Baggrund

Christian Winther mangler i dag

Den uomtvisteligt borgerlige DR-reporter Christian Winther, der dækkede Vietnam-krigen kritisk, ville ikke have fået lov til at være med på holdet, der dækkede Irak-krigen. Regering og Folketing burde savne kritiske reportere som ham
Den uomtvisteligt borgerlige DR-reporter Christian Winther, der dækkede Vietnam-krigen kritisk, ville ikke have fået lov til at være med på holdet, der dækkede Irak-krigen. Regering og Folketing burde savne kritiske reportere som ham
4. december 2009

For nyligt hørte jeg på P1's radiofoniske guldgrube, Radioklassikeren, en portrætudsendelse fra 1998 om Christian Winther, der var Danmarks Radios korrespondent i Washington i perioden 1969-1984. Jeg hørte udsendelsen parallelt med avisomtalerne af den store undersøgelse, der nu er igangsat i England for at finde en forklaring på, hvorfor og under hvilke nærmere omstændigheder man gik med i Irak-krigen i foråret 2003. Og den sætter Winthers virke i et ganske særligt lys.

Christian Winther lå med sin uomtvistelige borgerlige observans så langt væk fra at være 'rød lejesvend' som tænkes kan. Men han nærede - for at sige det mildt - en dyb skepsis over for USA's krigsførelse i Vietnam. I sine mange reportager om krigen, der nærmest havde form af meget personlige kommentarer, nøjedes han ikke med over for de danske radiolyttere neutralt og afbalanceret at afspejle og gengive de mange kritiske røster i den amerikanske offentlighed, herunder i store dele af pressen. Han lagde aldrig skjul på sit eget standpunkt.

DR på listetæer

Det vakte naturligvis stor opmærksomhed her i landet, hvor modstanden mod Vietnamkrigen næsten kun fandtes blandt folk, der iklædt lilla ble, andefødder og fåreskindspelse demonstrerede foran den amerikanske ambassade. Blandt folketings- og regeringsmedlemmer og i Radiorådet, ja selv blandt Christian Winthers chefer i DR, var der mange, som mente, at han nærmest gik fjendens ærinde. Flere gjorde ihærdige men forgæves forsøg på at stække hans kritik eller få ham fjernet fra posten. Når det ikke lykkedes, var det ikke alene på grund af hans renommé og status. Der var dengang en vis tilbageholdenhed med at tildele mundkurve og et større rum for kvalificeret kritik, selv når den lå uden for den hvide midterstribe på de brydende holdningers brede landevej.

Det var nu næppe alene publicistisk begrundet frisind, der holdt Christian Winthers kritikere i ave. Erkendelsen af, hvilken betydning en kritisk presse i demokratiske samfund har for regeringers udenrigspolitiske handlefrihed kom først rigtigt med Vietnamkrigen. Selv verdens stærkeste militærmagt var afhængig af folkelig opbakning på hjemmebanen, og det var ikke mindst mediernes vedholdende kritik, der fik dette fundament til at smuldre.

Det var denne dyrekøbte lære fra Vietnamkrigen, der gjorde, at de deltagende landes regeringer og militær sørgede for at have et helt andet styr på pressen under krigen i Irak i 2003. Ikke alene ved at holde krigskorrespondenterne i kort snor og ved hjælp af et eget militært presseberedskab, der kunne kontrollere og føde nyhedsstrømmen. Af lige så stor betydning var det, at medierne i 2003 var blevet mere forsigtige og ihærdigt forsøgte at balancere på den hvide midterstribe. Eksempelvis eksercerede Lisbeth Knudsen i DR's nyhedsafdeling med sine journalistiske tropper i brugen af de rigtige ord og vendinger for at undgå kritik. Hvordan skulle man omtale foreteelsen? Var det et 'angreb', en 'invasion' eller en 'befrielse' osv.? Skulle 'vores side' i konflikten omtales som 'de allierede', 'koalitionsstyrkerne' eller som 'de angribende tropper'? Blot for at nævne enkelte af de mange tvivlsspørgsmål, der blev lagt på den terminologiske guldvægt. Christian Winther ville, hvis han stadig havde været med i 2003, være blevet sat af holdet. Han ville være helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Lige lidt hjalp det. DR's dækning af Irak krigen blev udsat for et tæppebombardement af kritik for manglende balance. Som nogle vil kunne huske, blev det lige frem et regeringsanliggende. I England gik man et par skridt videre. Her førte det til en voldsom konflikt for åbent tæppe mellem premierministerens kontor og BBC's ledelse, bestyrelsesformandens og generaldirektørens afgang og en dommerundersøgelse.

Afghanske paralleler

Den fornyede engelske kulegravning med afhøringer af alle nøglepersonerne i disse uger og måneder gør det nærliggende at trække tråden tilbage til foråret 2003 og til Christian Winther. Det vil naturligvis være godt, hvis undersøgelsen bibringer os ny, nyttig viden om hvad der skete i 2003. Det kan - hypotetisk i hvert fald - mindske risikoen for at træffe tilsvarende forkerte beslutninger i fremtiden. Eller omvendt give den engelske befolkning og os, deres skæbnefæller i koalitionen, en større forståelse for de vilkår og omstændigheder, der herskede for beslutningstagerne dengang, og som gjorde, at der med datidens viden måske ikke var andre udveje.

Men skal der nødvendigvis gå seks-syv år, før det kommer frem? Og skal der mange års stigende mistillid til regering og forsvar til for at fremtvinge den slags undersøgelser? Der er så meget desto mere grund til at stille spørgsmålene, fordi der er klare paralleller til den udsigtsløse krig i Afghanistan med uklare krigsmål og voksende krigstræthed.

Ved genhøret kommer man unægtelig til at savne en uknægtelig røst som Christian Winther's og en kritisk presse, der som et vågeblus kan holde ild i en åben politisk og folkelig debat om, hvad det er vi har gang i. Det savn ville regering og folketingsflertallet også nære, hvis de vidste bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu