Kommentar

Sygehusplaceringen er slet ikke det væsentlige

Når det har fået så stor opmærksomhed i medierne om det midtjyske storsygehus skal ligge i Herning eller i Aulum, er det kun en afledningsmanøvre i forhold til det væsentlige sundhedspolitiske spørgsmål: Skal vi strukturere vores sundhedsvæsen ud fra nogle få superspecia-liserede sygehuse, eller vi skal fordele ekspertisen bredere?
Debat
20. november 2009

Indtil for få år siden var sundhedsvæsenet bygget op omkring mange 'trin'. 1. trin var huslægen, 2. trin det lavt specialiserede lokale sygehus, 3. trin det lidt mere speialiserede centralsygehus og 4. trin det højt specialiserede universitetshospital. Den praktiserende læge havde som opgave at analysere problemet sammen med patienten og derefter beslutte, om det var noget, han selv kunne klare, eller patienten skulle videre til lokalsygehuset. Og på samme måde skulle de andre trin afgøre, om de selv kunne klare problemet, eller det skulle videre til det højere trin.

En af fordelene ved de mange trin er, at afstanden imellem aktørerne er kort, og kommunikationen derfor bedre udvikles. Det betyder, at hvis man i et trin f.eks. almen praksis er usikker på, om man behøver sende patienten videre, er det let at spørge specialisten på det næste trin til råds, og herved kan mange problemer faktisk klares på det lave niveau, men med den faglige kvalitet som er karakteristisk for det højere trin. Hvor det har fungeret bedst, har der været et udviklet samarbejde både gennem direkte møder og gennem telefonen. Man søger at få ekspertisen formidlet ud til patienten i stedet for at sende patient ind i systemet. Dette indeholder også et betydeligt læringselement så os ude i periferien hele tiden opdateres gennem samtalerne med de mere centrale specialister.

Alle har ret til det hele

Det er dette princip, man i de senere år har gjort op med. I stedet for at patienten kommer til en bredt uddannet læge, som guider ham videre til det sted, hvor den afgørende ekspertise er, så har man nu istedet den tanke, at alle skal have ret til det hele. Derfor skal al ekspertise være samlet på det samme sted, dvs. at man skal have nogle få kæmpesygehuse med alt til faget hørende. »For«, som denne politiks fortalere ynder at sige, »når vi fejler noget alvorligt, vil vi jo alle sammen hen til den bedste specialist!« Det er et 'God dag mand - økseskaft svar', fordi vi kun sjældent fejler noget alvorligt, de aller fleste patienter fejler noget, der for dem er et alvorligt problem, men som for fagmanden er lægeteknisk simpelt. Derfor har de fleste slet ikke brug for at komme hen til 'den bedste specialist'.

Det nuværende sygdomsvæsen kræver et nært samarbejde imellem de enkelte trin. Når jeg som praktiserende læge sidder med et problem, jeg ikke kan overskue, kan jeg enten sende patienten videre til næste trin, eller jeg kan indhente specialviden ved at konferere med en specialist. Denne kommunikation kræver for at fungere godt, at vi kender hinanden, og at det har status hos specialisten at supervicere mig. Dette bliver bestemt ikke nemmere af, at jeg får dobbelt så langt til specialisten, og at der er 30 forskellige specialer med et eller andet antal specialister i hvert, end nu hvor jeg har en seks til otte specialer med en enkelt eller to specialister i hvert. Min pointe er ikke, at det ikke kan lade sig gøre i et større system, men at storsygehusene er et udtryk for, at det der tillægges betydning, er kontaken imellem super-specialisterne, altså kommunikationen på det mest speialiserede trin, ikke kommunikatonen mellem trinene.

De oplagte tabere

Det er også typisk, at når de nye sygdomspolitikere bliver spurgt om, hvad almen praksis skal, så nævner de, at vi skal være udflyttede ambulatorier for sygehusene, at vi skal være sundhedsfunktionærer og evt. døgnbemandede (!!) skadestuer. Men ikke et ord om den funktion som tidligere har været vores, nemlig at være indgangen til og guider for det øvrige sundhedsvæsen. Når Bent Hansen og Lars Løkke og med dem Lægeforeningens top snakker om indgangen til sygdomsbehandlingen, eksemplificerer de det gerne med den alvorligt skadede patient f.eks. fra en trafikulykke. Derfor taler de om helikoptere, lægebemandede ambulancer, traumeafdelinger og akutmodtageafdelinger, men de taler aldrig om de øvrige 98 procent, som bliver de oplagte tabere i den nye struktur. Tilhængerne af storsygehusene skylder os en forklaring på, hvordan det store flertal med de almindelige sygdomme skal hjælpes. De almindelige sygdomme er jo stdig de almindeligste.

Knud Jacobsen er praktiserende læge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Knud du kommer til at vente længe.
Politikkere interesserer sig ikke for for den del at sundhedssystemet, der ikke har med akutdelen at gøre. Ikke før de selv havner der, og der er det for sent. Og helhedstænkning er et meget langt og svært ord, så det bruges heller ikke.

Derud over er viser forskningen to modsatrettede fænomener omkring sygehuse.
Læger der laver lidt af hvert, en gang imellem, laver flere fejl end lægen der er mere specialiseret, og laver mange ens behandlinger.
Det taler for store centralicerede syghuse. Desværre viser forskningen også at sygehuse med over 1000 senge er umulige at administrere, og derfor er uøkonomiske og laver flere fejlbehandlinger.
Men hvem sage også det skulle være nemt.

Er det ikke lidt sent med den udemærket kritik ?
For 10 år siden var den efterlyst, I dag for sent...

Jeg synes nu Knud har fat i noget væsentligt: Hvorfor skal vi ikke bruge kompetencen så tæt på patienten, som muligt?
Jeg er meget inspireret af Knud's beskrivelse af, hvordan man med "simple" midler - en telefon eller en pc'er - hurtigt kan få svar frem til en patient.
Det kan godt være, at mulighederne skal udbygges. Men det synes jeg er et forsøg værd - fremfor at skabe en frygt for, at mit "specialeoptimeret" behandlingssted ikke ligger lige indenfor en radius af 5 min.
Jeg har jo ikke nødvendigvis en lidelse, der kræver specialbehandling - men bare specialviden.