Læserbrev

Fra ugens netdebat - Københavns udvikling

13. november 2009

Med et citat af Benn Q. Holm om en forkætret ejendomsmæglerfrase indleder Informations Andreas Relster den 6. november en artikel om Københavns udvikling som storby, og hvorledes middelklassens tilflyttere har tilføjet noget noget til storbyen, positivt eller negativt. Blandt andet citeres Morten Vammen for at føle sig fremmedgjort i sin fødeby og kun føle storbyen som eksistens, når han opholder sig ved Maria Kirke på Istedgade, et sted som er kendt tilholdssted for mange af byens stofbrugere. Søren Ulrik Thomsen citeres direkte for, at meget af den byudvikling, der foregår, er sammenligneligt med at iscenesætte bybilledet som én stor temapark.

At meget af kritikken bliver symboliseret med sammenligninger med Jylland, er forfejlet, mener flere debattører. Marie Spliid Clausen, som selv er københavner udvandret til Jylland, mener, at signalet er let at forstå: Det er jydernes skyld det hele.

Storbystemning

De fæle jyder, som kommer og aber efter. Hun kan dog ikke tage den selvmedlidenhed alvorligt, siger hun og forklarer, at der er en grund til, at en hel del jyder foretrækker at forblive i Århus eller Aalborg. Her er der også masser af involverende by- og kulturliv, og det med en sund portion selvironi, skriver hun.

Bo Klindt Poulsen mener, at der i virkeligheden bliver abonneret på en fjollet forfaldsmyte: At det skulle være saneringen, der bragte den fordømte middelklasse ind i byen! Ja, faktisk starter forfaldet langt tidligere, uddyber han: »Denne modbydelige udvikling skyldes vel egentlig nedbrydning af voldene i 1800-tallet - så kunne byen ikke længere spærres af for provinsens altædende felttog. Og vi kunne ikke længere leve i tuberkuløst skidt.«

Johannes Aagaard er dog enig i kritikken af særligt saneringen af Nørrebrogade, som for nyligt er blevet delvist lukket for biltrafik, selv om billedet i visse henseender er noget fortegnet. Han opfordrer til at betragte den amagerhyldementalitet, der kommer til udtryk ved en psykedelisk overklistret kørebane - med røde pletter - og han udtrykker stor glæde ved ikke at skulle se på, hvad han kalder en form for synsterror hver dag.

»Det er lidt ensidigt, at det kun er den såkaldte kreative klasse, der kommer til orde i artiklen,« skriver Jon Jensen, og han minder om, at der bor andre i København, der også har en mening om, hvordan en storby skal være. Han mener, at en storby består af andet end den indre by og opfordrer til at tage en tur til for eksempel Buddinge eller Søborg. »Det er forstad med storbystemning,« erklærer han.

Information bringer hver fredag på denne plads et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu