Klumme

Når fortid er fremtid

Ikke mere at komme efter hos en kendt dansker og betragtninger om det valg alle vandt, især når de tabte
Den jubelhenrykte trivselsjunkie med gågader og andre tåbelige trafikeksperimenter på hjernen Klaus Bondam, skal til glæde for de fleste Københavnere ikke længere være borgmester for byens fysiske rammer

Den jubelhenrykte trivselsjunkie med gågader og andre tåbelige trafikeksperimenter på hjernen Klaus Bondam, skal til glæde for de fleste Københavnere ikke længere være borgmester for byens fysiske rammer

Peter Helles Eriksen

21. november 2009

»Hvad angår Muhammedsagen, så betragter jeg den som fortid. Nu ser jeg fremad. Jeg har den dybeste respekt for folks religiøse følelser; jeg tror også inderligt på åben dialog mellem religioner og kultur.«

Citatet, klippet fra Politiken forleden, kan indgå i en gættekonkurrence for læserne, sådan én aviserne med mellemrum bringer. Hvem sagde hvad hvornår? Det kan også bruges som eksamensspørgsmål i danskhed ved en af de nye sindelagsprøver, hvis formål er at afvise fremmede udstyret med den vanvittige idé at ville slå sig ned i Danmark. Uendeligt uden tilhvisket bistand kan gætte ophavet og opnå dansk statsborgerskab, og så bliver Søren Krarup og Rønn Hornbech jo helt kristne i mælet; endnu en kamp for danskheden er fægtet med åben pande og forrykte prøver.

Den person der således betragter fortid, som noget der ikke behøver betragtes og ser frem og inderligt tror på dialog, er en kendt dansker, der har beklædt en stor stilling i samfundet. En person der efter at have beordret sine embedsmænd til at skaffe sig et ordentligt job i det internationale miljø nu -i modsætning til den fortid han ikke mere betragter - er tvunget til at føre åbne dialoger med andre religioner og kulturer.

Uinteressant fortid

En person der med stor virtuositet på et tidligere trin i karrieren - i fortiden som er den ubetragtede fortid - klarede paragrafferne i sit ministerium ved kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget og blev verfet ud af den daværende regering.

Personer af denne beskaffenhed definerer ofte historien som uinteressant fortid og ser hellere frem. De ser især gerne frem, når der er noget i fortiden, som i karakteren understreger behovet for ikke at betragte den, men snarere se bort fra den og koncentrere sig om fremtiden.

Om denne kan man ikke sige nær så meget, som man kan om fortiden; derfor foretrækkes fremtiden for fortiden, om hvilken kyndigere folk kan sige adskilligt mere meningsfuldt.

Folk med udtalt behov for at se frem anvender imidlertid ofte fortiden efter forgodtbefindende. Således betragtede personen, der her skal gættes, på et tidspunkt i fortiden hellere end gerne og uopfordret en anden fortid, der ligger længe før den førstnævnte fortid - den fortid med kreativ bogføring - som en fortid der var værd at betragte, skønt den fortid som sagt lå betragteligt længere tilbage i fortiden end også den fortid - Muhammedsagens fortid - personen altså heller ikke mere betragter, fordi han betragter den som ubetragtelig fortid. Personen udtalte sig med stor sikkerhed om den fremhævede fortid, nemlig besættelsesfortiden, og slog fast som en kendsgerning at samarbejdspolitikken var ussel.

At personen skulle have særlige forudsætninger for at sige sådan eller overhovedet forudsætninger for at betragte fortiden på nogen nævneværdig mere kvalificeret måde end andre folk, der normalt ikke giver sig af med at betragte fortiden, var heller ikke ved denne lejlighed umiddelbart indlysende. Selve udtalelsen om besættelsesfortiden og den sammenhæng, hvori udtalelsen faldt fik en og anden til at tænke på, hvor klogt det kan forekomme, når visse personer godhedsfuldt helt undlader at betragte fortiden, fordi de for eksempel ikke har noget påtrængende begavet at sige om den.

Læsere der på denne oplysende baggrund her har gættet, fra hvem citatet stammer, deltager ikke i lodtrækningen om en fladskærm eller et kaffestel til tolv, hvilket heller ikke er blevet udlovet, men anmodes om at gå lidt stille med dørene, eftersom spørgsmålet jo fremover skal kunne bruges til at holde uønskede borte fra landet.

De læsere der endnu ikke har gættet personen, bør begynde forfra på klummen, igen og igen, lige ind til det lykkes. Eller én gang for alle opgive at trænge dybere ned i substansen og opsøge nærmeste boghandel, hvis den ikke som følge af de frie bogpriser er gået konkurs, og dér eller i en Kop og Kande eller Brugsen købe en bestsellerkriminalroman af en midaldrende heftig blond kvindelig svensk forfatter med praktiske briller.

Kommunalvalg

Og nu til kommunalvalget. Sejren har mange fædre, nederlaget er forældreløst. Venstre raslede ned, og statsministeren gav sig selv (lidt af) skylden ved at tage æren for den kommunalreform, der har betydet at SF og DF har kunnet opstille i samtlige af landets kommuner og dermed opsluge stemmer. Det forklarer jo alt og Venstres nederlag.

Det strejfede ikke statsministeren, at det netop var strukturreformens ulyksalige konsekvenser, for hvilke vælgerne straffede statsministerpartiet eller blev hjemme på sofaen. De konservative klarede sig forbløffende, og det er betænkeligt at forbløffe ved blot at klare sig. Socialdemokraterne gik tilbage på landsplan og opfattede for tredje gang i træk et nederlag som en sejr. Det kan man selvfølgelig godt sige, det er, når man render med nogle store borgmesterposter, men partiet har ikke råd til flere af den slags sejre, som ikke bør forlede ledelsen til at tro at gralen er vel forvaret.

Er tendensen den samme i landspolitik, og holder denne, også hvad angår DF, hvilket meget tyder på, burde samtlige anstændigere partier rette skytset mod denne indre nationale fare og sætte som mål at holde folkepartiet ude fra regeringskontorerne efter næste folketingsvalg. Det er slemt nok, som det er, vi skulle jo nødig sættes under administration af FN eller Europarådet.

Borgmester Bondam

At Klaus Bondam nu ikke længere er borgmester for de fysiske rammer er en lykkelig begivenhed for mange københavnere; denne jubelhenrykte trivselsjunkie med gågader og andre tåbelige trafikeksperimenter på hjernen er i skrivende stund på vej til at blive Københavns nyindrettede integrationsborgmester. Sagt uden malice og henvisninger til at det var en sådan nyoprettet borgmesterpost, de radikale bekæmpede med næb og klør, vil Bondam her være anbragt på en mere passende hylde, eftersom den glade mand har en erklæret humanistisk indstilling til de såkaldt etniske og ikke kan døje DF's afskyvækkende og menneskeforagtende holdninger. Det er da godt nok, når det nu ikke kan være anderledes.

Ære være deres minde

Det korte af det lange betyder valget ikke alverden, når man ser koldsindigt på det og ikke lyder helt så henrykt i mælet som et par af DR's valgmedarbejdere. Hvem lærer dem den der spytslikkerformidling med koket latter i hele organet og øretæveindbydende veloplagthed. Er de på ulovlige piller!

Regionerne betyder ikke en skid, og det kommunale selvstyre som sådant er ren illusion og bliver det, som klummisten skrev så rigtigt sidste gang, for hver finanslov stadigt mere. Skattestop, stigende udgifter til sygehuse og ældre, o.m.a. båndlægger midlerne. Med regering og folketingsflertal der bestemmer ned i detaljen samt landspolitikernes stigende behov for daglige adfærdsregulerende markeringer på snart sagt alt, hamres for hver gang ydermere nye søm i ligkisten med det nære samfund indeni. Det kan man beklage eller det modsatte - Danmark er jo i forvejen et meget lille og nært samfund og mindre end en storby ude omkring - men man kan ikke se bort fra det.

Siden sidst døde to store jævnaldrende landsmænd. To på hver deres måde modige mennesker med meget godt og vigtigt at byde andre: digteren Erik Stinus og forfatteren Jesper Jensen. De svigtede ikke deres overbevisning om at det kan nytte noget, og man har en pligt.

Æret være deres minde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristoffer Olsen

"denne jubelhenrykte trivselsjunkie med gågader og andre tåbelige trafikeksperimenter på hjernen er i skrivende stund på vej til at blive Københavns nyindrettede integrationsborgmester."

Det var da en gang forvrøvlet sludder, at etablering af gågader i København skulle være et "tåbeligt trafikeksperiment". Jeg formoder, at skribenten mener, at etableringen af Strøget som gågade har været en succes, hvilket allerede viser, at man ikke kan generalisere så firkantet, som påstået i det ovenstående. Derudover er det da kun sympatisk, at enkelte politikere rent faktisk tilstræber at etablere et bymiljø, hvor københavnere kan færdes uden at skulle frygte at dø af skadelige partikler fra bilernes udstødning. Det er som bekendt ikke et initiativ, vi skal forvente fra statens side jævnfør regeringens fodslæbende attitude siden 2005 med at leve op til kravene i EU's luftkvalitetsdirektiv.

'At Klaus Bondam nu ikke længere er borgmester for de fysiske rammer er en lykkelig begivenhed for mange københavnere; denne jubelhenrykte trivselsjunkie med gågader og andre tåbelige trafikeksperimenter på hjernen er i skrivende stund på vej til at blive Københavns nyindrettede integrationsborgmester.'

Ja lige præcis denne ville jeg også kommentere på, men nu Kristoffer Nilaus Olsen fået peget på de væsentligste ting. Jeg er ligeglad med Bondam, men jeg har tidligere haft en korrespondance med Georg Metz om byens trafikale forhold (herunder især urimelig parkering langs kanalerne og ødelæggelse af uforlignellige miljøer) og kritiseret hans bilistsympatiske synspunkter, og jeg undrer mig lidt over, om det er det samme, der stikker hovedet frem her. Det ligner lidt, men det er jo for utydeligt til at man kan gennemskue det.

Sig mig lige f'ørst Georg: Er du nu blevet så gangbesværet, at du ikke kan komme rundt uden bil? Og hvad der i vejen med en by, hvor livet kan udfolde sig på alles præmisser og som er befriet for den beslagslæggelse af det offentlige rum, som bilismen udøver hver eneste forurenede dag?

I øvrigt kan du godt - lissom alle andre - vænne dig til, at bilismens æra - begrundet i energimangel og valget mellem mad i maven eller benzin i tanken - lakker mod enden, og at det vil betyde en total reorgansiering af byens rum som rækker langt videre end nogen af de lidt fantasiløse forslag der har været fremme indtil videre.

Det' er sku' lige til at blive helt religiøs af -
for den eneste mulige forklaring på det som hændte, synes at være at R, ny alliance, VKO og i særdeleshed: O, blev sendt af Gud for at prøve vi andres kærlighed til Danmark.

Hvorfor nævne R og Ny alliance i det selskab
( VKO ) ? Fordi samtidigt med at de giver udtryk for den allerhellligste forargelse over at: Zenofobi, racisme og fremmedhad breder sig - går de ind for en økonomisk poltik der endnu mere vil udtømme krybben på samfundets bund - så hestene der kommer enndu mere op at toppes - og da de radikale og ny-alliancerne næppe er dumme, må også de være velvidende om at det vil ske - så kun sproget's værste gloser kan vel så nogenlunde række til en nogenlunde passende beskrivelse af de politikere.