Kronik

Den socialistiske lejr skabte en bedre verden til os

20 år efter murens fald står erindringen om Sovjetunionen som 'ondskabens imperium' stærkt. Men historien om 'den socialistiske lejr' må ikke gå unuanceret hen. Sovjet overvandt tyskerne under Anden Verdenskrig, støttede undertrykte befolkningsgrupper i tidligere kolonistater og bidrog til udviklingen af velfærdsstaten
Sovjetunionen og dens ideologi inspirerede til frihedskamp i flere tredje verdenslande imod de gamle kolonimagter efter Anden Verdenskrig, og både Sovjet og Østblokken yder 
 aktiv støtte til flere befrielsesbevægelser blandt andet i Vietnam og Sydafrika.

Sovjetunionen og dens ideologi inspirerede til frihedskamp i flere tredje verdenslande imod de gamle kolonimagter efter Anden Verdenskrig, og både Sovjet og Østblokken yder
aktiv støtte til flere befrielsesbevægelser blandt andet i Vietnam og Sydafrika.

ANATOLY SAPRONYENKO

Debat
5. november 2009

At kalde Sovjetunionen og den selvudnævnte 'socialistiske lejr' i Østeuropa for planøkonomiske partidiktaturer er en positiv overdrivelse. Planøkonomien var i høj grad en planløs kommandoøkonomi og styret først og fremmest et ledelsesdiktatur.

Ledelsesdiktaturet fungerede i perioder gennem en særdeles brutal undertrykkelse af befolkningen. Murens fald for 20 år siden markerer systemets kollaps. At det fik en ende skyldes i langt højere grad systemet end det ydre tryk, Den kolde Krig påførte det

Historien om Sovjet og den socialistiske lejr er blevet anvendt til at opbygge forestillingen om ondskabens imperium. Fortællingen står i dag stærkere, end da den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan lancerede den i 1983, for Den frie Verden vandt Den kolde Krig.

Ingen har særlig lyst til eller stor ære af at tale imod den herskende forestilling om Østlandene. Det er egentlig paradoksalt, for knapt halvdelen af befolkningen i det mest oprørske af de gamle Østlande, Polen, har både 10 og 20 år efter Murens fald en mere positiv end negativ vurdering af tiden under det kommunistiske styre.

En anden fortælling

Jeg agter ikke at revidere min karakteristik af systemet i 'den socialistiske lejr', men 20-årsjubileet for Murens fald kan være lejligheden til at revidere fortællingen om den østeuropæiske socialistiske lejrs rolle i verdenshistorien. Der er gode argumenter for, at den var progressiv, at den på mange måder bidrog til skabelsen af en bedre verden til os.

Sovjetunionens tvangskollektivisering af bøndernes jord i slutningen af 1920'erne sikrer industriarbejderne mad i munden. Industriproduktionen er i stand til at vokse markant fra midt i 30'erne, hvor resten af verden er i dyb økonomisk krise. Men de menneskelige omkostninger er store som ved Storbritanniens industrialisering i årtierne omkring år 1800, hvor den industrielle samfundsforandring også stod over alt andet.

De nye tilstande i Sovjetunionen er for mange borgere noget, der trods alt er værd at forsvare. Mange oplever klare fremskridt og en social opstigning. Der er tryghed i ansættelsen med mindre, man kommer i konflikt med systemet. Sovjetunionen får et udbygget uddannelses-, sundheds- og velfærdssystem.

Det er ikke storslået set med vore øjne, men det er det for de mange, der fra 30'erne og efter Anden Verdenskrig bevæger sig ud af den absolutte fattigdom.

Krigen på Østfronten

Den permanente krigsstemning, systemet opbygger gennem Moskva-processer og statsterror, stimulerer indsatsen. Mange er villige til at arbejde hårdt og yde ofre. Det står for alvor sin prøve ved Hitlers invasion i 1941.

Tyskland trænger i løbet af krigens første måneder langt ind i Sovjetunionen. Succesen på Vestfronten synes umiddelbart at gentage sig. Det lykkes imidlertid Den Røde Hær gennem en modoffensiv at omringe den store tyske 6. armé ved Stalingrad og afskære dens forsyningslinjer.

Tyskerne giver op i februar 1943 efter verdenshistoriens blodigste slag. Tyskland og dets allierede mister omkring en fjerdedel af deres styrker på Østfronten. Det tab overvinder de aldrig. Krigen bliver til en ressourcekrævende udmattelseskrig. Den klarer Tyskland ikke i længden.

Krigen på Østfronten er som under Første Verdenskrig meget blodigere og grusommere end på Vestfronten. Men det er, i modsætning til Første Verdenskrig, på Østfronten, Tyskland knækker nakken takket være Stalins brutale industrialiseringsprojekt. Sovjetborgerne har mere at forsvare, end russerne havde under zarstyret.

Hvis det var zarregimet eller modrevolutionen frem for oktoberrevolutionen, der sejrede i Rusland i 1917, kunne Anden Verdenskrig have fået et ganske andet forløb. Verden i dag ville have set anderledes ud. Den Røde Hær er afgørende for sejren over nazismen og fascismen. Sovjet har en afgørende progressiv rolle.

Sovjetmodel inspirerer

I årene efter Krigen bliver 'socialismen i ét land' til 'socialismen i mange lande'. For Østeuropas vedkommende handler det mere om en sovjetisk besættelse end en folkelig revolution.

Mange steder er 'socialisme' ensbetydende med industrialisering, vigtige materielle fremskridt og større økonomisk lighed i samfundet. Vækstraterne i Østeuropa er frem til 1960'erne høje sammenlignet med Vestens. Til tider er undertrykkelsen brutal. Den Røde Hær undertrykker bl.a. Ungarn-opstanden i 1956 og Foråret i Prag i 1968.

I 1960'erne taler mange om systemkonkurrencen mellem Øst og Vest. Vi diskuterer, om Øst vil overhale Vest, og om systemerne nærmer sig hinanden. Den sovjetiske planøkonomi er langt fra et rationelt og optimalt system, men det er den vestlige kapitalistiske produktionsmåde så sandelig heller ikke.

Sovjetmodellen og dens ideologi virker uanset praksis inspirerende for en intensiv frihedskamp mange steder i den fattige og underudviklede del af verden.

Befrielsesbevægelsernes kamp i denne Tredje Verden er i første omgang rettet mod de gamle kolonimagter. Vi ser det eksempelvis i vietnamesernes krig mod franskmændene i den første Indokina-krig (1946-1954).

Næsten alle kolonilande opnår selvstændighed i løbet af de første tre årtier efter Anden Verdenskrig. Nogle steder er overgangen til selvstændighed voldsom og blodig. Andre steder forløber afkoloniseringen mere fredeligt.

Befrielseskampene

Befrielseskamp handler ikke kun om etablering af selvstændige stater. Den kan også være rettet mod diktatoriske regimer, der varetager den lokale overklasses og de fremmede storkapitalers interesser i udbytningen af landets befolkning. Den kinesiske borgerkrig er et eksempel på dette.

Der er mange eksempler på, at både de gamle kolonimagter og USA involverer sig aktivt i forsøg på at nedkæmpe befrielsesbevægelserne. Det sker med vekslende succes. Vi ser det i Vietnam-krigen (1959-75), hvor USA forsvarer et korrupt og diktatorisk officersstyre gennem en mere og mere massiv militær indsats.

Det ender med, at styret falder, da USA må trække sig ud af krigen. Befrielsesbevægelsen lader sig ikke besejre, og holdningen til USA's beskidte krig i Vietnam bliver mere og mere negativ både derhjemme og i andre vestlige lande.

Sovjetunionen og Østblokken yder en aktiv støtte til mange af befrielsesbevægelserne og deres befrielseskrige. Det har de en blokpolitisk interesse i, men det må ikke skygge for, at 'den socialistiske lejr' gennemgående har en progressiv rolle. Et eksempel er Vietnam-krigen. Et andet er Sydafrika, hvor ANC i årtier kæmper mod det hvide, racistiske apartheidstyre. Mange af de vestlige borgerlige demokratier forholder sig venligsindet eller temmelig passivt i forhold til apartheidstyret, men det lykkes at fjerne det i 1994.

Velfærdsstaterne

Sovjetunionen har ikke alene en progressiv rolle i forhold til forandringerne i den Tredje Verden, men også i udviklingen af velfærden og velfærdsstaterne i Vesteuropas borgerlige demokratier.

Amerikanske bistandsmidler til Vesteuropa i form af Marshall-hjælpen fra 1948-51 er i høj grad motiveret af frygten for, at kommunismen skal brede sig. Kommunistskrækken skaber opslutningen til at sende gode skattekroner til Europa.

Marshall-pengene fungerer som en saltvandsindsprøjtning i økonomien. En stigende velstand og kapitalistisk optimisme er et godt værn mod en voksende tilslutning til de lokale kommunistiske partier, der står stærkt i Europa i årene umiddelbart efter krigen. Det samme gælder efterkrigstidens velfærdsreformer.

Hvis jeg stiller sagen på spidsen, så skræmmer efterkrigstidens systemkonkurrence frem til 60'erne kapitalismen til velfærdsstaten og den gyldne tid - især i 60'erne. Sovjetkommunismen er ganske absurd medvirkende til, at kapitalismen får et mere menneskeligt ansigt i kraft af den omhyggelige forebyggende indsats, kommunistskrækken afføder!

Neoliberalismen får overtaget, da sovjetkommunismen og 'den socialistiske lejr' er alvorlig svækket i 70'erne og 80'erne. De økonomiske kriser i verden bliver fra da af værre end i den forudgående periode.

Jeg vil på ingen måde hverken idealisere eller idyllisere Sovjetunionen og det gamle Østeuropa. Det var og er væsentligt at beskæftige sig med forbrydelserne. De udgør et åg, som venstrefløjen frivilligt eller ufrivilligt har påtaget sig eller har fået lagt på sine skuldre. Det er imidlertid vigtigt at nuancere Sovjetunionens historiske rolle. Fortællingen om ondskabens imperium må ikke stå uimodsagt.

Per Bregengaard, gymnasielærer og faglitterær forfatter, arbejder på en fortælling om skabelsen, historien og skæbnen på et marxistisk inspireret grundlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Henning Ristinge,

Czaren røg (abdicerede) efter stormen på vinterpaladset i 1917, og Lenin var statsleder fra dette år. Der var ganske rigtigt "demokrati" (eller ihvertfald en slags pluralistisk regeringsform) i en kort periode, men næppe noget konstitutionelt demokrati, eftersom czaren var afsat.

Din skråsikre overbevisning om, at demokratiet havde været det bedste for Rusland på det tidspunkt kan jeg ikke dele. Jeg er overbevist demokrat, men mener samtidig at demokrati er noget der skal vokse ud af befolkningens flertal, og ikke noget der bare kommer af sig selv. Nøjagtigt som den vestlige verden begår den fejl at tro at det bare drejer sig om at give et folk "frihed", og så skal de nok vælge fornuftigt, så er det en misforståelse at tro, at det interimistiske demokrati i Rusland var en absolut velsignelse.

Jeg afviser ikke at Lenin skabte rammerne for Stalins terrorregime, men at Lenin selv havde indset dette, - og advaret imod det - fremgik jo bl.a. af hans testamente, som først blev offentliggjort i 1956.

Hvad sammenligningen imellem czartidens undertrykkelse og de sovjettiske gulags angår, så kan en entydig henvisning til beretninger om sidstnævnte dårligt tjene til nogen form for relativering, så vær rar at angive den litteraturliste for czartidens forbrydelser som du bruger til at foretage din udmåling af, at gulags var "100 gange mere effektiv".

Sammenligningen af Ochranaen og Djersinsky Tjeka kan vi da godt enes om, - men så er den heller ikke længere ... for i diskussionen om socialismens/kommunismens forbrydelser må den nødvendigvis udelades, eftersom den mig bekendt ikke er dekreteret i hverken den ene eller den anden ideologi, men er en følge af nogle personers tolkninger af, hvad der er nødvendigt (ligesom korstogene f.eks. ikke kan lægges hverken Jesus eller det nye testamente til last).

Kære Henning Ristinge,

Ups!

jeg læste lige forkert, og fortsatte i det fejlagtige spor.

Jeg læste dit "konstitutionelle demokrati" som "konstitutionelt monarki" (det er jo sent på dagen ;-) ... se venligst bort fra min indsigelse på dette punkt ;-)

Kære Henning Ristinge,
du skriver at "Intet fascistisk diktatur - selv ikke det værste vi har set i fri udfoldelse - har myrdet flere socialistier, anarkister og rigtige marxister og kommunister end netop Sovjetunionen.", og det kan vi hurtigt blive enige om.

Men det skyldes ikke at socialismen eller kommunismen som sådan er morderisk, men blot at den var for naiv i sin tro på at sovjet-systemet ville føre til valget af en solidarisk og humanistisk ledelse.

Personligt tror jeg at Lenin havde boet for længe i Vesten, og derfor havde mistet erkendelsen af, at det folk han ville lede ud af czardømmets terrorisme var væsentligt dårligere oplyst, end de mennesker han omgikkes til hverdag.

De mennesker der flød til tops i den tidlige kommunisme var jo typisk dem der var vant til at skulle begå sig i et politisk system med intriger, alliancer og mesalliancer, hvoraf Lillefar jo var et af de mest tydelige eksempler.

At Lenin ikke havde nogen brugbar patentløsning på overgangen fra diktatur til demokrati i starten af 1900-tallet er ikke noget jeg vil lægge ham synderligt meget til last, al den tid at den vestlige verden selv i nutiden har yderst svært ved at gernnemføre det samme projekt indtil flere steder.

Jeg er ret enig med Per Bregengaard, og jeg vil gentage min påstand: kritikken af kommunismen og socialismen i USSR er rettet imod ting, som jeg har svært ved at se som andet end personrelaterede, og de kritiske sætninger indeholder da også tit navnene Lenin eller Stalin.

Kommunismen (og den klassiske socialisme) foreskriver så afgjort revolutionen som den hurtigste vej til samfundsomlægning. Og i en del udlægninger lægges der heller ikke skjul på, at det kan være nødvendigt med en periode uden ægte demokrati, for at sikre at folket er oplyst nok til at træffe et fornuftigt valg (det var vel lidt det samme argument som f.eks. Israel brugte for at forkaste palæstinensernes valg, så man kan vel ikke kalde den tanke for specielt kommunistisk/socialistisk).

Men mig bekendt er det hverken specielt kommunistisk eller socialistisk at terrorisere folket, - at den slags kan ske, er en simpel systemfejl som opstår, når det er muligt at kuppe sig til magten gennem terror og korruption, som det f.eks. var sagen med det hierarkiske repræsentative system i sovjetterne.

socialisme, konservatisme, liberalisme, teisme (af enhver art) og nationalisme vil bestå for evigt, og vil - hver for sig - komme til udtryk med både humanistisk og fascistisk fortegn.

Ingen af dem er ønskværdige som uimodsagte og fremherskende ideologier i noget samfund, men de har alle deres plads i et sundt pluralistisk, parlamentarisk demokrati, fordi de udfordrer og styrker hinanden, og deres indbyrdes stridigheder kondenserer og udstiller de sunde gran af sandhed der findes i hver ideologi.

Godnat!

;-)

Nic:

"Jakob,

det er noget pis at fremstille kollektiviseringen og tvangsinddrivelsen af fødevarer som noget rettet specielt mod Ukraine! Det var nærmere rettet mod “bondestanden” som sådant! Og gik lige så hårdt for sig i “Rusland”!
Og ALLE nationale grupperinger, som kunne true imperiets sammenhæng blev slået hårdt ned!
At nogle ukrainere uberettiget af forskellige årsager prøver at monopolisere offerrollen er en sag for sig!
Den gør dog ikke de begåede forbrydelser mod nogen mindre!"

Små slag, små slag - vi andre skal jo også være her ...! ;-)

Flere her i tråden har åbenbart fået sin 'sukkermad pisset på', så lad os dog mødes på halvvejen. I virlkeligheden er problemstillingen jo om "hønen og ægget":
Ukraine havde på daværende tidspunkt en lang tradition for selvstændig og individuel landbrugskultur (ligesom i Polen i dag). Det russiske hovedland havde derimod det man kunne kalde overvejende fællesbrug. Kollektivbruget var derfor en endda større hindring for den forholdsvis frie/selvstændige bonde i Ukraine end i Rusland. Ergo var modstanden også større i Ukraine mod kollektiviseringen.
Den ukrainske kultur og sprog har altid haft skillelinien mellem by og land i det ukrainske. Under Polen regerede den polske adel og overklasse med sit sprog og kultur, og under det russiske imperium overtog den russiske adel samme rolle, samt udbredte sit sprog og kultur til de ukrianske byer. Jøderne havde traditionelt set været forpagtere for godsejere (både under Polen og det russiske imperium) eller var forvist til byerne eller bestemte områder. Det etniske mix var derfor også klassemæssigt: overklassen, de intellektuelle og funktionærer i byerne udgjordes for det meste af russere, jøder eller russisktalende (som senere ofte blot omtaltes som "Sovjetmennesket" - en propagandistisk betegnelse, men også udtryk for det enkelte menneske, der i sin rod- og historieløse sammensætning søgte holdepunkt i den opbrydende tilværelse). På landet udgjorde landbefolkningen de etniske ukrainere.
Derfor betød industrialiseringen også en forfordeling af fødevare til byerne og dermed en udsultning af bondestanden (=den ukrainske kultur).
Og derfor var hungersnøden BÅDE klassekamp OG etnisk udrensning!
For Stalin en belejlig sidegevinst - eller var det hovedgevinsten ...?

Indrømmet, der er selvfølgelig meget stor uenighed om dette spørgsmål. Som følge af den sovjetiske industrialisering er Ukraine i dag meget etnisk splittet - og det er diskussionen om Holodomor også. Det pro-russiske ("sovjetmennesket") østlige Ukraine underspiller i den politiske debat Sovjetunionens forbrydelser, mens det nationalistiske og moderate hhv. vestlige og centrale Ukraine ser en skygge af Stalin i det nuværende Rusland. Antallet af millioner af hungersnødens ofre afhænger af øjnene der ser det: i 1997 blev det 'koordineret besluttet'(!), dvs med bredt flertal i Den øverste Rada, at Holodomor (1932-33) krævede 3.5 mio ukrainere livet alene indenfor Sovjetukraine. Andre kilder beregner hungersnødens ofre til op mod 10 mio. døde sovjetborgere, hvoraf de 7-8 mio. skulle være etniske ukrainere (både i den ukrainske sovjetrepublik og i de tilstødende sovjetrepublikker).

Der skal tages forbehold mod tallene, men trenden er helt klar: ja, "ALLE nationale grupperinger, som kunne true (sovjet!)imperiets sammenhæng blev slået hårdt ned"
- men langt, langt den største del af de mange mio. af ofrene var ukrainske!

Endnu en lang artikel og efterfølgende kommentarer der forsøger at hvidvaske kommunismens og socialismens forbrydelser. Gad vide om Information ville lægge plads til et lignende forsvar for den nazistiske ideologi? Man kan jo ikke andet end at ryste på hovedet, Forskellen på kommunismen, socialismen og nazismen er størrelsen på overskæget.

Den eneste "Isme" der kan anbefales er self.

Cykelismen

Der er vel ingen som bilder sig ind, at "Matrialismen", er civilisationens endegyldige mål?

Tak til Per Bregengaard for at nuancere.........

Nej tak til fundamentalistiske "Fløjkrigere".

Henning Ristinge

Debn klassiske marxke tankegang, skriver du, "foreskriver så afgjort revolutionen som den hurtigste vej til samfundsomlægning. " tja Sven, men den foreskrev ikke mindretals diktatur, men derimod flertals diktatur over for et besiddende mindretal. Lenin var en afviger fra de klassiske principper som var revolution nedefra og ikke et enkelt partis manipulerede kup, og afsættelse af alle andre.

Den konstitutinelle / grundlovgivende forsamling som Lenin afsatte for at indfører sit parti-diktatur - var valgt efter almindelige afstemning - så sådan ud da den trådte sammen i februar 1918

Mere end 60 % af de valgberettigede borger i Rusland - knapt 42 millioner mennesker - havde stemt:

Socialrevolutionære 370 pladser
Bolsjevikkerne 175 pladser
Mensjevikkerne16 pladser
Cadet eller de Konstitutionelle Demokrater (det eneste regulære borgelige parti) 17 pladser
de verse minoritietspartier 77 pladser
De venstre Socialrevolutionære 40 pladser
Folkesocialisterne 4 pladser

altså et socialistisk flertal der ville får enhver borgerlig til at overveje at gå på pension, men det var ikke nok for Lenin,

Da det kom til stykket ville han hverken have demokrati med parliament elller i sovjetterne - det var ham selv og hans centralkommittee der skulle styre - ikke demokrati eller bønder, arbejdere eller andre lignede udueligheder -

her har du Sven - ulykken i sin kerne

Jeg er uenig - jeg tror snarere at Lenin ikke havde været længe nok i exil i Vesteuropa

Henning Ristinge

Lenin og Trotsky banede vejen for Stalin - uden deres antidemokratikse sindelag - ingen stalinisme

Henning Ristinge

Det ville være sundt hvis Hr Lind og Hr Styles også læste hvad der skrives her inden de udtaler sig om det

Henning Ristinge

Men den klassiske maxisme har på flere punkter overlevet sig selv og resten slog Lenin, Stalin, Mao, Pol Pot og talrige tankeløse proselytter godt og grundigt ihjel

der er brug for en nyorientering og en ny form for demokratisk og miljøorienteret venstrefløj

Claus Oreskov@

"@Jakob Smith.
Angående bevidst styring af hungersnøden så er det en påstand som netop viser at der er brug for tænkende mennesker som Per Bregengaard. Jeg undre mig over hvad en sådan påstand skulle føre til af historisk erkendelse! Kan I andet end gentage CIA´s historiske løgne, vi blev fyldt med det under den kolde krig og er over mætte."

Undskyld, men jeg bliver jeg bliver nødt til at sige det: "HALLOOO!!"

Det er uden for envher tvivl at ledelsen i Kreml var klar over situationen i Ukraine - og andre steder. Derom hersker INGEN TVIVL!! Man undlod bevidst at reagere på trods af løbende indberetninger og vidnesbyrd om situationen.
Det, der kan diskuteres, er, om der er tale om folkemord eller blot 'collatoral damage', dvs. 'bare almindeligt massemord' på diverse ukrainere o.a.!

"@Jakob Smith.
Du skriver: ”Stalin gik direkte efter at knække den ukrainske nationalfølelse.”. Det er historisk usandt, faktisk havde kommunist partiet udarbejdet en plan for de nationale mindretal og manden der gjorde det var tilfældigvis Stalin." ..."Ja de nationale mindretal fik en forbavsende frihed, og mulighed for at bevare deres sprog og kulturer i Sovjetunionen."

Ok. Hvorvidt Stalin gik direkte efter den stædige, ukrainske nationalfølelse eller det blot var en sidegevinst diskuteres stadig blandt historikere. Den sparker jeg så modvilligt til hjørnespark. Men ellers er jeg nødt til at gentage mig selv: HAALLOOOO!!!!

"de nationale mindretal fik en forbavsende frihed, og mulighed for at bevare deres sprog og kulturer i Sovjetunionen"
Med sin del-og-hersk politik blev posen rystet og alle mindretal blev sendt i øst og vest. Nogel frivillige som pionerer i 'opbygningen af den lysende fremtid' - og andre med en AK-47 ryggen. Volga-tyskere, tjetjenere, krim-tatater og mange andre folkeslag har sikkert hygget sig grumt og længe i centralasien - hvis de overhovedet nåede frem ... Atter andre har 'prist sig lykkeligt' over at komme på frilandsmuseum efter at have fået kastreret sin selvstændighed! Nå, ja, og så skulle de russiske jøder jo egentligt være afsendt til Jakutien for at skabe Det hellige Land.

Man må virkelig sige, at de gamle dinosaure virkelig er draget af gårde - ud at forsvare den tabte ungdoms drømme!
HAALLLOOO!! Wake up and smell the coffee ...

Henning Ristinge

Sven "Lenin ikke havde nogen brugbar patentløsning på overgangen fra diktatur til demokrati " Nej for en sådan findes ikke - det er snarere sådan at hvis først man har valgt mindretals diktaturet og centralkommiteens diktatur - så er der en egen logik der går i kraft - en som medfører terror, fangelejre og mord på anderledes tænkende

- og der er altid en køligt afventende Stalin et sted i kullisserne til det idioti der udfolder sig

Henning Ristinge

Jakob det dermed altid at ville udpege en minoritet eller et folk som særligt udsat er ikke mindst i denne sammenhæng noget sludder. Kreml brugte terror mod alle minoriteter - ikke kun - end ikke i særlig grad ukraine og ukrainere

Men ukrainerne idag er ved at skabe sig en nationalistisk myte - de glemmer at der var en helvedes masse ukrainere i SUKPs ledende kadrer - den eneste grupe som på et tidspunkt klart blev udvalgt af Stalin til særbehandling var jøderne under dække af cosmopolitter - her var der kun som en siger ovenfor - overskæggets størrelse til forskel

Henning Ristinge

Der var andre særbehandlinger - men de var ikke drevef nationalisme eller minoritetshed - de var bare ofte for generel terror

Ukrainere var ikke de eneste - det er selvfølgeligt rigtigt. At graduere særbehandling - eller mangel på samme - er meget svært at afgøre.

Uanset har ukrainerne følt sig forfulgt og med sin historie i bagagen har de også noget at have den i. Omvendt har der også været tider, hvor historien har fordømt ukrainerne - fx de mange jødeprogromer.

Og, ja, ukrainerne skaber sig en myte i sin nationsbygning. Tag blot flaget og treforken: 'hentet ind fra højre' af lige netop vest-Ukraine (Galicien-Volynien), som bevarer af den ukrainske kultur, og som i århundreder var underlagt og kulturpåvirket af Polen og Østrig-Ungarn, men aldrig var en tilsluttet det egentlige Ukraine før 1991. Og udfra den landsdel udsprang bl.a. også ønsket om at ære myten om Zaporozhe-kossakkerne, selvom kossakker i gammel tid aldrig har haft sin rod i Lviv.
Mao. et misk-mask af udvalgte historier, legender, af historiske personer der nu er IN og ikke YT - og omvendt. Altsammen for at få kludetæppet til at hænge sammen.

Den ukrainske historie - og (gen)skabelsen af den - er nok ikke mere unik end alle andre. Elementerne kan genfindes i andre nationer og kulturer . Bortset fra at det her foregår i et afsindigt, komprimeret tempo.

Den russiske revolution startede i 1917 som en soldaterbevægelse mod det krigsvanvid Zaren og hans uduelige generaler havde kastet Rusland ud i. Skyttegravene var veritable massegrave for russiske mænd - en meget stor del blev skudt i ryggen. Kravet var fred nu og her. Midlet var oprettelse af sovjetter; arbejder-, bonde- og soldaterråd. Zaren ville ikke abdicere og fremtvang derved revolutionen. 1. verdenskrig forsatte i Rusland - Den russiske borgerkrig - frem til 1922. Der blev dræbt flere russere i den krig end i 1. verdenskrig.

Kampene stod mellem den nye bolsjevikiske russiske regering og de Hvide, der bestod af konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution, bakket op af udenlandske styrker fra Japan, England, Canada, Frankrig og USA. Flere etniske grupper kæmpede sammen med de Hvide: finner, estere, letter, litauere, polakker, hviderussere, ukrainere, armenere, azerbadjanere.

Rusland var ved at segne og kunne være endt som 1. verdenskrigs taber.

Lenin og sovjetterne havde intet andet valg end at kæmpe kampen - målet var en arbejderstat baseret på marxisme.

og fred.

Man kan spekulere på, hvorfor historien tolkes så forskelligt som her og andre steder....
Fastholder vi imidlertid et enkelt væsentligt grundtræk i socialismen og marxismen, nemlig solidaritet, må vi over for de aktuelle fordringer - miljø, klima, religionsforvirring - have et solidt udgangspunkt for en bearbejdelse, hvor den kapitalistiske liberalisme i sin
konkurrence-religiøse natur uundgåeligt vil forværre situationen - og måske stillet mod muren af sin egen kriserealitet ligefrem kan tænkes at kalkulere med endnu et chok, ikke blot som førhen reagere klaustrofobisk med krig og krak, men med en miljøkatastrofe. Da vil enhver være sig selv nærmest.

Hvis vi ser bort fra størrelsen af overskæg, Ukraines elendighed, Lenin og Stalins genvordigheder, hungersnød, hvide, røde og sorte lejehære og alskens fortid, som vi med vores forskellige doktrinerede baggrunde analyserer forskelligt og med varierende temperamenter, så må vi da i socialismen kunne finde nogle andre svar på de elendigheder, som den verdensomspændende kapitalisme fører os længere og længere ud i.

Borgerkontrol eller Finanskontrol.

Hvis det solidariske samfund skal overleve må der fokuseres på de trusler mod borgerrettighederne der etableres lige nu.

Finansverdenen fik et chok da politikere, langt ind i normalt borgerlige rækker, begyndte at tale om, kapitalismens systemfejl, etablering af offentlige banker og offentlig indsigt i bankvirksomhed.

Den stigende arbejdsløshed truer med at skubbe til denne udvikling, og for alt i verden skal der en borgerkontrol på plads inden arbejdsløsheden bliver rigtig synlig i gadebilledet, og derfor har finansverdenen mobiliseret deres villige politikere på Christiansborg.

Det er regeringens mål at knægte borgernes ret til at forsamles og udtrykke sig i det offentlige rum. Husmure skal renses for graffiti, demonstrationer skal forhindres og demonstranter kriminaliseres. Indrapporterings- og opfølgningsrutiner skal indarbejdes. Det offentlige rum skal renses for protester. Protester mod systemet skal kriminaliseres...

Et lyspunkt i hele denne udvikling er at den blev forsøgt gennemført i Argentina, Chile og Uruguay i 70'erne - og rullet tilbage i løbet af 80'erne. Der er derfor ingen grund til at Danmark eksperimenterer med ”fascisme med et skævt smil”. Vi skal have den kontrol med finansverdenen nu.

Det vil også være i tråd med de nødvendige tiltag mod det overforbrug, der truer os alle – men i sær truer de fattiges levevilkår.

Henning Ristinge

Atkins - det med at man ikke havde noget valg er noget vrøvl. Vi kan alle finde på undskyldninmger, men valget kunne have været en borgerkrig for enten sovjettisk pluralistisk demokrati eller et parlamentarisk pluralistisk demokrati udformet af den sammenkaldte Duma. Som sagt var den sidstnævnte mulighed slet ikke så dårlig i betragtning af at man havde et massivt venstreorienteret flertal selv i Dumaen.

Det er rigtigt at der næppe var nogen vej ud af seperat freden, men Lenin var en manipulerende opportunist, alt det med fred, brød og jord var ren og skær spin og grov manipulerende poåpulisme. Han havde sgu ikke til hensigt at give jorden væk, tværtimod, han var en manipulerende populist og en (det må man erkende) fremragende strategiker som desværre var en despotisk antidemokrat.

Det var ikke på noget tidspunkt - nødvendigt - at indføre et ét parti diktatur med alt hvad der af følger. men det var den beslutning der banede vejen for Stalins diktatur.

Henning Ristinge

Selfølgelig kan man finde andre svar Aksel

men det er god ide at gøre sig klart at Lenin hører til i historiena papirkurv og at ethvert styre og enhver samfundsændring nødvendigvis skal baseres på accept fra et folkelig flertal og det er lige præsist der vandene skiller - mellem demokrati og nmindretals diktatur - det er her vi ser forskellen mellem påståede socialister og de eneste rigtige af slagsen

@Jakob Smith. Jeg fremlægger forskellige historiske forklaringer på nationalitetsspørgsmålet i Sovjetunionen. Som dokumentation anbefaler jeg nu for anden gang at du læser: Francine Hirsch: ”Empire of Nations – Etnographic Knowledge and The Making of the Sovjet Union”. Cornell University Press 2005. Det er altså ikke nok at have læst ”Det Bedste”.
PS: Der var der massere af ukrainer i Kreml, hvorfor sætter du Kreml og Ukraine på i et dem og os koncept? Dermed overser du jo kompleksiteten, og vi får kun den ukrainske højrefløjs version af historien. Du ender dermed som historisk reductionist, ligesom Henning Ristinge, hvis meningsløse udgydelser jeg for længst er holdt op med at læse!

Henning Ristinge

ku ellers haver været interessandt, kære Oreskov, om du kunne udlægge og begrunde din anvendelse af 'historisk reduktionisme' :-)

@Nic Pedersen

At bruge noget så fornuftigt som en beskæftigelse som (maler)håndværker i en hån imod Hitler - er bestemt ikke nogen sund måde til at håne hans senere gøren og laden.

Man kunne næsten få det indtryk at det Churchill egentligt havde imod Hitler, knapt så meget var de uhyrligheder Hitler beordrede, men mere det at en simpel maler tillod sig at gøre det.

@Claus Oreskov

Selvfølgelig var der i Kreml både ukrainere, georgiere, jøder og andre nationaliteter. Det sovjetiske samfund gav også (karriere)plads til folk 'af anden etnisk herkomst end russisk', men det SÅ LÆNGE DISSE IKKE SKILTEDE MED DEN (man var vel et sovjetmenneske ...!).

Mange af disse personer, har det senere vist sig, var ikke andet end karrieremennesker, der sagtens kunne gå over lig for at fremme sin sag. Medvirkende har sikkert også været frygten fra den totalitære stat, som skubbede 'lorten' nedad i systemet, hvis ikke kvoter og mål blev opfyldt. Derfor har man følt det nødvendigt til at kunne 'sælge sin egen mor' for overlevelsens skyld.

Og ja, jeg omtaler meget i "vi" og "dem" - dog mest for nemheds skyld. Selvfølgelig var det ikke sort/hvidt! Men min underliggende påstand er selvfølgelig, at under det tynde fernis af sovjetretorik følte mange ikke noget ansvar for USSR - mange nationale frihedsdrømme var blevet knust efter det korte forår i årene efter tsardømmets fald. Borgerkrigen var slem, meget slem!
Efterfølgende huskede mange stadig disse tider - måske med angst, måske med håb om hævn eller frihed.
Andre grupper havde ikke noget nationalt mål at stræbe efter: som børn af blandet etnisk ophav eller som som tilhørende nationaliteter uden territorielt område - fx jøder. Deres eneste hjem var 'den sovjetiske familie'.

MIn påstand er blot, at trods det sovjetiske eksperiment med at være smeltedigel -, så har det efter 70 år vist sig bare ikke at være nok.
Og selv efter idag at have 'sortereret' mange etniske grupper fra ved Sovjeuninens fald, så er resterne af Sovjet (=Rusland) ligeså fragmenteret som før.

@Henning Ristinge

Når man i bagklogskabens skarpe lys sætter focus på forskellige ideologier, der gennemførtes med den viden og indsigt man havde for 100 år siden, er det jo nemt at se konsekvenserne - i dag.

For en del år siden læste jeg Nic. Blædels "Forbrydelse og dumhed" der netop blev skrevet i mellemkrigsårene, men først blev udgivet i Danmark efter krigen, efter hans død. Han var forhindret i at udgive noget som helst under krigen - han havde tale/skriveforbud p.g.a. besættelsen.

Det der åbnede mine øjne under læsningen var, at ud over at bogen er et opgør med nazismen, viser den ganske meget om hvor stort tag fascismen havde i adskillige europæiske befolkninger.
Vi kender det også fra Danmark, hvor Kaj Munk var fortaler for den "stærke mand."
Der var også kræfter i erhvervslivet i gang op til besættelsen, hvor "Højgaard Kredsen" ville have indsat Prins Aksel som regeringsleder.

Det viser os jo, at udemokratiske styreformer havde appel - også i Dannevang.

Når man derfor på 100 års afstand begynder at klandre Lenin for at han ikke valgte "demokrati"
frem for Centralkomiteen, glemmer man at forstå at demokrati (danske kvinder havde først fået valgret i 1915) ikke nødvendigvis var det første, eller det mest indlysende valg.

Jeg mener, når vi i Danmark helt op i fyrrerne havde folk der ikke mente at demokrati var en velegnet styreform, hvorfor skulle det så være naturligt for Sovjetlederne 20 år tidligere, at gå til sagen som "demokrater" - de havde nogle andre problemer - bl.a. med at brødføde og udvikle landet, og de var ikke selv rundet af noget demokratisk system.
Når man samtidig tager i betragtning at Sovjetstaten måtte afgive landområder i Ukraine i forbindelse med Brest-Litovsk freden og efterfølgende at en del af vestmagterne fra starten understøttede den hvide modrevolution er det måske værd at overveje, om det var demokrati der lå lige for.

Hvis vi skal drage sammenligninger til i dag, kan vi jo bare se på det indførte "demokrati" i Irak og Afghanistan - det går jo ikke så godt heller.
Man kan næppe forvente, at "amerikansk demokrati" en dag vil blive virkelighed i Afghanistan.

Selvfølgelig skal et system tåle kritik, og der er "Lillefar Stalin" så blevet prügelknabe efterfølgende i vesten - men hånden på hjertet Ristinge - hvis ikke han var kommet ind på scenen, havde vi to nok skrevet på tysk i dag.

@ Kim Gram

det er selvfølgelig lidt pindehuggeri, men du tillægger Hitler for megen ære ved at kalde ham håndværker!
Han malede ikke lejligheder, men billeder - vist uden større talent!
Så malerfaget behøver ikke at føle sig ramt på nogen måde! ;-)

Er konklusionen på indeværende debat om socialisme dén, at ideen om fællesskabet er uhyre svær at opretholde, når vi skal opbygge det stabile system over for andre ideer?
Det repræsentative lederskab (valgt f.eks.ved parlamentariske valg) har fået fællesskabets styrke til at udøve en magt, som under både ydre og indre påvirkning næsten uundgåeligt fører til den klassiske borgerlige pyramideform og altså straks forråder socialismens idé.
Enhedslisten har forsøgt at modvirke denne indbyggede magtstruktur med den såkaldte flade ledelsesform og et arbejde på gadeplan. Per Bregendal kender om nogen svagheden i systemet.
SF viste med al tydelighed overgangen til en 'førerstatus', da Villy Søvndal på sit første landsmøde tonede frem i en alfaderlig opsætning, f.eks.fremvist i fotostater fra gulv til loft og ophør af den fri medlemsdebat. Persondyrkelsen har i første omgang givet fremgang i offentligheden, men under bevægelsen til højre tabes socialismen (her kunne nævnes de mange socialistiske principper, som partiet har forladt, såsom ANTI- militarismen, Nato og EU).
I praksis anerkender fællesskabet en enevældeform, der kan videreudvikles til førermyten, som vi antager skete med Hitler og Stalin, efterfulgt af utallige senere despoter.Partierne erklærer sig som socialister, men fællesskabet og solidariteten er yderst skrøbelig, hvis man giver køb og sælger sin sjæl til fanden.

Per Bregengaard siger at Sovjetborgerne har mere at forsvare, end russerne havde under zarstyret. Dette passer ikke med at Stalin behændigt ændrede propagandaen fra "at forsvare socialismen" til "at forsvare moderlandet". Det var det nationalistiske budskab, ikke det socialistiske, som vandt befolkningen for sagen.

Han siger også: så skræmmer efterkrigstidens systemkonkurrence frem til 60’erne kapitalismen til velfærdsstaten og den gyldne tid - især i 60’erne Velfærdsstaten startede meget tidligere, faktisk i slutningen af 1800-tallet. Bismarck indførte verdenshistoriens første offentlige pensionsordning i 1889 og der er næppe tvivl om at det bl.a. var for at komme den voksende arbejderbevægelse i forkøbet, vel og mærke arbejderbevægelsen i hans eget land. At Vestlige lande skulle indrette deres velfærdspolitik efter "systemkonkurrence" med andre lande er absurd. Hvor mange stemmer er der i det?

Henning Ristinge

Niels Mosbak skriver

'...man i bagklogskabens skarpe lys sætter focus på forskellige ideologier, der gennemførtes med den viden og indsigt man havde for 100 år siden, er det jo nemt at se konsekvenserne - i dag...'

Det er fuldkommen korrekt, men det er jo det man mener med at lære af historien Niels.

desuden var det netop ikke en konsekvens af ideologien som du siger, der var intet i den socialistiske 'ideologi' som påbød det vi dengang selv betegnede som 'borgerligt diktatur' alts¨mindretals diktatur

Henning Ristinge

Og det mener jeg det er vigtigt at hode fast i - nu vi snakker om ideologier - det er også derfor du finder mere fremtrædende russiske marxister som foreksempel Bogdanov og Martov tage afstand fra Lenins antidemookratiske opportunisme - og en endnu vægtigere samtidig marxist Rosa Luxemburg - men det blev glemt i eftertiden grundet på at Lenin lignede en sejerherre

Folk elsker sejrherrer og man ville så gerne tro på at Lenin nu virkeliggjorde drømmene - uanset at det var en vanvittig tåbelighed ud fra et marxistisk syn at tro at et stærkt tilbagestående nation som Rusland kunne overvinde sin tilbageståenhed og lave et tigerspring over analbetismen, det tilbagestående landbrug, det middelalderlige økonomiske udviklingsstade og deraf følgende ringe produktivkraft udvikling etc etc - og frem til et nyt ligevægts samfund.

Det var idioti og dømt på forhånd af enhver der virkelig vidste hvad det handlede om Det kan selvfølgelig synes en ligegyldig parantes idag - men i lyset af at det også førte til en katastrofe og et entydigt nederlag - er det vigtigt at tage fat der hvor dette blev forudsagt - og det blev det stort set af alle de mest fremtrædende marxister på tidspunktet.

Det er vigtigt at huske og også at studere - når man sidder tilbage med den opgave at rydde op og begynde at opbygge en ny platform i det nødvendige opgør med en kapitalisme som uværgeligt vil bringe os alle ned

Det er sådan set bare det der var min pointe og ærende

Henning Ristinge

Det er vigtigt at gå tilbage til tidpunktet og analysere hvad der gik galt og hvorfor, og så lytte til dem der forudsagde at det ville gå galt, studere deres argumenter.

Kun ved at lære af historien kan man med tiden gøre sig håb om at overvinde den

Niels Christensen

På den ene side er det da rart at blive bekræftiget i at nogen som Pers slags stadig lever og tror, men på den anden side ? Usandhederne og bortfortalelserne er overalt i kronikken, Per forvaler historien med samme blindhed han forvaltede København; eks. :
"Vækstraterne i Østeuropa er frem til 1960’erne høje sammenlignet med Vestens. Til tider er undertrykkelsen brutal. Den Røde Hær undertrykker bl.a. Ungarn-opstanden i 1956 og Foråret i Prag i 1968."

Vækstraterne var høje ? jamen hvor blev væksten af, da østblokken brasede sammen var der jo intet bag ved, andet end en gruppe nedslidte lande.
Og den med at undertrykkelsen 'til tider' var brutal; vil det sige at der en gang imellem ikke var undertrykkelse ? Havde nogen ret til at kritisere systemet ?
Og tænk at skrive en artikel om østblokken uden at nævne Gulag.
Problemet er jo at Per ikke har en skid imod undertrykkelse, bare det er de rigtige der undertrykker. Så meget for demokrati hos Enhedslisten.

Henning Ristinge

Ja at tale om at 'undertrykkelsen til tider var brutal' er sgu en underdrivelse der vil noget.

Men enhedslisten er vel efterhånden også blevet den - set med samfundsvidenskabelige logisk tænkende, og teoriudviklingsmæssige briller - fattigste del af venstrefløjen.

Hjerne-madsen er ganske enkelt flyttet - tilbage er kun - når det er bedst en besynderlig form for uigennemtænkt og indholdsløs bz-aktivisme.

Intet under at når den sættes på prøve med lidt reelt ansvar - skvatter den næsten øjeblikkeligt sammen som et korthus.

jens peter hansen

Sovjetunionen var bygget på en smuk tanke, men virkeligheden blev rædselsfuld.Per Bregengaard var en flink borgmester, men erfterlod en gæld på over en halv mia. Gode viljer er ikke altid nok. Det er altid en god ide at forholde sig til virkeligheden.

@ Jakob Smith. Den etniske fragmentering man ser i det tidligere Sovjetunionen i dag, skal ses i den nuværende geopolitiske kontekst. Globalt og også regionalt. Det som i den forbindelse er interessant for mig, er hvordan etniske grænsedragninger reproducere sig og hvorfor. Det er klart at vi stå overfor et kompleks af årsager, men tænk på hvad der skete i det tidligere Jugoslavien da Toto forlod senen, og ligeledes i flere af østbloklandene. Der er to teorier der i meget forsimplede form forklare de etniske konflikter der opstod. Den ene er gryde teorien. Den antager at etniske og nationale konflikter blev holdt nede af en stærk stat – ligesom når der er låg på en gryde i kog. Da låget blev løftet (staten svækket) strømmede det ud med alverdens konflikter. Den anden teori ( som jeg selv er tilhængere af) inddrager globale analyser og ser på den nye kontekst som f.eks. de tidligere Østblok lande kom i da de blev indsluset i den internationale markedsøkonomi. Denne teori er inspirerede af Immanuel Wallerstein og hans model over et sammenhængende økonomisk verdens system, med en arbejdsdeling omkring et dominerende center og en afhængig periferi. (SE:http://en.wikipedia.org/wiki/Immanuel_Wallerstein)
Så skriver du: ”man var vel et sovjetmenneske …”. Både ja og nej – måske var homo sovjetikus et fjernt mål, men som Stalin (meget rigtigt) udtrykte det, ”Når bare indholdet er socialistisk, må formen gerne være national”. Det som både Lenin og georgieren Stalin frygtede var storrussernes national chauvinisme, og det var derfor kommunist partiet allerede var parat med en national politik i 1913 (baserede på Stalins artikler i Prosvesjtsjeniie nr. 3-5 1913. Senere publicerede på dansk i den lille bog. J.Stalin: ”Marxismne og Det Nationale Spørgsmål”). Noget af den nationale politik blev til opdelingen af nationale regioner og områder, men der var også folkeslag (som du nævner) uden territorier. Disse folkeslag kunne få tildelt ” Nationalt Kulturelt Autonomi”, de som fik denne status havde ret til økonomisk støtte til modersmål undervisning og andre kulturelle særenheder. Denne lov findes stadig i Rusland og det er faktisk en af de områder jeg arbejder med derovre – i Murmansk området har vi nu oprettet flere Nationalt Kulturelt Autonomier for de russiske samer. På føderalt plan findes der et råd bestående, at de mange autonomier, hvor Ruslands præsident har pligt til at hører hvad, man der har af fremfører! I forbindelse med dette og andet arbejde er jeg i Murmansk de neste 10 dage, og derfor ikke deltage, i denne debat så længe.

Båndet et forhistorien virker handlingslammende. Vi er åbenbart forudindtaget,som gjaldt det genetik. Mange kan ikke nævne Sovjet uden at sige Gulag, eller Østtyskland uden at sige Stasi, mens de tilsvarende vestlige uhyrligheder, som vi næsten daglig erfarer og Danmark deltager i, er uden sammenligning. Man har forlods valgt side og befinder sig på den "rigtige side" af en sort-hvid betagtning. Lasse Ellegaard har netop afsluttet en af de bedste rejser gennem Østeuropa, som jeg har læst. Og alligevel kan han ikke frigøre sig fra sit vesteuropæsike grundsyn.
Det er bemærkelsesværdigt, når nogen vil kalde sig demokrat, og i samme åndedræt fordømmer folk med en anden politisk idé, her marxismen-socialismen. Omtalen af Guillou, Kundera og Gress er blot fremtrædende eksempler på de tusinder, der siden 2.verdenskrig har ment noget andet end alliancen med USA og den kapitalistiske liberalisme. I dag kan man endog på højrefløjens dagblade læse meget forstående artikler om nazismen, sidst følgende overskrift i Jyllandposten: Den sympatiske nazist.

Per Diepgen.
Jeg er enig.

Når talen er om Sovjet, kommunisme mv, kan man mærke hvordan tråden bliver helt elektrisk.

Jeg tror en væsentlig forklaring herpå er den massive propaganda, vi er udsat for i vore medier til fordel for kapitalismen.

Jo mere snavs de privatejede medier kan støve frem om kommunismen, jo svagere står de socialistiske/kommunistiske alternativer til kapitalismen.

Man ser propagandaens virkning mest effektivt i USA, hvor socialistiske tanker (alt fra socialdemokratiet og venstreud) ikke får et ben til jorden, til trods for, at de elendige sociale forhold og den store ulighed i USA netop skulle betinge et stærkt ryk til venstre.

@ Aksel Gasbjerg

"Jeg tror en væsentlig forklaring herpå er den massive propaganda, vi er udsat for i vore medier til fordel for kapitalismen. "

Drop nu den der latterlige og desværre alt for sædvanlige konspirationsteori om at hele verden er offer for et komplot. Et komplot båret af en lille gruppe kapitalister som ejer alt og alle, også medierne.

Medierne prøver på at forholde sig til den virkelighed som langt de fleste af os bevæger sig rundt i. Det kan godt være at de ikke alle gør det lige godt, men sådan er det jo....

Hvis medierne propaganderede til fordel for kapitalismen, så burde f.eks. sagen om Stein Bagger og lignende sager jo hurtigt blive dysset ned, og det er jo bestemt ikke tilfældet. Tværtimod er den jo blevet blæst op på alle forsider.

Sååååå, skulle vi nu ikke liiiiige.............

Mikkel Kaels, du skriver:

"Medierne prøver på at forholde sig til den virkelighed som langt de fleste af os bevæger sig rundt i"

Du tillægger medierne for lille magt, hvis du tror at medierne blot "afspejler virkeligheden". Sagt meget polemisk er det ofte den anden vej rundt: Medierne skaber virkeligheden.

Medierne er kolossale opinionsdannere i samfundet. Jeg mener ikke, at medierne decideret lyver, men deres magt ligger i 1) bestemme fokus 2) vinkle 3) ignorere.

Hvem har så magten over medierne? I USA er det 7 store konglomorater, der ejer stort set alle medier. Medierne er privatejede og dermed er det - sagt banalt men dermed ikke mindre rigtigt - pengene, der styrer opinionen. Desuden lever medierne af reklamer fra firmaer, der derigennem får en indirekte indflydelse på det redaktionelle stof.

Selv om jeg ikke tror der sidder nogle fæle kapitalistiske redaktionssekretærer og bevidst propaganderer (bortset fra Fox News :-)) så har venstredrejede meninger det svært i en sådan kapitalstyret privatejet medieverden.

Bo Klindt Poulsen

@ Aksel

Enig i at venstredrejede meninger har det svært i i den nuværende medieverden.

Men jeg tror virkelig ikke, vi får det mindre svært ved at forsvare Sovjetunionen og Stalin - endsige relativere dets forbrydelser.

Hvis vi som venstreorienterede skal kunne sætte en progressiv dagsorden, så kommer den altså ikke ved at sige "jaaee, men der var også gode ting i Sovjet og Østblokken..."

Henning Ristinge

Problemet - og det er også ment som en kommentar til Runeberg idag - var at venstrefløjen i de år hvor den såkaldte 'munkemarxisme' (udmærket udtryk) florerede først og fremmest var drevet af drømme og usaglige nærmest religiøse forestillinger og tro på det absolutte - den ultimative løsning på alle problemer.

Det var mere modefænomener og religiøse følelser der blev omskrevet til politiske drømme - end det det burde have været - et pragmatisk sagligt valg der handler om stræben efter den virkeligt frie og - en verden med virkelig lighed, virkelig frihed, frihed for undertrykkelse og reel balance med naturmiljøet -

Det burde og ville være kommet som en overraskelse for ingen - at leninismens eksperiment med ulands'socialimse' ville føre til en katastrofe - nøgterne folk så det fra starten - men et eller andet sted nærdes der stadig en døm om atb ulykken kunne vendes til noget godt.

Personligt har jeg svært ved at se at der er noget at græde over - vi har ikke brug for drømmerier - og der var for meget drømmersk og religiøst sværmerisk fims i den hedengangne venstrefløj - man drømte for meget og var ikke tilstrækkeligt konstruktiv, saglig, og pragmatisk

drømme og idealisme er ok hvis de er styret af saglighed - og pragmatisk vilje

men under den dyne der hersker lige nu er de der stadig - der vil komme en ny fugl af asken - vi skal bare have lidt mere tid at ryste asken af os

opgaverne er sgu mere påtrængende end nogensinde tidligere
og stædig kritisk søgen efter videnskabelige værktøjer

Henning Ristinge

bør stadig være et afgørende kriterie - men vi kan ikke bruge den dekonstruktivistiske post-moderne nihilisme til ret meget and end til at øge afmagten

Henning Ristinge

Venstrefløjen skal tilbage til rødderne på en ny og bedre mere konstruktiv og mere selvkritisk måde

Spørgsmålene skal stilles på ny - og besvares på ny - og dennegang mere nøgernet og kritisk og med afvisning af enhver skjult eller åben religiøsitet og tror på ultimative løsninger

Henning Ristinge

De berømte 70'ere var ikke andet end en kæmpe af revolutions-romantisk og semireligiøst ideologi-mageri af allerværste skuffe. Det var en forfærdelig gang uforsonlig leflen for ultimative løsninger på alt muligt. Ideologier er noget bras - det vi har brug for er ikke ideologier men en venstrefløj der på een og samme tid evner visioner, kritisk tænkning og forsonlig pragmatisk politik.

Henning Ristinge

De berømte 70'ere var ikke andet end en kæmpe af revolutions-romantisk og semireligiøst ideologi-mageri af allerværste skuffe. Det var en forfærdelig gang uforsonlig leflen for ultimative løsninger på alt muligt. Ideologier er noget bras - det vi har brug for er ikke ideologier men en venstrefløj der på een og samme tid evner visioner, kritisk tænkning og forsonlig pragmatisk politik.

Henning Ristinge

Den demokratiske venstefløj har dybe rødder. Vi lever stadig i et en verden der er, præsist som de klassiske tekster sagde - styret og bestemt af sociale og økonomiske modsætninger - der er stadig en underklasse i social fornedring og det kapitalistiske system med dets rovdrift på naturgrundlaget har bragt os til rabnden af vor egen udslettelse, naturgrundlaget, som er grundlaget for alt - dør bogstaveligt talt mellem hænderne på os.

Der er en tradition af gammel tankegods som bare venter på en nybrud på venstrefløjen, og på skabelsen af en ny internationalt/globalt og kritisk tænkende venstrebevægelse.

Sider