Læsetid: 6 min.

Dømt til et liv på jorden

Der er kun 200 mennesker tilbage i Danmark og en million på verdensplan, efter en atomkrig i 20’erne ødelagde store dele af kloden
Debat
10. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

Hvor gik det galt?

Røgen vandrer over mit ansigt. Et øjebliks ubekymring fylder mine lunger, hvorefter mine øjne åbnes, og min mund lader røgen flyde ud i rummet. Cigaretten er min 21. cigaret i dag. Jeg sidder foran skrivemaskinen og kigger tomt ud i luften. »Jeg er et menneske ved navn Emilie Glen Petersen, der er dømt til et liv på jorden,« står der på papiret. Cigaretten føres igen op til munden, hvorefter jeg inhalerer igen. Jeg prøver på at finde på flere ord at skrive ned. Mine øjne falder hen over papirerne, der flyder på gulvet, og de observerer, at min lejlighed er fyldt med tomme ord, kaos og røg. Jeg puster den sidste smule røg ud, jeg har i lungerne, og skodder cigaretten i det gamle kaffekrus, der står på bordet. Mine øjne flakker rundt i værelset, og de falder nu i retningen af gardinerne, der hænger tungt ned over vinduet. Jeg rejser mig fra stolen for at gå hen og trække dem fra. Gardinerne bliver trukket fra, og en støvsky følger mine armbevægelser, hvorefter jeg bakker hen til stolen og kaster mig opgivende ned i den. Et svagt orange skær trænger ind igennem ruderne. Mine øjne viger et øjeblik i lyset, og de ser nu klart støvet, der danser smukt i skæret. Hvis bare jeg kunne se himlen. Bare én gang. Jeg længes efter at se himlens flotte lyseblå farver og solens gule og varmende stråler. Men der ingen blå himmel eller gule stråler fra solen at se. Himlen brænder i sine lilla og orange farver langs horisonten, og de sorte skyer kvæler den.

Så begynder jeg. Mine tanker flyver omkring. Mine fingre placerer sig på j- og f-tasterne, og mine skuldrer sænker sig. Men et kort øjeblik efter langer mine hænder ud efter tændstikkerne og min 22. cigaret. Cigaretten hænger nu i min mundvig, og en blå og orange flamme omfavner den kærligt i takt med, at jeg rejser mig op og går hen til min reol. 40’erne, 30’erne, 20’erne, 10’erne. Jeg kigger på mapperne med begivenheder fra årene i det 21. århundrede, som jeg har samlet. Jeg hiver nogle af mapperne ud og kigger på de flotte typografier, der står på de kridhvide papirer. Jeg bladrer mellem diverse avisartiklers overskrifter, der lyder: »2010 bliver året, hvor klimaet får et ordentligt løft, 2020 skal der stå på CO2-udslippets gravsten og vinderen af Klimatopmødet i København 2009 blev klimaet.«

Jeg sukker let. Hvordan kunne man se så positivt på klimaets udvikling på jorden, når jeg sidder her nu? Jeg stiller mapperne tilbage i reolen, tager cigaretten ud af munden og kigger ud af vinduet. Jeg sidder jo her midt i kaos, midt i København, midt i ingenting. Der er øde, og folk er immigreret til planeten Tellus, som man skabte i år 2035. Planeten Tellus blev Jordens erstatning, da atomkrigen i 20’erne ødelagde store dele af USA, Kina og Vesteuropa. Der er nu øde og minimale muligheder for dyrkning af afgrøder, selv de steder, der undgik krigens radius. Der er nu kun lidt under 200 mennesker tilbage i Danmark, og omkring en million mennesker på verdensplan. Min krop fører mig hen til det gamle kaffekrus og tilbage igen i midten af stuen, hvor jeg står med den ene arm over kors og den anden hvilende derpå med cigaretten i hånden. Optakten til atomkrigen, der udbrød i juli 1921, husker jeg tydeligt. »Vi mangler arbejdskraft!« udtalte daværende præsident Obama sig til verdenspressen i 2010. Ordene ’fremgang’, ’klimaet’, ’grønne arbejdspladser’, ’løsningen’, ’CO2-neutral’ og ’arbejdskraft’ fylder stadig mit hoved. Det var alle ord ud af velargumenterede begrundelser for skabelsen af den syntetiske arbejdergruppe. De såkaldte ’syntetiske’ havde til opgave at udfylde nogle af de nyskabte arbejdspladser. De ’syntetiske’ ville ligne os mennesker udseendemæssigt, ville kunne udholde arbejde på atomkraftværker, og de ville være programmeret til at være uden følelser såsom empati, had, kærlighed og jalousi. Den syntetiske arbejdsgruppe ville være en nyttig hjælpende hånd på det globale atomkraftsarbejdsmarked, da de ingen løn, søvn, hvile eller ingen sociale referencer krævede.
De ’syntetiske’ er, som det ser ud, de eneste, der kan overleve Jordens kommende kortslutning. De blev skabt som en hjælpende hånd til os mennesker her på Jorden. Men måske var det Jorden, der skulle havde haft en hjælpende hånd? En ting er i hvert fald sikker, vi har for længst sat vækkeuret til den fremtid, der har vist sig at blive Jordens undergang og mit fængsel, ved ikke at værne om Jorden.

Kronikken bliver til

Jeg brænder mig let på cigaretten. Jeg har røget den færdig, skodder cigaretten i et askebægre, der står på en af reolernes hylder, og inden længe står jeg igen centralt placeret i lokalet. Her står jeg så i min tomme lejlighed i København. Jeg er den eneste, der bor i lejligheden. Den eneste i opgangen. Den eneste i hele bygningen. Det er i dag den 6. oktober 2059, og det er 93,2 grader Fahrenheit udenfor. De høje temperaturer er følger af atomkrigen. Og forureningen, der hindrer solen i at trænge igennem, er med til at sikre klimaets febertilstand og et nedadgående iltindhold i luften. Spørgsmålet er, om vi kunne havde undgået klimaets fremgang, og den snarlige død for alle organiske væsner, der befinder sig på Jorden. Det eneste, der forbinder mig med livet på planeten Tellus, er androiden Robert. Han er som alle de andre androider dødsens syge eller dømte mennesker efterladt her på jorden. Hans erhverv var siden i går at uddele importerede fødevarer fra Tellus og sende journalistik, breve og opdateringer til Tellus. De sidste afgange med passagerer til Tellus foregik i går aftes den 5. oktober 2059, hvor lidt mindre en 3,2 millioner mennesker kom ombord. Et liv her på Jorden er ikke en mulighed, og der var derfor et kæmpe tumult med at få de sidste godkendte mennesker ombord, og flere androider, der forsøgte sig adgang på færgen, blev henrettet på stedet. I dag slukkede de så for strømmen her på jorden, men FN efterlod mig med mine papirer, en skrivemaskine og størstedelen af mine ting, så jeg fortsat kan skrive journalistik til bladet Information.

Skrivemaskinen kigger stille på mig fra bordet af. Jeg går hen til bordet og lader min højre hånd lange ud efter min 23. cigaret. Jeg tænder cigaretten, der hviler i min mundvig, med en tændstik, smider tændstikæsken på bordet og begynder at skrive. Jeg sætter mig ikke engang ned, men lader mine fingre snitte f- og j-tasterne, hvorefter de straks begynder at danse rundt på maskinens taster. Jeg skriver: »Røgen vandrer over mit ansigt. Et øjeblik af ubekymring fylder mine lunger, hvorefter mine øjne åbnes, og min mund lader røgen flyde ud i rummet. Cigaretten er min enogtyvende cigaret i dag. Jeg sidder foran skrivemaskinen og kigger tomt ud i luften. Jeg er et menneske ved navn Emilie Glen Petersen, der er dømt til et liv på jorden.«

Emilie Glen Petersen går i 2.T på Rødovre Gymnasium

Serie

Information 2059

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her