Kronik

Slovenien slås for adgang til havet

Slovenien bruger sin status som EU-medlem til at få grænsedragningen ændret, så landet kan få direkte adgang til internationalt farvand. I dag skal det lille land anmode om lov til at sejle gennem kroatisk farvand for at komme ud på åbent hav - selv om Slovenien har både kyst og havnebyer
Slovenien bruger sin status som EU-medlem til at få grænsedragningen ændret, så landet kan få direkte adgang til internationalt farvand. I dag skal det lille land anmode om lov til at sejle gennem kroatisk farvand for at komme ud på åbent hav - selv om Slovenien har både kyst og havnebyer
24. november 2009

Den slovenske regering blokerede igennem længere tid Kroatiens optagelsesforhandlinger i EU, som følge af stridigheder om grænsedragningen i Piranbugten: Slovenien kræver grænsen genforhandlet, hvorimod Kroatien mener grænsen er fastlagt og ikke står til forhandling.

Vil EU's forsøg på at få de to lande til at indgå forlig om Sloveniens adgang til internationalt farvand, for derved at optage Kroatien i fællesskabet, ændre ved en grænsedragningsproblematik, som handler om meget andet end indsejlingen til Piranbugten?

Josko Joras er en midaldrende mand af slovensk baggrund, som lever i Kroatien. I hvert fald ifølge de kroatiske myndigheder. For Joras mener bestemt ikke selv, at han bor i Kroatien. Nok ligger hans hus på et stykke jord, der betragtes som del af kroatisk territorium, men der er aldrig blevet udformet en officiel aftale om det mellem Slovenien og Kroatien.

Når Joras skal hjem fra den slovenske side af grænsen, går han ikke gennem den kroatiske grænsepost. Han har derimod en grusvej, der løber fra den slovenske grænsepost, bagom den kroatiske og ned til huset. Selv om de kroatiske grænsemyndigheder har blokeret vejen med cementblokke, så han ikke længere kan køre i bil ned til sit hus, finder Joras vej til fods. Han har da også meddelt, at han nok skal få fjernet cementblokkene på et tidspunkt.

Civil ulydighed

Ifølge Joras selv er der altså ingen tvivl om, at hans hjem er slovensk. Joras flager med det slovenske flag, selvom de kroatiske myndigheder har forbudt ham at gøre det. Han har også et stort skilt på sit hus, hvor der står »Dette er Slovenien«. Og for nyligt afviste han at betale afgifter til de kroatiske myndigheder på en vaskemaskine, som var købt i Slovenien - hvilket igen kræver en rettergang imod ham.

Joras' handlinger er ikke blot et kuriøst optrin i en ellers rolig grænseregion. Derimod afspejler de spørgsmålet om retten til kystområdet omkring og indsejlingen til Piran-bugten.

Grænsen mellem Kroatien og Slovenien løber midt ned gennem Piran-bugten og deler bugtens kyst mellem de to lande. Selv om kroaterne hårdnakket påstår, at grænsen har været fastlagt siden Anden Verdenskrig, har slovenerne faktisk ret i, at den aldrig er blevet fastlagt officielt mellem republikkerne Kroatien og Slovenien, hverken i Jugoslavien eller efter opløsningen. Og slovenerne påpeger, at de blev tabere i spillet om store landområder under forhandlinger om kystområdet mellem de allierede og den nye jugoslaviske stat efter Anden Verdenskrig. Kystområdet omkring Trieste er i dag italiensk territorium, hvilket begrænser Sloveniens adgang til Adriaterhavskysten.

Sloveniens problem er adgangen til internationalt farvand. På nuværende tidspunkt skal al sejlads fra Slovenien udi internationalt farvand gå gennem kroatisk eller italiensk territorialfarvand, hvilket er en bekostelig og usikker affære for landet, og da særligt for landets betydningsfulde logistik- og værftsindustri.

Samtidigt er ingen i tvivl om, at Slovenien bruger sin status som EU-medlemsland til at presse Kroatien til at opgive en del af det, kroaterne anser som deres territorium. Særligt i den kroatiske befolkning hersker der ingen tvivl om, at det er råderetten over deres territorium, der her bliver truet af en fremmed magt.

Befolkningen betragter derfor Sloveniens position, som et fejt træk af slovenske politikere, der udnytter medlemskabet af det europæiske fællesskab på det groveste.

Kroaterne giver sig ikke

For kroaterne er der tale om endnu et tegn på korruption, en gængs opfattelse af politikeres handlinger i Kroatien. Det befordrer ikke forholdet mellem Slovenien og Kroatien, hverken politisk, handelsmæssigt eller de to befolkninger.

På Facebook findes der da også op til flere sider, der enten opfordrer kroatere til at boykotte slovenske produkter, eller slovenere til at boykotte kroatiske. Fra EU's side er der - vanen tro - blevet foranstaltet medieringsforslag for at løse konflikten. Ingen af forslagene tager stilling til, om grænsedragningen er et internt spørgsmål, der kan forhandles mellem Slovenien og Kroatien, eller om det er et spørgsmål, der skal prøves ved den internationale domstol. Der er tale om forslag, som tager hensyn til de to landes suverænitet og til internationalt gældende aftaler.

Det seneste forslag kom fra Olli Rehn, EU-kommissær for udvidelse, der foreslog at et femmandsudvalg skulle fastlægge grænserne i overensstemmelse med international lovgivning på området.

Udvalget består af et medlem fra henholdsvis Kroatien og Slovenien samt tre medlemmer udpeget i samråd mellem de to lande. Hvis de ikke kunne enes om de sidste tre medlemmer, ville den internationale domstol udpege dem. Det er udvalgets opgave at blive enige om, hvad det skal indebære at benytte de maritime områder i Piranbugten, og hvordan Slovenien får adgang til åbent hav.

EU's forslag var møntet på at få genoptaget optagelsesforhandlingerne med Kroatien. Ved at underskrive aftalen overgav de to landes parlamenter forhandlingen om kystområdet til en uafhængig instans, for derved at fortsætte forhandlingerne om optagelse.

Forslaget er blevet accepteret - med visse krav fra slovensk side - af både det kroatiske og slovenske parlament.

At der er blevet indgået forlig, ændrer næppe ved, at Kroatiens befolkning er trætte af EU. Landet har ligget i forhandling med EU om optagelse ligeså længe som Slovenien, og har opfyldt en lang række optagelseskrav. Det har vel og mærke ikke medført, at landet er blevet optaget. Derimod står det klart for befolkningen, hvad det vil komme til at betyde at være en del af fællesskabet; der vil komme endnu flere krav om hvad man skal og ikke skal.

Ignorerede grænsen

For at vende tilbage til sloveneren Joras har han, bl.a. som medlem af det lokale byråd, allieret sig med det Slovenske Folkeparti (SPP). Partiets leder kom på besøg hos ham for nogle år siden. Han nægtede, ligesom Joras, at gå igennem den kroatiske grænsepost. Besøget endte da også med at skabe international opsigt, fordi grænsemyndighederne kom i korporligt klammeri med SPP-lederens bror, der efterfølgende blev fængslet i nogle måneder.

Joras' anarkistiske måde at omgå de kroatiske grænsemyndigheder på er altså mere og andet end personlig. Joras skriver sig ind i en historie, som ifølge ham selv og mange andre slovenske og kroatiske statsborgere har handlet for meget om at forene Slovenien, Kroatien og Serbien, og om at modarbejde selvstændighedssøgende og nationalpatriotiske tendenser, der har præget området igennem de seneste to århundreder.

Joras er med andre ord udtryk for en politisk tradition i det tidligere Jugoslavien.

Og tag endelig ikke fejl: Joras' politiske bevidsthed er ikke kun skabt af mange års undertrykkelse under Jugoslaviens national-kommunisme, eller af en nostalgisk folkelig nationalisme. Derimod afspejler bevidstheden, hvordan kroater og slovenere har oplevet opløsningen af Jugoslavien, først i form af borgerkrig, og nu i form af en i hvert fald for mange kroaters vedkommende uduelig kapitalisme, der ikke afstedkommer en øget levestandard, men bare suger kapital ud af landet.

At Kroatien bliver optaget i EU løser ikke Joras' problemer - der er igen tale om forening af og ikke om grænsedragning mellem Slovenien og Kroatien.

Balkan skærmydsel

Og Joras bor ved én af de mange andre grænsedragninger, der ikke er blevet officielt fastlagt. I Kroatien er befolkningen langt hen ad vejen enige om, at landet fungerede bedre under forbundspræsident Tito. Han var konge for folket i modsætning til nutidens politikere, der er statister i et internationalt spil om kapital, og i sidste ende bare raner til sig.

Og kroaterne er stolte af deres land. Landet ikke har brug for støtte fra nogen, mener alle. De kan sagtens finde ud af at klare sig selv - hvis bare de bliver ladt i fred.

Den væsentligste opgave er ikke nødvendigvis, at Kroatien kommer med i EU. Måske skulle de nye Balkan-stater først have (haft) mulighed for at finde en ny egen identitet - hver for sig og sammen.

Dorte Andersen er adjunkt ved institut for grænseregionsforskning, SDU og er for tiden på feltarbejde i Kroatien/Slovenien i forbindelse med et forskningsprojekt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu