Nyhed

Overskudskvinder i et underskudsland

200 kvinder af 24 nationaliteter cyklede sig i oktober måned gennem Mellemøsten for at bidrage til fred og frihed. En af de 18 danske kvinder beskriver mødet med den israelske håndtering af Vestbredden
En gruppe kvinder, der cyklede for fred i Mellemøsten, oplevede i efteråret undertrykkelsen af palæstinenserne på den besatte Vestbred, da de skulle over en israelsk-kontrolleret grænse.

En gruppe kvinder, der cyklede for fred i Mellemøsten, oplevede i efteråret undertrykkelsen af palæstinenserne på den besatte Vestbred, da de skulle over en israelsk-kontrolleret grænse.

NAYEF HASHLAMOUN

10. november 2009

»Oh, Boogie Woogie Woogie,« gjalder det gennem den triste grænsestation til Vestbredden - til det palæstinensiske selvstyre. Den bevogtes af israelske grænsesoldater. De vil lade os svede i fem timer, men det ved vi ikke endnu - foreløbig har vi kun ventet tre.

Boogie woogien underholder de engelske kvinder med, for vi keder os og sveder. Middagssolen bager. Vores internationale Follow The Women cykelaktion for dialog, fred og menneskerettigheder i Mellemøsten har i løbet af 14 dage ført os gennem Libanon, Syrien, Jordan. Vi er nået til grænsen til Palæstina - sidste station.

Selvstyret er det så som så med for palæstinenserne - israelerne kontrollerer som besættelsesmagt alle vigtige funktioner og grænsebevogtningen er en af dem! Men det har vi endnu til gode at opleve - foreløbig holder vi humøret højt ved det spontane underholdningsprogram. Nu vækker vi danskere en uventet stormende jubel med 'Ris ras filiong-gong-gong' som vi synger og danser os igennem, som om vi aldrig har lavet andet. Mon vi provokerer israelerne på grænsestationen ved dette postyr? Men vores gode humør er ikke til at stoppe.

Svede igennem grænsen

Da japanerne er færdige med deres nummer, tager de danseglade palæstinensere over. Vi ender i vild kædedans gennem grænsestationen. Blev grænsesoldaterne alligevel sure?

Vi venter og venter på de 14, der stadig er tilbageholdt af grænsemyndighederne: Hvorfor har myndighederne ikke taget et 'terroristcheck' på os for længst? De har haft vore data i dagevis. Vi konkluderer, at disse israelere nok simpelthen ikke bryder sig om vores ærinde: Follow The Women vil henlede verdens opmærksomhed på den langsomme kvælning, Israel har udsat palæstinenserne for i årevis, og som intensiveres dag for dag. Derfor skal vi svede os igennem grænsen.

Vi har endnu ikke mødt de palæstinensere, som er blevet smidt ud af deres huse i Østjerusalem. Etnisk udrensning er vel en passende betegnelse: Palæstinensiske familier, der har boet i deres huse i generationer, længere end staten Israel har eksisteret, får breve om, at de skal flytte. Erstatninger gives der ingen af. Den seneste 'Plan 9' vil gøre 115 (stor)familier hjemløse.

Vi har også til gode at opleve Bethlehem på den skønneste måde: sove på en tagterasse og se solen stå op og belyse alle højene omkring byen i vidunderlige grønne og brune farvetoner. Et syn, der ikke kan opleves længe, for de israelske bosættelser breder sig på trods af alle internationale fordømmelser og har en forkærlighed for placering på landskabets høje med deres hvide etageejendomme.

I ingenmandsland

En af grænsesoldaterne står pludselig på vores side af bygningen - hun holder rygepause. Jeg indleder forsigtigt en samtale med den diminutive 19-årige værnepligtige. Hun er tydeligvis ikke hjernen bag chikanen imod os, hun spørger til Follow The Women og er enig i, at mange israelere også er interesserede i fred. Hun er af indisk-jødisk afstamning og aftjener det sidste år af sin to-årige værnepligt. Når den er slut, vil hun ud at rejse. Det vil mange israelske unge. Skal soldatertidens oplevelser mon renses ud gennem jordomrejserne, spekulerer jeg på.

En lille biks har slået skodderne fra, og vi strømmer til. Vand, snacks, juice og chips skifter hænder og schekelerne vælter ind hos den lille kioskbestyrer. Palæstinenserne bruger den israelske mønt. Det er ved at holde op med at overraske os, at selvstyret er mere af navn end af gavn. Vi får ondt i maven af alle de tomme, søde kalorier. Mon vi skal overnatte her i ingenmandsland, os, der er kommet igennem?

Hvorfor opgiver de ikke?

Der er røre inde ved skranken nu: To tyrkiske og én marokkansk kvinde afvises pga. visumproblemer og sendes tilbage til Jordan. De er grædefærdige og vinker, før de forsvinder for os.

»Hvad sker der med min søster?« råber en deltager fra Senegal. Hendes 'søster' er lyse danske Cathrine, og de to har grinet meget sammen de sidste dage. Cathrine er en af de resterende 11 tilbageholdte. Vi kan ikke få mere at vide. »Bare vent,«, siger grænsevagterne.

Vi er ved at forstå, hvordan det er at være prisgivet magthavere uden rettigheder, hvordan det er at være palæstinenser i sit eget land, besat af Israel, og regeret med junglelov. Vi vil få alle de grelle eksempler i de kommende dage.

Vi vil blive vant til palæstinensernes svar: »Men hvad kan vi gøre?«, når vi forarget spørger til rettigheder og domstole på den besatte Vestbred. Og vil forstå iveren for at vise os forholdene, håbet om at viden i verden kan hjælpe til at stoppe Israels kvælningsproces. Vi vil høre selvstyrets premierminister tale om de to største farer for palæstinenserne nu: Modløsheden kontra desperat vold mod overmagten i Israel. Vi spørger os selv: Hvordan kan de palæstinensere dog bevare håbet om et Palæstina side om side med Israel? Hvorfor opgiver de ikke?

Et sprog de kan forstå

En dansk sammenligning hjælper på forståelsen: Hvis en tysk besættelse af Danmark var fortsat efter 1945, ville vi danskere så nu sidde i landflygtighed i Sverige og kigge over på vores eget land og tænke: »Så skidt, lad dem bare beholde det!« Nej, vel?

Her er smukt, ørkenen ligger omkring os med sit brune, grå og gule farvespil, og blomstrende pink bougainvillea dekorerer arealet udenfor grænsestationen. Vi venter og sveder og venter. Tør vi tage et billede, vil der provokere endnu mere? En mathed indfinder sig.

Det jødiske folk har en dyrekøbt erfaring for, at overlevelse kræver styrke og stædighed. Men det er hverken i jødernes eller vores andres interesse, at Israel fortsat arrogant ignorerer menneskerettigheder og internationale beslutninger.

Må vi hjælpe forståelsen på vej med en Boykot Israel-kampagne? Sikre os, at EU ikke forlænger Israels begunstigede stilling som handelspartner? Er det det eneste sprog, Israel kan forstå? Det er tydeligt her, at forholder man sig neutralt over for uretfærdighederne, bakker man undertrykkeren op.

Klokken er blevet 17:30, og varmen er ved at slippe taget, da de sidste 11 kvinder slipper gennem grænsekontrollen. De 24 nationaliteter er samlet. Endelig kan vi cykle af sted i det mørke, der nu hastigt falder på med lange skygger over de porøse klipper i ørkenen.

Vi har ikke lygter på og vi cykler stille, stille ind i selvstyreområdet Palæstina.

Anne Haarløv er jobcenterchef i Roskilde og deltog i Follow The Women cykelaktionen i Mellemøsten 8.-22. oktober 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu