Læsetid: 4 min.

Demonstranterne viser vejen i København

Det er de protesterende aktivister, der giver det bedste håb for Klodens klimafremtid - ikke de halvhjertede fupforhandlinger i Bella Center
18. december 2009

Ved første øjekast ligner Københavns klimatopmøde et Salvador Dali-drømmelandskab. Her den anden dag så jeg ærkebiskop Desmond Tutu blive forfulgt af en flok japanske studerende klædt ud som marsmænd, der bar bannere med inskriptioner som 'Før mig til jeres leder' og 'Er jeres art sindssyg'? Og før da så jeg to fyre i et kokostume blive angrebet af politiet, som beskyldte dem for at kaste sten med deres klove.

Men surrealismen stikker dybere. Inde i Bella Center fremturer den rige verdens ledere med at ignorere deres egne forskere og nægter at underskrive den aftale, som kan hindre dramatisk destabilisering af klimaet. Den videnskabelige konsensus har gang på gang understreget, at den rige verden må nedskære sit udslip af opvarmningsgasser med 40 pct. i forhold til 1990-niveau før 2020, hvis vi skal have en 50/50 chance for blive på den rigtige side af tippepunktet. Alligevel tilbyder vores regeringer en reduktion på elendige 8-12 procent (ifølge beregninger fra analyseenheden Climate Analytics). Med smuthuller og regnskabsfusk er vi nede på fire procent.

Privat indrømmer klimaforhandlerne på topmødet, at det er udelukket, at der kommer en aftale, som tilfredsstiller videnskabens anbefaling. Endda er det muligt, at denne konference slet ikke udvider og uddyber rammeaftalen fra Kyoto, men derimod forkrøbler denne. Med Kyoto indstiftedes en juridisk bindende ramme for beregning og reduktion af emissioner. Reduktionskravene var alt for små og sanktionerne for ikke at nå dem ynkværdige milde, men det var en begyndelse. Nu foreslår USA simpelt hen at skrotte Kyoto-ordningen, som det krævede årtier lange forhandlinger at nå og erstatte den med en svagere og frivillig aftale: De enkelte lande skal herefter proklamere deres reduktionshensigter og føre dem ud i livet ud fra godheden i deres hjertes grund. Ikke noget med tvangsmekanismer eller straffeforanstaltninger.

Vi spiller russisk roulette med klimaet, og på dette topmøde fylder verdens mest magtfulde regeringer flere kugler i revolverens tromle.

At være i København i disse dage er hjerteskærende. Men det er også hjertevarmende. Vores regeringer udstiller deres moralske fallit - men en sand og svulmende global demokratisk bevægelse er ved at samle den kritiske masse, som er nødvendig for at få dem til at ændre kurs. Demokratisk masseagitation er den eneste kraft, der nogensinde har udvirket moralsk selvbesindelse hos regeringer. Nu må den metode igen tages i brug.

En hær af engagerede aktivister har samlet sig i København og er rede til at løbe risici for at gå til modstand imod denne fupaftale. Demonstrationerne i Danmarks hovedstad er nogle af de første i historien af ægte global rækkevidde. Der ser ud til at være folk fra hele verden. Lawren Muli fra Kenyas ungdomsdelegation sagde til mig: »Vi oplever i Kenya den værste tørke, nogen kan huske. Årstiderne har forandret sig på en måde, vi ikke forstår. Min familie kan ikke dyrke afgrøder længere, så den sulter. Jeg er kommet til denne by med det budskab, at vi ikke har tænkt os at dø stille.«

Udskyder handling

Ved siden af ham var Bhuwan Sambhu fra Nepal, som har set gletscherne i sit hjemland svinde dramatisk ind i sin levetid. Bag ved dem var Manuel Wiechers fra Mexico City, som kunne fortælle, at hans hjemby var ramt af de værste regnskyl, man nogensinde havde målt. Ved hans side var Utte Richter, en 76-årig kvinde fra Tyskland. Hun sagde: »Det ville være umoralsk at blive hjemme, når så store beslutninger skal træffes for hele verden. Det herskende system er ved vejs ende - nu må vi indføre et nyt.«

Samme argument høres i Bella Centers korridorer, hvor de fattige landes repræsentanter nægter at underskrive en aftale, der vil føre til udtørring af deres jorde. Og repræsentanter fra den lavtliggende ø, Tuvalu, som allerede er ved at drukne, har med stor værdighed afbrudt møder, hvor udgangspunktet var at fortsætte med udlede opvarmningsgasser, ved at påpege, at det betyder:

»Jamen, så dør vi.« Eller som Lumumba Di-Aping, chefforhandler for G77-landene, udtrykte det: »Jo mere I udskyder handling, jo mere dømmer I millioner af mennesker til umådelige lidelser.« »De rige landes regeringer opfører sig som klimaskeptikere. Hvis de virkelig troede på, at global opvarmning finder sted, hvordan kan de så agere sådan?«

Som ærkebiskop Tutu pointerede: »Engang troede ingen, at Berlinmuren kunne falde. De sagde, at apartheid aldrig ville dø.« Nu siger de, at vi ikke kan gennemføre overgangen fra en økonomi, der drives af kul og olie, til en, der drives af sol, vind og bølger. Men i modsætning til tidligere protestbevægelser, kan vi ikke vente generationer på, at den akkumulerer styrke. Hver ton CO2 bringer os tættere mod det klimatiske tippepunkt. Dette er et spring, menneskeheden må tage inden for en generation.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu