Kommentar

Obama skal skabe drama

I Mellemøsten er den amerikanske præsident nødt til at markere det vendepunkt, der ændrer spillets præmisser fuldstændig: Tiden er inde til at fremlægge en fredsplan
Debat
1. december 2009

WASHINGTON - Da han gjorde sit indtog i Det Hvide Hus, erklærede Barack Obama, at hans regeringstid ville være kendetegnet ved et skifte i stil og tone: Slut med den overdrevne nidkærhed og de trættekære verbale disputter og slut med den aggressive attitude over for politiske rivaler og modstandere.

Han ønskede sig en administration, der opfører sig på imødekommende vis og søger dialogen med selv de mest forhærdede fjender for ad den vej at nærme sig en løsning på konflikter. Han ønskede forsoning og en fremstrakt hånd - egenskaber, som til fulde afspejler hans sammensatte personlighed, egenskaber, som han lært sig fra zenbuddhistisk tænkning, og som har gjort ham til en nøgtern og eftertænksom leder, en leder, der tænker, før han taler.

Lave rav i den

I en verden på kogepunktet, hvor rastløse ledere rejser kloden tynd, refererer den amerikanske præsidents rådgivere til ham som No Drama Obama. Og det kan alt sammen være meget godt, når det gælder om at styrke båndene til Japan eller Sverige. I Mellemøsten, hvor den mest udbredte vending er 'lad os lave rav i den', er den amerikanske præsident imidlertid nødt til at finde en anden indfaldsvinkel og gå efter at markere det vendepunkt, der kan ændre spillets præmisser fuldstændig.

Dette er nøjagtig tidspunktet, hvor Obama bør tage det radikale og omfattende initiativ, som ingen vil kunne ignorere: Han er nødt til officielt at fremlægge sin fredsplan, hvis hovedtræk blev afsløret allerede for et par måneder siden: En palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad side om side med staten Israel, således at Israel får lov til at annektere de største bosætterenklaver, men til gengæld for udveksling af jord, så palæstinenserne får nyt territorium.

Et dristigt skridt

Obama er nødt til at insistere på, at der bliver forbindelse mellem Vestbredden og Gaza (han støtter ideen om at bygge en bro), og på, at Hamas skal være en partner. Uden opbakning fra både Fatah og Hamas vil enhver aftale være værdiløs.

Kort tid efter den israelske premierminister, Benjamin 'Bibi' Netanyahus besøg i Washington talte jeg med en højtstående amerikansk embedsmand, som er involveret i de mæglingsbestræbelser, som foregår mellem israelerne og palæstinenserne. Han lød modløs - både over Bibi, over Abbas og over det bundne hænder i det Amerika, som han ville ønske, ville foretage et dristigt skridt i en fastkørt strid og i en del af verden, der savner modige ledere.

Han sagde, at han ganske som sin foresatte - Obama - har indset, at en sådan proces ikke kan stimuleres uden en eller anden konstituerende begivenhed, f.eks. løsladelsen på samme dag af den israelske soldat Gilad Shalit og palæstinenserlederen Marwan Barghouti, eller at den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, foretager en mediedækket rejse til Damaskus, hvor hun fører den syriske præsident, Assad, med sig om bord på sit fly, lander med ham i Jerusalem og holder en tale i Knesset.

Obama er nødt til at præsentere alle parter i Mellemøsten for sin generelle fredsskitse. Han må tage fat på de endelig samtaler om at skabe en palæstinensisk stat inden for to år, således at den kan nå at blive oprettet, mens han stadig er i sin første embedsperiode. Frem for alt er han nødt til at forklare parterne, hvordan hans omfattende fredsplan ser ud: Det handler ikke kun om at opgive Østjerusalem, men også om at israelske turister skal kunne spise humus i Damaskus og køre i jeep ud for Riyadh. Han er nødt til at sige det højt, at der må være sideløbende dialog med Syrien og senere med andre arabiske stater og den øvrige muslimske verden.

Ikke give op

Og når han har præsenteret sin plan, må parterne nødvendigvis melde ud, hvorvidt de er parate til at følge ham. Det må står klart, hvem der er med, og hvem der eventuelt bare forsøger at vinde tid.

Det frygteligste øjeblik vil komme, hvis Obama giver op og siger, at nu er der ikke flere chancer. Han prøvede, men det slog fejl. Det vil betyde, at palæstinenserne kun har to muligheder tilbage: Den første er unilateralt at erklære deres stat bag 1967-grænserne og søge at opnå international anerkendelse heraf fra i det mindste dele af verden. USA vil ikke være blandt de første lande til at anerkende en sådan stat, men kan på længere sigt blive nødt til det.

Det andet palæstinensiske alternativ vil være at opgive planen om en tostatsløsning til fordel for at satse på en enstatsløsning. Palæstinenserne vil ønske at være ligeværdige borgere i en stat mellem Jordan-floden og Middelhavet.

For Israel vil dette være ensbetydende med den jødiske stats ophør. Hvis man ikke kan se, hvad konsekvenserne heraf vil blive, lider man af historisk og diplomatiske blindhed. Men sådan er Obama trods alt ikke. En mand, som var i stand til at vinde præsidentposten efter en halv periode i Senatet og blive den første sorte præsident i Amerikas historie, er en mand, der er i stand til at se langt.

For Obama er dette sandhedens øjeblik i Mellemøsten. Denne gang er han nødt til at skabe drama.

Orly Azoulay er journalist, forfatter og Washington-korrespondent for den israelske avis Yediot Aharonot

© Ynetnews og Information. Distribueret af Common Ground News Service

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her