningen er kønskvotering i børneinstitutionerne?

Jeg er selv pædagogstuderende, og har selvfølgelig også en mening om det jeg oplever inden for mit fag.

Jeg vil medgive at der rundt omkring hersker en vis stemning af opgivenhed. Man taler om hvor godt det var før i tiden, før institutionen blev sammenlagt, eller før tests blev indført. Der er muligvis noget om snakken, men jeg savner nok at flere pædagoger går i forvejen, fast besluttede på at gå ind i de nye udfordringer med oprejst pande, og med en indstilling til at løse opgaverne. Og ligeledes pædagoger der udviser en mere fandenivoldsk stolthed over det fantastiske stykke arbejde en heldigvis stor del af vores faggruppe udfører. Disse pædagoger har jeg heldigvis mødt en god portion af - også hvor jeg arbejder i det daglige - men der er efter min mening ikke nok af dem.

Der forekommer en del brok i institutionerne, men min største anke er dén ofte splidskabende interne kommunikation (eller mangel på samme), hvor det sjældent er hovedpersonen der modtager den kritik, som vedkommende er tiltænkt. Kritik udtales i stedet overfor den øvrige personalegruppe bag hovedpersonens ryg, hvorved der opstår ressourceslugende fnidder. Her er helt klart en egen kamp mod konfliktskyheden vi som pædagoger skal tage op.

Når det så er sagt, så mener jeg der spares lige lovlig meget på børne-/ungeområdet.

Det må ses i forhold til det faktum, at vi i vores samfundsmodel har overdraget en væsentlig andel af plejen, pasningen, dannelsen og opdragelsen af vores børn (og svage for den sags skyld) til professionelle. De opgaver som familien før tog sig af.

Så, hvad agter vi samlet set - som pædagoger, som politikere, som borgere - at tilbyde vores nye generationer? Jeg mener det er et væsentligt spørgsmål, og at vi må hjælpes ad med at besvare det.

Louise Andersen

Det er fint at forholde sig kritisk til hvad det end måtte dreje sig om, problemet er bare med denne artikel at det jo ikke passer!
Er selv forældre i en af Københavns kommunes institutioner, og vel at mærke meget imod besparelser.
Hvorfor? Fordi det simpelthen ikke er rimeligt overfor børnene!
Tallet 2,9 voksne pr barn kan jo ikke bruges til noget som helst overhovedet. Som kommenteret af andre er køkkenfolk ansat i køkkenet og ikke til at tage sig af børnene og lederen har oftest helt andre opgaver og er til møder ude af huset en stor del af tiden. Helt konkret er der 3 voksne i tidsrummet 9.15-13 i min datters institution og 2 før 9.15 og igen efter klokken 13. Til 11-12 børn! Vuggestuebørn som alle bruger ble, og som når de starter ofte kun er omkring 12 mdr. og ikke nødvendigvis kan gå selv endnu. Børn som skal trøstes, ses og stimuleres! Og som skal lære alle de sociale spilleregler der gælder for at få institutionshverdagen til at hænge sammen.
Ja de får dejlig økologisk mad, men er det for meget forlangt? De får grød en gang i ugen, ligeså suppe og kød. Dels for at følge kostanbefalingerne men i lige så høj grad for at kunne overholde budgettet!
Hvad angår forældrebetaling så betaler vi pt. 2985 kr pr. mdr. /også selv om vi ikke har en høj husstandsindkomst da jeg er på S.U/ Derudover har vi selv bleer med og betaler frem til januar 2010 219 kr i kvartalet for -ja økologisk!- mælk og frugt.
Desuden stiller de fleste forældre også selv en barnevogn til rådighed til de yngste børn som sover ude, da institutionen ikke har råd til at indkøbe dette.
Men først og fremmest handler denne debat ikke om, hvor meget vi som forældre betaler, men om at vi skal kunne vide os sikre i, at vores børn bliver skiftet, set, hørt og hjulpet som de har behov for i de timer hvor vi er på arbejde!