Kronik

Terrorfaren var alvorlig

I Danmark hører man ikke om meget andet end Blekingegade-banden og dens samarbejde med PFLP, når talen falder på terrorisme i Danmark. Men banden og PFLP var ikke den alvorligste terrortrussel mod danskerne
I juli 1989 blev den danske kvinde Ulla Lyngsby anholdt i Israel, hvor hun blev beskyldt for at ville smugle 75.000 dollar ind til en palæstinensisk organisation. Hun blev løsladt og sendt tilbage til Danmark senere samme måned.

I juli 1989 blev den danske kvinde Ulla Lyngsby anholdt i Israel, hvor hun blev beskyldt for at ville smugle 75.000 dollar ind til en palæstinensisk organisation. Hun blev løsladt og sendt tilbage til Danmark senere samme måned.

Ernst Nielsen

7. november 2009

Af mange grunde tegner Blekingegadebanden i høj grad billedet, når man taler om terroren i Danmark. Banden samarbejdede med den palæstinensiske organisation PFLP, og mordet på den unge danske politimand Jesper Eigtved Hansen har gjort banden og dens aktioner til de helt centrale aktører, når man tænker på terrorisme i Danmark. Sagen er fortsat et mysterium, fordi ingen blev dømt for dette mord, ligesom samtlige af PFLP's folk gik fri, fordi man under retssagen droppede alle internationale aspekter.

Imidlertid var perioden fra 1968 præget af andre terrorgrupper, der var mere farlige end Blekingegadebanden og PFLP. PET-Kommissionen har stort set udeladt fortællingen om den internationale terror i sin betænkning. Men hvis man skal forstå Blekingegadebanden og tidens farer, må man tegne et billede af den samlede terrortrussel.

For der var tale om en lang række terrorgrupper, der hvilede i enten Danmark, Tyskland eller Sverige og slog til andre steder i Europa. Terroren kendte ingen grænser. Den gruppe, der i 1985 sprængte to bomber mod et amerikansk flyselskab og synagogen i København, holdt til i Uppsala i Sverige og blev fængslet og dømt i 1989 i Sverige. Terroraktionen er stadig Danmarks alvorligste, hvor en blev dræbt og 27 såret. Den dræbte var en algerier ved navn Rached Hamdi. Hans død var ikke mindre tragisk end den danske politibetjents, men nu er hans navn glemt. Terrorgruppen havde forbindelser til en PFLP-General Command, som var en radikal palæstinensisk gruppe anført af Ahmed Jibril, og som en tid lang var mistænkt for at stå bag Lockerbie-katastrofen i 1988. Faktisk er en af hovedmændene bag bomberne i København, Abu Talb, der nu er fængslet i Sverige, stadig mistænkt for at have været involveret i Lockerbie-tragedien.

Organisationen PFLP-General Command havde tidligere haft en anden gruppe hvilende i Sverige, der i samarbejde med svenske kvinder havde planer om at myrde El Al-personale i København i 1980 og sprænge Knesset i Israel i luften. En ganske hard core gruppe.

De fleste angreb blev forhindret, således også en mordplan mod USA's forsvarsminister Caspar Weinberger, der skulle have være myrdet af libyske terrorister i 1986 under hans besøg i København. Hvis den mordplan var lykkedes, havde dansk historie set væsentlig anderledes ud. Men andre angreb blev gennemført, selv om de nu er glemt. Der var et bombeangreb mod en jødisk forretning i september 1985, og i 1988 blev en polsk-jødisk klub udsat for et alvorligt brandattentat.

Gik i glemmebogen

En af periodens mest alvorlige og betændte affærer var den såkaldte Ulla Lyngsby-sag. De fleste læsere kan måske svagt huske noget med en dansk pige, der ifølge avisernes omtale skulle have smuglet 75.000 dollar i en ost til Israel, hvor hun blev arresteret af israelerne i 1989. Da hun kom hjem i april 1989, var sagen af samme medie- dimensioner som sagen om Blekingegadebanden, som også blev afdækket samme måned. Ulla Lyngsby-sagen gik dog hurtigt delvist i glemmebogen, men den var på sin vis lige så alvorlig som Blekingegadebande-sagen. Aviserne kunne dengang i 1989 - takket være solide kilder i PET - afdække, at seks-syv medlemmer af Yassir Arafats elitekorps, Force 17, havde etableret sig på PLO-kontoret på Alperosevej på Amager. Det viste sig, at gruppen havde planer om at myrde Israels præsident Chaim Herzog, overrabbiner Bent Melchior, chefredaktør Herbert Pundik og den israelske Mossad-agent Sylvia Rafael, der boede i Norge.

De samme Force 17-folk havde sandsynligvis også haft et samarbejde med en Force 17-gruppe i Storbritannien om at myrde en kendt palæstinensisk karikaturtegner ved navn Naji al-Ali, der havde været så fræk at tegne Yasser Arafat. Naji al-Ali blev skudt i hovedet på kort afstand og døde efter kort tids hospitalsophold.

Da Ulla Lyngsby i 1989 blev anholdt i Israel, vakte det utrolig stor opsigt i både Israel og Danmark. Pressen mente først, at der var tale om en uskyldig dansk pige, der havde været udsat for israelsk tortur og afpresset til at tilstå terrorplaner. Efterhånden dukkede flere og flere oplysninger op i pressen om, at hun havde samarbejdet med Force 17-folkene, og at hun havde været impliceret i mordplaner. Efter en del offentlig polemik fremsatte statsminister Poul Schlüter en erklæring, hvor han sagde, at der ganske rigtigt havde været en gruppe, der havde haft konkrete mordplaner mod både danske og udenlandske statsborgere, og at man gennem aflytninger havde været klar over dette i et stykke tid.

Sagen syntes at være klar, men intet skete hverken med Ulla Lyngsby eller Force 17-folkene. De fik med enkelte undtagelser lov til at blive i Danmark. Forklaringen kunne meget vel være, at Danmark havde indgået en aftale med Yasser Arafat og Force 17. Det kom nemlig frem, at PET havde haft et møde med Force 17's ledere, hvor Force 17 havde givet PET oplysninger om terrorplaner mod Danmark, der skulle udføres af en anden palæstinensisk gruppe. Mødet mellem PET og Force 17 fandt sted den 2. april 1989 i Zürich, og dagen efter var der terrorvarsel i alle tre nordiske lufthavne, hvor PET havde detaljerede oplysninger om en gruppe terrorister fra Damaskus.

Fik dokumenterne at se

Vi ved en hel del om sagen, for SF's Pelle Voigt, der havde været PLO's fremmeste fortaler i Danmark, var draget af sted til Tunis for at møde Arafat og spørge, om der virkelig var terrorister på PLO-kontoret i København. Heldet ville, at Arafat troede, at Pelle Voigt kom som en slags udsending for den danske regering, og derfor blev Voigt og hans rejsekammerater forevist alle dokumenter fra mødet i Zürich. En række palæstinensere, herunder formanden for Det Palæstinensiske Nationalråd, bekræftede, at en sådan aftale eksisterede, og statsminister Poul Schlüter erkendte, at et møde havde fundet sted, men han sagde dog, at der ikke rigtigt var kommet noget ud af det.

Nu var aftaler med terrorgrupper ikke usædvanligt i Europa. Faktisk havde lande som Italien, Grækenland, Frankrig og Belgien aftaler med palæstinensiske terrorgrupper. Man tillod dem at have sikre huse og våbenlagre, blot de ikke lavede aktioner i gæstelandene. Man undlod også at anholde formodede terrorister, for den slags udløste erfaringsmæssigt blot nye aktioner for at befri fængslede kampfæller. Fra 1968 og indtil midten af 1990'erne forsøgte Danmark ikke en eneste gang at rejse tiltale mod mistænkte terrorister, selv om man havde fat i en hel del. Sandsynligvis fordi man ikke ønskede at risikere nye aktioner.

Man har i Danmark fokuseret ensidigt på Blekinge- gadebanden og PFLP, og man har undret sig over, at to PFLP-folk i 1983 ikke blev udleveret til Danmark, selv om de i Frankrig var blevet pågrebet med seks millioner kroner på sig fra Lyngby-kuppet, som Blekingegadebanden stod bag. Der er nok ikke så stor årsag til at undre sig. De fleste europæiske lande havde fat i terrorister, som man bagefter lod smutte ud ad bagdøren. Ingen var rigtigt interesseret i at have terrorister siddende i fængsler. Sagen fra Frankrig med de to PFLP-folk var blot normal praksis.

Den megen tale om Blekingegadebanden har til dels indsnævret vor forståelse af terrorismen i tiden efter 1968. Det er afgørende at forstå, at der konstant var alvorlige trusler, at terroren ikke kendte til landegrænser, og at danskere kunne myrdes både i Danmark og uden for.

Bent Blüdnikow er historiker og journalist. Han udgiver den 10. november bogen 'Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990' på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mig bekendt er den eneste der er blevet dræbt ved en terrorhandling i nyere dansk historie, Henrik Christensen i 1992. Han blev dræbt af en brevbomber hos Internationale Socialister i København. En terrorhandling som højst sansynlighed blev udført af højreredikale eller en efterretningstjenste. Det blev alrig opklaret selv om PET havede infiltreret Internationale Socialister.

Måske Blüdnikow til en afveksling skulle beskæftige sig med faktiske terrorhandlinger og ikke teoretiske måske handlinger.

http://da.wikipedia.org/wiki/Brevbomben_den_16._marts_1992

Steffen Nørkjær

"Nu var aftaler med terrorgrupper ikke usædvanligt i Europa. Faktisk havde lande som Italien, Grækenland, Frankrig og Belgien aftaler med palæstinensiske terrorgrupper. Man tillod dem at have sikre huse og våbenlagre, blot de ikke lavede aktioner i gæstelandene. Man undlod også at anholde formodede terrorister, for den slags udløste erfaringsmæssigt blot nye aktioner for at befri fængslede kampfæller. Fra 1968 og indtil midten af 1990’erne forsøgte Danmark ikke en eneste gang at rejse tiltale mod mistænkte terrorister, selv om man havde fat i en hel del. Sandsynligvis fordi man ikke ønskede at risikere nye aktioner"

Hvem sad på taburetten dengang?
Hvem siger ikke at en humanitær regering i et RIGT land ikke kan betale sig fra terror.

Hvis jeg husker ret var en Jes Olesen,forhenværende justitsminister (måske jens) der engangang på tv har udtalt at DK i 7 år under deltagelsen i vietnam krigen, blev styret direkte fra DagHammerskjølts Alle. )

Når de russisk-jødiske oligarker (efter plyndringen af Ruslands værdier i 90’erne) sendte 800 mia dollars til Israel (jf. Arne Treholts bog ”Gråzoner ”)så er det legitime gaver, men når man smugler 75.000 dollars i en ost ind til palæstinenserne er det terrorisme.

Når jøder i Danmark sender penge til jødiske organisationer i Israel er det legitime gaver, der oven i købet er skattemæssigt fradragsberettigede, men når overskud fra salg af T-shirts sendes til palæstinensere er det terrorisme.

Når Israel udvikler atomvåben, bygger en ulovlig kæmpemur, overtræder FN-resolutioner og får overført militært isenkram i milliardklassen fra USA er det for at Israel kan forsvare sig, men når palæstinensere bygger en forkølet raket af et skorstensrør og en støvsugermotor er det terrorisme.

Når israelere dræber palæstinensere er det legitime drab på militante terrorister, men når palæstinensere dræber israelere er det terrorisme.

Både terror og farer er alvolige sager, ikke mindst den, der i nogle århundreder er leveret ved vestlige overgreb. Regnskabets time er inde, og vi bruger nu alle kneb for at undskylde vor delagtighed. Krig og religion er altid ved hånden i en snæver vending. Ligesom Blüdnikow.

Det er dog yderst interessant, at det Bent Blüdnikow omtaler i artiklen, ikke førte til terror-love, øget frygt, øget overvågning, krav om overvågnings-kameraer, krav om øgede bevillinger til PET mv.
Ej heller førte det til anslag mod den borgerlige rets-sikkerhed, muligvis fordi Vesten skulle viser bedre end dem i Øst på dette område.

Siden da er meget vand løbet i Aaen.

Een kunne få den tanke at det var fordi dem vi nu bør frygte er muslimer...at alt dette bliver gennemført...eller også er det bare en undskyldning...