Kronik

Muren 20 år efter

Er 'kapitalistisk realisme' virkelig det eneste mulige svar på den socialistiske utopi, som forliste for to årtier siden? Eller er den mon selv en utopi, vi bare mangler at vågne fra?
Ifølge sarkastiske vestlige kommentatorer viste den ædle kamp for frihed og demokrati sig i realiteten at være et amok-løb efter bananer og pornografi. Efter sejrens fordrukne festdage vågnede folket op til barske tømmermænd i en ny virkelighed, skriver dagens kronikør.

Ifølge sarkastiske vestlige kommentatorer viste den ædle kamp for frihed og demokrati sig i realiteten at være et amok-løb efter bananer og pornografi. Efter sejrens fordrukne festdage vågnede folket op til barske tømmermænd i en ny virkelighed, skriver dagens kronikør.

Herbert Knosowski

9. november 2009

20-års-dagen for Berlinmurens fald må give anledning til eftertanke. Det er for længst blevet en floskel at fremhæve 'det mirakuløse' ved det forløb, som udspillede sig for to årtier siden: Det var som en drøm, der gik i opfyldelse, noget utænkeligt, der blev virkelighed, noget, man end ikke kunne forestille sig få måneder før - frie valg og kommunistregimer, der kollapsede som korthuse. Hvem i Polen kunne have forestillet sig frie valg med Lech Walesa som præsident?

Men må vi ikke hertil føje det muligvis større 'mirakel', der skete få år senere: Ekskommunisternes genkomst til magten igennem frie demokratiske valg og Walesas totale marginalisering, der gjorde ham mindre populær end den general Wojciech Jaruzelski, som halvandet årti forinden havde knust Solidarnosc med sit militære coup d'etat?

Standardforklaringen på den anden omvæltning påkalder sig gerne 'de umodne forventninger' hos et folk, som slet ikke havde noget realistisk billede af kapitalismen: De ville både beholde kagen og spise den, dvs. de ønskede sig kapitalistisk-demokratisk frihed og materiel overflod, men uden at skulle betale prisen for at leve i et 'risikosamfund' med faren for at miste den sikkerhed og stabilitet, som de kommunistiske regimer garanterede.

Som sarkastiske vestlige kommentatorer noterede, viste den ædle kamp for frihed og demokrati sig i realiteten at være et amokløb efter bananer og pornografi. Efter sejrens fordrukne festdage vågnede folket op til barske tømmermænd: Det måtte nu besinde sig på nødvendigheden af at gennemgå en smertelig læringsproces for at forstå den nye virkeligheds regler, dvs. forstå den pris, man er nødt til at betale for at have politisk og økonomisk frihed.

Da den uundgåelige skuffelse satte ind, blev den ophav til tre (til tider modsat-rettede, til tider overlappende) reaktioner:

1) Nostalgi efter 'den gode gamle tid' under kommunismen.

2) Tilflugt til højrepopulistisk nationalisme.

3) Fornyet og 'forsinket' antikommunistisk paranoia.

De første to reaktioner er til at forstå. Den kommunistiske nostalgi skal ikke tages alvorligt: Langt fra at udtrykke et seriøst og oprigtigt ønske om at vende tilbage til den grå socialistiske realitet, er der tale om et sørgearbejde, om et forsøg på at komme overens med en tabt fortid. Og hvad den højrepopulistiske fremmarch angår, er den ikke en østeuropæisk specialitet, men et fællestræk ved lande, som er fanget i globaliseringens malstrøm.

Mest interessant er den ejendommelige genopvækkelse af antikommunismen, som er sket næsten to årtier efter kommunismens sammenbrud. Øjensynlig skal den give et enkelt svar på spørgsmålet: »Hvis kapitalismen er så meget bedre end socialisme, hvorfor er vores liv så stadig elendigt?« Svar: Det er fordi, vi slet ikke er kommet rigtigt ind i kapitalismen endnu - kommunisterne styrer nemlig stadig, nu blot forklædt som nye ejere og forvaltere ...

Det er et åbenlyst faktum, at da befolkningerne i Østeuropa protesterede imod deres kommunistiske regimer, var det på ingen måde et krav fra flertallet at få indført kapitalisme. Hvad de ønskede, var solidaritet og en elementær retfærdighed: De ønskede friheden til at leve deres liv uden statslig kontrol, at kunne mødes, omgås og ytre sig frit. De ønskede sig et samfund præget af fundamental anstændighed og oprigtighed, et samfund befriet fra primitiv ideologisk indoktrinering og kynisk hykleri.

Som årvågne analytikere bemærkede, var de idealer, som de demonstrerende påkaldte sig, i vidt omfang taget fra den herskende socialistiske ideologi selv - folket higede med andre ord efter noget, som mest dækkende kan betegnes som 'socialisme med et menneskeligt ansigt'.

Hvilende på egen utopi?

Men er kapitalistisk realisme eneste mulige svar på den forliste socialistiske utopi? Var det, som fulgte oven på Murens fald virkelig den kapitalistiske modenheds æra, som lod alle utopier bag sig? Hvad nu hvis denne 'æra' hvilede på sin egen utopi? Den 9. november 1989 kom til at bebude 'de glade 90'ere' og Francis Fukuyamas utopi om 'historiens afslutning': Overbevisningen om, at det liberale demokrati - i princippet - havde sejret endegyldigt, at der ikke var mere at komme efter, at det globale liberale verdenssamfund ventede lige om hjørnet, og at de sidste forhindringer for denne ultra-Hollywood-lykkelige slutning var empiriske og kontingente - dvs. små modstandslommer, hvis ledere blot ikke havde indset, at deres tid var omme. I kontrast til dette blev 11. september 2001 symbolet på afslutningen for 90'ernes lykkelige Clinton-år og kom til at indvarsle den efterfølgende æra, hvor nye mure er skudt op alle vegne, mellem Israel og Vestbredden, omkring Den Europæiske Union, langs den amerikansk-mexicanske grænse - men også inden for enkelte stater.

Det kunne se ud til, at 1990'ernes Fukuyama-utopi måtte dø hele to gange. Den liberal-demokratiske politiske utopis kollaps den 11. september kom ikke til at påvirke den globale markedskapitalismes økonomiske utopi - og hvis den finansielle ned-smeltning i 2008 har nogen historisk mening, så er det som tegn på afslutningen af også det økonomiske aspekt ved Fukuyamas utopi.

Hvor liberalismen ser sig selv som den inkarnerede antiutopi, der bebuder en ny æra for en menneskehed, som har ladt de utopiske projekter bag sig, der blev skyld i det 20. århundredes totalitære mareridt, bliver det nu klart, at også 1990'erne var en sand utopiernes tid med deres tro på, at menneskeheden omsider havde fundet opskriften på den optimale socioøkonomiske orden. De seneste årtis erfaringer viser klart, at markedet ikke er en godartet mekanisme, som fungerer bedst, når den får lov at udrette sig værk uforstyrret, for det kræver tydeligvis en mængde ikke-markedsmæssig vold at tilvejebringe betingelserne for at det kan fungere.

Markedsfundamentalisternes reaktioner på de destruktive resultater af tvangsimplementeringen af deres opskrifter er typisk for 'totalitære utopister': De skyder skylden for egne brister på kompromisviljen hos dem, som søgte at føre deres visioner ud i livet (statsinterventionen var stadig for omfattende osv.), og kræver en endnu mere radikal gennemførelse af deres markedsdoktriner.

Venstrefløjens sande håb

Hvor står vi så i dag? Her er det værd at erindre sig Viktor Kravtjenko, en sovjetisk diplomat, som hoppede af, da han i 1944 var i New York og siden skrev sine bestseller-memoirer, Jeg valgte friheden. Hans bog er den første substantielle førstehåndsberetning om stalinismens rædsler.

Den begynder med en detaljeret redegørelse for tvangskollektiviseringen og massehungersnøden i 1930'ernes Ukraine - en politik, som Kravtjenko bidrog til at gennemføre på et tidspunkt, da han stadig troede på systemet. Den almindeligt kendte version af historien om Kravtjenko slutter i 1949, da han triumferende vandt en retssag imod sine sovjetiske anklagere i Paris, som havde ført hans kone i retten for at vidne om hans korruption, alkoholisme og vold mod familien.

Mindre velkendt er det, at Kravtjenko umiddelbart efter denne sejr - og samtidig med at han verden over blev hyldet som en helt i Den Kolde Krig - blev dybt bekymret for McCarthyismens antikommunistiske heksejagt og advarede imod, at bekæmper man stalinisme på den måde, risikerer man at komme til at ligne sin modstander. Han blev også stadig mere opmærksom på uretfærdighederne i den vestlige verden og udviklede et nærmest manisk projekt om at ville forandre de vestlige demokratiske samfund. Efter at have skrevet en langt mindre kendt bog, som opfølgning til Jeg valgte friheden - den fik interessant nok titlen Jeg valgte retfærdigheden - indlod han sig på et sandt korstog for at finde nye og mindre udbyttende produktionsformer. Dette førte ham til Bolivia, hvor han satte alle sine penge (og tabte dem) i et forsøg på at organisere fattige bønder i nye landbrugskollektiver. Knust over sit nederlag trak han sig tilbage til privatlivet og skød få år senere sig selv i sit hjem i New York.

I dag dukker nye Kravtjenko-skikkelser frem alle vegne, fra USA til Indien, Kina og Japan, fra Latinamerika til Afrika, fra Mellemøsten til Vest- og Østeuropa. De er vidt forskellige, kulturelt som sprogligt, men de er slet ikke så få, som det kunne se ud til - og den største frygt hos dem, som stadig hersker, er, at disse stemmer skal begynde at vække genklang og forstærke hinanden i gensidig solidaritet. Efter at have indset, at oddsene fører os imod katastrofer, er de rede til at handle imod alle odds. Desillusioneret over nederlaget for det 20. århundredes kommunisme er de klar til at begynde forfra og genopfinde kampen for retfærdighed på et nyt grundlag. Udskreget af deres fjender som farlige utopister er det i virkeligheden kun dem, der er vågnet fra den utopiske drøm, som holder de fleste af os i sit greb. Disse mennesker og ikke de, som nostalgisk længes efter det 20. århundredes 'reelt eksisterende socialisme', er venstrefløjens sande håb i dag.

Slavoj Žižek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu