Kronik

Muren og Ivan Lendls fald

Tjekkoslovakken Ivan Lendl var verdens bedste tennisspiller i 1980'erne. Han fremstod som en overvældende overmagt, der var umulig at ryste, men alligevel lykkedes det aldrig for ham at sejre i Wimbledon. Da Berlinmuren faldt, rindede Ivan Lendls æra ud
Man så stort set aldrig den tjekkoslovakiske tennisspiller Ivan Lendl afslappet og smilende. Her løfter han pokalen efter at have vundet French Open-finalen over John McEnroe i 1984.

Man så stort set aldrig den tjekkoslovakiske tennisspiller Ivan Lendl afslappet og smilende. Her løfter han pokalen efter at have vundet French Open-finalen over John McEnroe i 1984.

11. november 2009

Ivan Lendl blev født bag Jerntæppet i det daværende Tjekkoslovakiet i 1960. I en periode i 1980'erne var han verdens bedste tennisspiller.

Jeg husker ham levende fra min barndoms tv-skærme. Ivan Lendl fremstod i de år som et symbol på hele østblokken: Lukket, følelsesforladt, usårlig, benhård. Som en robot. Jeg husker hans ansigt som skarpskåret med meget markerede kindben, og han havde kortklippet hår; hans ketsjer med det fremtrædende Adidas-logo var prunkløst stålgrå, og selv hans navn virkede arketypisk østblok-agtigt og kunne have fungeret strålende til en vilkårlig russisk superskurk i en James Bond-film fra perioden: Ivan, stor, stærk, stålsat; Lendl: ingen unødvendige bløde vokaler her, en flok hårde konsonanter og en enkelt uanselig selvlyd som et unødvendigt onde til at holde sammen på dem.

Det forekom mig, at Lendls spil mere byggede på effektivitet, kraft og hårde, topspundne slag end på elegance, kreativitet, skruede, listige slag eller øvrig løssluppenhed. På banen var han altid i kontrol. Han søgte og fik som oftest kontrol over kampen, og han var altid i kontrol med sig selv. Man så ham stort set aldrig afslappet, aldrig smilende, aldrig vise følelser. Lendl fremstod som en overvældende overmagt; umulig at ryste, umulig at påvirke.

Ingen publikumsdarling

Ivan Lendl var nummer ét på verdensranglisten fra 1985- 1987 og igen i 1989. Klodens bedste spiller - men han var ingen publikumsdarling af den grund. Han anglede ikke efter sympati, og han fik den heller ikke; beundring måske, men ikke kærlighed. Når Lendl var i finalen, heppede folk som regel på modstanderen. Han var »the champion that nobody cares about«, som det store amerikanske sportsmagasin Sports Illustrated skrev på sin forside.

Og Lendl forsøgte vist ikke at ændre sit image, måske blev han ligefrem mere og mere sammenbidt og trodsig. Som om publikums ugunst prellede af på hans panser.

Han fik ikke desto mindre en fantastisk karriere. Han var i sin første Grand Slam-finale i 1981, da han i French Open tabte i fem sæt til Björn Borg. Han vandt i de følgende år en mængde turneringer, inden han i 1984 vandt sin første Grand Slam, da han slog John McEnroe i French Open. I alt nåede han at vinde otte Grand Slam-titler, den sidste var Australian Open i 1990. Hans æra og hans spillestils dominans sluttede således nogenlunde samtidig med Berlinmurens fald.

Forbandelsen

Det var kun den største af de fire Grand Slam-turneringer, Wimbledon, han aldrig vandt, og jeg begyndte som mere eller mindre tennisinteresseret fjernsynsseer at føle med manden.

Ivan Lendl ville meget gerne vinde dette trofæ, og det havde også ligget i luften i flere år, at han helt naturligt burde vinde turneringen, da han endelig i 1986 nåede finalen første gang.

Det var så småt begyndt at ligne en forbandelse; det var, som om man allerede da havde en anelse om, at han nok aldrig ville vinde sin Wimbledon-pokal. Og måske var det derfor, at i hvert fald min indstilling til Ivan Lendl gradvist skiftede: forbandelser rammer vel ikke robotter?

Er det ikke kun mennesker med menneskelige følelser, der lader sig påvirke af noget så ikke-rationelt som forbandelser? Og han kunne jo også godt smile, når han vandt en eller anden turnering; det så kejtet og uvant ud, men desto mere kaldte det jo egentlig på medfølelse.

I 1986 stod Ivan Lendl altså endelig i finalen, og over for ham stod en opkomling. Boris Becker: vesttysker. Uimponeret, rebelsk, flamboyant. Becker havde året før slået alle rekorder ved at vinde turneringen som 17-årig useedet debutant, men da havde han i finalen besejret et andet forholdsvis ubeskrevet blad, Kevin Curren, der ikke havde haft eller fik nogen særlig prangende karriere.

Spørgsmålet var, om opkomlingen kunne stå distancen, når det virkelig gjaldt, og modstanderen var den gennem lang tid bedste af alle. En hedspore fra Vesten stod altså over for det tunge skyts fra øst - og Lendl tabte. Han vandt end ikke et sæt, og blev således i sin egenskab af verdens bedste tennisspiller på papiret udsat for en veritabel ydmygelse. Han kan meget vel før kampen have tænkt, at chancen næppe nogensinde ville blive større, og så meget desto mere bittert må det vel have været.

Menneskelig svaghed

Året efter stod Lendl imidlertid igen i Wimbledon-finalen, mere determineret end nogensinde. Denne gang var modstanderen Pat Cash fra Australien, som var i finalen for første gang - ligesom Becker året før. Endnu en umiddelbart overkommelig modstander for verdens bedste.

Cash havde ikke haft og fik heller ikke sidenhen nogen synderligt glorværdig singlekarriere, men skæbnen ville, at hans eneste Grand Slam-finalesejr i single overhovedet skulle falde i denne kamp mod Ivan Lendl.

Lendl var stadig nummer ét på verdensranglisten - men igen tabte han finalen 3-0 i sæt. Og denne gang mod en spiller, der havde gemt sit lucky punch til netop Lendl - ikke engang mod en Becker, som trods alt sidenhen blev en anden af spillets helt store.

Det var i den kamp, at jeg fik sympati for Ivan. Jo, jo, Pat Cash var cool med sit pandebånd og sin ørering, og Lendl kom til at virke lidt anakronistisk i sammenligning, men nu blev det hele på en eller anden måde lidt uretfærdigt for ham. Han var jo, som han var, han havde vel ikke selv valgt sin tennisopdragelse eller sin lidt stive facon. Og nu så vi så, at han oven i købet kunne lide under almindelig menneskelig svaghed og underpræstere, når det virkelig gjaldt, ligesom alle vi andre.

I 1989, året for Berlinmurens fald, kom endnu et bittert nederlag for Ivan Lendl. Efter at have været midlertidigt detroniseret fra verdensranglistens førsteplads, havde han i 1989 kæmpet sig tilbage, og skulle nu i fjerde runde af French Open møde endnu en opkomling. Michael Chang, 17 år.

Lendl havde vundet French Open tre gange, Chang var først blevet professionel året før. Lendl vandt planmæssigt de første to sæt og brød Chang's serv i første parti i tredje sæt. Men Chang kæmpede sig tilbage og vandt sættet. I fjerde sæt fik Chang alvorlige kramper i benene af udmattelse, men formåede alligevel også at vinde dette sæt.

Efter at have bragt sig foran 2-1 i femte og afgørende sæt var Michael Chang på vej over til dommeren for at opgive og lade Lendl få sejren, men noget holdt ham tilbage, og han besluttede sig for at kæmpe færdig uanset resultatet og vendte tilbage til sin plads.

På randen af kollaps

Michael Chang ændrede taktik og begyndte at skifte mellem høje, langsomme bolde, der skulle gøre duellerne mindre løbekrævende og irritere Lendl, og rene vinderslag, der skulle afgøre duellerne hurtigt. Og Lendl, den upåvirkelige slagmaskine, mistede fatningen. Han begyndte at skælde ud på dommer og tilskuere, han lod sig stresse. Chang narrede ham på et vigtigt point med en overraskende underarmsserv, der ikke står i nogen instruktionsbøger. Hele tiden på randen af fysisk kollaps, dårligt nok i stand til at stå op, udstødende smertensskrig efter mange af sine slag, nærmede Chang sig matchbolden. Den kom ved stillingen 5-3 i Lendls serv. På andenserven vaklede Chang langt ind i banen for at modtage serven, selvmorderisk tæt på servefeltet. Fuldstændig uhørt. Lendl blev frustreret, slog ud med armen mod Chang og så op mod dommeren - 'må man det der?' - og lavede dobbeltfejl.

Den mekaniske Lendl var kommet til kort; han evnede ikke at omstille sig til en uventet og ny taktik, og han magtede ikke at abstrahere fra de følelser, som modstanderens manifeste og på en tennisbane ekstreme emotionelle udtryk vakte i ham selv.

Det er fristende at lade Lendl agere parafrase over Østtysklands dystopi om ensretning, kontrol og kraft som vejen til succes. Muren faldt i 1989, da man i Østtyskland erkendte, at spillet var slut, og kommunismen havde spillet fallit. Drømmen havde levet i nogle årtier bag Jerntæppet, men den blev aldrig forløst som en levedygtig idé frit levende blandt andre ideer.

Ivan Lendl vandt aldrig Wimbledon. Han blev amerikansk statsborger i 1992.

Jakob Fredslund er født i 1972 og arbejder som konsulent i en anvendelsesorienteret forskningsvirksomhed

Serie

Seneste artikler

  • Tysklands 9.11.

    18. november 2009
    Den 9. november er en tysk lettelsens dag. Men ikke kun.
  • Tilbagetogets helt blev svigtet

    7. november 2009
    I et længeresigtet historisk perspektiv kan man spørge, hvor klogt det var at strække et i forvejen anspændt NATO længere østpå end Tyskland. Russisk forfølgelsesvanvid og hævngerrighed er blevet næret derved
  • En følelse af at blive snydt

    7. november 2009
    20 år efter Murens fald står det klart for mange østberlinere, at markedsøkonomien ikke ledte hen til det lovede paradis. Og både nynazister og kommunist-nostalgikere står klar i kulissen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer