Kronik

Et nyt flertal er bundet af forlig

Folketingets politiske partier binder sig rask væk til at føre den samme politik på en lang række områder i så mange år ud i fremtiden, at det kan være svært at gennemføre en ny politik efter et regeringsskifte. Samtidig medfører den udbredte indgåelse af forlig, før der laves lovgivning, en uigennemsigtig beslutningsproces
Folketingets politiske partier binder sig rask væk til at føre den samme politik på en lang række områder i så mange år ud i fremtiden, at det kan være svært at gennemføre en ny politik efter et regeringsskifte. Samtidig medfører den udbredte indgåelse af forlig, før der laves lovgivning, en uigennemsigtig beslutningsproces
Debat
25. november 2009

Der er givetvis en forventning om, at et flertalsskifte efter et valg, som resulterer i en ny regering, vil gennemføre en anden politik. Det vil utvivlsom ske på en række områder, men der er også områder, hvor et flertalskifte ikke betyder politikskifte. Det skyldes, at der er indgået en række forlig, som også binder en ny regering.

Der er flere grunde til, at det opfattes positivt, at en regering indgår brede forlig, inden den fremsætter sine lovforslag: • For det første opfattes det som mest demokratisk, at flest mulige mandater står bag større reformer. •For det andet kan brede forlig vise, at det samarbejdende folkestyre fungerer. •For det tredje gør det lovgivningen langtidsholdbar, når der er tale om et bredt forlig, og når forliget varer i ganske mange år. •For det fjerde er det attraktivt for partierne at komme med i forlig. Det giver indflydelse. Partier uden for forlig er uden for indflydelse, hvilket i sig selv kan være motiverende for at indgå forlig.

Der kan være megen fornuft i og saglige argumenter for brede forlig, som rækker mange år ud i fremtiden, når det drejer sig om beslutninger, der i særlig grad vedrører menneskers situation mange år frem, som det er tilfældet med velfærdsforliget, når det gælder efterløn og folkepension. På samme måde, når det gælder de store trafikinvesteringer, f.eks. byggerierne af Storebælts- og Øresundsforbindelsen, Metroen og Femern Bælt-forbindelsen.

Manglende opposition

Uanset at der i en række tilfælde kan være fornuft og saglighed i brede forlig, der varer i mange år, er forlig også forbundet med problemer.

For det første er det en del af folkestyret, at et flertal, der kommer til udtryk ved et folketingsvalg, også skal kunne aflæses i den politik, der bliver ført, og de lovforslag, der bliver vedtaget. Med brede forlig, der varer i mange år og derfor også eksisterer efter et folketingsvalg, kan et flertalsskifte undertiden have svært ved at manifestere sig efter et folketingsvalg. Det nye flertal og den nye regering kan være bundet ganske meget af de forlig, som de nye regeringspartier tidligere har indgået med den daværende regering.

For det andet risikerer man med meget brede forlig, hvor næsten alle partier er forligspartnere, at der stort set ikke er nogen opposition, der kan være kritisk over for forligets indhold og i fuld offentlighed kan udøve kontrol med regeringen på området. Et eller to mindre partier, der er uden for forliget, kan have svært ved at udfylde rollen som opposition.

For det tredje afgøres mange spørgsmål bag lukkede døre i forligskredsen. Det er her, mange af de interessante spørgsmål til forligsgrundlaget og dermed kommende lovforslag afklares. Når forliget skal udmøntes i lovforslag, sker det bag lukkede døre i forligskredsen. Det samme gælder, når forliget evt. senere skal justeres, og der også på den baggrund kommer lovforslag. Der er ikke megen offentlighed om sådanne afklaringer, udmøntninger og justeringer. De svar, der gives til afklaring på spørgsmål i forligskredsen, er ikke umiddelbart offentligt tilgængelige i modsætning til de svar, der gives i et folketingsudvalg.

Forlig er ikke en ny opfindelse. Det nye ligger i, at forligene i dag indgås inden lovforslag fremsættes, hvor der for 15-20 år siden blev indgået forlig, efter at lovforslagene var fremsat. Dertil kommer, at der indgås betydelig flere forlig, som betyder, at partier har bundet sig til hinanden i forhold til fremtidige ændringer.

En række af regeringens forlig er smalle forlig med Dansk Folkeparti. Det gælder f.eks. finansloven, skattereformen, kommunalreformen og udlændinge-, asyl-, integrations og indfødsretslove. Ved et flertalsskifte, hvor VOK-partierne mister deres flertal, vil forligene på disse områder være ude af kraft, da der ikke længere er et flertal bag dem.

I en række andre tilfælde har regeringen valgt at indgå bredere forlig, hvor Socialdemokraterne og De Radikale også er med. I en del tilfælde kun et af partierne. Endelig er SF i stigende omfang også med i forlig.

For mange lange forlig

Der er fornuft i og saglige argumenter for, at visse forlig er brede og ikke har nogen udløbsdato, eller en meget sen udløbsdato - f.eks. forligene om velfærdsreformen og de store trafikinvesteringer. Men det gælder ikke en række andre forlig, der er uden eller med en sen udløbsdato, f.eks. forlig om SU, telelovgivning, folkeskolen, universitetsloven, gymnasierne, læreruddannelserne og ministerkalendere.

Da VK-regeringen kom til i 2001, ville den lave meget om på folkeskolen og ville i første omgang afskaffe kommunernes forpligtelser til at tilbyde modersmålsundervisning. Det var de andre partier bag folkeskoleforliget fra 1993 uenig i. Derfor så VK-regeringen åbenbart ikke andre muligheder end at bryde forliget. Situationen havde været en anden, hvis folkeskoleforliget havde været åremålsbestemt, som det er med en række andre forlig. Så kunne regeringen have ventet et par år indtil forligsperiodens udløb med at gennemføre vidtgående reformer på folkeskoleområdet med en ny forligskreds og vel at mærke uden at bryde et eksisterende forlig.

Hvis der kommer et flertalsskifte efter næste valg, og der kommer en S-SF-R-regering, vil den stå i en lignende situation, som VK-regeringen gjorde i 2001 med folkeskoleforliget. Blot med endnu flere bindinger på grund af flere forlig. Nogle forlig er tidsbegrænset, hvilket betyder, at en ny regering vil kunne sætte sit særlige præg på et kommende forlig. Det er noget andet, når det drejer sig om forlig uden udløbsdato. De brede forlig, der også eksisterer efter et folketingsvalg, og som en S-SF-R-regering skal respektere, bærer selvfølgelig præg af, at de er indgået under VK-regeringen. Mange af disse forlig ville givetvis have set anderledes ud, hvis de var blevet udarbejdet under en S-SF-R-regering. Det ændrer dog ikke ved, at forlig er forlig, og forlig skal respekteres. Så selv om der kommer en anden regering, vil politikken på en række områder også være bestemt af VOK-partierne, da de er forligspartier, så længe der er forlig.

S og R's soloforlig

Særlig interessant i den forbindelse er de forlig, som kun Socialdemokraterne eller De Radikale er med i. Socialdemokraterne har f.eks. forlig med VOK-partierne om folkeskolen og med VK-regeringen alene om universitetsloven. Hvis der kommer en S-SF-R-regering, vil SF og De Radikale efter gældende forligsnorm automatisk blive medlemmer af forligskredsen i begge tilfælde, idet de to partier samtidig accepterer de eksisterende forligsgrundlag.

Som en del af forligsnormen kan forlig kun opsiges forud for et folketingsvalg med virkning efter folketingsvalget. Derfor vil en evt. S-SF-R-regering stå i den samme situation, som VK-regeringen gjorde efter valget i 2001, medmindre Socialdemokraterne opsiger forligene før folketingsvalget. Lignende situationer kan opstå, hvor De Radikale alene har forlig med VOK-partierne f.eks. om nordsøolien, der løber til 2042, jobplanaftalen, der indfases frem til 2020 og aftalen om den almene boligsektor, der løber til 2014.

Forligskulturen og forligsnormen er en central del af den danske parlamentariske tradition, og forlig er ikke mindst vigtige for, at større reformer, som det tager tid at gennemføre, kan blive gennemført.

Forligskulturen er dog ikke uden problemer. Lukketheden omkring de papirer, der foreligger i forbindelse med forligsforhandlingerne, er et problem i forhold til den åbenhed, der ellers er i lovgivningsprocessen. Papirerne kan naturligvis ikke være offentligt tilgængelige under forligsforhandlingerne, men de burde kunne gøres offentligt tilgængelige, når forlig er indgået. Forlig uden udløbsdato rummer særlige problemer især i forbindelse med flertalsskifte, idet et flertalsskifte kan have svært ved at slå igennem i form af et reelt politikskifte. Derfor burde forlig uden udløbsdato kun indgås, når særlige saglige grunde taler herfor som f.eks. forligene om velfærdsreformen og de store trafikinvesteringer. I stedet burde man benytte sig af åremålsafgrænsede forlig på f.eks. fire-seks år.

Aage Frandsen er forfatter til bogen 'Lovgivningsprocessen i praksis' og tidligere folketingsmedlem for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frandsens lange erfaring med lovgivningsarbejde mærker selvfølgelig tekstens indsigt i forligsmønstret, men er fænomenet særlig bastant? Med Jens Otto Krags bemærkning om at skifte mening behøver man jo ikke at signalere svingerpolitik eller uansvarlighed, på den anden side er forlig ofte store partiers samarbejde for at manifestere en midtsøgende middelmådighed, sjældent med oppositionen, enhver sags anden part, jv. Stauning-perioden, hvilket kan få fatale følger for folkestyret, når den slags kompromisser råder.
Alt i alt kan politikere smyge sig ud af enhver aftale, også af forligsteksten uden egentligt forligsbrud, men ved hjælp af elegante fortolkninger (- Frandsen er selv fortolkningens mester). Lovgivning forudsætter jo ikke forlig, blot et flertal, og er loven først vedtaget binder den alle partier, indtil et nyt flertal vedtager en ændring. I mellemtiden både lovændringerne og samfundsudviklingen kan have tilsidesat alle forlig.
Måske skyldes det et "stiltiende forlig", når to af samfundets allervigtigste emner i årevis ikke har kunnet manes op i en valgkamp, integration og krigsdeltagelse. Oprindeligt var Frandsens parti modstandere af krig og af Nato, indtil den militante fløj via Peterberg-forhandlingerne fik overtaget og man vedstod sig, at krig er og bliver den mest slagkraftige magt, som et parti kan få.
Regeringen med Fogh Rasmussen som drivkraft erklærede på forbløffende få folketingsmandater krigen, stærkt bifaldet af det militantiske DF. Derefter tilsluttede socialdemokraterne sig og på trods af en stærk opposition i folketingssalen til sidst SF.
Forlig eller ikke-forlig, i dag er Holger K.Nielsen blevet talsmand for Afghanistan-exit (se f.eks. dagens JP), men da er tiden forpasset og terningerne kastet. Et enten-eller kan ikke byttes med et 'både-og' under tilbagetoget fra de mange døde, som man slog ihjel og ikke kan genoplive og lade indgå i forlig. Fred og demokrati er ikke et forligsspørgsmål eller en returpost.
Nu vi kan så vente på en række fortolkninger om samarbejde og forlig.