Kommentar

Afrika er i alvorlig klimafare

Verdens fattigste kontinent har leveret det mindste bidrag til menneskeskabt global opvarmning, men rammes først og hårdest af klimaskaderne - er en delvis kompensation fra den udviklede verden et urimeligt forlangende?
5. december 2009

ADDIS ABABA - Klimaforandringerne vil ramme Afrika - et kontinent, der stort set ikke har bidraget til dem - først og hårdest.

Bortset fra Antarktis er Afrika det eneste kontinent, der ikke har gennemgået omfattende industrialisering - ja, sandt at sige er det siden 1980 stort set gået tilbage med den beskedne industrialisering, som var sket i Afrika. Afrika har således ikke leveret noget bidrag til den historiske ophobning af drivhusgasser, der er drevet frem at kulstofbaseret industrialisering. Ydermere er også dets nuværende andel ubetydelig - noget nær hele den afrikanske andel kommer fra skovrydning, ødelæggelse af skove og udpining af landbrugsjord.

Men klimaforandringerne vil ramme Afrika hårdest, fordi de vil skabe ravage i kontinentets sårbare landbrugssektor, som 70 procent af befolkningen er afhængig af. Alle prognoser om de mulige konsekvenser af den globale opvarmning tyder på, at en stor del af kontinentet vil blive mere tørt, og at kontinentet som helhed vil opleve større klimatiske udsving.

Vi ved allerede, hvad konsekvenserne af periodisk tørke har været for millioner af afrikaneres liv. Vi kan derfor udmærket forestille os, hvad følgerne af et mere tørt klima vil blive for landbruget. Vilkårene i denne for Afrika så vigtige økonomiske sektor vil blive endnu mere usikre end for øjeblikket.

Afrika vil ikke kun blive hårdest ramt, men det vil blive ramt først. Faktisk er de længe frygtede konsekvenserne af klimaændringerne allerede over os. Den nuværende tørke, som omfatter en stor del af Østafrika - og er langt mere alvorlig end nogen tidligere tørke - er sat i direkte forbindelse med igangværende klimaændringer.

De forvoldte skader

De kommende klimaforhandlinger i København bør løse de særlige problemer i Afrika og andre sårbare og fattige dele af verden. Dette vil som det første og mest afgørende fordre, at vi holder den globale opvarmning under den tilsyneladende uundgåelige stigning på to grader celsius. Hinsides denne tærskel ligger en miljømæssig katastrofe, der kan blive helt umulig at håndtere for mange fattige og sårbare lande. For det andet bør det stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for de fattige og sårbare regioner og lande, som kan sætte dem i stand til at tilpasse sig klimaændringerne.

Klimaforandringerne, som i overvejende grad er en følge af aktiviteterne i de udviklede lande, har gjort det vanskeligere for de fattige og sårbare lande at bekæmpe fattigdom. Det har skabt et mere fjendtligt miljø for udvikling. Intet nok så stort beløb vil kunne annullere de forvoldte skader. Men de fornødne investeringer i at afbøde skadevirkninger vil kunne løse nogle af problemerne.

De udviklede lande er således moralsk forpligtede til at betale en delvis kompensation til de fattige og sårbare lande og regioner, som kan dække en del af udgifterne til de nødvendige investeringer for at tilpasse sig klimaændringerne.

Forskellige skøn er har været fremme om omfanget af de nødvendige investeringer i disse lande. Et konservativt skøn - som har rimelig chance for at vinde accept, netop fordi det er konservativt - stiller krav om 50 milliarder dollars om året fra 2015 stigende til 100 milliarder dollars fra 2020 og videre frem. En finansieringsordning tænkes indført for en overgangsfase i perioden 2010-2015.

Skabt af Vesten

Nogle hævder, at de udviklede lande ikke kan rejse sådanne beløb, og navnlig da ikke på baggrund af deres nuværende økonomiske udfordringer. Men ingen har hidtil villet påstå, at omkostningerne ved skader på udviklingsmulighederne i fattige lande og regioner er mindre end den kompensation, der tilbydes for at dække omkostningerne ved tilpasningen. Årsagen er indlysende: Skaderne er mange gange større, end den erstatning, der anmodes om.

Ikke desto mindre er det blevet gjort gældende, at uanset de faktiske omkostninger ved førnævnte skader, så har de udviklede lande for øjeblikket nu engang ikke råd til at give så mange penge. Men vi ved jo alle, at disse lande og deres nationalbanker var i stand til at tilvejebringe billioner af dollars inden for et par måneder for at redde deres banker, der indtjente superprofitter i de gode år. Da de gode tider var forbi, stod skatteydere og regeringer klar til at redde dem og sikre, at bankdirektører og investorchefer fortsat kunne inkassere deres ekstraordinære bonusser.

Hvis den udviklede verden er i stand til at afse billioner af dollars til at rydde op i sit bankrod, hvordan kan det så være, at den har så svært ved at skaffe milliarder af dollars til at rydde op i det klimarod, den selv har skabt, og som truer hele kontinenters overlevelse?

Dette handler tydeligvis ikke om tilgængelighed af ressourcer, men om mere eller mindre hensigtsmæssige prioriteringer af, hvordan ressourcerne fordeles. Det handler om, hvad det er for moralske værdier, som gør det hensigtsmæssigt at redde de banker, som forventer, at alle andre selv må at betale for det rod, de skaber - og uhensigtsmæssigt at kompensere verdens fattigste mennesker, hvis overlevelse er truet, netop på grund af det rod, som er skabt af de udviklede lande.

Jeg kan ikke tro, at befolkningerne i de udviklede lande, som oplyses omkring disse spørgsmål, vil foretrække at støtte redning af bankfolk og modsætte sig en bare delvis kompensation for verdens fattige lande og regioner. Jeg nægter at tro, at de vil lade en sådan uretfærdighed ske. Hvis de ikke giver tilstrækkeligt udtryk for deres harme over en så uhyrlig uretfærdighed, kan det kun være fordi de ikke er tilstrækkeligt informerede.

Meles Zenawi er Ethiopiens premierminister. På klimakonferencen i København leder han forhandlingerne på Afrikas vegne

© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi hører meget om gletschere og vandstandsstigning. Når vi hører så lidt om virkningen i troperne - tørke og
fejlslagen høst - kan det kun skyldes Afrikas svage mediedækning..

I hele Østafrika er regnen i år svundet så meget ind, at landbrugets situation er kritisk,
og de tidligere så frugtbare lande Kenya, Tanzania og Uganda er truet af hungersnød.
Også i det østlige Indien har situationen været alvorlig.

Det er kun langs kyster og i bjergområder, man oplever regnskyl og oversvømmelser
I de områder, hvor man i forvejen plejer at få stærk monsunregn - Nordindien og Sydkina - er regnen blevet endnu stærkere.

I alle områder med fastlandsklima - indlandet i kontinenterne - både i Afrika og Asien-stiger temperaturen og
luften afkøles ikke nok til regn - regntiden bliver kortere og vandmangelen stiger.
Nordkenya er på vej mod ørken og de sidste måneder er millioner flygtet til byerne.
The Guardian har bragt en artikelserie om det:

http://www.guardian.co.uk/environment/2009/sep/03/climate-change-kenya-1...
John Vidal on the effects of climate change in east Africa

Situationen i Kenya har været katastrofal siden foråret, og
hele området fra Sudan til det nordlige Tanzania glider over mod
ørkendannelse

En kommentator skriver:The whole place from Sudan South
to middle of Tanzania, East from Indian Ocean to Lake Victoria is
nothing but scorched earth.

Om Sahel:
http://www.unep.org/NewsCentre/videos/player_new.asp?w=720&h=576&f=/news...

Tidligere artikler i The Guardian:

http://www.guardian.co.uk/environment/2009/jul/05/crops-farmers-climate-...

Hungersnød i Ethiopien efter udebleven regn:

http://www.guardian.co.uk/environment/video/2008/aug/01/green.famine

href="http://www.guardian.co.uk/environment/2008/dec/10/poznan-brazil-climate-...
Wetter and wilder: the signs of warming everywhere | Environment | The
Guardian

Vandmangel truer i det indre af Kina:

http://www.guardian.co.uk/world/2009/aug/17/asia-facing-food-crisis

Man må tænke i vandopbevaringssystemer, ledninger og tankbiler bare for at forsyne befolkningen med drikkevand.

Bank-hjælpen var hjælp til selvhjælp, og i sidste ende koster den ikke så meget, idet en stor del af garantierne ikke udnyttes og en betydelig del af pengene vender retur igen.

Nogle afrikanske stater er ved at få hold på udviklingen , og vi kommer til at se samme udvikling i Afrika, som vi så/ser i f eks Hong Kong, Japan, Sydkorea, Vietnam , KIna m v - lande der efter 2. verdenskrig var helt nede i mudderet, men som idag enten er på vej eller er 100% oppe i omdrejninger .

Afrika kan starte med at sikre god regeringsførelse i samtlige afrikanske stater og udrydde korruption m v . Gør de det, så kan man koncentrere sig om at overføre uddannelse og know how, så deres produktivitet går ivejret - det er et lands produktivitet, der bestemmer levestandarden og velfærden.

Robert har delvis ret.

Ordentlig regeringsførelse er et must for videre udvikling i Afrika.

Men når det komemr til velstand som en følge af produktivitet, så er vores landbrugsland et eksempel på det stik modsatte.

Vores landbrugsproduktion har aldrig været større og alligevel kan landbruget ikke forsørge sig selv.

Så den øgede produktion i Danmark har kun skadet både miljø, natur, mangfolidghed og grundvand. samt økonomien.
slagterierne og mejerierne lukker på stribe.