Kommentar

Murens fald - og pligt

Med henblik på også natur-(for)faldet
Debat
10. november 2009

I komedien En Skærsommernatsdrøm af en vis Shake-Speare (på dansk: Spyd-Ryster) opfører glade håndværkere og elskere (på latin: amatører) tragedien Pyramus og Thisbe. Der gerne kan opfattes som en uimodståelig parodi på en sand kærlighedstragedie: Romeo og Julie, som Spydryster ganske vist selv havde digtet! Og efter alt at dømme lige haft drønende succes med på teatret. Blikkenslager Tryne påtager sig i den kåde sommernat den utaknemmelige, men for en tragedie nødvendig rolle som 'Muren'. Adskillelsen mellem de ulykkeligt elskende. I sin lige så kåde danske oversættelse lader Niels Brunse på et tidspunkt 'Muren' deklamere blankverset:

Og nu behøver jeg ej mere her at stå;/ vor mur har gjort sin pligt, så nu kan muren gå.

Noget af en anakronisme fra Brunses side, da der dog skulle gå et par hundrede år, før den tyske digter Friedrich Schiller udødeliggjorde udtrykket, der på dansk hedder: Moren (negeren) har gjort sin pligt. Moren kan gå.

For blikkenslager Tryne taler ikke udtrykkeligt på engelsk om pligt. Og dog er de lærde efterhånden nogenlunde enige om, at Schiller i sin tid lod sig inspirere af ikke blot Shakespeares stykke om moren Othello, men også af sommernattens uimodståelige narrerøves berømte scene. Så berømt, at den måske sammen med faldet af Jerikos mure i Det gamle Testamente er det mest berømte eksempel på en murs fald indtil for 20 år og en dag siden. Da en mur faldt, hvis fald i disse dage fejres over store dele af i hvert fald den vestlige verden. Fordi der aldeles ikke knytter sig mindste forestilling om, at den pågældende Berlinmur opfyldte nogen som helst lovlig pligt. Tværtimod. Ene og alene en skændig ulovlighed var den.

Amen. For os, der i sin tid forbandt socialisme og kommunisme med forestillinger om frihed langt mere vidtgående, end nogen enten socialdemokratisk eller socialdemokratistisk/liberalistisk eller amerikansk/nyliberalistisk kapitalisme-frihed har frembragt til dato, var og er og bliver Murens fald for 20 år og en dag siden jubel uden ende, uden grænser, uden mure af nogen art.

Retfærdighed

Her sætter en - shakespearesk - modreplik ind. Formuleret i et interview her i bladet den 13. oktober i år af den britiske professor i økonomi, Tim Jackson. hvis hovedværk, Prosperity without growth - Economics for a Finite Planet, lige er udkommet på engelsk på forlaget Earthscan. I en noget kortere udgave havde det et stykke tid foreligget som den britiske bæredygtigheds- og klimakommissions bud på den økonomi, der skal til, hvis topmødet i København om godt et par uger skal have udsigt til bare det ringeste resultat. Efter konstateringen af, at verdensøkonomien i dag er fem gange så stor, som den var for kun et halvt århundrede siden, og med samme tempo i sin magtudøvelse i år 2100 vil være 80 gange større. Skønt op mod to tredjedele af alle Jordens økosystemer af mangel på trivsel allerede nu er ved at bryde sammen (med Jordens grænser for at optage CO2-ekvivalenter blandt de for tiden mest gennembrudte), sagde Tim Jackson:

»Jeg tager ikke et moralsk eller etisk standpunkt. Var der ikke en øvre grænse for, hvad det økologiske system kunne bære, havde vi som sådan ikke et problem. To milliarder mennesker lever stadig for under en dollar (fem kroner) om dagen, men hvis vi bare kunne udvide økonomien uendeligt, ville selv de fattigste lande jo før eller siden komme op på et niveau af velstand, hvor mennesker kan leve gode liv. Hvis der ikke var grænser for vækst, var der ingen brug for ordet retfærdighed.«

Gud og Birthe Rønn

Umiddelbart en mærkelig udtalelse. Afsværger til at begynde med moral og etik for at ende med en bekendelse til retfærdighed. Middelbart dog mindre mærkelig, når tages i betragtning, hvordan pligt og lov og moral og etik i umindelige tider er begrundet som noget udefrakommende. Noget, som en Gud eller gud eller ens konge eller kone (subsidiært mand), far eller mor, den økonomiske overvismand eller teknologiske naturvidenskabsmand har givet påbud om. I fagsproget kaldes det ligefrem »den naturalistiske fejltagelse«, at ville udlede et bør af det, der er.

»Fejltagelsen« begår Tim Jackson imidlertid. Udtrykkeligt.

For hvad kommer moral og etik, pligt til at vise anstændighed ellers af, end af naturens egne sansbare mure? Grænser for, hvad man selv og ens nærmeste, 'næster', som de kaldes i Bibelen, kan rage til sig. På de fjernestes, 'fjenderne's, bekostning. Moses med Lovens Tavler og Gud og Birthe Rønn, paven i Rom og Dansk Folkeparti, den økonomiske overvismand eller den ateistiske, kulturradikale, liberalistiske eller socialistiske frigørelse er blot i bedste fald afledte størrelser.

Af naturens egne mure springer den trivselgivende frihed. Ingen jubel over Murens fald og naturvidenskabens, teknikkens og pengeøkonomiens tilsyneladende magt over naturen ændrer på det vilkår.

Da murene helt forsvinder i skærsommernatsdrømmen, bryder tragedien frem.

Måtte Tim Jacksons epokegørende værk snart foreligge på dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

H. M. Shakespeare's navn skyldes vist at det var : The Will of: I Am - at han sku' nøjes med selv at ryste spyddet, fremfor at få "den ægte vare" :-)

Steen Rasmussen

Alle de ideologiske slatpissere mistede kortvarigt deres orienteringsevne, da mure faldt, da fjenden faldt bort. Fra da af stod de sejrende koldkrigere alene tilbage.

Nato og EU skulle her genfinde en rolle i verden. Grundlæggende var der kun en enkelt af Europas statsledere, der af hele sit hjerte ønskede Helmut Kohl tillykke med genforeningen, som alle lederne vidste hurtigt ville blive konsekvensen af murens fald (reelt fandt genforeningen sted et år efter murens fald). Man frygtede det nye stortyskland, som for alt i verden skulle spindes ind i de forenede europæiske stater, for på den måde at få gigantens nyvundne ego tøjlet.

Nato var fundamentalt set blevet overflødig, men blev bevaret for at holde amerikanerne inden for i regionen.

Man definerede det ikke som murens opgave at holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde, men med dens fald, så var det mere påtrængende end nogen sinde.

EU er om noget et ekstremt defensivt projekt, skabt i en tid, hvor den sejrende livsstil, den europæiske funktionsdifferentierede samfundsmodel for længst har bredt sig til hele verden.

Det socialdarwinistiske økonomiske og politiske realitetsprincip er kernen i ideologierne.

Problemet med det socialdarwinistiske realitetsprincip er bare, at det er sit eget største problem. Vinderen ender altid med at stå tilbage på scenen, forpligtet på at beskrive sig selv som den bedste, simpelt hen fordi der ikke er andre tilbage. Det har været problemet for den kolde krigs vindere siden murens fald.

EU er et ekstremt defensivt projekt. Det er ikke primært et positivt projektet. Det er en reaktion, noget negativt, afledt og bygget på angst.

Det fornemmes allerede i alle de forlorne former for reflekteret villen i forhold til projektet, i den gøren og laden der foregiver ikke at kunne få for meget af EU, europæisk overnational statsdannelse. Der grædes måske officielt lidt over, at der mangler demokrati, over at nationerne ikke bare forsvinder, at det hele ikke bare kan gå rent op i enheden, i den økonomiske vækst, i ren konsensus, enhed og enfoldighed. Der grædes lidt over at målet er så smukt, men at vi alligevel ikke vil forsvinde rent op i det.

Som institutionaliseret monetarisme er det den overnationale europæiske institution, den udemokratiske politiske konstruktion, der ideologisk og faktuelt sætter markedet over alt andet.

Slatpisserne indrømmer det på den måde, at EU endte med ”kun” at blive et økonomisk samarbejde, hver gang en af de mange traktater er indgået. Det er om noget en sand løgn! Det økonomiske samarbejde består nemlig i at underordne alle andre aspekter i samfundet i forhold til markedet, ud fra den ideologi, der handler om, at det pengeøkonomiske system er selve basis for alt andet i et ensidigt konstitutionsforhold, der minder meget om marxistisk basis overbygning -logik.

Venstrefløjen og højrefløjen har for øvrigt aldrig været uenige om, at det var på økonomien, de ville måles. Det gælder også Kina, der slet ikke har noget demokrati eller falskt ideal om demokrati at sætte ud af kraft for den økonomiske væksts skyld.

Samtlige traditionelle ideologiske retninger har siden stået last og brast om den økonomiske fundamentalisme, som de er endt om med at have som sit eget største selvskabte problem.

I går var jeg i Zoo med min dreng. Der var en chimpanse, der var blevet lukket ude fra de andre i et aflukke under det noget større rum, de andre chimpanser befandt sig i. Den var forfjamsket, og kunne stikke sine fingre igennem nogle tremmer ud til de andre. Det var underholdende at se på. Vi gav den en del tilråb på abesprog og gjorde tykt grin med den, da den pludselig kom hen og kikkede mig lige ind i øjnene ca. 10 cm fra, ind til glasset duggede helt til på dens side.

Det var lige som at være i fokus på baggrund af nogle betydninger, der var helt fremmede for mig. Det var lige som at blive kikket lige igennem, afsløret i den fuldstændigt fremmedes perspektiv.

Jeg er bange for, at der skal et fuldstændigt fremmed perspektiv på den herskende orden, hvis ikke den bare skal rådne op i sin kamp med sig selv, sin økonomiske vækst og sine evindelige og patetiske forsøg på at flygte fra sig selv. Den selvpålagte europæiske spændetrøje og hele den herskende ordens neurotiske og kontraproduktive vækstmani tør ikke se sig selv som en trussel, men hævder bare vækstidealerne stærkere og stærkere i takt med at beviserne på det selvnegerende i dens adfærd vælter ned over os. Der skal i sandhed mere end moral til at frelse de gode fra sig selv.

Inger Sundsvald

Nu havde jeg det lige så godt.
Men anbefaling alligevel til Steen Ole Rasmussen.

Hermed offentliggøres for første gang KG's lov - der ( desværre ) gælder temmeligt nøje for samfund:

At produktet af ( omfanget af ) menneskenes frihed og ( omfanget af ) pengenes frihed ( i et samfund ) , er en ( temmelig ) konstant størrelse !

Dog er det fulde pengemarked endnu ikke SÅ eneherskende at det ( endnu ) aldrig sker at mennesker har sex med hinanden uden at der mere/mindre ligefremt altid er penge indblandet i ( også ) det.

Steen Rasmussen

Nu kan vi heldigvis ikke eksponere vort sind i al dets gru på disse sider. Vi kan ikke gennemføre det perfekte sindelagssplatteri af den karakter, der ellers kunne sælge ethvert medie. I så fald ville du, kære Inger Sundsvald, løbe skrigende ud med det gode humør, når jeg kom ind. Du er klart nok et godt menneske, som gør sin pligt og trøster mig lidt, når jeg forsøger på at etablere det diabolske perspektiv på hele molevitten.

Du gør hvad du kan, for at forstå mig, men kan ikke altid. Det har du selv skrevet. Jeg tror dig, lige som jeg tror at Google er Gud. I hvert fald er denne indretning med til at holde sammen på mit indre univers:

http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4HPE...

http://www.google.dk/search?hl=da&safe=off&rlz=1T4HPEB_daDK236DK236&q=sl...

Inger Sundsvald

Steen Ole Rasmussen

Du udtrykker dig helt klart med perspektiver, der er adskillige grader over hvad min fattige forstand kan kapere. Men jeg forsøger skam, og af og til er der noget der fiser ind. Det er dog ikke altid jeg tør udsætte mit skrøbelige sind for den slags realiteter.
Jeg er ikke spor flov over det.

Inger Sundsvald

Men jeg vil i øvrigt gerne have mig frabedt at blive kaldt et ”godt menneske”. Vorherrebevarmigvel!

Undskyld kraftudtrykket - men udtrykket har gnavet i min sko i over fire timer som en sten om halsen.

Maria Francisca Torrezão

Når Tim Jacksons epokegørende værk udkommer på dansk, vil vi alle skynde os at købe eller låne det. Indtil da, må vi nøjes med den engelske udgave. Vi kan allerede bestille den via bibliotek.dk. Bogen findes p.t. kun på Statsbiblioteket, Den Kongelige Bibliotek og CBS Bibliotek, men, som vi alle ved, har vi som borgere en vis indflydelse på, hvad der indkøbes rundt omkring på landets biblioteker. Viser vi interesse for en bog bliver den som regel indkøbt.
Derfor: kom forbi din bibliotek i morgen og bestille bogen eller bestille den her allerede i dag.

http://bibliotek.dk/vis.php?base=&field1=lfc&term1=Jackson%20Tim%201957%20

Maria Francisca Torrezão

Om igen:

Derfor: kom forbi dit bibliotek i morgen og bestil bogen eller bestil den her allerede i dag.

http://bibliotek.dk/vis.php?base=&field1=lfc&term1=Jackson%20Tim%201957%20

Steen Rasmussen

Inger Sundsvald

Det var lidt klodset at kalde dig et godt menneske, og det er klart nok et sympatisk træk ikke at ville være god!

Kan du forklare mig hvorfor det er bedre ikke at være gode end god?

Steen Rasmussen

Og det, at Ínformation nu lader kommentarernes synlighed på forsiden betinge af vores gensidige rygklapperi eller mangel på samme, forekommer mig direkte usmageligt.

Hvis man havde den fordom, at vi pamfletskribenter i et og alt er domineret af behovet for at promovere vore små reflekterede jeg´er i hinandens øjne, ja så bekræfter man det da performativt, ved at lade synligheden af indlæggene betinge af antallet af tilhængere.

Det at indlæggenes synlighed nu betinges af, hvor mange kors og stjerne vi har givet hinanden på, det er et grimt træk. Det perverterer indholdet og hele processen.

@Steen Ole

Holder du foredrag? Jeg synes vældig godt om dine udredninger og kunne nok tænke mig at hyre dig...

Inger Sundsvald

Steen Ole Rasmussen

Nej det ved grød jeg ikke kan på en fornuftig måde. Nu overvurderer du mig.

For mig er massebetegnelsen ”de gode” ikke hverken værre eller bedre end at være ”god”. Begge dele byder mig imod, da jeg ikke rigtig tror på ”det gode”, hverken i ental eller flertal.

Jeg vil heller ikke være sympatisk.

Steen Rasmussen

Kære Inger sundsvald, jeg elsker dig!

Inger Sundsvald

Så er min dag reddet ...

Steen Rasmussen

Stanley
Jeg er bevidst arbejdssky af profession. Dvs. jeg lever af at være bolighaj, kombineret med ca. 4 måneder om året hvor jeg arbejder som savskærer, og så nasser jeg både på min kone og staten en gang imellem.

Jeg har været vant til at snakke og holde oplæg i en noget snæver kreds, som vi kalder selskab for arbejdsforskning her i Odense. Og jeg holder gerne foredrag på samme måde andre steder også. Men kun på baggrund af specificerede ønsker som retter sig helt præcist mod noget af det jeg har skrevet og hvis evt. deltagere har sat sig ind i noget af det på forhånd. Eneste krav er at man giver selskabet et symbolsk beløb plus transport af mig frem og tilbage. Du kan finde mit telefonnummer i slutningen af nogle af de tekster, der er lagt ind på: www.arbejdsforskning.dk/artikler.asp

@Steen Ole

Det vil jeg tage til nøje efterretning...

John Jørgensen

Ejvind:

"Grænser for, hvad man selv og ens nærmeste, ‘næster’, som de kaldes i Bibelen, kan rage til sig. På de fjernestes, ‘fjenderne’s, bekostning."

Det er jo bare ikke på fjendernes bekostning.
Vi saver bevidstløst løs på den gren vi selv sidder på.
Selvrespekt og ivskvalitet er den virkelige taber.

Er tid til fordybelse og eftertanke ikke betinget af Thoreau´s "selvvalgt fattigdom"?

Altså i vores tilfælde; små faste udgifter, med heraf følgende frihed til små indtægter, (kort arbejdstid, eller sjovere/mere meningsfyldt job til dårligere betaling). = mulighed for overskud til, socialt og miljøsk, liv og ansvarlighed.

Bemærk at en stor pose penge og en villa i de dyre kvarterer IKKE er "gangbar mønt".
Elitens uskrevne normer, og rædslen for at finde Bentley`en mishandlet og villaen tømt, udelukker formentlig den nødvendige Ro.